Søg i denne blog

mandag den 14. maj 2018

Forret, dessert, kage, seafoodtærte - ja det handler om mad til fest og hverdag, alt mens jeg er på slankekur

Så smuttede der lige en uge - fyldt med aktivitet - travlt har jeg haft, men det har været nogle dejlige dage😍

Besøg af gode venner
Vi har haft besøg af gode venner, det er bare alt for længe siden, vi har fundet tid til at være sammen - men når vi så er det, ja så er det, som var sidste gang igår, bortset fra at vi jo lige skal have vendt flere måneders begivenheder 😊
Jeg havde inviteret til frokost, så mad skulle vi ha' 😉
Og hvad skulle det så lige være!!
Helt tilfældig faldt jeg i dagene inden over et par nye opskrifter i nyhedsbreve fra henholdsvis Diabetesforeningen og Hjerteforeningen.
Så forretten blev squashsalat med rabarber fra Diabetesforeningen - det er ikke sidste gang, vi har spist det. Der er røget ørredfilet i, jeg synes, det lød af lige lidt nok og kom derfor et stykke ørred mere i, og da jeg så var ved at anrette, synes jeg, det så lidt farveløs ud, så jeg tog en god håndfuld rejer og dryssede over og må så sige, at det sidste stykke ørred var unødvendigt, men rejerne var en god ide, og rabarberne dem skal man ikke spare på, de gør bare noget godt for retten😊

Vi fik også skinke med ovnstegte kartoffelbåde, en blandet salat og lidt hollandaisesauce og så fik vi den her dessert fra Hjerteforeningen
Kiks med mandler, chokolade og jordbæris.

Jeg slap ikke helt heldig fra den, for selv om jeg bagte kagerne dobbelt så længe som der stod i opskriften, så havde de ikke fået nok, så det endte med at jeg satte dem i ovnen igen, da de bare var alt for bløde, da de var blevet kolde. De blev så lige tørre nok - det er jo en form for marengs, så næste gang vil jeg sætte temperaturen lidt ned og lade dem bage en halv til en hel time. Jeg brugte hindbær til isen, som man lige skal være opmærksom på at tage op i god tid, for den bliver stenhård og tør langsomt op - men i bund og grund en fin sommerdessert til rimelige kcal.

Til gengæld for lidt mad, så fik jeg en overlocker - ja det er spændende, om jeg kan finde ud af den - min veninde brugte den ikke mere og den var bare til evig dårlig samvittighed, derfor måtte jeg få den 💖
Jeg skal have den afprøvet i dag eller i morgen, hvor jeg har et lille projekt, som jeg fortæller om en anden gang 😉


Nana den dejlige pige, hun er blevet 8 år
- åh hvor tiden løber stærk, jeg synes ikke, det er ret længe siden, jeg fik lov at holde den der lille bitte pige, som vi synes hun var (bare fordi vi er vant til at få store børn i vores familie) og nu står hun der med egen mobiltelefon og skridttæller-ur, som hun fik i gave - hun er bare så pavestolt 😊
Vi gav hende en ny skoletaske, som hun ønskede sig - nej nej tiden med div. figurer er ovre, nu skal den være med blomster på - ja, det går stærkt med de kære børn😏

Vi var til det store kagebord til Nana's fødselsdag, og jeg havde begivet mig ud i at "prøve-bage" en lagkage, som jeg skal lave til datteren, når nu hun skal fejre sin 40 års fødselsdag, ja tænk hun bliver 40 år på torsdag, men skal først fejre det senere, da min mor bliver 80 år på onsdag og det skal jo også fejres 😍
Nå ja - det var jo Nana's 8 års kage, det handlede om 😊
Den er lavet på "medalje-bunde" og jeg har brugt den her opskrift Medalje-hjerte - jeg skulle bage til 14 personer, så jeg havde dobbelt portion.
De sagde, det var en rigtig god lagkage - jeg smagte ikke selv 😇
Men jeg skal nu finde ud af, hvordan den kan forblive sprød i længere tid inden datterens fødselsdag, for da skal den gerne lægges sammen nogle timer før den skal spises.

Nå ja igår var der så lige Mor's dag 😊
Jeg fik en dejlig morsdags gave af mine børn, nemlig en Biotherm creme 😍

Mine børn havde andet for i løbet af dagen, men var begge to lige inde og vende i løbet af dagen.
Mine søstre havde også andet for, så jeg inviterede min mor til kaffe og let aftensmad.
Jeg begav mig ud i at bage boller, det blev sunde boller med squash og gulerødder i -
og der var NUL kage 😇
Til aftens mad lavede jeg en Seafood-tærte.
Det er en opskrift, jeg har fra en efterhånden gammel kogebog fra Royal Greenland.
Opskriften er med laks og rejer, men igår brugte jeg kun rejer, og så kommer der ærter og grønne asparges i og det supplerede jeg med lidt broccoli.
Jeg laver en grov tærtebund og æggemassen lavede jeg af æg og yoghurt 1,5%.

Og ovenpå alt det her gæste mad, så skal I da lige se en
lynhurtig dagligdags slanke-mad 
Det er en svinekotelet, stegt 3 minutter på hver side ved god varme -
blomkål i små buketter, squash og peberfrugt i tern og en sjat ærter fra fryseren -
det blev lynstegt på panden i lidt olivenolie
 og så en klat "cremefraiche" sauce dertil.
Der er mad på 15-20 min., det koster ca 350 kcal. og jeg var mæt 😋

Status på slankekur
Det var så den uge med de udfordringer, det nu engang giver med mad og slankekur.
Og ja hvordan bliver resultaterne så - de er ikke til at råbe hurra for, selv om jeg passer på - det går op og det går ned og vægtkurven ligner igen et udsnit af alperne - og resultatet for den sidste uge ender på stauts quo.
Den kommende uge - ja, der bliver prøvelserne også store, for der skal min mors 80 års dag fejres 2 gange, og jeg skal med Laura til forårsfest, hvor der er aftensmad, men der plejer nu at være både salat og mager kød.
Det kan godt være lidt frustrerende, at der ikke sker noget på vægten, når jeg nu hele tiden tænker over, hvad der kommer i min mund - der er ikke kommet usandsynlig store mængder ind og ej heller voldsom fed mad - men det er anderledes mad.
Dagene er også anderledes, og selv om jeg synes, jeg er mere i vigør, så er det ikke nok, tværtimod kan det bevirke, at jeg ophober lidt væske i mine ben, men det gør jeg også hvis der er dage, hvor jeg sidder meget - altså på en stol uden at få benene i vejret 😐 - for jeg sidder skisme meget i de "almindelige" hverdage, men det er ofte med hækletøjet og så bliver benene smidt op på fodskamlen 😖
Der vil altid være fødselsdage
hyggelige vennemiddage
og hvad der nu ellers findes 
af anledninger til lidt ekstra god mad.
På slankekur er min læring
at komme igennem
uden at tage på.
Når engang jeg er på normal vægt,
bliver læringen nøjagtig det samme 😊