Søg i denne blog

onsdag den 3. oktober 2018

Intromøde i motionscentret, fiskeret og ægge-pandekage

Så blev der onsdag - jeg har faktisk glædet mig, kan jeg mærke - og nu har jeg været der - til intromøde i motionscentret 😊

Det var for mig en positiv oplevelse - utrolig rart menneske, vi fik en god snak om mine intentioner og han var god til at fortælle, hvad der vil være godt for mig, og jeg oplevede ham som lydhør og uden bedrevidenhed overfor mine egne fordomme/sære ideer😏
Selverkendelse er ind imellem en go' ting 😖

Jeg har ikke trænet i dag, jeg tog en tur på motionscyklen, inden jeg gik hjem igen, men i næste uge får jeg lagt et program og så går det løs 😙

Det er faktisk en meget underlig følelse, at dovne mig pludselig bliver motiveret for at komme igang med træning - det er godt nok længe siden, jeg har været det.
Det er nu nok fordi GLAD-træningen har afhjulpet meget af mit besvær med slidgigten, at jeg får mere mod på at bevæge mig -tænk sig, jeg gik op og ned af trappen til 2. sal forleden, da jeg var i Hæklegruppe, jeg husker ikke, hvornår jeg har kunne det sidst 😊
Og selvfølgelig er det også fordi jeg mærker, at min krop kan meget mere, end sidste år ved denne tid, hvor der var mindst 20 kg mere end nu 😇
Nå ikke mere snak om motion nu - jeg skal jo lige igang inden jeg kan berette om ømme muskler og inden jeg kan begynde at fortælle om, hvor langt jeg nu kan gå/cykle og hvor meget jeg kan løfte og hvad ved jeg 😂

Fisk - sejfilet 
Mandag er fiskemands-dag her i byen og i mandags huskede jeg det og kom ned og købte lyssej filet.
Jeg gik på nettet og søgte inspiration og endte op med at kombinere to retter
Ovnstegt sej med rodfrugtesalsa
Jeg stegte fisken som i denne opskrift - jeg glemte desværre lige at få den hevet ud af ovnen, så fisken blev lige tør nok, men det smagte nu godt alligevel 😋
Og denne her brugte jeg til tilbehør  Sursød kinesisk sauce med sprøde grøntsager
Jeg kom altså ikke fisken i saucen, for den havde jeg jo stegt i ovnen, jeg kom heller ikke de friske tomater i, jeg synes bare ikke de passede ind med resten - og så fik vi perlespelt til.
Gemalen er ikke vild med fisk, men han spiser den, og han kunne godt li' saucen og det kunne jeg bestemt også 😋

Igår fik jeg lige trang til noget andet end brød til morgenmad - og der var faktisk blevet lidt op af formiddagen inden jeg spiste morgenmad - så jeg lavede mig en "ægge-pandekage"

Ægge-pandekage
2 æg pisket sammen med 1 lille spsk 10% græsk yoghurt og så på en lille pande, der var penslet med olie (så bruger man i alle tilfælde ikke for meget).
Den fik fuld skrald på varmen og æggemassen blev ret hurtig pæn brun og fast, så den lige kunne vendes rundt, så slukkede jeg for pladen og lod panden stå, mens jeg skar grøntsager i stykker og vupti, så var der noget, der mest lignede en pandekage - en god og godt mættende morgenmad 😊

Hækling
Jeg hækler stadig - men for tiden noget, der ikke skal vises frem, før det er givet væk 😉


Og nu er min pause lige forbi
jeg skal hente et par børnebørn i fritteren 
få givet dem noget eftermiddagsmad 
førend de skal ekspederes videre, 
den ene til springgymnastik 
og den anden til leg med grandfætteren 😀