Søg i denne blog

fredag den 30. oktober 2015

Hæklet Halloween pynt spøgelse, heksehat, græskar, edderkop og spind

Så er Halloween lige ved at være over os - ja der kommer jo et og andet nyt til os ude fra verden :) Jeg går egentlig ikke ret meget op i Halloween, men på den her årstid kan jeg godt trænge til lidt nyt i stuen.
Jeg har for for ca. 3 uger siden skrevet om, at jeg havde hæklet græskar og et spøgelse Hæklet spøgelse - og de kom også op og hænge i troldegrenen, som trængte til nyt pynt - meningen var, at der skulle noget mere halloween-halløj der på, men Nana synes helt bestemt, at hun kunne pynte grenen rigtig fint - med piberensere - så nu ser troldegrenen sådan her ud :/
Hvis ikke lige man kan se det, kan jeg fortælle,
piberenseren er juletræer :D
Men Laura skulle jo også have lidt Halloween pynt, så jeg fik alligevel ud over græskar og spøgelser hæklet en hekse-hat, edderkop og spind


Opskriften på græskarene har jeg fundet  hos Halager, som henviser til denne side.
Edderkoppen og spindet har jeg fundet hos Garnstudio.
Spøgelset har jeg selv kreeret og det gjorde jeg så også med hekse-hatten - opskriften kommer her.
Jeg vil have en Heksehat, hvor toppen kunne bukkes en smule og hvor skyggen kunne bugte sig.
Jeg har brugt bomuldsgarn 8/4 og hæklenål nr. 3.
Jeg startede med en magisk ring med 4 fm og hæklede en omgang med 1 fm i hver maske (4 fm)
Herefter tog jeg 3 masker ud på hver anden omgang indtil der var 30 fm.
Så skulle der hækles skygge på hatten.
1. omgang 1 halvstangmaske (hst) i hver maske i forreste lænke.
2. omgang  2 hst. i hver anden maske (45 m)
3. omgang  2 hst. i hver 4. maske (54 m)
4. omgang  2 hst i hver 5. maske (63 m)
5. omgang  2 hst i hver 6. maske (72 m)
6. omgang kædemasker kanten rundt.
Enden af garnet som jeg startede hatten med blev stoppet helt ud i spidsen af hatten og så formede jeg den til at bukke lidt bagud.
Jeg hæklede et bånd til at sætte på. Jeg startede med 24 lm sat sammen til en ring og så en omgang stangmasker - så passede det i størrelsen og blev syet på hatten med ri-sting.

Der kan sættes en snor i toppen af hatten, så den kan hænges op eller den kan stå eller som på billedet sættes oven på noget :)




tirsdag den 27. oktober 2015

En weekend med Kreative Dage og "hakke-kursus"

Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, så har jeg haft en travl weekend  - og det må siges, at den har stået i kreativitetens navn :)


Lørdag

Kreative Dage i Fredericia 
Lørdag morgen startede jeg bilen kl. 07.45 og satte retning mod Fredericia - jeg var lige inde omkring Laura og sætte en lille pose ved døren med Halloween-pynt (det kommer i et andet indlæg), og så fortsatte jeg ellers min lange køretur - jeg ramte P-pladsen ved Fredericia Messecenter lige på slaget 10, hvor de åbnede.

Jeg mødtes med Hanne, det er vores lille tradition at følges ad til til Kreative Dage, og vi har bare en rigtig hyggelig dag hver gang :)
Vi har en gang tidligere måtte ty til lørdagen, ellers har vi været der om fredagen - men jeg skal da lige love for, der var mange andre end os, der havde valgt lørdagen, der var tykt af mennesker da vi kom - men jeg har også efterfølgende set, at messen i år har haft besøgsrekord og lørdagen slog dette års rekord med over 8000 besøgende.

Når alle vil samme vej
Der er fint styr på indgangen, vi stod ikke i kø særlig længe, men det var som om alle havde valgt den samme vej rundt i hallen, så vi fik os ret hurtigt svinget ud på en anden gang, hvor der heldigvis var mere luft mellem alle os, der var der.
Jeg kan få helt "klaus", når det bliver så tæt, så jeg forstår godt, hvis Hanne, der er kørestolsbruger, får "klaus", når hun sidder der i stolen og snart hverken kan komme frem eller tilbage og ikke kan se stort andet end folks tasker - det var så tæt, at der var en ved at træde helt op på hendes fødder.

Vi kan simpelthen ikke nå det hele
Nå men da vi fik os befriet for den værste mængde, så faldt vi ellers over div. garn-stande og dem er der sørme godt nok mange af på messen - det er jo en herlig ting :)
Hanne strikker rigtig meget, og hun ved, hvad der er lækkert garn, jeg bruger primært bomuldsgarn til mine hæklerier, men hold nu op, det findes der altså også mange varianter af :)
Vi fik da også set lidt andet, men der var også meget, som vi kun lige så ud af øjenkrogen, når vi kom forbi.
Der er bare vildt meget at se dernede, vi var der til kl. 16.50, de lukker kl. 17, så vi kunne virkelig ikke nå det hele.

Scene-indslag og mænd på messen
Vi var inde og se et indslag på en af scenerne, Form, farve og stil hed det - det var helt fint og så kunne vi jo lige hvile benene imens :)
Jeg skulle lige går i forvejen og finde en plads til os ved scenen, mens Hanne ordnede noget andet - da jeg kom derned var Cecilie Hother på scene  - der er jo et meget stor overtal af kvinder, der besøger messen, men jeg synes godt nok, der var mange mænd inde foran den scene, så jeg tænkte, at der må jo være noget ved hende Cecilie, der trækker ;)
Da hendes indlæg var færdigt, blev mændene siddende og der kom flere til og der var faktisk ikke ret mange kvinder derinde - øhh tænkte jeg, hvad mon der lige sker her - men så gik det op for mig, at det var fordi Cecilie var forsinket og efterfølgende skulle der en trædrejer på scenen :D
Men det var da helt fint, for så fik vi også set, hvordan man udhuler et stykke træ og får en fin skål ud af det :)
Og så fik vi ellers et oplæg til længder, indsnit, farver og stramme tanter med sorte briller og forkerte farver til ansigtet - det var nu slet ikke så ringe et indslag at vente på :)

Workshops og scene-indslag - det vil kræve mere end 1 dag
Der er hele tiden noget på to scener i løbet af messen, mange spændende ting, som vi slet ikke kan finde tid til, når vi er kun er der en dag - ligesom det er svært at nå og deltage i de mange workshops, der er rundt omkring på standene - så nu overvejer vi lige, om vi kan klare to dage næste år :)
Ja det er jo ikke bare vores fysiske form, der skal være til det, det skal pengepungen også, for der er mange fristelser dernede :)

Jeg købte grønt garn til et måge-sjal til mig selv,
7 forskellige nuancer grønt bomuldsgarn,
 fra Karen Klarbæk,
tiden må vise, hvad det bliver til,
et  rødt nøgle uldgarn til julehjerter -
under garnet kan lige anes
en stak forskellige blade/kataloger,
som jeg fik samlet til mig dernede :) 

Søndag 

Hakke/tunesisk hækle-kursus 
Sidste år på Kreative Dage købte jeg mig en hakke-nål og en opskriftsbog, men jeg er bare ikke kommet igang med at "hakke", det var lige som for svært for mig at få begyndt på det.
I foråret fandt jeg så et par kurser, men de var overtegnet, så da jeg for nogle uger siden så, at der var et kursus ved Garndamen i Skørping og det ydermere var selveste  Sys Fredens  der skulle undervise, ja så måtte jeg altså finde tid til det, så jeg kunne få lært noget om det der "hakke-ri".

Det blev en hyggelig og  inspirerende eftermiddag sammen med 10 andre kvinder, hvor jeg fik lært de grundlæggende ting i tunesisk hækling, som jeg kan fortælle er en blanding af at strikke og hækle :)
Jeg fandt ud af, at den hakke-nål jeg havde købt sidste år, var for tyk til det garn, jeg vil bruge, så jeg måtte have en ny med hjem :)
Tænk engang, den lille nål, som er i indpakningen, den kan man lave en hel stor trøje på - det er ret sjovt, når man lige får fat i princippet i det og jeg synes, man kan lave nogle ret pæne ting med tunesisk hækling - jeg glæder mig til at komme igang med det.

Det var den weekend - eller den var faktisk ikke slut der, for Staun og svogeren havde fældet et træ, så de skulle have pulled pork burgere til aften, men det var heldigvis datteren, der stod for det projekt - så det var da ret hyggeligt at komme hjem kl. 17.30 og sætte sig til bords til hjemmebagte burgerboller, pulled pork, coleslaw og efterfølgende æble crumble med vanille is :)

mandag den 26. oktober 2015

En altertavle lavet af børnene i 3. klasse

Jeg har haft nogle travle dage med gode oplevelser - så der har ikke været tid til at blogge.
Jeg har været til Kreative dage i Fredericia og til "hakke-kursus" ved Garndamen i Skørping, det kommer der noget om senere, nu lige vil jeg skrive om, at jeg har jeg været med Laura til en meget speciel gudstjeneste :)

Midlertidig altertavle i Vebbestrup kirke
Laura bliver lige om et par uger 9 år og går i 3. kl. - den kommunale skole i Vebbestrup, hvor de bor, blev lukket, da Laura skulle begynde i skole, så hun går på Solhverv, som er en privatskole, den ligger 5. min. gang fra hvor de bor.

I byen er der også en kirke og kirkens altertavle skal restaureres og derfor har præsten for noget tid siden rettet henvendelse til Solhverv, om de måske vil være behjælpelige med at lave en midlertidig altertavle.

Det var da et meget specielt projekt at gå i gang med, men Laura's klasselærer tog udfordringen op, og hold da nu op et flot stykke arbejde hun havde fået sat i værk :)

Børnene har gået rigtig meget op i det, de har haft besøg af børne/unge præsten og tænkt gode tanker om, hvad en altertavle skal vise, de har alle budt ind med, hvad de synes, der skulle være på altertavlen og så er der blevet lavet et kompromis ud af det - ikke nok med det, så har de også været i stand til at holde det hemmeligt, selv om det har været færdig siden starten af september :)

Den flotte alertavle
Klassen har været i kirken, da konservatoren var der og pille den gamle altertavle ned, og fået fortalt om, hvad der nu skal ske med den, og i går kom så den store dag, hvor deres flotte altertavle blev indviet med en gudstjeneste.

Det var en hyggelig gudstjeneste, som var holdt på et niveau, hvor børnene kunne være med og hvor de var i centrum - præsten fortalte om samarbejdet og takkede klassen, læreren fortalte om arbejdet og børnene fortalte selv om altertavlen, de fik mikrofon på to og to - hvor var de søde og gode.
Og da det var slut, blev der fotograferet i stor stil og så serverede menighedsrådet kaffe, saft og kage og det var rigtig hyggeligt :)

Her har vi så altertavle, kunstnerne og deres lærer. 

torsdag den 22. oktober 2015

Mon der er et par skrædder gemt i de to her






















Jeg bruger lige lidt tid ved symaskinen i de her dage - 
jeg lægger bukser, kjole, nederdel og frakkeærmer op - 
det er desværre ikke mig selv, der er nået dertil, 
hvor der skal en ny garderobe - 
det er min ret så seje søster, 
der har tabt så mange kilo at det kræver en ny garderobe. 

Emil har fået lært at bruge en saks, så lige for tiden klippes der rigtig meget papir i stykker her i huset :)
Da han så, at jeg havde fat i den store saks, så vil han sandelig da være med og det er da dejligt at få lidt assistance ;)
Jeg fandt en lille saks, der kunne klippe gennem stoffet og så kan det nok være den bette mand, han kom på arbejde :D
Nu må vi bare håbe på, at han ikke finder på at klippe i noget, han ikke skal :)


Da Nana opdagede, hvad der var gang i, så vil hun også være med.
Hun er jo 5 år og lidt mere fremme i skoene, så hun brugte sandelig da også kridt og klippede efter streger :)



tirsdag den 20. oktober 2015

Gemalens hjerte slår som det skal og blomster lyser op

En glad dag har vi haft i dag - gemalen har været til kontrol på sygehuset og alt er bare i orden.
Så vi gik fra sygehuset med en besked om, at der vil komme en indkaldelse til kontrol om et år :)

Gemalen har det fint og vi havde selvfølgelig også ventet, at det var den besked, vi vil få, men derfor er der alligevel en spænding på lige til lægen har sagt at alt er i orden

Nu skal gemalen lige gøre sin genoptræning færdig, der er 2-3 uger tilbage, så forventer han, at han er ved at være klar til at være på fuldtidsarbejde igen.

Der var bare en glad fornemmelse i kroppen, da vi gik fra sygehuset og jeg fik lokket gemalen med ud og købe en ny vinterjakke til mig - det kan jeg ikke huske at have haft ham med til i rigtig rigtig mange år, det er besvær nok med at få ham med ud og købe tøj til ham selv, og det lykkedes da heller ikke at få ham ind for at købe ny skjorte i dag - men skidt så må han jo tage den på, jeg kommer hjem med :)

I weekenden fik jeg plantet et par krukker til med efterårsblomster - det så efterhånden lidt sølle ud herude.
I år har vi haft meget få kastanjer i træerne og jeg har ikke haft pyntegræskar i haven - jeg kan selvfølgelig gå ud og finde kastanjer et andet sted og jeg kan købe mig til pyntegræskar, men det har jeg ikke lige haft behov for, så det er blevet til lidt mere traditionelle sammenplantninger



Og så var jeg lige ved at plante mit lille oliventræ om, for nu begynder det da at gro - de to olivetræer her -
   


















de er købt sammen, lige store i 2011 - de har haft samme vækstbetingelser, men mens den store groede rigtig godt og måtte i større og større potter, ja så stod den lille stort set stille, men nu begynder den da at tage ved, så så er det bare med at give den de bedste betingelser  - når nattefrosten begynder at banke på, ja så kommer de begge ind i "orangeriet".


Og tænk engang i sidste uge kom gemalen med blomster til mig - ja jeg blev jo helt forskrækket for, om han havde dummet sig helt vildt, for det er bestemt ikke noget, der sker særlig tit - men det havde han altså ikke, han synes bare vi trængte til nogle nye blomster i vinduet, så det var rigtig dejligt og tiltrængt, så nu står de to fine orkideer i køkkenvinduet
På den her tid af året, er det rart med noget, 
der lyser op herhjemme - 
men hold da nu op, hvor ærgerligt, 
at jeg ikke har et kanon godt kamera, 
så jeg kunne tage et billed 
ud over skoven i dag - 
den er så smuk lige nu i sine gyldne farver,
vil man i godt humør, 
så er det bare med at komme ud og kigge på den :)

fredag den 16. oktober 2015

Årstiden's grøntsager - rodfrugter og kål - igår stod den på rosenkål :)

I forsøget på at få en sundere kost, så synes jeg selv, at jeg er blevet bedre til at bruge de grøntsager der hører den årstid til, som vi nu er i.

Det ikke altid familien synes, det er lige spændende - som f.eks igår, hvor jeg serverede rosenkål som tilbehør :)

Jeg elsker kål i mange afskygninger, broccoli, blomkål, rosenkål, grønkål, spidskål, hvidkål, rødkål i visse varianter - jeg har nogle få gange brugt savoykål, men har tilgode at prøve de hersens palmekål og pakchoi - kinakål har vi vist overbrugt som salat for år tilbage - jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt sådan et.
Der findes højst sandsynlig flere typer kål, som jeg enten har glemt eller ikke kender - men jeg har nu nok at gøre med at få implementeret dem, som vi kan li' i vores daglige kost uden at det bliver det samme gang på gang og sådan at alle i familien kan li' det.

Igår fandt jeg en opskrift med rosenkål og æbler på sæson.dk - der er brugt valnøddeolie og chili i opskriften, vi er ikke de store chili-fan her i huset, så det undlod jeg - valnøddeolie havde jeg ikke, så jeg brugte olivenolie, det blev faktisk rimelig godt - næste gang vil jeg dog koge rosenkålen mindre end 5 min. - min dressing bestod af akaciehonning, æbleeddike, olivenolie og rosenpeber, som jeg knuste med fingrene - jeg synes, der skal være godt med syre (æbleeddike) i, for ellers kan rosenkålen godt blive lidt flade i smagen.

I lang tid har jeg synes, at det var et hit hos børnene, når de fik kartofler og sovs, men den sidste tid har det ikke været det, slet ikke hos Nana, så jeg synes, det var tiden at komme igang med rodfrugtemos, som er en god måde at liste grøntsager i såvel børn som voksne :)

Igår bestod mosen af gulerod, knoldselleri og kartofler, som blev skåret i små stykker og kogt helt møre, så blev de moset, rørt med lidt letmælk og smagt til med lidt smør og salt.
Det kræver ingen sovs, og nok er der smør i, men det er alligevel betydelig mindre end i sovs, og der spises mindre kartofler og flere grøntsager på denne måde :)
Vi fik stegt  kyllingebryst dertil.


tirsdag den 13. oktober 2015

Da Emil og Nana mødte Lille Per, Mie og Ole i virkligheden.....

Jo jo ham den bette Emil han er godt nok blevet en stor dreng nu - sutterne er et overstået kapitel og igår var han i biografen for første gang, og mormor hun var sørme så heldig, at hun måtte komme med :)

Emils ynglings film lige for tiden er "Far til fire" - og han bruger godt nok meget tid på at se dem på dvd, men han er jo vant til at kunne sætte på pause og gå fra og til, som det passer ham - så det var rigtig spændende, om han kunne holdes fanget hele filmen igennem :)

På vej i bilen blev Emil godt og grundigt informeret på rigtig storsøster maner om, hvordan det er at være i bio - Nana har prøvet det nogle gange, men man skulle jo nærmest tro, at hun ikke lavede andet end at gå i bio :)
Jo jo Emil vidste alt om at man skulle købe popcorn og sodavand og sidde stille - det børnene ikke vidste var, at Lille Per, Mie og Ole i egen person var i biografen
Så der var et par stykker, der var lidt fornummet,
da de måtte blive fotograferet sammen med dem :) 
Når man er 5 år, bliver man lidt genert
 og når man er 3 år, ja så er man ret så nysgerrig :)

Da skuespillerne var blevet gransket nøje og børnene havde fået plakater med autografer, ja så blev der indkøbt popcorn, sodavand og lidt slik og så skulle vi ind og finde vores pladser.

Nana og Emil blev placeret på hver sin side af mor 
Emil med sin helt egen bøtte popcorn
Nana den store pige, hun delte da bare med mor :)

Filmen kunne holde Emil fanget hele vejen igennem - han var lige ude og tisse to gange, men ellers sad han stille og guffede popcorn og fulgte med i filmen :) 

Selv om jeg til tider er ved at få et hapskiplaps af at høre Lille Per herhjemme, så synes jeg, at det er meget rart at have muligheden for at komme med ind og se en børnefilm. 

Det var en dejlig oplevelse med Emil og Nana

mandag den 12. oktober 2015

Så langt så godt - nu venter der et haveprojekt

Nu er alle fliserne lagt - der mangler bare nusse-arbejdet med at lave kanter og få fyldt huller ud inde ved væggen - men der skal lige et værktøj til, så kommer det på plads.
 Heldigvis var der lige en, der kunne overbevise gemalen om, at der skal laves en pæn kant som afslutning.
Nu bliver min opgave så at overbevise ham om, at vores nøddetræer skal flyttes :)
De står sådan lige midt i det hele nu- da de blev sat der, var der jo en anden mening med haven, end jeg har nu, og min mening er vist ikke helt i overensstemmelse med gemalens.
Men et er sikkert, haven står til en gevaldig renovering efter at der er kørt med traktor og gummiged derinde - men det vidste vi jo godt, og det gjorde den faktisk også alligevel, for det som var meningen fra starten fungerede ikke rigtig derude.



















Kønt ser det ikke ud i nogen retninger lige nu 
men det bliver det - på et tidspunkt :)

søndag den 11. oktober 2015

Der sker noget i vores have nu

Vejret er bare fint i denne weekend og der sker noget i vores have :) 
Morfar og Emil flytter fliser

Og nogen lægger dem ned


Det bliver bare så godt :)

fredag den 9. oktober 2015

Et julekort - en brandbil - farvel sut

I søndags skrev Emil og hans mor et JULEKORT til JULEMANDEN :)
Måske du tænker, det da var i god tid - men men det var ikke med helt samme intentioner som ellers, når der skrives til denne herre ;)

Og julemanden han har vist ikke særlig travlt endnu - for VUPTI - onsdag eftermiddag da Emil kom fra børnehave - da stod der en stor stor pakke i stuen :)
Det kan nok være, 
der var en, der fik travlt :)

og det var bare den helt rigtige brandbil,
julemanden havde fundet,
den har lys og lyd
og kan lukke døren op :)

Da vi nærmede os "ulvetimen", 
for sådan en har Emil nemlig også lige nu, 
for han sover ikke til middag i børnehaven mere,
 så gik det lige op for ham, 
at julemanden altså havde taget alle sutterne med.

Det gav lidt tårer, men det var nu ikke stor slemt 
og blev glemt lidt igen, lige til der var sengetid - 
da mente Emil bestemt ikke, 
at han kunne sove uden sutter.

Men når man er 3 år 
og har haft en uge uden middagsøvn, 
så er der ikke de store problemer
 med at falde i søvn uden sut, 
og Emil han har jo sit tæppe, 
som er det 2. eksemplar af et "Mary-svøb", 
som oldemor har strikket til ham.

Emil er meget meget glad for sit tæppe
 og da det gik op for ham, 
at sutterne var væk, sagde han, 
"Der er ingen, der må ta' mit tæppe
 - heller ikke "Barne" " :)  

Onkel Bjarne er nu ellers Emil's gode ven, 
for han har en havetraktor :D

De kære børnebørn
de bliver så hurtigt store :)

tirsdag den 6. oktober 2015

"Spøgelset på Bakken" - en hækleopskrift

Jeg vil i år pynte min troldegren i stuen til Halloween, det er ellers ikke noget, vi plejer at gøre noget ud af, men vi trænger til at få noget andet på grenen, lige nu hænger der stadig nogle farvede papirkugler fra Nana's fødselsdag i maj og dem er der altså for meget sommer over nu ;/
Forleden viste jeg, at jeg havde fundet nogle græskar, som jeg har hæklet, men jeg vil også hækle et spøgelse - men det er ikke rigtig lykkedes at finde en opskrift, der kunne indfri mine ønsker til det spøgelse - så jeg har da bare lavet min helt egen opskrift - så nu hænger her et spøgelse, lige som jeg vil ha' det :)


Jeg vil ha' et spøgelse med "vind i skørteren" og det synes jeg er lykkedes.
Det er en meget nem opskrift, det handlede bare om at få en snor trukket med op :)
Er du interesseret kommer opskriften her.

Jeg har brugt bomuldsgarn 8/4 og hæklenål nr. 3, der er hæklet i fastmasker.
Bunden af spøgelset er ca. 8 cm i diameter og højden 12 cm.
Det er vigtigt, at have en god lang ende på tråden, når man starter, min var  25 cm. (det var rigeligt)

  • Jeg startede med en magisk ring med 6 fm. 
  • Jeg tog ud med 6 m pr. omg. indtil der var 60 m., altså i første omg. 2 fm i hver m, næste omg. 2 fm i hver 2. m osv. indtil der er 60 m..
  • Så har man en flad rund bund og nu begynder selve spøgelset at blive til. 
  • Næste omg. hækles der i bageste lænke 1 fm i hver m.
  • Så tager man ind 6 m pr. omg. - i denne hækles 9. og 10. m sammen omgangen rundt = 54 m
  • Der hækles 2 omg. uden indtagning
  • Nu hækles 8. og 9. m sammen omg rundt = 48 m.
  • 4 omg uden indtagning.
  • Nu hækles 7. og 8. m sammen omg rundt =42 m
  • 4 omg. uden indtagning.
  • Nu hækles 6. og 7. m sammen omg. rundt = 36m
  • 4 omg uden indtagnigner
  • Nu hækles 5. og 6. m sammen omg. rundt = 30 m.
  • 4 omg. uden indtagning.
  • Nu hækles 4. og 5. m sammen omg. rundt = 24 m.
  • 2 omg. uden indtagninger.
  • Nu hækles 3. og 4. m sammen omg. rundt =18 m.


Nu broderes der øjne og mund - jeg har brugt sort garn og lavet øjne med fladsting og munden er lavet med stikkesting - jeg prøvede mig lidt frem, indtil jeg synes, den havde det rette ansigt.
Husk at få trukket tråden fra starten af arbejden med op igennem hullet nu


  • Så fortsættes hæklingen, nu hækles 2. og 3. m sammen omg. rundt = 12 m.
  • Næste omg. hækles igen 2. og 3. m sammen omg. rundt = 8 m
  • Og sidste omg. hækles 1. og 2. m sammen omg. rundt og der lukkes af - lad igen enden af garnet være lang, så den kan bruges til at lave ophæng sammen med tråden fra bunden. 
  • Nu kan man trække i tråden fra bunden og forme spøgelset, sådan som man vil ha' det - binde en knude på de to tråde og vupti er det klar til at blive hængt op :) 


Jeg tænker, at man også kan vælge at lade være med at trække trådden med op og så fylde spøgelset med pladevat eller hvad man nu bruger til fyld og så kan det stå eller stadig hænges op.





fredag den 2. oktober 2015

Bedsteforældredag (æblesaft-presning) i børnehaven og herhjemme hæklede halloweengræskar

I dag har min mor og jeg været med Emil  børnehaven og lave æblesaft - en skøn ide :)

Emil går i en dejlig skovbørnehave, der er rigtig hyggeligt - det var et rigtig godt forberedt arrangement.
Der var samlet rigtig mange æbler, masser af spande, store til at tage æbler i, små til at komme dem i, når de var skåret i stykker - vi havde selv skærebræt og kniv med, men der var også ekstra, hvis vi ikke havde fået med.

Så det var bare igang med kniven - Emil skulle også være med
og han startede lige med at smage til :) 

Så fik han en lille kniv i hånden,
han skar og skar 
lige til det gik galt 
Heldigt det ikke var mere alvorligt,
end vidundermidlet PLASTER
kunne stoppe blod og tårer. 

Der blev skåret rigtig mange æbler i stykker, og nogen havde deres sag for med at presse saft - jeg mener at have hørt i min øresnegl, at der blev presset 70 liter. 
Vi havde en flaske med, som vi fik fyldt op og kunne tage med hjem - 
DET SMAGER BARE SÅ GODT

Ellers har jeg haft gang i lidt orange og grøn garn og en hæklenål str. 2, og det kommer der disse her ud af 
opskriften fandt jeg via Halagers blog, hvor hun henviser til denne.

De skal op og hænge i troldegrenen, når jeg også får lavet et par hekse-hatte og et spøgelse :)