Søg i denne blog

Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag

mandag den 9. april 2018

Syværelset begynder at ligne noget, sommerjakken gør også og Italiensk inspireret koteletter, lidt kage og Carlsens leverpostej handler det også om


Vi hygger os også i vores hjemmegående liv - vi kan rigtig godt li' det 💓

Vi har været i Ikea igen - og der var skisme nok nogen, der vil tro, vi var ved at slå hinanden ned 😔
men det var vi ikke, vi "snakkede" bare lige lidt om sagerne, for vi var ikke enige 😉
Hvilket kan hænde sig, når nu
Jeg har fundet det, vi skal ha',
men farven har de tilsyneladende ikke,
den er i alle tilfælde streget ud på dette skilt

Gemalen har fået brillerne på 😊

og har fundet et skilt, hvorpå de har farven 😦

Nå ja, vi fandt ud af det, og det er jo hvad der kan ske i et foretagende som Ikea - ting står flere steder og bliver ikke opgraderet alle stederne - de havde heldigvis det, vi skulle have😊

Og nu - ja det er en dejlig gemal jeg har 💖
reolen er samlet

og arbejdsbordet til symaskinen
er på plads 😊
Så nu kan jeg begynde at flytte ind
i mit krea-rum
eller hvad det nu kommer til at hedde
uhh hvor jeg glæder mig 
😍
Når "lageret" skal tømmes - Leverpostej, agurkesalat og banankage
Her står den jo på kcal-fattig mad det meste af tiden, men i dag skulle jeg lige bage en leverpostej til gemalen - det var en af Slagter Carlsen's og han har altså lige vundet DM i leverpostej, så jeg måtte altså have en leverpostejmad i dag. Jeg fik agurkesalat til - for jeg havde en agurk helt fra påske, den skulle lige bruges, men helst ikke i rå tilstand, det var den lige slatten nok til 😕
En rugbrød med leverpostej og agurkesalat
kan godt holdes indenfor kcal- tallet til frokost,
men næringsindholdet, det skal man ikke kigge på 😖
Nå ja så faldt jeg også lige over 3 bananer, 
som bare skulle bruges her og nu, 
så der blev bagt en banankage
efter en opskrift på bananmuffins,
der er ingen fedtstof i, 
men appelsinsaft og lidt chokolade,
jeg tog også en smule mindre sukker, 
så spændende hvordan den smager 😊
Ja den røg i springformen, for jeg havde sørme ingen muffinsforme 😯
Den ser god ud 😉

Slankekur og sommerjakke 
Ja ja - det ser lidt voldsomt ud med leverpostej og banankage til en på slankekur - men det kan lade sig gøre at smage og alligevel tabe sig - det skal bare ske med måde 😇

Jo jo - det kører stadig for mig
vægten falder igen efter påskens fristelser 😊
Langt om længe kan vi finde sommerjakkerne frem,
jeg har glædet mig meget til det, 
for min skønne vinterfrakke var bare blevet alt for stor nu.
Jeg fik fundet jakken frem af gemmerne, 
jeg vidste, det ikke skulle være den gamle lyse, jeg gik i sidste år,
for den var helt sikkert blevet for stor, 
men jeg havde en mørk sommerjakke,
som jeg ikke havde brugt så meget, fordi den strammede.
Nå ja den jeg fandt, var i alle tilfælde mørk, 
men jeg undrede mig over, at den stadig var ret stram,
men sådan måtte det så være, så jeg tog den på.
Men så igår, da jeg begyndte at flytte ind i mit "krea-rum",
da kom jeg sørme til en mørk jakke mere 😦
Jo men for pokker, den var jo af nyere dato og ikke så stram, som den jeg havde fundet 😘
Men nu ved jeg da, at jeg roligt kan tabe mig noget mere henover sommeren, 
for jeg har også en jakke, der kan bruges, når jeg bliver endnu mindre i omkreds 😇😍

Men vi er også ved at være tilbage til de vante madvarer, ja det er ligefør nye vaner er ved at være gamle vaner, men men nu skal jeg heller ikke blive for hovskisnovski - jeg ved jo af erfaring, at det ikke sker lige med det samme.

 Igår stod menuen på
Italiensk inspireret koteletter med lidt lærdom fra Masterchef
Selv om jeg rigtig gerne vil lave mad, så er det ikke alt mad, jeg er god til at lave - jeg har f.eks ikke været god til at stege koteletter uden panering - jeg har stegt dem for længe. 
Men nu ser jeg jo med stor fornøjelse Masterchef på TV3 og prøver at suge lidt viden til mig, når de professionelle kokke lærer fra sig, det her lærte jeg vist alligevel af "slagteren fra Brovst", som er deltager i Masterchef 😊
Så i aftes fik jeg stegt en kotelet lige tilpas, måske endda et minut for meget - jeg varmede panden godt op, krydrede koteletterne med noget tomatsalt og stillede dem på højkant i panden, så fedtkanten blev svitset godt først, det afgiver lidt fedtstof til panden, men igår var det ikke nok til at stege videre i, så der kom en spsk becel  på og så fik de 3 minutter på hver side og så over på en tallerken i en fart. 
Dertil fik vi en tomatsauce med grøntsager i :
2 gulerødder 130 gr.
knoldselleri 90 gr
1 rødløg 115 gr
2 små fed hvidløg
blev hakket fint og svitset i 1 spsk olivenolie
det simrede til det var mørt, så kom der 
1 dåse hakket tomater 500 gr i sammen med en lille håndfuld hakket basilikum og lidt salt,
det kogte op ved svag varme og blev helt tykt - jeg gav det en halv dl vand og lod det lige småsimre nogle minutter igen.

Jeg vil lige stege nogle skiver squash dertil, men jeg glemte at holde øje med dem, så de blev lidt for mørke 😕
Derudover fik vi kogte rosenkål og ris til.
50 gr kogt ris
100 gr kotelet
200 gr tomatsuce
50 gr rosenkål
ca 350 kcal
Squashen røg ud, og resten smagte rigtig godt 😋

onsdag den 4. april 2018

Påskegæster - påskemad - og vægtens liv

Så er der igen blevet hverdag - og det er nok godt nok, selv om vi har haft en hyggelig påske.
Dagene inden påske havde vi travlt med at få værelserne på loftet gjort klar til overnattende gæster. Det er en fornøjelse at have fået det ordnet, nu kan børnebørnene også overnatte uden vi skal ud i overvejelser om, hvordan vi skal få os placeret og familie og venner langvejs fra kan overnatte her.


"Lille Per sengen" er Emils seng, som datteren gerne vil gemme, og her har vi så pladsen til den, så må vi håbe, den ikke bliver alt for slidt, for børnene kan godt li' at smide et par puder i den og hygge sig i den 😊

Skærtorsdag var sønnike, svigerdatteren, Laura, Nana, Emil og min mor her til frokost - datteren var ikke forvist, hun havde en anden aftale, så børnene skulle passes 😊

Laura kom med fine påske-sten til os
Laura har selv malet dem 😍
og vi fik blomster af mor

og af sønnike og svigerdatteren
Det er så dejligt, de står og pynter op nu hvor påsken er ovre, og der stadig ikke er meget gang i haven.

Det var så de billeder, det blev til fra den dag - og ja de er taget efterfølgende, for jeg glemte alt om at tage billeder i løbet af dagen 😒

Men menuen kan jeg da fortælle om - vi fik først et fad med et dampet blomkål i midten, uden om var der rejer, røget laks snoet om grønne asparges, kogte æg, tomater og ærter og dertil var der brød og dressing.
Så fik vi flødekartofler (og jeg havde sparet på kcal, så de var lavet på kaffefløde) og dertil en rigtig god skinke, jeg havde faktisk købt den til jul, så den har lagt i fryseren og ventet på at blive spist og så fik vi en roastbeef, det er jeg ikke helt ferm til at lave, meen den blev rimelig - og der var så også pålæg til de næste dage. Vi fik også en salat, den bestod af fintsnittet spidskål og grønkål og pærer skåret i tynde skiver i en dressing af cremefraiche rørt med lidt honning og drysset med valnøddekerner.
Så havde jeg bagt en gulerodskage med ananas i og vi fik is og frugt.

En rigtig hyggelig dag, børnene hyggede sig utrolig meget i værelserne på loftet, så det er bare dejligt, at de nu igen er brugbare 😍

Langfredag fik vi så overnattende gæster - de var her til søndag.
Jeg har en ung kusine, Carina, som er 10 år yngre end vores datter - de har jævnaldrende børn, som har stor fornøjelse af hinanden, når de er sammen - det sker ikke så tit, for kusinen og pigerne bor i Roskilde.
De boede hos os, så der var lavet frokost til dem, da de ankom med toget kl. 12.
Da de var blevet installeret og havde spist frokost kørte de ind til datteren, hvor de hyggede og legede og spiste aftensmad.
Lørdag tog de i Leo's legeland sammen med datteren, min niece og deres børn.
Så jeg havde god tid til at lave aftensmad til dem - datteren og børnene kom med herud og vi spiste mørbradgryde med selleri/kartoffelmos, som børnene spiste med fornøjelse. Mørbradgryden var fyldt med champignon, løg og gulerødder.
Jeg fik også kogt kyllinger, der skulle bruges til tarteletfyld om søndagen 😊

 Påskesøndag kom min moster og fætter, for at hente kusinen og pigerne, og jeg havde inviteret datteren og min mor til frokost sammen med dem.
Min mor kom med frikadeller og rødkål - datteren havde bagt kager til eftermiddagskaffen.
Der ud over serverede jeg æg og rejer, tarteletter med kylling i asparges, roastbeef med tilbehør,
og en frisk salat.
Og vi fik også en fin blomst den dag
fra min moster og fætter

Og for overnatning fik vi denne skønne gave 😍
Og nå ja hvordan kom VÆGTEN så igennem denne påske, hvor køleskabet blev fyldt med gode ting og sager - ja, det var godt, den havde taget et stort hop nogle dage før, for det gik skisme ikke helt godt. Jeg har taget 400 gr på 😖
Men jeg har ikke tabt modet og jeg ligger stadig på MINUS 13,5 KG 😇
Det er ikke fordi jeg har spist voldsom meget, men jeg har ikke vejet min mad og der har været ting med flere kcal., end der er i hverdagen - bla har jeg spist brieost og en ganske almindelig Mammen ost, og det skal jeg da love for tæller godt op, der har også været dressing og mayonnaise med i spillet, og en mørbradgryde med en sjat fløde i, flødekartofler og tarteletter, de er sandelig heller ikke billige i kcal, heller ikke selvom jeg havde købt fedtreduceret tarteletter.

Jeg vil sige det sådan, at jeg har gjort mine erfaringer om:

  • Jeg stadig har brug for køkkenvægten, 
  • Undskyldningen for at vi får mere kalorierigt mad, fordi der er gæster, den holder ikke - 
  • Gæster kan sagtens spise det, jeg har behov for - 
  • Jeg er faktisk ret sikker på, at de også kan li' det 😉


Så det er bare med at få de gamle vaner smidt ud
og lade nye komme til og blive så længe, 
at de bliver til gamle vaner 💖

onsdag den 28. marts 2018

Det kører bare derudaf med middag i Ikea

Dagen i dag - dagen før påske, skal efter sigende være den største indkøbsdag i hele året!!
Er det tilfældet vil jeg bare sige, at det var godt, vi fik handlet i går, for da var der sandelig også mange ude at handle 😏

Ja vi havde nogle ting, der skulle styr på i går - først Jydsk, hvor jeg fik en ny dyne og hovedpude - så videre til Ikea, hvor vi skulle købe "lampetter" - sådan hed det vist i gamle dage, nu hedder det vist nok væglamper 😊
Det endte i både lamper, sengetøj og tæpper og lidt andet - bla noget, som jeg aldrig havde troet, jeg vil købe 😐
Kunstige blomster
det er ikke lige mig,
men hellere dem i et værelse,
hvor vi ikke kommer hver dag,
end friske blomster, der visner,
fordi jeg glemmer at vande 

Så i dag skal vi på loftet og gøre gæsteværelser klar 😊

Vi spiste vores frokost i Ikea - gourmetmad er det ikke, og det er bestemt heller ikke det, vi betaler for - det er udmærket mad til en overkommelig pris.
Gemalen spiste kødboller med mos og jeg spiste
Laks med boghvedekerner og grøntsager
og dildsauce
Det er rart at kan vælge mad, som jeg ikke sidder og ærgrer mig over unødige kalorier i - at saucen serveres i en skål, det synes jeg er rigtig godt, så bestemmer man selv, hvor meget, der kommer på.

Forleden skrev jeg, at min badevægt vist levede sit eget liv - den har nu fundet sit leje igen, og laver ikke de store udslag - og jeg kan konstatere, at jeg den sidste uge har tabt 1,5 kg - HERLIGT 😍
Det har gået lidt langsomt de sidste par uger, så det var også tiltrængt med et pænt hop.

GOD PÅSKE
🐣🐥😊



mandag den 19. september 2016

En weekend med gamle ting og sager, nybagt morgenbrød, hindbær og tomater og køkkenhavesnak

En hjemmeweekend - stille og rolig og vist også tiltrængt - jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men sådan er det jo bare engang imellem - også selv om man er hjemmegående :)

Fredag var jeg i bio med min mor, søster og datter, vi så "Florence" en rimelig god film efter min mening - på sin vis ret morsom på den anden side også til stor eftertænksomhed - tænk, hvad der kan lade sig gøre, hvis man har selvtilliden og troen på, at noget kan lade sig gøre og altså pengene til at gennemføre det :)

Lørdag påbegyndte jeg en hovedrengøring af stuen, men nåede ikke ret langt i det - men lidt er bedre end intet - men tiltrængt er det.
På sådan et tidspunkt kan jeg da godt tænke, at datteren har ret, når hun siger, at jeg har en forfærdelig masse pynteting i stuen, selvom jeg egentlig ikke synes det.
Der er ikke meget af det, der er mange kroner værd, men det er af stor affektionsværdi for mig - arveting, som har stået i mine bedsteforældres stuer, eller hos min svigerfamilie.
Noget af det kalder mine børn for "husets rædsel" og jeg kan huske, at min datter og hendes veninde engang truede med at melde mig til en eller anden TV-udsendelse - ej hvor var jeg blevet tosset, hvis det var sket :)
I lørdags, da datteren lige vil give en hjælpende hånd med at tørre nogle ting af, siger hun "jeg kender altså ikke andre end dig, der har tallerkner og den slags til at stå til pynt" !!






















Nå men jeg har altså noget af det gamle kaffe/spisestel, som stammer helt tilbage fra min biologiske mormor's tid - jeg har aldrig kendt hende, hun døde da min mor var 6 år - men stellet det har været brugt meget igennem hele mit liv, først hos mine bedsteforældre og så hos min mor, og alligevel er der stadig noget tilbage og nu er det blandet med det, der kom fra mine svigerforældre, som altså havde haft det samme stel :)
Glassene der står på tallerkenrækken er fra min farmor og svigermor, de fleste er skåret i foden og jeg overvejer med mellemrum at kassere dem, men kan ikke få mig til den.
Det passer fint ind med vores gamle tallerkenrække, som iøvrigt også kommer fra min morfar, og kommode og buffet eller hvad sådan et skab nu kaldes :)
Nå men jeg nåede stort set heller ikke mere end at få vasket de to møbler og tingene derpå af -  så det blev ikke til en større hovedrengøring :/

Søndag morgen stod jeg op til duften af nybagt brød
Det er datteren, der er mester i gærbrød og hun havde tilbudt en kusine at bage, og det kom så også vi andre til gode.
Det er jo en dejlig start på dagen :)

Igår plukkede jeg hindbær


Hold da op, de har haft godt af det gode vejr, der har været den sidste uge - vi synes ikke rigtig de blev til alverden i år, og mange gik til, fordi der regnede og blæste meget - men nu har vi fået hindbær i fryseren og vi har også fået lavet lidt i marmelade - og vi er ikke færdige med at plukke :)

Jeg hentede også tomater ind - 3 - 4 kg
Store og flotte er de blevet og de smager også udmærket - jeg vil nu hellere have de små tomater, men sådan er det altså ikke i år.
Sidste år kogte jeg saft af tomaterne og frøs ned, og det har vi haft stor glæde af, men i år prøver jeg noget, der er nyt for mig - jeg flår tomaterne og fryser dem ned.
Det tager ikke nær så meget tid og vi får glæde at stort set hele tomaten - i går skar jeg dem i småstykker, så de bliver ligesom en dåse hakkede tomater - de næste skal fryses hele - for der er mange røde tomater på vej endnu.

Agurkerne er slut - de var stort set færdige med at levere, og så begyndte der at komme spind - så var det bare ud med dem, men de har også gjort det godt.

Gemalen har fået lagt løg på lager til vinteren - sidste vinter havde vi løg lige til vi begyndte at tage af de ny, og ja vi har endda smidt lidt ud - de foregående år har vi døjet med at løgene rådnede - så vi håber, at vi har gjort ligesom vi gjorde sidste år, og det er metoden.

Min mor har syltet de første rødbeder og der er masser endnu, der gerne skal syltes hen over vinteren - men det er stort set også hvad vi har fået ud af køkkenhaven i år - der er også plukket lidt bønner og kommet et par poser i fryseren, vi har også fået lidt gulerødder i løbet af sommeren og masser af fine kartofler - så når jeg tænker efter, har vi da fået lidt ud af det, selvom vejret ikke har været med os, gemalens interesse forsvandt og min ryg ikke synes om at arbejde derude.

Lige nu og henover vinteren overvejer vi altså helt alvorligt, om vi kan lave køkkenhave på en anden måde eller om den skal nedlægges.

fredag den 1. november 2013

Blå kage og vasketøj


Er nogen mon i tvivl om, at Nana har gået på Blå stue :)
Kanelkage med blå glasur og M&M's det gjorde lykke.

Det gør hun så ikke længere - nu bor hun her på bakken og hun kan allerede fortælle sin nye adresse. Nana skal gå i skovbørnehave fra på mandag, i dag holder hun fri, for børnehaven har pædagogisk dag.
Emil er startet hos sin nye dagpleje og første dags aflevering gik gnidningsløs - det er jo dejligt :)

Nu lige hygger Nana med sin mor i sofaen med Peter Pedal på TV - men lige om lidt, så går vi igang - for der er stadig kasser, der skal pakkes ud :)

Og der er stadig ting, der skal findes ud af - jeg havde da lige glemt, hvor meget snavsetøj der er efter to små børn og det store problem lige nu er - hvor skal vi samle vores snavsetøj!!!
Det finder vi også ud af, men det er jo lige med at finde en praktisk løsning, så vaskekonen ikke skal gennemsøge hele huset, hver gang vaskemaskinen skal i gang.

I morgen skal Laura's 7-års fødselsdag fejres i gildesalen - så den har sønnike gjort fin ren igår - herligt :)

Ja, der sker noget hver dag,  igår afleverede vi to sækker tøj til genbrug og alt muligt andet tingel tangel til loppemarked - det er da ufattelig, hvad man går og gemmer på, når der er plads til det!
Mon ikke der pludselig bliver fundet plads til alt det, vi ikke kan og vil undværre  - altså uden vi skal have det stablet op midt på spisebordet :)




torsdag den 31. oktober 2013

Hvilken herlig morgenstund



Ja, jeg er B-menneske og vil aldrig komme op og starte dagen med at bage boller, men datteren, hun er bestemt ikke B-menneske, så der blev sat dej til hævning i aftes og vupti var der nybagte boller til morgenmad - Herligt :)

Der er godt nok mange ting, der skal på plads - men det har sandelig også sine fordele - ta' nu f.eks. mine knager til viskestykker mm. -
i 15 år har jeg levet med denne løsning
Som altså ikke fungerede særlig godt
og derfor endte viskestykker mm gerne i en stak på radiatoren

Men VUPTI
nu kom der pludselig en løsning på det

Ingen tvivl om, at der skal en god portion tålmodighed til for alle, før vi får alt til at fungere tilfredsstillende, men det skal nok komme - vi skal bare tænke og gerne lidt anderledes :)



mandag den 28. oktober 2013

Nu er det lige op over

Hu hej hvor det går her, over stok og sten og gemalen har det fint :)

Ja, jeg kom til Kreative dage i Fredericia i lørdags - en dejlig dag i selskab med Hanne, en veninde, jeg ikke ser så tit, for hun bor helt nede ved Vejle - så vi nyder denne dag sammen, det var 3. år, vi var afsted.
Jeg fik ikke taget et eneste billede, først i dag kom jeg i tanke om, at jeg havde taget kameraet med - ærgerligt, men sådan kan det gå, når der er masser at kigge på og snakke om :)
Jeg fik lidt garn og stof med hjem, ikke det store, for jeg kan have svært ved at overskue mulighederne, når der er så meget at vælge imellem - men jeg fik nye impulser og lyst til at komme igang :)

Men igang kommer jeg ikke lige nu, for nu er det lige op over, at datteren og børnebørnene flytter ind - i morgen kommer flyttelæsset og datteren og på onsdag kommer børnene :)

Så igår gik dagen med at få styr på et og andet. Sønnike savede brænde - det er godt nok en stor hjælp lige nu, hvor gemalen ikke selv må lave hårdt fysisk arbejde - Laura forsøgte at hjælpe farmor her, men jeg tror, hun synes farmor havde lidt for travlt igår :)
Svigerinden og svogeren tilbød deres hjælp, hold nu op hvor skønt, vi fik flyttet møbler og samlet Ikea ting til den store guldmedalje.

Så nu begynder legekrogen her i stuen at ligne lidt, der er gjort plads til deres legekøkken, som skal stå på den tomme plads.


En stor del af mine bøger måtte vige pladsen for legetøj, så de er pakket ned og sættes til opbevaring for en tid :)

Værelserne på loftet begynder også at ligne noget, der skal flytte børn ind i 


Peter Plys smiler glad 
og det kommer børnene og vi andre 
forhåbentlig også til at gøre :)

mandag den 14. oktober 2013

Godt med en stærk datter......

og et stort bagagerum :)

Ja, det er noget farligt noget at lade kone og datter låne "varevognen" 
og lade dem tage alene i Ikea - med dankortet i lommen :)

Nu begynder vi at kan se ende på maleriet og det nye soveværelse her i huset - det er blevet så dejligt lyst - her er lige et par eksempler
FØR

EFTER

MIDT I PROJEKTET VÆRELSE

FÆRDIG MALET VÆRELSE



Så nu er der tid for indretning - der er jo ikke længe til 1. november!

Det er ved at være længe siden, der har været hjemmeboende børn her i huset, så det er jo indrettet til to voksne mennesker, nu skal der være 3 voksne og 2 små børn, så der skal tænkes "plads".

Vi har kun en en lille gang og der er skohylden og knagerækken fyldt godt op - så det måtte tænkes - ja det må der måske stadig, for gemalen ryster lidt på hovedet, når vi fortæller, hvor stort et skoskab og hvor lang en hattehylde med bøjlestang vi har købt - men vent nu bare, vi tror på, at det bliver godt :)

Lidt børnemøbler et par kommoder og flere hylder har vi købt, kurve og kasser til at putte ting og sager i - ja det er bestemt sagen, når der skal være meget på lidt plads :)

Da vi begyndte omrokeringerne her i huset , blev der er grov sorteret, smidt ud og flyttet rundt, nu kommer så anden omgang - det hele skal have en plads -  der skal tænkes logisk og praktisk  og som datteren siger "nice or need to have".

Det skal nok blive godt :)