Søg i denne blog

mandag den 24. september 2018

At hækle tæppe og sidde til kongres, ja det kan vægten ikke li'

Ja så er der mandag igen - tiden den drøner afsted 😏
Jeg tænker nogen gange på, hvordan fornemmelsen af størrelser ændrer sig, fra man var barn og til man bliver voksen og såmænd også op gennem voksen livet 😊
Da jeg var barn, ja da gik snedriverne jo helt op til el-ledningerne i masterne, der stod langs vejene, Madum sø var vildt stor og en tur til Bramslev bakker i min farfars bil, det var jo en heldags udflugt, hvor vi skulle have kaffe med - tiden det var noget for sig - dagene føltes uendelige, der var ingen grænser for, hvad man kunne nå og hvor lang en dag kunne føles, hvis der ikke rigtig skete noget 😀
NU - ja da iler tiden, jeg når sjældent alt det, jeg gerne vil og en dag uden planer, den er som regel kærkommen afslapning - der er ingen master at måle snedriver på mere, Madam sø, ja man kan jo næsten skimte den modsatte bred - en tur til Bramslev bakker, det er bare tidsfordriv, hvis vi skal på udflugt, ja så skal vi så langt hen, at vi skal stå tidligt op om morgenen, måske have mad med eller ind og spise undervejs, og vi skal i alle tilfælde køre mange km😏

Noget af det, jeg skriver herover - det er jo det rene indbildning - for vi kan sagtens lave en udflugt til Bramslev bakker med madkurv og få en masse tid til at gå dernede, der er jo utrolig smukt, lige som der er ved Madum sø - det er bare ikke fancy nok nu om dage - fordi vi har så mange andre muligheder -vi har motorveje og biler, der gør, at vi kan komme rigtig langt på kort tid - snedriverne bliver sjældent så store, at de ikke kan forceres, fordi vi har materiel, der kan holde dem nede, og ofte glemmer vi alt det skønne, der er lige uden for vores dør.

Ja nu skal jeg jo ikke generalisere, jeg har overhovedet ingen statistikker eller anden dokumentation for, at det er rigtigt, det er ene og alene min opfattelse og måske er den helt hent vejret😀

Nå det var bare lige nogle tanker der kom drønende inde i mit hovede her mandag morgen, hvor vi starter på en ny uge, som også kommer til at byde på lidt af hvert -lige som ugen, der lige er gået.

Min weekend
Fredag til aften havde vi svigerdatteren og Laura til aftensmad, og Laura skulle blive og sove her - så da svigerdatteren var kørt, var her dømt hygge med Vild med dans - herligt at se det sammen med en 11-årig, som helt klart har holdninger om, hvad der ser godt ud, hvem der er gammel og hvem der overhovedet kan danse - ja hun er vild med Mads Vad og jeg er vild med Thomas Evers, men det snusfornuftige barn, havde da forståelse for, at farmor bedst kunne li' den gamle danser😂😀

Lørdagen tilbragte jeg som tilhøre til Socialdemokratiets kongres i Aalborg hallen
Jeg synes, det er meget inspirerende at overvære, her bliver partiets værdier og politik vendt og drejet. Der bliver lagt strategier, og de delegerede får mulighed for at tilkendegive deres holdninger, om det formanden ligger frem - og så ikke mere politik lige her 😉

Alt mens jeg lyttede, kunne jeg heldigvis også hækle.
Emil havde klasse-bamsen med hjem og erklærede, at den gerne vil have et tæppe lige som hans eget - hvilket er et petroliums farvet "Kronprinsse Mary svøb", som oldemor har strikket til ham - det fik bamsen altså ikke, men den fik et  petrolium farvet hæklet "Mormor tæppe" - det blev hæklet efter fri fantasi med et billede inde i hovedet af Emils tæppe 😊

Det er hæklet i stangmasker - størrelsen havde udgangspunkt i en karklud, det kunne fint glide gennem fingeren, mens jeg fulgte med i kongressen 😊
Så skulle der jo være en "blondekant" uden om - den kom på herhjemme igår 😊
Jeg hæklede en omgang fastmasker, så et par omgange granny stribes og derefter 4 omgange, hvor jeg hæklede 3 luftmasker og 1 fastmaske og tilsidst sluttede jeg af med en muslingekant.

Emil var tilfreds - mormor tænker, det kunne godt have været lidt bredere til den bamse, som var noget rund i det, men der var ikke mere tid og garnet var også ved at være brugt😏

Søndagen blev så lige afsluttet med et medlemsmøde i socialdemokratiet, hvor vi blev orienteret om og kunne tilkendegive vores meninger om budgetforhandlinger, som er meget seje i vores kommune i år, der skal spares 123 mill. kroner - det er skisme ikke sjovt.

Med det weekendprogram var der ikke meget tid til at tænke i mad, men jeg kan da lige sige, at vi fredag aften fik en helstegt kylling med rodfrugtemos, ærtetzatiki og agurkesalat - der var rester til mig lørdag aften, og igår da blev det til bøf med spejlæg, hvortil vi fik revet gulerod og resten af ærtetzatikien -bløde løg, dem laver jeg uden fedtstof og jeg fik også tomat dertil.

Det har bestemt ikke været nogen god weekend for min vægt - fra torsdag til søndag var den steget helt vildt, 1,4 kg - ja det var bestemt ikke berettiget med det, jeg havde spist, jeg tænker, det må handle om væske, for selv om jeg ikke bevæger mig meget i hverdagen, så har jeg jo siddet rigtig meget om lørdagen, ja det fandt jeg ud af, da jeg måtte til at spørge datteren, hvorfor der kom en rød streg på mit skridttæller-ur 😣
Heldigvis var der røget 800 gr af igen i dag og så håber jeg, resten er væk igen imorgen.

Tid går,
Tid kommer ikke igen,
så brug TIDEN på aller bedste vis.