Mon kvinder ved hvad det er - jeg gør, for min bedrer halvdel sidder klistret foran fjersynet lige nu og nyder en boksekamp, som han har optaget i aftes :-)
Han har stadig problemer med en nerve, der sidder i klemme og kan derfor ikke så meget - han ser ellers ikke særlig meget TV, men plejer at tåge rundt udenfor, hvis han ikke er på arbejde - i dag skal han til fysioterapeut, så må vi håbe, at hun kan hjælpe, for han er godt nok ved at blive utålmodig.
Igår var jeg i biografen med min mor og søster - vi har tilmeldt os biografklubben - min søster og jeg har tidligere været medlem, men det er første gang min mor er med.
Vi så Dirch - en rigtig god film synes jeg - skuespillerne gjorde det rigtig godt og indholdet gav virkelig grund til eftertænksomhed. Tænk en mand med Dirch's kompetancer, havde så svært et følelsesmæssig liv - svært fordi manden ikke formåede at sige fra og fordi alkoholen fyldte så meget. At se en Kjeld Petersen, der var Dirch's bærende kraft, men som ikke fik den applaus, som han havde fortjent - en Stig Lommer, der sad der og trak i trådene, kun for egen vindings skyld uden hensyn til de mennesker, han styrede rundt med.
Jeg hørte Dirch's datter i radioen i forbindelse med premieren på filmen, hun udtalte, at hendes far nok kun havde kunne nå de højder, fordi han havde været nede at røre bunden - måske er det rigtig, for når vi mennesker går ned i mere eller mindre grad, så er min oplevelse, at vi lærer noget af det.
For mit eget vedkommende, så har jeg de gange, jeg har været nede, haft muligheden for at arbejde med mig selv og det har hver gang givet mig nye indfaldsvinkler til mit liv - gode indfaldsvinkler, som har fået mig til at nyde på en anden måde og sætte pris på det gode i mit liv, men jeg vil nu stadigvæk gerne have været nedturene foruden - det er hårdt arbejde at komme op igen og jeg byder min mand, min familie og vennerne meget i sådan en periode, men hvor er jeg taknemlig for, at jeg har dem og de også er der, når jeg igen er klar til at tage del i livet på godt og ondt.
Lige nu føler jeg, at jeg er lige ved at komme op over kanten igen, jeg mangler lige de sidste centimeter for at få benene svunget op over den - jeg forsøger virkelig og det føles nemmere og nemmere at gøre forsøgene, så jeg har troen på, at jeg lige pludselig står deroppe og så skal jeg, på den platform jeg kommer op på, finde min måde at leve livet, der passet til mig, der hvor jeg nu er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar