Søg i denne blog

søndag den 28. april 2013

Weekend i venners lag, konfirmation i familien og en gang omgangssyge

Jo jo, vi skulle have en rigtig hyggelig St. Bededagsferie - fredag til vores rigtig gode venner, som vi faktisk ikke har set længe, og så til konfirmation om lørdagen.

Fredag eftermiddag fik jeg det godt nok lidt skidt og var lidt i tvivl om jeg skulle i byen, men vi kom afsted.
Det var også rigtig hyggeligt, min veninde havde lavet det dejligste mad, men jeg spiste ikke så meget og vinen gled heller ikke rigtig ned, men det gik og vi nåede heldigvis at hygge os nogle timer, inden jeg blev rigtig dårlig og måtte hjem.
Hjem nåede jeg ikke, før det gik galt - næh jeg nåede såmænd kun ud i deres indkørsel, men nåede heldigvis at få en pose - åhh hvor er sådan noget pinligt - i det mindste er jeg glad for, at det var netop hos dem, det skete, for der er der fuld forståelse.
Nu håber jeg bare ikke, jeg har smittet dem.

Det var nemlig svigersønnen, der startede torsdag aften, og Nana fredag eftermiddag, Emil og mig fredag aften, datteren lørdag - gemalen er mærkværdigvis sluppet.

Det betød at datteren og børnene ikke kom med til konfirmation lørdag.
Det gjorde jeg heldigvis, jeg var godt nok ikke helt på dupperne og måtte nøjes med at smage på den dejlige mad.

Det var Julie, denne smukke unge dame, der blev konfirmeret

Hun var så fin, i sin smukke kjole - se lige en ryg og et hår

Jeg tror næsten, at den bedste gave var denne kage med ynglings fodboldspilleren fra hendes søster :)

Julie vil helst have den mad, hendes mor laver, livretterne tunmousse, ristaffel og daim-is - så det havde hendes mor da lavet og jeg gætter på, at vi var en 40-50 stykker.
Det smagte altså også dejligt :)

Dagen i dag, har jeg mildest talt tilbragt på langs, for jeg har bare været dårlig tilpas - svimmel og kvalme.
Jeg håber godt nok at være ovre det i morgen - datteren, svigersønnen og børnebørnene er ovre det.