Søg i denne blog

tirsdag den 4. august 2015

Så fik jeg også sået i år :)

Igår vendte jeg lidt tilbage til hverdagen igen - helt hverdag bliver der vist ikke, før gemalen igen kan starte på arbejde :)

Jeg skulle starte op til træning hos fysioterapeuten, hvor jeg går et par gange om ugen, når ellers det hele flasker sig.
Jeg har holdt helt fri i godt 3 uger, og jeg kunne godt mærke, det var på tide at komme afsted igen - slidgigten og mig er ikke helt venner for tiden :(
Jeg gruede lidt for det, men det gik nu sådan nogenlunde ok.

Da jeg kom hjem, ja så ved jeg da ikke lige, hvad der kom op i mig - jeg gik simpelthen ud og foretog mig lidt i haven - det har jeg ikke gjort ret meget i år.

Om det lykkes ved jeg ikke - men vi fik ikke sået squash, da tid var - så for et par uger siden kom jeg nogle frø i et par potter, de kom først ind i vores gamle fyrrum, hvor der er ret så lummert, der kom et stykke glas over potterne, og da gemalen kunne se de spirede, kom glasset af igen og de blev flyttet i "orangeriet".
Igår plantede jeg dem så ud i højbedene - så nu venter vi spændt på, om der kommer så meget varme, at vi når at få noget ud af dem.
Vores bønner bliver ikke rigtig til noget i år, så jeg prøvede også at så lidt bønner i højbedet og så lige lidt dild.

Da jeg gik der og kiggede på alle de modne solbær, ja så fik jeg en vældig trang til at få plukket nogle af dem, så det gik jeg igang med bagefter  - 1250 gr. kunne der være i den skål, jeg havde med ud :)
De  blev gjort rene i aftes 
og ligger nu i fryseren :)

Lige nu henter vi kartofler, løg og spidskål i køkkenhaven og masser af agurker i drivhuset - der bliver plukket lidt ribs til "rysteribs" og snart skal der plukkes lidt stikkelsbær og mon ikke også der ryger en skål solbær mere i fryseren. 
Vores grønkål ser fine ud og lige så vores rødbeder og pastinakker, men det skal jo først plukkes senere. Persillen kommer også fint nu og grønne tomater er der også, så mon ikke også de bliver til røde tomater med tiden :)

Men ærter, bønner og gulerødder ser ikke ud til at lykkes i år :(

Jeg havde også lige et par potter, der skulle have vand, inden jeg gik ind igen og så kom jeg lige til at se på mine hortensia, eller rettere de nye hortesia. 
For ikke mange uger siden var vi i Lidl og de havde hortensia til 59 kr pr stk og det kunne jeg ikke stå for, så vi tog et par stykker med hjem og nu står de her og blomstrer så flot


Jeg kan rigtig godt li' hortensia og vi har nogle stykker i potter, de ældste er ikke pæne mere, deres rodnet må efterhånden være så stort, at der ikke er meget jord tilbage og i år har de ikke fået den gødning, de skulle, så de er sene til at blomstre og blomsterne er ret små - men så er det jo dejligt, at min mor har så mange, at hun plukker og deler ud af sine :)

Jo jo det gik fint med at være i haven igår 
- men hold da nu op, det hævner sig i dag 
- så der foregår der ikke så meget :)