Søg i denne blog

torsdag den 29. september 2011

Hjemmelavet gave

Igår var jeg på besøg hos min svigerdatters mor, som er flyttet for et par måneder siden. Sikken et dejligt hus, hun har fået, ikke så stort, men lyst og så hyggeligt har hun det.
Jeg havde selvfølgelig indflyttergave med og det var ikke en blomst, men hjemmegjorte sager


Laura, som jo er vores fælles barnebarn, havde på et tidspunkt sagt til mig "min Bedste vil gerne have sådan nogen karklude og grydelapper, som du har givet mig" - så den ide snuppede jeg, da jeg hørte, at Bedste fik nye farver i sit nye køkken - altså lilla karklude og grydelapper, en dåse i passende kulør fra Søstrene Grene blev fyldt med hjemmebagte cookies og så lige et par pyntegræskar fra haven til at bryde den lille farve - det må vist siges at være en hjemmelavet gave.
Grydelapperne er lavet efter en opskrift fra http://karenklarbaeksverden.blogspot.com/ - der fandt jeg dem i børnestørrelse og har så hæklet dem i dobbelt garn og større format.


mandag den 26. september 2011

Gylle

Ja det er noget gylle både i bogstavligste forstand og overført betydning.
De har kørt gylle på vores marker i dag - føj hvor der stinker, jeg lærer aldrig at vænne mig til den stank. Så lige nu må vi nyde, at det regner, for det betyder, at stanken hurtigere forsvinder.
I overført betydning fordi jeg har så ondt i min ene balle og det giver jag ned i benet - det er vist slidgigten, der vil fortælle, at den altså er her - nu var det ellers lige blevet bedrer med knæene. Det er værst om natten, så i morges var jeg helt ødelagt og valgte at blive hjemme. Jeg snakkede med fysioterapeuten på kurset, hun vil lige overveje, om hun kunne finde nogen øvelser, der kan afhjælpe - det gjorde hun til mine knæ, så jeg håber, håber på at hun kan.

søndag den 25. september 2011

Rodfrugter

Ja, rodfrugter er sund og god mad. Jeg har både pastinakker og persillerødder i haven, men bruger mest pastinakker, fordi de er størst og ja, hvorfor ved jeg ellers ikke.
Igår skulle vi have en andebryststeg til aften, og jeg synes ikke tilbehøret skulle være alt for juleagtig, så jeg gik på opdagelse i nogle kogebøger og fik følgende brygget sammen:

ca. ½ kg. persillerødder skåret i smalle strimler
4 mellemstore æbler i både
1 håndfuld groft hakket mandler
lidt frisk timian
akaciehonning og salt
Jeg smurte panden med andefedt, men der kan lige så godt bruges olivenolie, kom persillerødderne på og lidt efter æblerne, da jeg synes, det havde en pæn kulør og fin konsistens, kom mandlerne på og efter et par minutter kom jeg salt og honning på, honningen er i sådan en sprøjteflaske, så hvor meget er svært at sige, til sidst dryssede jeg den friske timian over.
Det smagte rigtig godt - jeg prøvede at komme lidt hindbæreddike på, det er også rigtig godt, hvis man er til det mere syrlige.
Selv Staun spiste persillerødder, for det er vist egentlig hans skyld, jeg ikke bruger dem så meget :-)
I dag kommer Peter og kløver brænde for Staun og Karina og Laura kommer med, så jeg er lige ved at bage en kage, en mandelbund, som der skal hindbærskum på. De skal også spise til aften, der skal vi have højrebssteg (jeg fandt et stykke i bunden af fryseren, som jeg ikke vidste, jeg havde - pinligt) bønnesalat, agurkesalat, kartofler og sovs dertil og så må de få is med jordbærsovs, hvis de kan klare mere :-)

lørdag den 24. september 2011

Agurke-tid !!!!

Engang var agurketid for mig noget, der var i medierne - nu er det noget, der er i vores drivhus. Selv om vejret ikke har været det bedste i år, og vi ikke synes, køkkenhaven har givet så godt som tidligere år, så må jeg nok sige, at vores agurkeplanter i drivhuset, har haft et godt år. Det er helt utroligt, vi bliver ved med at have agurker i drivhuset, men dejligt er det da.
I går kom jeg til at se, at der var faktisk var rigtig mange agurker i køleskabet, så jeg måtte se at få nogen af dem brugt - jeg lavede agurkerelish, det er jeg vild med.
Endnu en opskrift fra Arla.dk, der finder jeg mange gode ting på :-)
Det er utrolig nemt at lave, det mest beværlige er den tid, det tager at skære agurerne i bitte små tern. Det smager rigtig dejligt på en hotdogs eller i en tunsalat eller en hjemmelavet remoulade - det kan såmænd også spises til en kold kartoffelsalt og frikadeller.

Nu er solen kommet frem, så jeg vil ud og have plukket resten af mine pyntegræskar. Det er første gang, jeg har sådan nogen i haven og nok også sidste, for hold da op, hvor har de bredt sig

og så synes jeg ikke, de er så flotte, som jeg kunne have ønsket mig -
Jeg kan rigtig godt li' dem med en masse knoppedikker på og i flere farver - jeg købte en pose frø, der var vist sådanne på, men der er ikke mange af den slags der imellem

Et par enkle har jeg dog fundet, som ligger og pynter på blomsterbordet lige udenfor døren.

fredag den 23. september 2011

En fridag!

Ja kan man som sygemeldt have en fridag??Ja, det kan man, for som sygemeldt får man jo ikke bare lov at gå hjemme og passe sig selv -  jeg er jo på kursus, men i dag har vi en fridag, for underviserne skulle til fællesmøde og høstfest.
Hvad skal sådan en fridag så bruges til - ja, det burde jeg have fundet ud af, for lige for tiden arbejder jeg med at planlægge mine dage, men det går altså ikke så godt :-(
Og hvorfor gør det så mon ikke det!!!
Ja, det ved jeg såmænd godt - det er fordi, jeg er alt for nem at lokke til noget andet - så der skal arbejdes med noget mere viljestyrke her ;-)
I dag skal jeg i motionscentret, så skal der laves det her kedelige huslige arbejde, som er nødvendigt ind imellem - bare lige så vi kan være her, mere kan jeg ikke drives til og så er der tid til strikketøjet.
Aftensmaden i dag er rester - Staun får frikadeller og jeg får fisk - jeg lavede en dejlig fiskeret i onsdags -
  • Kartofler blev skåret i både, kogt i 8 min., så kom der porrerstykker ned til dem og det kogte i et par minutter mere,
  • et ildfast fad blev penslet med olie, kartofler og porrer kom deri, blev drysset med frisk hakket basilikum og revet muskatnød,
  • en mørk sejfilet blev skåret i passende stykker og fordelt derover,
  • der blev drysset med salt og så kom der skiveskåret tomater på
  • og tilsidst hældt en halv liter morneysauce (en fedtfattig købt sauce) derover,
  • ind i ovnen i ca. en halv time ved 225 gr. - det smagte rigtig godt og jeg glæder mig til at spise resterne i dag.
Det var en opskrift, som jeg fandt på Arla.dk - den var med rødfisk og løg, som jeg altså erstatede med sej og porrer.
Jeg skal altså se at komme efter det med at få taget et billede af sådan noget mad.
Igår stegte jeg frikadeller, for jeg havde faktisk nået at hive en pose fars op i onsdags, inden Staun mindede mig om, at der var "fiskebil dag", så det skulle bruges.
Det var egentlig meningen, at vi skulle have haft boller i karry, men så ringede Majbrit, om vi ikke lige kunne komme ned, der var noget hendes far skulle hjælpe med at måle op og jeg skulle have et mål til Nana's slipover - OG JA, så er jeg nem at lokke og så kan planer lynhurtigt ændres.
PS
Vi kunne godt have fået boller i karry, men Majbrit havde bagt pandekager, da vi kom, så vi var ikke særlig sulten.

onsdag den 21. september 2011

Mande hygge onsdag formiddag

Mon kvinder ved hvad det er - jeg gør, for min bedrer halvdel sidder klistret foran fjersynet lige nu og nyder en boksekamp, som han har optaget i aftes :-)
Han har stadig problemer med en nerve, der sidder i klemme og kan derfor ikke så meget - han ser ellers ikke særlig meget TV, men plejer at tåge rundt udenfor, hvis han ikke er på arbejde - i dag skal han til fysioterapeut, så må vi håbe, at hun kan hjælpe, for han er godt nok ved at blive utålmodig.

Igår var jeg i biografen med min mor og søster - vi har tilmeldt os biografklubben - min søster og jeg har tidligere været medlem, men det er første gang min mor er med.
Vi så Dirch - en rigtig god film synes jeg - skuespillerne gjorde det rigtig godt og indholdet gav virkelig grund til eftertænksomhed. Tænk en mand med Dirch's kompetancer, havde så svært et følelsesmæssig liv - svært fordi manden ikke formåede at sige fra og fordi alkoholen fyldte så meget. At se en Kjeld Petersen, der var Dirch's bærende kraft, men som ikke fik den applaus, som han havde fortjent - en Stig Lommer, der sad der og trak i trådene, kun for egen vindings skyld uden hensyn til de mennesker, han styrede rundt med.
Jeg hørte Dirch's datter i radioen i forbindelse med premieren på filmen, hun udtalte, at hendes far nok kun havde kunne nå de højder, fordi han havde været nede at røre bunden - måske er det rigtig, for når vi mennesker går ned i mere eller mindre grad, så er min oplevelse, at vi lærer noget af det.
For mit eget vedkommende, så har jeg de gange, jeg har været nede, haft muligheden for at arbejde med mig selv og det har hver gang givet mig nye indfaldsvinkler til mit liv - gode indfaldsvinkler, som har fået mig til at nyde på en anden måde og sætte pris på det gode i mit liv, men jeg vil nu stadigvæk gerne have været nedturene foruden - det er hårdt arbejde at komme op igen og jeg byder min mand, min familie og vennerne meget i sådan en periode, men hvor er jeg taknemlig for, at jeg har dem og de også er der, når jeg igen er klar til at tage del i livet på godt og ondt.
Lige nu føler jeg, at jeg er lige ved at komme op over kanten igen, jeg mangler lige de sidste centimeter for at få benene svunget op over den - jeg forsøger virkelig og det føles nemmere og nemmere at gøre forsøgene, så jeg har troen på, at jeg lige pludselig står deroppe og så skal jeg, på den platform jeg kommer op på, finde min måde at leve livet, der passet til mig, der hvor jeg nu er.

mandag den 19. september 2011

At leve i nuet - det er et kunststykke for mig

Jeg øver og øver på at leve her og nu og ikke tage sorgerne på forskud - at nyde nuet, lade tingene ske og iøvrigt gå nysgerrig til nye udfordringer.

I dag har jeg nydt en gåtur med en medkursist - den var ikke lang, men et stykke længere end sidste mandag og solen skinnede.

Jeg har været ude og grave kartofler, gulerødder og patinakker op og det er da en nydelse at kunne hente egne grøntsager ind. Dagens høst er til datteren, som vil lave rodfrugtemos til aften. Vi skal nemlig hente Nana i dagplejen sidst på eftermiddagen, hendes mor er på kursus og kan ikke nå hjem til tiden i dag - tilgengæld inviteres der på aftensmad :-)
Vi har stadig hindbær i buskene, desværre så ødelægger vejret dem - der blæser meget herude på bakken og der har været en del regn de sidste dage, men jeg nyder synet af de røde bær, der titter frem blandt bladene, der er ved at tage efterårsfarverne og en del falder af.
Nu blomstrer Sankt hansurten og der er også stadig blomster i høstanemonen - lyserødt i det begyndende efterår - en dejlig kontrast til bladene, der begynder at blive brune.

I aften skal jeg i det lokale motionscenter efter en nøgle, så jeg kan starte op der på onsdag - det glæder jeg mig til.

Nu er der tid for egenomsorg, som består i en lille time i hvilestolen med et tæppe over mig :-)

lørdag den 17. september 2011

Så skal der strikkes

Igår var jeg sammen med Majbrit og Nana i Randers og købe garn - jeg vil strikke en lille vest/slipover til Nana, men det endte altså med, at jeg kom hjem med garn til en slipover, en vest og en cirkelinekjole :-)
Så nu ved jeg, hvad jeg skal lave den næste tid og der er også udfordring i det, for jeg plejer at lade min mor om at strikke trøjer og den slags ting. Nu skal jeg strikke vaffemønster og til kjolen skal der bruges goblin-strikning - det sidste måtte jeg spørge om i butikken igår og så fik jeg lige en forklaring af en veninde i dag - jeg tror, jeg har forstået det.
Jeg er gået igang med den lilla slipover (det kalder jeg den, andre vil måske kalde den en vest) den er strikket i rib med et lille stolpelukning foroven.

Vi var også omkring Babysam, hvor svigersønnen arbejder, for at købe nyt tøj til Nana. Der findes godt nok mange fine ting. Majbrit fandt et par fløjlsbukser, hvor der var en hæklet lomme og sommerfugl på - jeg var lige ved at falde bag over, da jeg hørte hvad de kostede, for jeg ved jo, hvad jeg skal gi' for en halv meter fløjl og det kun garn, der er brugt til det hæklede, det kan bestemt ikke koste mange håndører. Så det er vist bare med at komme igang med symaskinen. Jeg har et hængeparti her, jeg købte nemlig brunt babyfløjl til et par bukser til Nana i foråret, som jeg ikke lige fik syet, nok fordi jeg ikke synes farven hørte sommeren til, men jeg fik klippet mønster til dem den anden dag, så det er bare med at komme igang. Mon ikke jeg kan finde en rest garn til at hækle en lomme og sy derpå :-)

Jeg tog lige et billede af mit grannystribes tæppe i dag
jg synes nu ikke farverne er helt gode på billedet. Der er blevet hæklet en del på det i den sidste tid, mender mangler stadig et godt stykke. Nu må det lige hvile lidt, mens jeg strikker til Nana.

Sikken da et gråt vejr, der er i dag - vi har ingen planer i denne weekend og hygger indendøre. Aftensmaden bliver hjemmelavet burgere med salat fra haven og agurger og tomater fra drivhuset - tænker det snart er slut med den fornøjelse for i år.

onsdag den 14. september 2011

Lidt af hvert

Ja, så er der blevet lidt tid til et blogindlæg.
Jeg var jo på besøg hos mormor i weekenden, yngste barnebarn og min datter kom også, og det gav lige anledning til at få et billede af min dejlige mormor på 87 år, her med olde- og tipoldebarn.

Søndag kom svigersønnen og slog græs for os og datteren og barnebarnet var med og det her var noget, der passede Nana

Nu jeg haavde gang i kameraet, så fik jeg lige dette billede af far og datter i drivhuset, som altså stadig giver såvel agurker som tomater og nu tror jeg også snart, vi får peberfrugt - dem har vi ikke været så heldige med

Og så vil jeg da lige vise gemalens projekt, som desværre er gået i stå, nu hvor han ikke er særlig mobil, men der er jo også et stykke tid til næste sommer, hvor det her gerne skal blive til en overdækket terrasse
Det er vores gamle hønsehus, som ligger nede i haven og som det kan ses, er det bare blevet brugt til opbevaring af en masse skrammel, han har banket væggen ned og nu skal der lægges gulv og laves fint - det glæder jeg mig meget til.

I går var Laura på besøg med sin far og mor - det var rigtig hyggeligt, vi spiste aftensmad, havregrynspaneret kyllingebryst med gulerødder, kartofler, hvid sovs og agurkesalat - Laura spiser ikke hvid sovs, så selvfølgelig lavede farmor da brun sovs til hende :-)

Svigerdatteren skulle se noget i TV, som vi havde optaget til hende og sønnen skulle lige til skydning en time - da det var overstået, spiste vi budding med jordbærsovs - jeg havde kogt jordbær med en vanillestang og stjerneanis - Laura sagde "jeg er altså helt tosset med sådan noget varm jordbærsovs" - desværre fik jeg ikke taget et billede af hende :-)

Jeg er hjemme fra kursus i dag, da motionslokalet er udlejet og de andre skal lave noget, jeg ikke kan klare at være med til. Sådan vil det være hver onsdag og derfor skal jeg gå i vores lokale motionscenter i stedet for, men det kunne desværre først blive fra næste onsdag - det er helt fint, for så er jeg igang der, når kurset slutter.
Det går iøvrigt betydelig bedrer i motionscentret, end jeg havde turde håbe på.

lørdag den 10. september 2011

Det går op og det går ned

Der har været stille her på min bog den sidste uges tid - men det er ikke fordi det går stille af sig her på bakken.
Staun's ryg eller rettere ben er ikke blevet bedrer, tværtimod har det været slemt i ugens løb. Han var til kiropraktor og det gjorde det absolut ikke bedrer, smerten er flyttet fra ryggen og ned i benet og kiropraktoren sagde til ham, at det kunne også være en blodprop i benet, så vi blev meget forskrækket. Det vil sige, at Staun ikke blev mere forskrækket, end han kørte sin bil til mekanikeren i Aalborg og først da jeg hentede ham der, fortalte han om kiropraktorens besked, så mutter her, hun beordrede at ringe til lægen lige med det samme.
Lægen undersøgte benet grundigt og konkluderede at det ikke var en blodprop men en nerve, der er gået i klemme, og den har ikke haft godt af kiropraktorens behandling, så der er beordret ro og endnu flere smertestillende piller.
Alt det betyder, at jeg får lov at opleve, hvor meget Staun gør her hjemme. Vores problem lige nu er, at vi fyrer med træ og mine knæ har svært ved at klare, at jeg går og slæber med tunge træstykker, så vi må ty til hjælp fra vores børn - godt de bor så tæt på og er flinke til at hjælpe.
Jeg er igang med at bage en gulerodskage, for jeg skal på besøg hos min mormor i dag og så skal der kage med, og så skal der lige lægges et par coboybukser op for datteren.
For øjeblikket er der ikke gang i særlig meget kreativt, men jeg får hæklet nogle rækker på mit granny stribes tæppe. Min have gror efter i ukrudt, men det må vi klare, når engang vi er friske igen.
Heldigvis, så har mine knæ det lidt bedrer, det går fremad med at motionere og vægten falder, ikke meget men stille og roligt.

lørdag den 3. september 2011

Hvilken herlig morgenstund

Ja, himmel er grå og vinden rør på sig, men her i huset er der bare rent, hold da op, hvor er det dejligt at stå op. Tak til min dejlige mor.
Alt mens hun muggede ud her hos mig igår, så var jeg hos psykologen og det var meget opløftende. Jeg har det sidste par uger haft en masse tankemylder, og kunne være i tvivl om jeg var på vej ind i en ny depression, eller om jeg er ved at være ude af den og heldigvis, så siger psykologen, at jeg er godt på vej i den rigtige retning. Så nu skal jeg bare holde godt fast i mig selv og de ønsker, jeg har for mit liv, tro på fremtiden og nyde nuet.
Det lyder da nemt - men tro mig, det kan være meget svært - men jeg begynder at kan kende mig selv igen, så jeg tror på, at jeg går bedrer tider i møde.
Gemalen er i bedring, men han havde det nu bedre i går end i dag, såååå der er stadig ikke meget energi i ham, men hovedet er da over navlehøjde nu :-)

Mon naturen kan finde rede i årstiderne længere!!!

Ja, jeg kiggede da godt nok en ekstragang, da jeg så jordbær der blomstrede og så var der også bær deri - spændende om de når at blive røde :-)
Og så må jeg lige vise jer mit lille oliventræ
Det er fyldt med bitte små oliven - det kunne være rigtig sjovt, hvis de blev til noget, men jeg tror det nu ikke :-)


torsdag den 1. september 2011

Et liv i slowmotion

Jeg ved da ikke lige, hvordan det er, at det går her på bakken - ja, jeg er stadig ikke godt gående og pokker om så ikke gemalen får lavet en bevægelse, der får noget til at gå i klemme et sted i den ene balde eller oppe i lænden, som gør at han har rigtig meget ondt i benet, så han kan overhovedet ingenting, han har gået med hovedet hængende nede ved knæene siden søndag, er blevet fyldt med en masse smertestillende og bedst som han synes, det gik fremad, så gik det tilbage igen i dag - så han måtte fragtes til lægen, som forsøgte at manipulere med hans ryg, men han lovede ikke, at det hjalp, så hvis ikke det snart er ovre, så er det en kiroprakter, der skal til.
Så vi er begge herhjemme, lige med undtagelse af de timer, jeg er på kursus, men alligevel får vi ikke lavet en dyt og er ved at gro efter i skidt, men så er det altså ikke så ringe endda og have en mor, der er mobil og som i morgen kommer og mugger ud :-)
Ja der er ikke meget at skrive om lige nu, hvor jeg ikke kan komme i min have, som altså også snart groer til med ukrudt og håndarbejdsmæssig sker der heller ikke det store, jeg er gået tør for garn til mit grannystribes tæppe, så lige nu hækles der små oldemorsfirkanter af rester.
Det skal lige siges, at det går fremad for mig i motionscentret, vægten er faldet lidt, så der er håb forude.