Søg i denne blog

lørdag den 11. januar 2014

Bisættelse, sommerferie og hækle -

- det er en stor del af min tid gået med, og jeg når ikke, det jeg havde tænkt, så som at læse "Slankekurs".

Vi har været til svigermors bisættelse.
Det var en stille, rolig og pæn afsked og hun blev båret ud af kirken til tonerne af "Jeg ved en lærkerede" - det var den sang, hun kendte lige til det sidste.

Der var kaffe efter bisættelsen - engang synes jeg bestemt ikke om at gå til sammenkomst efter bisættelsen, men begynder at synes, det er en fin måde at få hilst på familie, venner og bekendte efter et dødsfald.
Svigermor var en gammel dame, så vennekredsen er væk, og en stor del af hendes søskende og deres ægtefælder er væk, men der er søskende og søskendebørn tilbage, nogen man ikke ses så ofte med, og det er fint lige at få en kop kaffe og en snak med dem, der kommer sådan en dag, inden vejene skilles igen.

Vi sluttede dagen sammen med gemalen's søskende hos svigerinden og svogeren, hvor de af vores børn, der ville og kunne, var inviteret med til pizza.

Laura, barnebarnet der er 7 år, var med til bisættelsen. Hun gik meget op i, hvad præsten lavede og synes nu, at det havde været sjovere end at være i skole. Så det har vist været en passende bisættelse at lade være hendes første.
Hendes dag blev dog sluttet med tårer, for hun satte hånden på en varm brændeovn og fik vabler - det gjorde ondt, men smerten var væk dagen efter, da hun vågnede og der var "kun" et par vabler, så hun slap nådigt fra det.

Jeg har fået gang i hæklenålen, jeg er ved at hækle en vest til Laura - der er kulør på :)

Spændende, om hun kan li' den, når den bliver færdig,
der skal lommer med en blomst på.

Der er jo længe til sommer, men det er tiden, at der skal bestilles ferie - i både den ene og anden forstand.
Gemalen skal bestille sommerferie på jobbet og der skal tages stilling til, hvor vi vil hen i den ferie.
Det går der meget tid med lige nu - tidspunktet for ferie er der afsendt ønske til arbejdsgiveren om, om det så lader sig gøre, må tiden vise.
Vi ved også godt noget om, hvor vi skal hen på ferie.
Gemalen runder i år, men vil ikke holde fest, han vil rejse med børn, svigerdatter og børnebørn. 
Vi skal alle sammen til Østrig, så børnebørnene og svigerdatteren kan se, hvor vi holdt ferie en stor del af vores børns barndom.
Vi vil også gerne på ferie med gemalen's søstre og svogre - det er så lige med, om gemalen kan få så mange uger fri - vi kan ikke gøre det hele på engang, for vi skal have enten svogeren eller datteren til at bo herhjemme, mens vi er væk, vi har jo en stor hund, der skal passes, mens den passer på matrikelen. 
Så lige nu googles der div. ferie muligheder i henholdsvis Østrig og Italien, mens der ventes på besked om ferie-tildeling på arbejdspladsen. 

Det er et vådt og gråt vejr, vi har - det ser betydelig bedre ud med hvidt sne, men det er nu meget mere besværligt - så jeg vil vist med glæde tage disse grå dage :)