Søg i denne blog

fredag den 28. september 2012

At mærke sig selv og være tro mod sig selv

Jeg har et link til At leve mindfuldt på FB og i dag kom denne tekst:
 
"At kende sig selv er den største opgave i livet.
Vi lever et liv på autopilot, hvor den ene dag bare tager den anden, uden vi når at stoppe op og mærke efter, mærke os selv. Derved kommer vi ofte ud til kanten af vores egen ydeevne og formåen, desværre for nogen også over kanten.
At kende sig selv, er kunsten at mærke og forstå sit eget indre liv, at vide hvad følelser, tanker og kropsfornemmelser...
kommer ud af og hvilken historier de gemmer.
Derved kan vi undgå alt for mange dramaer og utilsigtede konflikter, med os selv og med verden omkring os.
Første skridt er, at indeføre et dagligt pusterum. Et pusterum, hvor vi lige stopper op flere gange i løbet af dagen lige trækker vejret helt ned i maven og mærker efter indad. Hvordan har jeg det lige nu? Næste skridt er, at begynde at være tro mod det du mærker, og handle efter det.
At træffe dette valg er nogen gange det sværeste, det betyder nogen gange, at turde gå egne veje, men det er lige præcis her du finder dig selv.
Så træk vejret og find dig selv i dag ;o) kærligst Flora ♥"
 
Teksten fik mig til at trække  vejret og tænke, at jeg er da vist på vej mod autopilotten!
 
Jeg får bl.a. yderst sjældent kigget blog's for tiden og heller ikke skrevet i min egen - fordi det jeg laver gøres på autopilot, og jeg ikke synes, der er så meget at fortælle om!
 
Men jeg har jo haft travlt med alt muligt, ting jeg gerne gør, som at passe børnebørn og køre min mor, bage rugbrød og sylte agurker.
Jeg har da ogå haft stille dage ind imellem, hvor jeg kan gøre lige det, der passer mig - men jeg har "fortrængt" hvad det er, der er godt for mig selv og ikke udnyttet disse dage optimalt.
Men er det mon nu også rigtigt - jeg har måske haft brug for bare at dalre! Jo det har jeg, men når jeg mærker inde i mig selv, så ved jeg godt, at jeg har mere brug for at få noget kreativ input og selv lave noget kreativt, for det giver mig energi - energi til alt det, der jo også skal laves og helst med glæde.
Noget af det, jeg vil bruge min blog til, er at fastholde mig selv i, at jeg laver/gør noget - og det glemmer jeg altså lynhurtigt, når autopilotten slår til - så jeg skal skrive mig sætningen, om at mærke efter og være tro mod det jeg mærker og handle derefter, bag øret.

Jeg har jo været igang med at hækle kondisko til Emil, de første var for små, så forsøgte jeg at lave en større model, men den gik slet ikke, så nu vil jeg prøve at have fat i en større hæklenål og se om ikke det kan være nok.
Så mens jeg venter på hæklenålen, så greb jeg til strikketøjet, som såmænd bare var en karklud, der nu bare lige skal lukkes af.

Jeg har været ude i haven her tidligt på formiddagen og hente rodfrugter - adrrr der sad en stor dræbersnegl oppe mellem patinakkerne!!!
 - det huer mig ikke, for vi har hidtil haft held til at holde dem ude i kanten af køkkenhaven.
Gemalen kom og tog uhyret og så fik jeg hevet pastinakker, gulerødder og persillerødder op og lavet koteletter i fad med rodfrugter - der kom også kartofler og rødløg deri.
Jeg har set en opskrift, hvor  man skulle røre 2 spsk. majmel (maizena) ud i 1 ds. tomater blandet med 2½ dl. mælk - det prøvede jeg og det fungerede fint og  giver en lidt tykkere "sovs".
 Vejret er fint her, så der skal sengetøj på snoren nu - vaskemaskinen er ved at være færdig, og så skal der en større elastik i et par bukser til Emil, for han vokser godt :-)