Søg i denne blog

torsdag den 21. marts 2013

Bloglovin ?????

Uha det er altså ikke sjovt for mig, der bestemt ikke er stærk i det tekniske her på bloggen, når der sker noget nyt.

Nu ser jeg, der skrives om Bloglovin - og jeg aner ikke, hvad det er!

Jeg har forsøgt at læse mig til det, og har forstået, at det er et sted, hvor man kan samle sine blogge, som man gerne vil følge.
Så langt så godt - men for pokker skal jeg ikke have tilmeldt min blog i Bloglovin, for at læserne kan følge mig der ??????

Jeg tror sagtens, jeg kan finde ud af at tilmelde mig de blogge, jeg følger, men hvordan kan andre tilmelde sig min blog, hvis den ikke er tilmeldt Bloglovin???????

Hvad sker der, hvis jeg tilmelder den Bloglovin - forsvinder den så fra Google?????

Ja- jeg er altså en analfabet på det område og jeg er ikke så modig, at jeg bare prøver.

Hvad gør I andre????

onsdag den 20. marts 2013

Pastasalat med bagte grøntsager og kyllingebryst i karry og kokosmælk

Så får vi igen sne - nu er markerne atter hvide og der lægger små driver på gårdspladsen - vi er ikke sneet inde, men kan jeg undgå at komme ud og køre, så gør jeg det, så længe der stadig sneer, for jeg skal jo også gerne hjem igen.

Der gik både syerske og bager i den igår - jeg fik syet den ene vest ind til svigerdatteren og lagt bukser op - så nu mangler der bare lige en vest :)
Så blev der bagt rugbrød og et lysere grovbrød, som indeholder fuldkornsmel og squash.

Som jeg nævnte igår, skulle vi have resten af farsbrødet med pastasalat til - jeg synes, det blev en dejlig pastasalat
jeg nåede lige at få et billede, inden det hele var væk :)

Jeg bagte rødløg i både, små blommetomater skåret i halve og ca. 1/4 selleri, skåret i fine små stave. Løgene blev vent med lidt akaciehonning, da de var færdige og tomaterne var drysset med salt, inden de kom i ovnen. Hele herligheden bagte ca. 1 time ved 150 gr. 
Så delte jeg et halvt broccolihoved i små buketter og overhældte dem med kogt vand - og så har jeg set på Jensens Bøfhus, at de har revet broccolistok i salatbaren - så det prøvede jeg - det var ok, men jeg tror, man skal skrælle det yderste lag af.  Det hele blev vendt i pastaskruerne og der kom en olie/eddikedressing på. 

I dag har vi spist kyllingbryst i karry
kuløren er lidt bleg på billedet, men ikke i virkligheden

Her er masser af grøntsager i.
Først skar jeg kyllingbrysterne i mindre stykker, stegte dem i lidt olie, tog dem af og kom karry på panden.
Heri blev der sauteret et pænt stykke hvidkål skåret i fine strimler, 1 rødløg skåret i både, ½ rød peberfrugt i strimler og fine buketter af et halv broccolihoved. 
Så hældte jeg en lille dåse kokosmælk ved og lidt vand, og da det havde simret nogle få minutter, jævnede jeg med to tsk. maizena rørt i vand - hvis jeg havde haft  1 dl. cremefine eller lign., så havde jeg hældt det ved i stedet for at jævne. Kyllingstykkerne blev vendt i grøntsagsblandingen og vi fik ris m. ærter i dertil. 

Det er nemt og tager ikke meget tid - der er ikke meget fedtstof i, men kokosmælk indeholder jo også en del fedt. 

tirsdag den 19. marts 2013

Mad - farsbrød efter egen opfindelse

Nogen vil måske tro, at jeg igen har glemt mit projekt om at ændre kostvaner og få nogle kilo væk.
Jeg har ikke glemt det - der er kommet nye vaner her i huset, men for tiden står vægten stille - bomstille - men det er ok, for der har været meget "spisen ude" den sidste tid, så jeg synes faktisk, at det er ret fint, at den ikke er steget.

I sidste uge lavede jeg opbagt sovs, hold da op, det var længe siden, jeg havde gjort det sidst, så her er sket en ændring, og vi savner såmænd ikke engang sovsen.
Gemalen tyer til ketchupen, når han synes, der skal være lidt dyppelse, men det er ofte fordi han ikke spiser dressing, hvad enten den er lavet på surmælksprodukter eller olie/eddike.

Gemalen får også flere grøntsager end tidligere, han er ikke stor forbruger af dem, men når de camoufleres i kød eller sammen med kartofler/pasta/ris, så glider de fint ned :)
Det skal lige siges, han er ikke kræsen og han er solidarisk - der er bare ting han undlader, hvis der er et alternativ og han er mere til frikadeller end røde bøffer, men han spiser det, der serveres.

Igår fik vi farsbrød med ovnbagte rodfrugter. Farsbrød kan være mange ting, det igår var efter mit hoved og hvad køleskabet bød på :

400 gr. hk. kalv&svinekød 3-7%
1 æg
1 spsk. mel
2 spsk havregryn
salt og peber
½ stor løg, ½ grøn peberfrugt, 1 fed hvidløg og 1 håndfuld basilikumblade blev blended og kom i sammen med 1 reven gulerod.
Det hele blev rørt sammen med lidt vand, kom i et ildfast fad og i ovnen ved 200 gr. ca. 1 time.

Så skrællede jeg kartofler, pastinakker og gulerødder, som blev skåret i passende stykker, kom i et smurt fad og blev drysset med tomatsalt og alm. salt og blev sat i ovnen sammen med farsbrødet.
Nemt mad, som vi fik noget salat til.

Der er også kød til i dag og der skal vi have en pastasalat til med ovnbagte tomater og rødløg i. 

mandag den 18. marts 2013

Gymnastikopvisning og Giv tid ....

giv tid, den nynner glad og ryster de små vinger
giv tid og hver en kvist får blad
giv tid og hver en blomst udspringer


Vi må vist skrive os den lille fugls ord bag øret i år :)
Jeg synes nok lige at vejrguderne er ved at sætte min tålmodighed på prøve - godt nok ved jeg, at der før har været sne og kulde i marts, men jeg synes bare den her vinter har været rigtig lang, og vi har haft meget sne, så nu kan det godt se at blive forår.
Måske min tålmodighed ikke er så stor, fordi jeg de sidste år er blevet mere interesseret i haven, og altid synes, det er sjovest, lige når vi begynder at komme ud og rode i jorden og se løgplanterne skyde op.
Hvis sneen ellers kan forføje sig igen, ja så kan jeg se små grønne toppe af påskeliljer og tulipaner og det synes jeg er en fornøjelse, for så kommer fornemmelsen af forår, den er nemlig svær at finde, når det stormer, så det knirker i alle sprækkerne af vores gamle hus og sneen fyger hen over markerne - godt der ikke er kommet mere sne end som så, for så havde vi da været lukket inde nu :(

Igår var vi til gymnastikopvisning med Laura, men vi fik slet ikke set, hvor dygtig hun er blevet, for Laura's  gymnastikopvisning foregik sådan her
Hun kom lige med ind i indgangs marchen, men midt under formandens velkomst blev hun bare dårlig og var ved at kaste op, hendes mor var lynhurtig og fik heldigvis hevet hende med ud på toilettet inden det gik helt galt.
Hun var helt hvid i hovedet og frøs, men vil ikke så gerne hjem, så hun blev pakket ind i jakker og et stort tørklæde og lå så på gulvet og kiggede på de andre.

Hun havde ellers været frisk siden fredag aften, men helt ovre var det altså ikke.
Da der var gået noget tid, blev hun bedre
og det endte også med, at hun kom op og stå igen og gik lidt rundt med veninderne, og vi fik set alle de dygtige gymnaster - der kom et opvisninghold, hold da nu op, de er dygtige de unge mennesker.
Da der var kagebord og kaffe, da gik gassen af Laura igen og hun måtte hjem.

Så i dag er gemalen igen morgen-passer, og så tager Laura's Bedste over i dag.

Jeg skal sy et par veste ind og lægge to par bukser op - svigerdatteren har fået nyt arbejdstøj og det har ikke verdens bedste pasform til hende - det er sørme mange år siden, jeg har gjort i sådanne indsnit, men mon ikke det sidder på rygraden :)


søndag den 17. marts 2013

I sne står....

... urt og busk i skjul


Der er så koldt derude, dog synger der en lille fugl på kvist ved frosne rude

Ja sådan ser haven ud her i dag, og der er pivende koldt udenfor.
Det er vist ikke nemt at se den, ja der er faktisk to små fugle i træet, de sidder og finder lidt frø i kuglerne.

En af citronerne er faldet af citrontræet i dag
Den har et gult skær, 
så nu får den lige et par dage herinde i varmen, 
så skal der skæres i den, 
så vi kan se, hvordan den ser ud inden i :)




lørdag den 16. marts 2013

Dage med børn, sjovt snak og pandekager

Sikken da et vejr, vi har - bedst som man tror, at der er ved at være have-tid, ja så bliver der sne-skovle tid :(

Min fredag gik med at passe Laura - hun blev heldigvis bedre, da vi nåede henover middag, lige med et kunne jeg se på hende, at hun ikke længere var så varm, og termometret viste, at hun var nede på 37,6 - så det gik den rigtige vej.

Sådan en dag kan man altså få noget godt snak med en 6-årig, når TV'et bliver slukket :)
Laura vil godt nok gerne se TV,  så da jeg sagde, at der skulle slukkes i en time, forsøgte hun sig lige med ,"Det her er mit hjem - så her bestemmer JEG"  - men nej den gik ikke, farmor sagde, at det var den voksne, der bestemte :)

Jeg har jo engang for længe siden arbejdet i SFO - det har jeg tidligere fortalt Laura, men det var vist ikke helt trukket ind, men det gjorde det igår - og vi fik følgende snak...
Har du været pædagog?
Nej, jeg har været pædagogmedhjælper.
Hva' er det?
Det er en, der hjælper pædagogen.
Jamen hva' laver hjælperen?
Næsten det samme som pædagogen.
Hvordan kan man så se, at det er en pædagogmedhjælper????
Øhhhh - det kan man nok ikke sådan lige se!!!

Det er rigtig sjovt lige nu, for der sker en masse og hun bliver meget mere selvstændig.

Idag har vi haft besøg af de to krudtugler her

Det var rigtig hyggeligt - de er heldigvis raske igen begge to :)
De kom til formiddagskaffe og havde hjemmebagte boller med. Så var Nana med morfar ude og køre traktor mens Emil fik lov at lege med mormor.
Så var der frokost tid og middagsøvntid - Emil kom ud i barnevognen og Nana og hendes mor sov på sofaen :)
Inden de tog hjem bagte vi pandekager - Emil er rigtig glad for mad og vil smage alt det, vi andre får, så han fik også pandekage med banan i - og så var der en, der kom i tanke om noget med pandekager, nutella, banan og kokosmel - uha da da - godt man ikke kan spise mange af den slags ;)





torsdag den 14. marts 2013

Tandlægebesøg

I dag har jeg været hos en anden tandlæge.

Det har været en stor beslutning, men den var nødvendig for mig - det mærkede jeg tydelig i dag :)

Ikke at jeg er utilfreds med det arbejde, jeg har fået lavet hos den tidligere tandlæge, men jeg havde bare ikke kemi med ham - man skulle ikke tro, at vi talte samme sprog, og så smuldrede min tillid :/
Han overtog klinikken efter min gode gamle tandlæge, som jeg havde gået hos i ca. 30 år, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er ham, jeg skal have til tandlæge.

I det tandlægehus, jeg kom ind i idag, var der en dejlig stemning og den tandlæge, som behandlede mig, og som nu er "min" tandlæge var en rolig og behagelig mand, som forklarede tingene, så jeg forstod det.

Det var et spil i lotteriet, for jeg kender ikke nogen, der kender ham - jeg kender bare nogen, der går hos en anden tandlæge i den klinik.

Ellers har der været pasning af Laura, som er syg - gemalen startede ud tidlig i morges, så overtog jeg midt formiddag, og så måtte svigerdatteren tage lidt tidligt fri fra arbejde, så hun kunne være hjemme inden jeg skulle til tandlæge - ja, det er lige med at få det hele til at gå op i en højere enhed, når der opstår sygdom hos børnebørnene :)



onsdag den 13. marts 2013

At forene det nødvendige med det fornøjelige


Laura har tabt den første tand
Det skete i SFO'en, i fredags, hvor jeg hentede hende.
så det var rigtig spændende at skulle hjem og vise.
Jeg måtte først vise billedet,
når hun selv havde vist "hullet" til alle.

Det er slet ikke til at forstå,
 at hun allerede er så gammel, at det er tid for at skifte tænder.



Igår var jeg med hende "rævtanden"
 til kontrol hos øjenlægen på sygehuset
Lauras syn bliver heldigvis bedre gang for gang, så det er jo en ren fornøjelse - og en fornøjelsestur blev det også til :)

Både hendes Bedste og mig (farmor) var med, og vi hentede hendes mor på arbejdet, så hun kunne komme med hende ind til øjenlægen.
Laura vidste lige hvor vi måtte holde, på hendes mors arbejde, men chaufføren (mig) var ikke sikker på, at vi måtte køre derind, så hvis nogen hører om de par tosser, der drønnede rundt i Aalborg og lavede u-vending igår, ja så var det altså bare os :)

Vi nåede også at køre omkring farfar's arbejdsplads, hvor vi lige kunne kigge ind i gården og se de store lastbiler, som han kører rundt i.

Efter besøget hos øjenlægen var vi på shopping i Storcentret, hvor vi drak kaffe på Baresso - det var rigtig hyggeligt, for vi havde al den tid, vi vil have, og nu vi var i Storcentret, ja så rundede vi også lige Bilka.
Dagen blev afsluttet efter Lauras ønske - nemlig på Jensens bøfhus.

Hvor er det da et søvningt vejr, vi har, det frister ikke just til at komme udendørs, egentlig skulle jeg lægge kartofler i potter i dag, men jeg gider rent ud sagt ikke gå ud og gøre det i den her kuld, så det får lov at vente et par dage endnu.

Jeg vil i stedet strikke halskanten i Emils vest færdig - jeg trænger sådan til at røre ved noget garn, for det er ikke blevet til meget den sidste uges tid.

Jeg købte en hel svinkam uden spæk igår 50 kr./kg og det var dansk kød.
Den blev skåret op i passende stykker, bl.a et stykke, som vi fik til middag i dag.
Det blev drysset med flæskestegsalt fra Mariager Salt, kom i et fad, lidt vand ved og ind i ovnen ved 200 gr. i 1 time, dertil fik vi ovnbagte rodfrugter, kogte kartofler og for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid, lavede jeg en opbagt sauce. Det synes jeg gemalen havde fortjent til stegen, og jeg kunne godt selv nøjes med en lille smule til kartoflerne.
Nu er der så også lavet kød til middag i morgen, så skal der bare laves nyt tilbehør.


tirsdag den 12. marts 2013

Brændstof, bevægelse, begrænsninger, begejstring

.....   Ja, det var hvad jeg hørte Christian Bitz holde foredrag om i aftes.

Det var sjovt og det var berigende - jeg blev klogere :)

Det han fortalte faldt bare i hak med mine tanker om livsstil - ikke mindst snakken om kost. Jeg fik svar på, hvorfor den måde, som jeg forsøger at leve på lige nu, bør lykkes.

I stedet for at sætte forbud og hele tiden skulle sige nej, nej nej - som ikke holder i længden, så lær "Styr dit ja tak" - tænk at manden sagde det - det er jo lige det, jeg forsøger mig med :)

Jeg har vist tidligere skrevet om, at jeg har erfaret, at når jeg får virkelig lækkert mad, så behøver jeg ikke så meget, så kan jeg "nøjes" - det havde han også en forklaring på, nemlig at det handler om at få sine behov dækket - der skal været surt, sødt, salt, bitttert og umami - der skal være noget blødt og sprødt.
Det siger han skulle være muligt at opfylde, hvis man indeler sin tallerken i tre - en halvdel til grønt og frugt, en kvart til fisk, kød, æg osv. og en kvart til pasta, ris, kartofler, brød  - det er princippet, som jeg bruger, men det skal der arbejdes mere på her hos mig.

Han snakkede også om søvnens betydning - ej hvor vil jeg ønske, at jeg kunne sove igennem en hel nat, men jeg høre til "nattetisserne" så jeg får aldrig en hel nats uafbrudt søvn - men jeg kan opnå de 7 -8 timers hvile, hvis jeg ellers vil sørge for at finde min seng lidt før om aftenen :)

Så snakkede han om begejstring - at gøre noget, man virkelig gerne vil og ikke under tvang - det handlede meget om det at bevæge sig. Det er noget, som jeg skal arbejde med - jeg synes, jeg er blevet god til at gøre ting der gør godt for mig, men jeg kan arbejde meget mere med det og jeg skal i alle tilfælde arbejde med meget mere bevægelse.

Sjovt nok, så har jeg kun set Christian Bitz en enkelt gang på Go' morgen Danmark, men jeg vil se, om ikke jeg kan huske at kigge om onsdagen, hvor han er der -  hans intentioner gik nu meget godt i hak med mine :)

Det er nu meget godt at blive rusket lidt op i ind imellem, så man ikke henfalder til gamle dårlig vaner.

mandag den 11. marts 2013

Bare lidt smalltalk i dag

Vi har været på langfart i weekenden :)
Over hele to broer kom vi - vi var nemlig på Sjælland til 50-års fødselsdag.

Hold da nu op, hvor der da var koldt udenfor, heldigvis skulle vi til Roskilde og ikke til Sydsjælland, for dernede var der da vist rigtig vintervejr - vi nøjes med at ramme ind i et par snebyger på vej hjem igår.

Det var en hyggelig fest med en masse dejlig mad, overnatning hos familien, morgenmad og hjemad igen.
Fødselsdagen blev holdt i et forsamlingshus,  fødselarens mor blev 80 år, så hun blev også fejret.

I dag er det så hverdag igen, og der skal styr på kosten igen - lige for tiden har vi mange ting, vi skal til, og med min måde at være på "slankekur", så sker der ikke noget positivt på vægten for tiden - men bare den ikke stiger, så opnår jeg også det, jeg gerne vil, med min måde at gøre det på.

Menuen i dag er endnu ikke endelig besluttet, men der er hvidkål, selleri, gulerødder og løg i køleskabet, og der er taget hakket svine & kalvekød op, så jeg ved, hvad jeg har at gøre med :)

Jeg har stadig gang i en strikket vest til Emil, den mangler lige halskanten nu - det er rigtig rigtig mange år siden, jeg har samlet masker op på et strikketøj og strikket på strømpepinde, det er jeg nemlig ikke meget for - men nu har jeg fået lavet kanterne i ærmerne og jeg er igang med at samle op i halsen, så mon ikke jeg  bliver færdig med vesten inden Emil bliver for stor til den.