Søg i denne blog

søndag den 2. juni 2013

"Hønsehuset" er sommerklar

Så blev der juni, og i følge kalenderen er der sommer, så vi gjorde "Hønsehuset" sommerklar igår

Der kommer mere farve på dernede, når blomsterne springer mere ud og dugen skiftes ud med en farvestrålende voksdug.
Vi har en del pelargonier i år, som gemalen selv har lavet, der er en enkelt blomst i dem nu, men der skal gerne komme mange flere i.

Billederne på væggen er en ide, jeg hentede på Betty's blog - da jeg så hendes fine broderede billeder på altanen, blev jeg mindet om, at jeg også havde sådan nogen, som min farmor broderede til mig for rigtig mange år siden, og de kunne da pynte i vores "hønsehus", i stedet for at ligge i en kasse til ingen verdens nytte. På loftet fandt jeg også det par gamle malerier, som bestemt har set deres bedste dage, så de kan såmænd ikke tage stort mere skade af at hænge i "hønsehuset" - så de er også kommet op dernede.
Stolene skal have nye hynder, nu må vi se, hvad jeg finder på og tid til - jeg kunne godt tænke mig selv at lave nogen, men det er så meget, jeg gerne vil lave lige nu, så det bliver et tidsspørgsmål.

Dejligt vejr var det igår, og i dag er der så ikke det bedste vejr til at sidde dernede, men forhåbentlig bliver det en dejlig sommer, hvor vi kan opholde os i "hønsehuset"  rigtig mange dage.

Citrontræet har overlevet sin første vinter i "orangeriet"
Så det er også kommet ud i frisk luft - 
Det skyder rigtig godt og 
står nu med en del blomster og dufter helt fantastisk.

Årets første agurker er høstet i dag
Det er skoleagurker og den lille er en snack-agurk

Vi har flest skoleagurker, fordi jeg bedst kan li' konsistensen på dem, de er ligesom mere faste i det end salatagurken, men vi har også en enkelt salatagurk, ligesom vi har en, der hedder en mini-agurk.

Det er en herlig tid, vi går i møde - tomaterne begynder så småt at blomstre og det skyder op i køkkenhaven, så det kan ikke vare længe inden der bliver andet at høste end agurker :)