Søg i denne blog

fredag den 20. maj 2016

Travlt på den hyggelige måde :)

Siden vi kom hjem fra ferie, har vi bare haft travlt :)

Fætter/kusinefest 
Vi har været til fætter/kusinefest på gemalens mødrene side - det er en tradition, den holdes hvert 3. år, lige omkring den dato, hvor bedsteforældrene havde bryllupsdag.
Det er altid hyggeligt, der er et godt fremmøde af fætre og kusiner og deres påhæng, vi var nogle og fyrre, men det kunne godt ønskes, at flere af den næste generation også vil deltage. Der er en moster og morbror tilbage ud af søskendeflokken på 9.
Vi starter dagen med at mødes ved bedsteforældrenes gravsted, hvor der lægges blomster, og så er vi lige en tur omkring den fædrene gård, hvor morbroderen bor, og så går turen videre til et sted, der kan huse os alle til mad og hygge resten af dagen, denne gang var det i Halkær Skovpavillon  og der var bare lige det fineste vejr til det sted, der lige midt i bøgeskoven, der var ved at springe ud :)

Vi har haft 3 fødselsdage
Nana, barnebarnet, der blev 6 år, datteren blev 38 og min mor, der blev 78 år.
Selv om Nana og hendes mor først skal holde fødselsdagsfest i næste måned, hvor Emil også har fødselsdag, så skulle der jo alligevel gøres lidt ud af Nana på dagen, så oldemor, kusine Laura og hendes mor kom til eftermiddagskaffe - Laura og Karina blev til købe-pizza, som Nana havde ønsket til aften - og det kan nok være der blev hygget, da de fik lov at sidde i stuen og se TV samtidig med de spiste  :)
Da gæsterne var gået og Emil lagt i seng fik fødselsdagsbarnet lov at blive oppe og samle lego, som vi havde givet hende i gave, sammen med sin mor - det var vist helt igennem en fantastisk dag for hende :)

Nå ja jeg fik også lavet et kort til Nana
Nana med mælketænder,
lukket mund, for tænderne begynder at falde ud,
og stolt fremvises en ny tand :) 

Den dag Nana holdt børnefødselsdag, skulle lillebror Emil gerne lidt ud af huset, for han elsker de "store" piger og vil så gerne være med, men det er jo ikke altid lige til måde - så vi tog ham med på en lille hyggetur.
Først kørte vi op til Bjarne, hvor han fik en tur på havetraktoren og så skulle vi i Biltema - det kom vi også, men morfar måtte gå alene derind, for Emil sov fra det, så i stedet for at gå på MacDonald i Skalborg, kørte vi til Haverslev, så Emil kunne få sig en ordentlig middagslur :)
Han hyggede sig gevaldig med at være alene med os på MacDonald, han kunne selv gå i legerum og sulten var han blevet

Datteren holdt altså heller ikke fest nu, men havde inviteret min mor og mig med i teateret
Min mor har ikke været i teateret før, så det var en oplevelse for hende og det var det sandelig også for vi andre, for "sommer i Tyrol" som de spiller på Aalborg Teater lige nu, er virkelig god og sjov :)
Vi spiste på Teatercafeen inden forestillingen - rigtig dejlig mad
Josepha’s: Røget ørredfilet på ristet hjemmebag med urter, cremer og radisser
Leopold’s: Mør sommergris med grøn, grøn citron-smør-sauce – og så lige lidt mere grønt...
Tyroler: Bærdessert med blå, blå himmel og hvide skyer

Jeg fik da husket et billed af hovedretten :)

Min mor - hun lagde ud med at tro, der ikke rigtig var nogen hjemme på hendes fødselsdag, så dem der havde tid og lyst kunne bare komme omkring - men sådan blev det ikke helt, for det var kun yngste søster og familie, der var forhindret - så vi blev enige om, at vi nok hellere måtte komme alle mand til frokost, som hun altså havde forberedt sig på :)

Jo jo man må sige, at der var en uges tid i fødselsdagenes tegn :)

El-cykler
Og så er der sket det vilde, gemalen har købt en cykle og sørme også en til mig :)
Det er min :)
Billedet blev taget, mens der blev ladet op :)

Nogen synes vist, det er lidt snyd at kalde det en cykel, for der er motor på - men man kan altså godt træde til i pedalerne alligevel :)
Den blev rigtig indviet i mandags, da vi cyklede ind til min mor :)

I aftes var  jeg med Laura, hendes mor, hendes Bedste og min mor til Sommerfest på hendes skole.
Laura går på Solhverv , en privatskole, som ligger mindre end 5 minutters gang fra deres hus.
Klasserne sang på skift og de har et kor, som Laura også deltager i, de sang også for os, der var forskellige boder og udstilling af elevarbejder - lærerne havde lavet mad, flæskesteg og grillpølser med div. salater til og der kunne købes drikkevarer, kaffe og kage - det var rigtig hyggeligt og vejret var rimelig til det store telt :)

Nu kommer der vist lige et par uger med mere ro på - men det bliver også meget underligt, for gemalen skal starte sit liv som efterlønner/pensionist på mandag - ja det vil sige, han har sidste arbejdsdag på søndag, men fratræder først d. 1. august - indtil da er det afvikling af ferie og fridage.