Søg i denne blog

mandag den 22. oktober 2012

Hverdag igen

I sidste uge havde jeg overnattende gæster fra onsdag til lørdag - min moster, min kusine og hendes to små piger og min fætter stødte til om torsdagen, hvor han dog sov hos min mor, fredag byttede han med min moster, så han sov her og hun sov hos min mor.
Så her var dømt "pension på Bakken" - fra at være to, var vi pludselig 6 og det i forskellige aldrer, så der skulle tænke på lidt af hvert til morgenmad, frokost, mellemmåltider og aftensmad - jeg lavede nu kun aftensmad 2 aftner, den 3. aften inviterede min mor.
Den første dag fik vi hamburgryg med kartofler, gulerødder og blomkål og de små piger spiste masser af kartofler og gulerødder, men så tænkte jeg, at jeg hellere måtte servere pasta og kødsovs eller lagsagne den anden dag, for det plejer at være noget børn er meget glade for, det blev førstnævnte, men de to små piger, de vil hellere have haft kartofler og gulerødder :-/
Den primære grund til at de kom var, at de skulle besøge min mormor, men de kan jo ikke være på plejehjemmet hele dagen - slet ikke de to små piger.
Vejret var jo ikke just med dem, der regnede bogstaveligtalt fra de kom til de tog hjem, så de små pigerne kom ikke meget ud, så her var liv og glade dage :-)
Fredag eftermiddag var min kusine og børnene med min datter, svigerdatter og børnebørn i legeland, så der skete lidt for de små.
Imens bagte jeg lagkagebunde og fik lavet en lagkage, som de kunne få med ned til min mormor og fejre den ældste af pigernes fødselsdag fredag aften (hun bliver 3 år i dag).

Det er jo hyggeligt sådan at have besøg, men jeg kan nu godt mærke, at jeg ikke er 25 længere, for jeg var sørme træt bagefter  - så weekenden er blevet brugt på ren afslapning :-)

Gemalen er ramt af snot, men der er vel også højsæson for den slag nu, hvor vi den ene dag skal have vinterjakke på og den næste kan gå i sommertøj.

I dag står den så på vasketøj og almindelig oprydning - jeg er stadig ikke færdig med Lauras vest, så den skal jeg gerne have gang i igen i dag.