Søg i denne blog

søndag den 22. marts 2015

Ud af trædemøllen med en forsinket fødselsdag

Mon ikke det var sidste år ved den her tid, jeg skrev et indlæg om "livets trædemølle" - har lige kigget tilbage, jo jo, det var det.

Nu synes jeg ligesom, at jeg har været i den negative trædemølle, hvor jeg joggede afsted i den, uden at komme nogen vegne og fik ikke lavet en hylende fis og ikke rigtig kunne finde ud af at få gang i livets positive sider.
Mon ikke det er noget, der hører denne årstid til!

Julen er overstået, sommerferien er bestilt, der er ikke have-vejr endnu, jeg har hækler firkanter til et tæppe, det er et stort projekt og det varer længe, inden jeg kan se noget resultat - jeg er igang med et sjal til mig selv, det tager også lang tid - mange dage har vejret været gråt i gråt, så når solen titter frem, ja så bliver man så glad, men uha da da så afsløres støv og snavsede ruder jo også straks, og det er ikke lige det, jeg har allermest lyst til at gå i lag med.

Ind imellem, ja så er der da heldigvis lyspunkter, der i overført betydning gør dagene lidt lysere og der er heldigvis også masser af lyspunkter at se frem imod og det giver noget energi og lyst til at gå igang med noget af det, der har hængt en ud af halsen ret så længe.

Igår holdt vi "fødselsdag" - ja i anførselstegn, fordi ingen af os har fødselsdag nu - vi havde inviteret familien i december, hvor jeg havde fødselsdag, men måtte dengang aflyse og vil så holde den lige efter jul - og lige efter jul, ja det blev så først d. 21. marts !

Det betød, at vi fik gjort rent stort set i hele hytten, selv om vi skulle være i gildesalen, men det var nu heller ikke af storhed - min kære mor, ja hun kan holde til mere end jeg kan, så hun kom og gav en hånd med, hvor er det altså skønt, at hun kan det og hvor er jeg altså heldig, at jeg har hende :)

For en gang skyld havde jeg besluttet, at jeg ikke vil lave en helt masse mad selv, så jeg lavede en aftale med min mor om, at hun lavede tunmousse, det er hun nemlig ekspert i og min søster, ja hun kan bage dejlige kager, hun bagte en amerikansk lagkage og Lone Landmands citronmåne  og datteren bagte så lige en brunsviger, som der kom lidt slik på, så børnene kunne mærke, at det altså var fødselsdag, vi holdt.
Så havde jeg købt sild og lavet  karrysalat og bestilt et pålægsfad fra Krastrupsøgaard gårdbutik og rugbrød fra Terndrup bageren.

Der blev dækket op i gildesalen
med forårsfarver 

Jeg havde hæklet lidt kyllinger og æg til pynt

Alt i sin skønneste orden, gemalen blev sendt afsted til slagteren efter pålægsfadet og til bageren efter rugbrød - heldigvis i meget god tid - for tror da pokker om ikke, han ringer hjem og siger, at slagteren altså ikke har nogen bestilling fra mig - 
øhhhh  hva' gør vi så lige, gæsterne kommer om 1½ time??? 

Mutter her fik slagteren i røret, og han fik at vide, der var bestilt til 22 personer og det var gjort for mere end en måned siden, at gemalen bare kunne vente de 30-40 minutter, han skulle bruge og så ordnede han da lige det - ja han var på vej ud af døren til en begravelse, gad nok vide, om han mon nåede den - vi fik fin pålæg og manglede ikke noget, servicen var helt i orden og vil bestemt ikke afholde mig fra at bestille der igen en anden gang. 

Vi havde en dejlig dag - vi fik fine ting og sager - selv om vi havde nu fået fødselsdagsgaver begge to - de kaldte det værtindegaver, jeg havde dog gaven fra mine søstre og deres familier til gode og det var slet ikke så ringe endda - det var bl.a.

Hæklebøger, 
som jeg har ønsket mig

En anden dag får jeg nok taget et billed af nogle af de andre fine ting, vi fik - en del var til udendørs brug og de er sat ud og der er bare så hundekoldt, så jeg vil ikke ud og tage billeder i dag - ja man skulle jo tro, der var vinter på vej - men det er forhåbentlig foråret, der står for døren. 

Nu er jeg da i alle tilfælde kommet op i omdrejninger, fundet ind til den positive trædemølle og jeg håber det holder ved, at der snart er rigtig forår og den træning jeg går til hos fysioterapeuten kan hjælpe til, at jeg kan komme ud og lave noget i haven i år - det er ikke lysten der mangler og det hjælper på fysikken at træne.

Hækle ja det vil jeg sørme også så gerne og de bøger, jeg har fået her - de giver da lyst til at prøve mere og mere - men jeg kan jo ikke sidde på min flade hele dagen, så noget andet skal jeg også lave :)







torsdag den 5. marts 2015

Pas på når stressen banker på

I aftes så vi et program i TV om mennesker, der var syge af stress - åhh hvor jeg følte med dem og ind imellem pressede tårerne sig på - jeg har selv været der, så jeg ved, hvor svært det er.
Minderne kom væltende frem - der er mange mange ting fra den periode i mit liv, som jeg ikke husker, men der er sørme også ting, som jeg gør og som ikke var særlig rare. Jeg var syg fra september 2003 og først på fuldtidsarbejde igen i august 2004.

Man kan sige, at jeg var heldigere stillet end de to personer, vi så i aftes, for jeg havde ikke mere hjemmeboende børn, da jeg blev ramt. Jeg var måske heller ikke helt så afhængig af at skulle tjene min løn, som de var, men jeg var på det tidspunkt helt sikker på, at jeg bestemt ikke kunne klare mig uden mit arbejde - men jeg kan i dag sige, at jeg kan klare mig med meget mindre, end jeg dengang tjente og jeg er fuldt ud lige så glad for mit liv - men i samme åndedrag vil jeg også sige, at jeg vil ikke have undværet det arbejde, som blev grunden til jeg blev alvorlig ramt af stress.

I bagklogskabens lys kan jeg selv se, hvor det gik galt, jeg kan også se, at det gik galt længe længe før jeg selv erkendte, at det var galt.
Min erkendelse kom i forbindelse med at jeg dengang også så et program i TV om en, der var ramt af stress, jeg glemmer det aldrig - i hendes forælling så jeg pludselig mig selv, og det der ramte mig var, at hun var så slemt ramt, at hun ikke selv kunne finde ud af, at trække i tøj, for hun vidste ikke, hvor hun skulle ende og begynde - da tænkte jeg, at det skulle jeg ikke udsætte mine nærmeste for, men til trods for det, ventede jeg i 3 uger med at gå til læge, for han havde ferie, og jeg følte ikke, jeg kunne tale med andre end min egen læge om det.

Mit sygdoms forløb 
Jeg startede ud med en deltids-sygemelding og kom til psykolog. Min pligtopfyldenhed var for stor, så jeg kunne ikke slippe, når jeg var på arbejdet, så jeg blev ret hurtig fuldtids sygemeldt og det var jeg i 5-6 mdr, og startede så op på deltid igen - jeg fik mig også arbejdet op til fuldtid igen.
Jeg var raskmeldt, men jeg havde desværre nogle kollegaer, som ikke var særlig søde, og jeg fik ikke sagt fra i tide, og en dag kunne jeg bare ikke komme ud af døren herhjemme og så var det slut - jeg kom til psykologen igen, som kort og godt sagde, at jeg aldrig aldrig mere skulle ind på den arbejdsplads igen, for så vil jeg blive så syg, at jeg ikke vil komme over det.
Det var så hårdt, for jeg elskede det arbejde, men jeg havde trods alt mit liv og min familie for kært til at risikere at gå helt ned med flaget, så jeg valgte selv at forlade jobbet.

Sådan her forløb min vej ud af stressen igen
Jeg tror, at jeg havde været ualmindelig heldig at finde en psykolog, som jeg bare fra første øjeblik havde fuld tillid til, og som vidste rigtig meget om at være ramt af stress, og det må siges at være held, for hun var ny i vores område og min læge vidste ikke andet om hende, end det hun havde præsenteret sig selv med, men hvor lærte hun mig meget.

Min mand var guld værd, hold da op han stod model til meget, min familie og venner bakkede op og udviste en forståelse, som gjorde, at jeg til de fleste tider kunne deltage, når der f.eks. var en fødselsdag.

Men jeg kunne ikke handle, jeg formåede at gå i Brugsen med en seddel med tre ting på og kom hjem med de to - jeg kunne ikke læse en avis, jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde læst i første linie, når jeg nåede midten af 2. linie - jeg husker, at vi var til en fødselsdagsfest, da jeg var langt henne i forløbet, og jeg kunne ikke synge med på en sang, for jeg kunne simpelthen ikke nå at få teksten ind.
Jeg glemte ord, navne og alverdens ting - og det er godt nok svært at acceptere, når man har været vant til at kunne danne sig et overordenet overblik og lynhurtigt lægge om, hvis noget ikke hang sammen.
På et tidspunkt synes jeg, at jeg var frisk nok til at vi kunne have familien til middag, men jeg var ikke færdig med sovsen, da de begyndte at komme ind af døren, sådan en situation havde aldrig tidligere slået mig ud, jeg er typen, der altid er i sidste øjeblik, ofte har jeg stået under bruseren, når gæsterne kom, men jeg kunne slet ikke kapere, at blive forstyrret i sovsen og det endte med, at min mor måtte overtage og jeg måtte sætte mig lidt, for at få samling på mig selv igen.
Hele tiden i forløbet skulle jeg have en plan for, hvad jeg skulle lave og ikke lave, for på de gode dage, så troede jeg jo lige, at jeg igen kunne klare det hele, men det gav bare bagslag, hvis jeg gik igang med for meget.

Min terapi bestod i høj grad i at gøre ting for mig selv, noget jeg gerne vil og ikke noget, jeg skulle gøre for andre eller for andres skyld. Kort sagt at lære mig selv at kende igen.
Jeg anede ikke, hvad jeg selv gerne vil, jeg havde glemt alt om, hvad jeg synes var skønt at lave - en dag foreslog psykologen, at jeg gav mig til at male et bord eller noget med en stor flade, som jeg ikke behøvede at tænke til - jeg har aldrig malet og kom heller ikke til det.
I stedet pløjede min mand vores daværende hønsegård op, vi brugte den ikke mere og så gik jeg igang med hakkejern og rive, for at få jorden gjort klar til havebrug.
Min datter har senere sagt at det var jo fuldstændig tåbeligt, men det var jo terapi for mig og det var det - jeg kunne gå derud tidligt på dagen og først komme ind igen til aften - jeg glemte alt omkring mig, jeg behøvede ikke at tænke, jeg samlede bare ukrudt og alt det ragelse, som var i jorden op (de tidligere beboere havde brugt hønsegården som lodseplads).
Stille og roligt begyndte alle de brikker, der var røget af hylderne inde i min hjerne at finde deres plads igen (det var psykologens beskrivelse af det, der sker inde i hovedet).

Jeg fik det bedre - jeg følte, jeg blev rask, jeg var på et uddannelsesforløb og i job i et år, og det klarede jeg fint.

Så kom depressionen
Jeg blev arbejdsløs, jeg kunne ikke klare at være i dagpengesystemet, jeg vil leve op til alle de krav, de stillede, og det blev mere og mere uoverskueligt for mig, når man søger mange jobs hver uge, kommer der også mange afslag hver uge og til sidst fik jeg en depression - da forstod jeg, hvorfor min læge, den gang jeg havde stress, undersøgte mig for en depression, for der er mange fælles træk, men der er nu også en forskel.
Jeg var sygemeldt i et år ja hele 2011, men kom igennem det, igen med hjæp af psykologen.
Jeg var kort tilbage i dagpengesystemet, men så tog min mand og jeg i fællesskab en beslutning om, at jeg meldte mig ud af arbejdsmarkedet - det er en meget stor beslutning at tage, den har været rigtig god for mig, men det er ikke noget, jeg taler for, at andre skal gøre.

I dag har jeg et godt liv
Jeg er ikke det, jeg var engang - da kunne jeg tage nogle hurtige beslutninger, planlægge og omlægge i en fart, hvis det gik galt - jeg kunne arbejde mange timer og have det overordnede overblik - sådan er det ikke mere, jeg har nogle mén, hvis jeg får for meget om ørerne glemmer jeg ord og bliver forvirret, jeg når ikke meget på en dag, men jeg er ikke syg, jeg vil efter al sandsynlighed kunne klare et job, hvis der var et til mig - jeg vil nok have bedst af, at det var deltids - hvis altså det var sådan, det skulle være - det er det ikke, jeg er HJEMMEGÅENDE - en beskrivelse, jeg bestemt ikke var vild med i starten, men den har jeg vænnet mig til og lever godt med den :)

Ordet stress bruges i flæng, ja jeg gør det også selv, men efter jeg selv var alvorlig syg af stress, så kan jeg blive virkelig irriteret, når jeg hører folk sige at de er stresset, fordi de nu lige skal nå lidt mere end ellers på en dag eller en uge - det kan jeg ikke tillade mig, for selvfølgelig føler man sig stresset i situationen, og lader man den stress blive der konstant, ja så kan man altså ende med at blive alvorlig syg af det.

Stop op i tide - 
husk at mærke dig selv
  husk det er dig, der ved,
 hvad der er godt for dig
gør det, der er godt for dig
 - for husker du det, 
så kan du også bedre klare,
 når der er stress på. 


søndag den 1. marts 2015

To gange på en uge ....

er jeg kørt til Vejle og er drejet af ved afkørsel 60 mod Billund - men jeg har altså ikke været i Billund :)

Første gang drejede jeg mod øst og besøgte min veninde Hanne - vi havde en rigtig hyggelig dag sammen, vi ses desværre ikke så ofte - man smutter jo ikke bare lige forbi til en kop hygge-kaffe, når der er 160 km. Når vi så er sammen, ja så smutter tiden bare lynhurtigt - vi har fælles interesser, der lige skal vendes og vi skal have en snak om børn og børnebørn og hele verdens situationen skal jo også gerne lige vendes.

Igår drejede vi så mod vest, da vi var drejet af ved ved afkørsel 60.
Vi skulle til fætter/kusine komsammen hos den ældste fætter på min fædrene side.

Familien er ikke så stor, min far havde kun en bror, som desværre døde for mange år siden og min far er heller ikke mere, men min tante og min mor bevarer kontakten.
Vi fætre og kusiner, ja de er 4 søskende og vi er 3, har inden for de sidste par år mødtes til vores mødres 75 års fødselsdage , og vi to ældste (ja jeg er den ældste af hele flokken) var det vist nok, der blev enige om, at vi måtte ses igen.
Jeg påtog mig at få gang i det, men for pokker nogen gange kommer alt muligt jo væltende oven i hinanden, så det trak ud, men heldigvis så tog ældste fætter over, og vi fik fundet en dato og han inviterede.

Vi havde bare en rigtig hyggelig dag hos ham og hende, han bor sammen med.
De havde lavet dejlig mad til os og jeg skal da love for, at vi har et fælles gen, nemlig snakketøjet, for det holdt da ingen pause :)
De bor langt ude på landet med marker lige op til haven - noget så skønt, ja det gør vi jo også selv, så det er jo lige efter vores smag ;)
Her hvor vi bor, er det toget, der drøner gennem landskabet, heldigvis ikke alt for tæt på vores matrikel, der hvor de bor er det flyvemaskiner, der kommer lige henover matriklen - jeg var imponeret over, hvor lidt vi hørte de fly.
Fætrene og kusinen bor alle nede omkring ved Give og vi tre søskende heroppe i Himmerland, og det har vi altid gjort, så der har aldrig været en daglig kontakt - så det er en dejlig oplevelse, når man så mødes med lang tids mellemrum og snakken bare går og man kan hygge sig sammen.

Min mor har ryddet op i sine gamle billeder, og for nylig kom hun med bl.a de her til mig
Det er min fars morfar og mormor
og altså det fælles ophav til os,
der var sammen igår :)