Søg i denne blog

tirsdag den 6. marts 2018

Citronkylling, romanesco, lidt filosoferen i vægten, sne og hygge med Emil

Her var formiddagshygge, da jeg stod op 
Emil var kommet i morges, for han hoster så meget, at det kniber gevaldig at få en god nattesøvn - men så er det heldigt, at morfar er morgenmenneske og klar til at tage imod 😊

Tænk engang her i marts måned, ja da turde jeg ikke køre hjemmefra i aftes.
Jeg skulle have været i nørkle-klub - som gemalen sagde, så er det jo ikke livsnødvendigt - men det er altså ret så hyggeligt - altså fornuftigt at blive hjemme, når vi bor herude på landet, hvor sneploven først når ud efter aften 😕
Slagsmålet med vægten
Altså min krop gør vist alt, hvad den kan, for at holde på "sulet" lige nu. 
Jeg har ikke nået et punkt, hvor jeg tidligere har stået meget længe, men et punkt, hvor jeg bare så gerne lige vil have den 200 gr længere ned - det er det her med at lave de små mål undervejs.
Nå men jeg skal nok få has på de par hundrede gram og også det næste hug, der kommer efter 😊
Citronkylling
Jeg kan altså godt li' at lave en hel kylling og jeg vil helst have den i rimelig pæn størrelse - sådan en fik jeg købt i lørdags - 1800 gr var den på. 
Den blev fyldt med citron, persille og hvidløg, gnedet udvendig med citronsaft og skal og selvfølgelig salt både indvendig og udvendig - ind i ovnen på 200 gr 1 time og 10 min. - så blev væden hældt fra og der blev skruet op på 225 gr, så den lige kunne få lidt mere farve sammen med de hasselbagte kartofler.  - hedder det egentlig hasselbach kartofler eller hasselbagte kartofler 😲
Næste gang vil jeg tage skallen og den hvide hinde af citronerne, for jeg tror, det er det, der giver en lidt besk smag.
Jeg havde købt et romanescokål
Det er desværre ikke så ofte, jeg finder det -
jeg kan rigtig godt li' det -
blandingen af blomkål og broccoli,
 lidt mere bid end i et broccolihoved
og ikke helt så skarp i smagen
 som blomkål. 
Romanescoen blev delt i små buketter og dampet, der blev stegt gulerødder på panden i en smule olivenolie og det blev spist sammen med hasselbach kartoflen, kylling (uden skind) og en skefuld sovs - jeg måtte tilsætte en sjat madlavningsfløde og et par teskefulde sukker, for at få en god smag frem i sovsen - men så blev den også god 😉
Lidt filosofi
Når jeg ser den her portion, ja så kan jeg godt forstå, at jeg var kommet til at veje så meget.
Før havde jeg helt sikkert spist 2 kartofler og et halv kyllingelår mere og saucen, ja den havde været opbagt og med mere fløde, måske endda piskefløde, og den havde dækket et betydelig større areal på tallerkenen. Jeg havde helt sikkert også guffet skindet på kyllingen i mig med stor velbehag - men indrømmet kyllingen var ganske velsmagende uden skind 😊
Men jeg er stadig undrende over, hvorfor vægttabet indtil nu har kørt så gelinde i forhold til tidligere forsøg - jeg ved så udmærket, at det handler om forholdet mellem "indtægt og udgift" - men jeg kan ikke finde den forskel på min nuværende måde og tidligere forsøg 😳

Min frokost i går  
Rugbrød, pastrami, mayonnaise,
rosenkål, rødløg og appelsin.
Appelsin smager godt sammen med rosenkål.
I alt 208 kcal.
Jeg havde fået en pose økologiske appelsiner med et par ret store eksemplarer imellem, jeg synes ellers ikke ret tit man ser øko-appelsiner være så store. Den jeg havde i brug til frokost-maden vejede 300 gr uden skrald - så den blev delt ud over et par dage 😊

Emil og morfar har været ude med gravkoen og rydde sne
og nu spiser de pandekager - og jeg vil finde noget grønt og godt til mig selv 😋
jeg nåede lige at få bagenden af gravkoen med