Søg i denne blog

fredag den 30. august 2019

Spidskål med hindbærvinaigrette, kyllingbryst og porresauce

 Her graves I stor stil.
Vi skal have vand fra et offentlig vandværk, ikke fordi det var strengt nødvendig, men fordi vi fik tilbudet om at komme med, før priserne stiger ret så voldsomt  - vores eget vandværk virker udmærket, men er meget gammelt, så vi ved, at der pludselig kan ske noget og vand skal vi jo bruge.

Ellers er der hverdag igen efter weekenden med det skønne bryllup og tirsdag til et dejligt sølvbryllup i parret skønne have.

Igår havde jeg så igen gang i madlavningen selv - og ja det er det sædvanlige - et kik i grøntsagsskuffen 😳 - der trængte godt nok til at blive fyldt op, der var stort set ikke andet end spidskål og agurker 😲
Så jeg måtte ud at handle - og der kom bl.a. porrer med hjem.
Jeg havde taget 2 stk kyllingebryst ud af fryseren - og havde egentlig tænkt noget med spidskål på på panden med karry og kyllingestykker, men så var jeg lige ud og plukke lidt hindbær i haven og noget andet faldt mig ind 😋

Spidskål med ærter og hindbærvinaigrette
150 gr fintsnittet spidskål
150 gr optøede ærter

Hindbærvinaigrette
175 gr friske hindbær
25 gr rørsukker
1/4 dl mørk balsamico
1/4 dl olivenolie
Jeg dryssede sukkeret over hindbærene,
piskede balsamico og olivenolie sammen og vendte det sammen med hindbærene.
og så fik det lov at stå og hygge sig, mens jeg lavede resten af maden 😍
( Der er ca til 2 gange spidskål og ærter)

Kyllingbryst i porresauce
100 gr bacontern blev ristet på panden,
der blev suppleret med 1 tsk becel
og så kom kyllingbrysterne på panden og fik skorpe
200 gr porre i grove skiver kom på panden og da de var faldet sammen,
hældte jeg en flaske cremefine 7% på og så stod det og simrede et kvarterstid.
Jeg havde en grøn peber fra drivhuset, som jeg kom i tanke om, godt lige kunne give saucen lidt mere kant på smagen - så den blev skåret i strimler og kom med de sidste 5 minutter.
Det var lige rigeligt peberfrugt, det kom til at overdøve smagen af porrerne - men med lidt mindre mængde peberfrugt, tror jeg, det er en rigtig god kombination.

Jeg havde lidt kartofler med en pæn skræl på, de blev vasket og skåret i kvarte, vendt i lidt olie og salt og så i ovnen på 200 gr varmluft i ca 30 min.

Ca 1 time, så stod maden på bordet 

Min portion 
70 gr kartoffelbåde
100 gr kyllingbryst
100 gr sauce med porrer og peberfrugt
50 gr spidskål
30 gr ærter 
20 gr hindbærvinaigrette
(fordelingen mellem ingredienserne i salaten er ca mål)

Portionen gav ca 422 kcal. fordelt på 31%kulhydrat, 30% protein og 38% fedt.

Jeg får som regel betydelig flere grøntsager til aften, men igår havde jeg spist 100 gr grønt til morgen og 225 gr til frokost - så dagsmængden blev nået 😇