Søg i denne blog

mandag den 21. januar 2013

Lidt kreativitet i en kold håndbold-tid

Så er vi igang med en ny uge - solen skinner, himlen er blå og der er hundekoldt.

Vi har Laura's kanin i pleje, så den ikke kommer til at fryse ihjel i det her vejr - den er installeret i "orangeriet" sammen med div. planter, så vi håber, at vi kan holde plus-grader derinde :)

Gemalen går stadig hjemme, men der er bedring i ryggen og han fyrer selv igen, men der ud over foretager han sig ikke meget. Det passer ham ikke rigtig at skal forholde sig i ro, han bliver rastløs, men det har da medført at han ser håndbold i TV, det har han aldrig brugt sin tid på før :)

Og hvad laver jeg så - så lidt som muligt ;) Nej, sådan er det ikke helt, selv om jeg ikke synes, det bliver til meget - jeg ser også håndbold og de gør det godt de danske mænd - og imens har jeg strikket en karklud eller to - ja hele 3 er det blevet til her efter jul.
Det er bomuldsgarn, som jeg havde til at ligge, og jeg har det sådan nu, at jeg finder de hjemmestrikkede karklude først, så stakken skal vedligeholdes eller rettere gerne udvides.

ØV, jeg har knækket en af mine knitpro strikkepinde - rigtig ærgerligt, men sådan kan det gå, hvis man ikke passer på dem, når man har dem med i en taske.

Jeg har også hæklet lidt af Karen Klarbæks minikugler til min troldegren

Igår fandt jeg noget uldgarn i blå og turkis, så jeg har slået masker op til en vest til Emil. Så får jeg nok tiden til at gå, til jeg får afklaret med mig selv, hvilken farve, jeg vil hækle et sjal til mig selv i, og kommer ud og får købt garn.
Lige nu går jeg også i nogle overvejelser om at få købt noget orange bomuldsgarn. Det er fordi jeg har et orange stykke stof til badeforhæng til at ligge, det er fra min mormors gemmer, hun havde købt det til sit badeværelse, men nåede ikke at få det op, før hun pludselig kom på plejhjem for snart 2 år siden.
Orange er jo ikke lige just modefarve, men jeg synes det er en dejlig farve, både varm og med knald på. Det vil lyse op i vores hvide badeværelse - og så tænker jeg, at hvis jeg strikker/hækler nogle små håndklæder og strikker en stak vaskeklude i orange og måske gult, så kan det blive fint.

I aften skal jeg i "nørkleklub" - det kalder jeg det, fordi vi hver især laver det, vi gerne vil, men der er flere, der laver patchwork og hold nu op nogle fine ting de laver. Jeg har aldrig selv lavet håndsyet patchwork, men kan godt blive fristet til at prøve.