Søg i denne blog

lørdag den 30. august 2014

Laura slog ud, jeg træner og ugen gik i fisk

En uge der er gået med lidt af hvert

Laura 
måtte indlægges på børneafdelingen mandag aften, for hun slog ud - og det kløede - hvor var det synd for hende
Hun havde haft skarlagensfeber, men det havde været under behandling med penicillin i flere dage, så det skulle ikke have noget med det at gøre, men det kunne være penicillinen, hun ikke kunne tåle, men det kunne også være noget andet - hun fik noget mod kløen og hun fik taget blodprøver, de har dog ikke vist noget - så faktisk vides det ikke, hvad der gav så voldsom et udslet, men hovedsagen er, at hun er frisk og hjemme igen.

Min mormor
Jeg har besøgt min mormor, som ikke har det så godt, hun har været ret dårlig den senere tid.
Hun har været indlagt fordi hun var dehydreret og hun har været i behandling for urinvejsinfektion og er det igen igen - de to ting i sig selv gør, at sådan en ældre dame, som min mormor bliver meget konfus, men hun har også svært ved at snakke og vi har svært ved at forstå, hvad hun vil fortælle os, så det er meget frustrerende. Hun kan ikke forstå, at hun ikke længere selv kan rejse sig, så hun er faldet nogle gange og har to gange været til røntgen, fordi man har været bange for, at hun har brækket noget. Det er rigtig synd for hende og sådanne ture til hospitalet er meget belastende for hende, for hun kan ikke finde ud af, hvor hun er og hvordan hun skal komme hjem igen osv osv.
Det er rigtig svært at opleve, når man ikke længere kan nå ind til ens pårørende og føre en samtale med dem og man ikke kan gøre noget for at hjælpe dem af med deres frustrationer.

Træning
Så er jeg startet op med træning hos fysioterapeuten, jeg skal gerne blive noget stærkere i hofter og ryg, så der ikke opstår så mange skader og jeg kan blive noget mere mobil.
Hold da nu op, jeg skal da love for, at jeg får lov at mærke, at jeg altså har lårmuskler i særdeleshed, men sandelig også en masse andre muskler, som ikke er blevet brugt i lang tid, så det er på tide at få noget gjort ved det, når der nu kan gøres noget :)

Fjummerøret hækler og drikker kaffe 
Jeg hækler sofapudebetrækker for tiden - og tænk igår morges kom jeg til at vælte et krus kaffe udover det hækletøj, jeg var igang med og det forstykke, jeg havde hæklet til en rund pude - uha da da - jeg var nødt til at skynde mig at afslutte det igangværende hækletøj (det er heldigvis ikke så besværligt med hækling), i eddikevand med begge dele, for der er mange farver på og så en tur i vaskemaskinen - pletterne gik af, men det runde stykke er krøbet lidt, så jeg må hækle et par rækker mere i - så må jeg se, hvordan det bliver at hækle videre på det andet stykke, der hækles i zig zag.

Fisk igen igen
Jeg elsker fisk - altså at spise dem og jeg har fået masser af dem i den sidste uges tid :)
Jeg har fået tunsalat og jeg har fået røget laks til frokost, jeg har lavet en fiskeret, fiskefilletter pakket i bagepapir sammen med spidskål og fennikel, det var nu ikke lige en hofret (den slags kan laves meget bedre), og i aftes havde datteren så inviteret mig på Davinci, hvor de havde fiskebuffet.

Det var lækkert - billedet er ikke helt fantastisk, 
men viser da en en stor del af buffeten, som der var rift om. Der var en masse forskellige skaldyr og fisk, det var rigtig godt og vi havde mulighed for at smage på ting, vi ellers ikke vælger, hvis vi skal have en hel ret med det - vi smagte på en masse og var enige om, at det bedste var en havbars.
Davinci er en dejlig italiensk restaurant, der ligger på kajen i Hadsund, så der er udsigt ud over fjorden - de serverer dejlige pastaretter og pizzaer, men altså også fiskeretter  - den kan godt anbefales :)
Tak for mad Majbrit - det var dejligt :D 

Livet leves, der går fisk i det, 
det nydes og 
der er masser af indhold i det

mandag den 25. august 2014

Spidskål og rødbeder

Ja, vi har stadig spidskål i haven - det er første gang, vi selv har dyrket dem, og jeg har lært, at de altså skal høstes i tide, de skal ikke bare blive ved med at gro, for så springer de simpelthen ud til alle sider.

Det betyder selvfølgelig, at vi har spist en del spidskål og så er det jo lige med at blive ved med at finde på spændende mad med spidskål - som altså er et meget alsidig kål, det kan bruges til rigtig meget.

Igår fandt datteren et billed på Instagram eller Pinterest, hvor der var vist en salat bestående af spidskål, fennikel, blåbær og dild - ingen anvisning på mængder eller noget - så datteren gik bare ombord i at finsnitte et spidskål og det meste af en fennikel, så lavede hun en mormordressing af lidt fløde pisket med sukker og citronsaft, som hun vendte i og så blev der pyntet med ca. 200 gr blåbær og et bundt dild - dilden kom som spidskålet fra egen have.

Det kan godt anbefales
Nå ja, vi havde spist af salaten, 
før jeg fik taget billedet :) 

I dag er vi begyndt at bruge opskrifter fra bogen "Verdens bedste kur" og til frokost fik vi bl.a. råkost af rødbeder -  
det kan også anbefales.

Vi vælter os stadig rundt i squash, løgene er klar til at komme i læ nu, der er gulerødder og pastinakker, persille og porrer og grønkålen, den står bare rigtig flot i år og så er det vist snart på tide at kigge til jordskokkerne - og jeg plukker også stadig hindbær, de smager ikke af så meget, nu hvor der ikke er så meget sol, men de er nu stadig bedre end dem, der kan købes i butikkerne :) 
Måske har jeg glemt noget  - men rart er det nu at kan hente grøntsager i egen have. 

Nå ja - så lige en lille bemærkning om vægttabet, som altså ikke rigtig kører - jeg har simpelthen ikke kunne få styr på det igen efter vores ferier - jeg står simpelthen stille - så selv om jeg siger, aldrig mere kur, så må jeg gøre en indsats, så der igen kan ske noget - for ned i vægt, det skal jeg og derfor griber jeg nu lige til at prøve opskrifter fra ovennævnte bog. 
Jeg er spændt på, om det virker, for det ser ikke ud til at være så fjernt fra det, jeg plejer at lave - men bare det at få nyt indput kan forhåbentlig være godt, for jeg er nu også gået i stampe med mine egne ideer. 

mandag den 18. august 2014

Weekend = Hæklet sjal, bønnefritter, syltede løg og hindbærsaft

Fredag stod i børnebørnes tegn - hjemmefra kl. 7 om morgenen, med Laura til øjenlægen, det klarer hun bare så flot, derefter i Zoo med Laura, forældrene og tvillingerne på 2 år, som de har i aflastning. 
Hjem med hele flokken og is og kræmmerhuse, for Nana havde været til børneundersøgelse og var blevet vaccineret uden så meget som at fælde en tåre, så hun skulle belønnes med kræmmerhus med lakrids-is fra Vebbestrup Mejeri :) 
Desværre fik jeg ikke et billede, da hele flokken 4 voksne og 5 børn med kræmmerhuse var bænket i vores lille køkken - liv og glade dage var der - det er bare så dejligt :) 

Efter en fredag med skub på, havde vi en stille og rolig weekend - med tid til at sysle :)

Jeg har fået mit sjal hæklet færdig
Når det er strukket ud, er det  ca. 170 cm bredt og ca. 75 cm i højden
Det er hæklet i kunstgarn fra Hjertegarn på nål 3,5

Jeg fandt et sjal i et hæfte fra Hendes Verden, 
som var hæklet i "edderkoppespind",
 det brugte jeg som udgangspunkt.
Jeg fandt ud af, at mønstret gik op, hvis jeg hæklede over enden og valgte at lave nogle rækker på den anden led og så hæklede jeg en kant hele vejen rundt, i mønstret bruges der hele tiden 4 luftmasker og 4 stangmasker, så kanten blev hæklet med 4 luftmasker og en kædemaske ned i mønstrets stangmasker.

Jeg er tilfreds med resultatet, nu skal jeg bare have sjalet lagt i spænd, så mønstret kommer mere til sin ret. 

Jeg har fået plukket bønner, vi havde købt et brev med harricot verts, men da planterne begyndte at gro, kunne jeg ret hurtig se, at vi måtte have et hegn op, for de "løb" hen ad jorden - det viser sig slet ikke at være harricot verts, men snitbønner eller stangbønner - de er nu ganske fine og vi fik for første gang Bønne-fritter - de var udmærket. Jeg lavede dem af de friske bønner og de skulle nok have haft 5 minutter mere, for at blive helt sprøde - det vil i alle tilfælde blive prøvet igen. 

Jeg plukkede også hindbær, der var mange, som ikke var så kønne efter regn og blæst, så der blev kogt saft på dem.


Og så prøvede jeg at lave syltede rødløg - det var nu slet ikke så dårligt - 
Jeg brugte 3 store rødløg og de var altså store - de blev skåret i fine tynde skiver
Så kogte jeg 6 dl eddike med 3 dl sukker og lidt peberkorn og 4 laurbærblade - det kogte bare lige op, så sukkeret var smeltet.
Løgene kom i to glas og eddikeblandingen blev hældt over - vi spiste af dem efter et par timer, vi fik hjemmelavede burgere og de var gode, måske de kunne have brugt en smule mere sukker - nu ser vi lige, når de har trukket lidt længere. 
De har den mest fantastisk flotte farve,
desværre er det ikke til at se på billedet. 



tirsdag den 12. august 2014

Jeg designede da lige en kjole til Barbie :)

Jeg faldt lige i med hæklenål, garn og barbie :)

Nana mente, at hun skulle have en bikini til sin barbiedukke, og helt tilfældigt havde jeg få dage forinden gemt en opskrift på en barbie-bikini fra Hendes Verden- så det skulle da prøves og kunne jo ikke tage så meget tid.
Det gjorde det heller ikke, så jeg tænkte, at jeg da lige kunne lave en lårkort stram nederdel, når nu jeg var igang og havde tid til det.

Så jeg lagde ud med at hækle 30 luftmasker (lm),
vende arbejdet og hækle stangmasker (stm) tilbage = 1. omg.
så hæklede jeg omgangen sammen med en kædemaske (km), således at jeg kunne hækle rundt og der nu var startet ud med et lille slids.
Da jeg havde hæklet første omgang stm, besluttede jeg mig for, at der skulle noget sving i den nededel, så i stedet for at være startet fra neden af nederdelen, blev det nu fra oven -
jeg begyndte hver omg med 3 lm og sluttede med en km i den 2. lm,
2. omgang tog jeg en maske ud i hver 6. maske
3. omgang i hver 7. maske
4. omgang  i hver 8. maske
5. omgang i hver 9. maske
6. omgang i hver 10.m , nu var der 55 m.
7. omgang en stm i hver maske.
8. omgang  * i 1. maske 3 stm, spring over en maske og hækle en fastmaske i næste maske* og således omgang ud -
!jeg havde vist et problem med sidste bue, hvor jeg undlod at hoppe over en maske!
Nu var der en fin lille nederdel, som jeg besluttede skulle have en hulrække foroven til at trække en elastik igennem - *1 stm i første maske, 1 lm, spring over en maske* og hækl igen * til * omgangen rundt.
Her kom tanken som om en kjole, så jeg fortsatte med stm, 1 i hver stm og lm + en ekstra m med jævne mellemrum = 36 stm.
Her hæklede jeg frem og tilbage, så overdele blev åben bagi.
Jeg hæklede 6 omgange i alt.
og så en omgang med fastmasker og derefter en kant som nederst på nederdelen = 12 buer.
Så satte jeg tråden fast mellem 5. pg 6. bue og hæklede 20 lm, hæklede "snoren" fast midt i 2. bue og hæklede fm tilbage. lavede ligeledes en "snor" mellem 8. og 9. bue, som blev fæstnet midt i 11. bue.
Jeg havde tænkt at sy en tryklås i nakken, men eftersom kjolen sagtens kunne trækkes op over rumpen af dukken, så valgte jeg at syden sammen oppe i buen og så trak jeg en sølvelastik gennem hulrækken.
Jeg har brugt Hjerte Tendens og nål nr. 2½.

torsdag den 7. august 2014

Overflod - ja det har vi ......

af SQUASH !!!!

 så det er bare med at finde ud af, hvad de skal bruges til - vi forærer dem væk, vi kan komme afsted med -- så har jeg tænkt mig at sylte nogen af dem - de skal syltes som græskar, i sådan noget rigtig sød, tyk sirupsagtig eddike marinade - nogen vil blive revet og komme i fryseren, der kommer nogen i frikadeller o.lign - og i dag kom der nogen i en kage
Det er en opskrift jeg har fundet hos Lone Landmand - den er godt nok god - der er vist ikke mange, der tænker squash, hvis ikke man siger det :)
Der er både chokolade og kakao i og nå ja, så er der ting, som jeg ikke plejer at bruge så meget af i mit bagværk, nemlig smør - hvordan er det nu man siger "det er smørret, der gør'et" - det er der måske noget om ;)

Vi har også været ved at drukne i agurker, men det har jeg gjort noget ved
Der er lavet varm-syltet agurkesalat,
det er nærmest som når man laver 
en agurkesalat, men kan holde meget længe.

og agurker syltet som asier.
Det var en ide, jeg fik sidste år - 
kan man sylte squash som asier,
så kan man vel også gøre det med skoleagurker.
Jeg skræller agurkerne, 
flækker dem på langs 
og skraber kernerne ud
og så har jeg lagt dem i saltlage et døgn,
kogt en lage til at hælde over 
- ikke helt efter en opskrift,
har taget lidt her og der og brygget sammen,
så de bliver, som vi kan li' dem :) 



søndag den 3. august 2014

At være pårørende og at have pårørende.....

....   Ja, det er heldigvis normalt en meget stor glæde - men som pårørende, kan man da godt nok blive helt træt bare af at læse nyheder lige for tiden - når man som jeg er både farmor/mormor og barnebarn og datter.

Den ene dag læser man om en småbørns mor, der vil have at bedsteforældrene skal tage deres del af tørnen med børnebørnene - den næste dag læser man så, at de pårørende i fremtiden skal tage sig af flere plejeopgaver omkring familiens ældre.

Det sidste omkring at påtage sig flere plejekrævende opgaver af ens pårørende, det får mig til at fare i blækhuset, for jeg synes, det er helt hen i vejret.

Det her er ikke en kritik af dem, der er ansat til at pleje de ældre, for jeg synes bestemt, at langt de fleste gør deres bedste og jeg synes, det er prisværdigt, at de udfører det arbejde de gør og på de betingelser, der gives til dem. 
Det er en kritik af de politikkere og embedsmænd, der sidder og skærer ned på området og laver prioriteringer for vores samfund. 

Det er bestemt ikke nogen luksus at blive gammel og have brug for pleje i dag - når man kommer på plejehjem, skal man betale husleje, vand, varme og el, man skal betale for sin mad, man skal betale for at få vasket, man skal betale for sine rengøringsartikler osv.
Ja, man får jo en pension og man får boligtilskud, hvis man ikke har en formue - men har man ikke en formue at tage af, ja så er der ikke meget tilbage til frisør, fodpleje, ugeblade, bankospil og den slags, som kan være med til at give de ældre noget livskvalitet.

Oven i at der betales for rengøring, ja så får man altså ikke gjort særlig meget rent for de penge - i plejen er der mange steder kun indregnet 1 bad om ugen - der er så lidt personale, at de ældre skal vente længe og tit for længe på at blive hjulpet på toilet  og der er ikke meget tid til at snakke med beboerne på plejehjemmene. Allerede nu forventes det, at de pårørende så vidt det er muligt, selv kan sørge for at de ældre kommer til lægen - hvis de ældre gerne vil have et rent værelse, er det nødvendigt, at de pårørende ind imellem tager klud og gulvskrubbe igang, når de kommer på besøg.
De ældre kan få vasket deres tøj, men man skal bestemt ikke forære dem dyrt tøj af uld eller andre sarte stoffer, med mindre man selv vil vaske det for dem, for tøjet bliver ikke altid behandlet lige godt - til trods for, at der betales for at få det gjort.

Der er bare et eller andet helt galt i de prioriteringer, der tages i det offentlige nu om dage.
Der er jo noget, der overhovedet ikke hænger sammen.


  • Folk bliver ældre og ældre før de får børn
  • De skal arbejde længere og længere
  • De bliver ældre og ældre, før de kan gå på pension
  • De skal selv spare mere og mere op til  alderdommen
  • Nu vil man også have, de selv skal til at passe deres ældre pårørende 
  • De skal påtage sig flere plejeopgaver af pårørende, der er syge - for patienterne bliver udskrevet før og før fra hospitalet.


JAMEN HVORNÅR SKAL VI FÅ TID TIL AT PASSE VORES PÅRØRENDE
nå jo, det skal vi i det tidsrum, 
hvor vi skal passe og pleje os selv, 
for at kan holde så længe som mulig, 
så vi ikke kommer til at ligge vores børn og samfundet til last. 

Nå ja - det startede med en artikel om en småbørns mor,
der vil have bedsteforældrene skulle tage 
mere del i pasningen af børnebørnene
SÅ HVORNÅR SKAL VORES PÅRØRENDE
 FÅ TID TIL AT PASSE OS




fredag den 1. august 2014

Squashdeller med en salat af spidskål, ærter og hindbær

I dag har jeg hentet et spidskål i køkkenhaven


Det er første gang, vi dyrker spidskål og de er bare blevet fine - så nu skal de bruges, før de bliver for grove.

Det blev brugt til en ret simpel salat - jeg snittede det fint, overhældte det med kogende vand (det skal hældes fra igen med det samme, ellers bliver kålen for slatten), tilsatte en kop optøet ærter, vendte det med en dressing lavet af akaciehonning, salt, vand og citronolie og så lige en stor kop hindbær

Det blev serveret til en gang squashdeller :

500 gr hakket svinekød 6-10%
1 løg
1 håndfuld bredbladet persille
100 gr. fint revet gulerødder
100 gr. fint revet skrællet squash
35 gr. = ½ dl  hvedemel
50 gr = 1½ dl  havregryn
1 æg
1 dl vand
salt og peber

Løg og persille blendes og alle ingredienser røres sammen.
Der formes 15 "deller", som sættes på bagepapir på en bageplade og steger i ovnen ca. 30 min. ved 225 gr. - giv evt. lige 250 gr. i 5 min. for de kan få lidt mere farve og skorpe.

Sådan en "delle" vejer 60-70 gr og giver ca. 80 kcal.