Søg i denne blog

mandag den 15. oktober 2018

Lørdag bød på et par af livets skønne oplevelser

Der røg den uge - en god en af slagsen 😊
Der var lidt af hvert i kalenderen, men den var ikke overfyldt - så hvis noget blev lidt presset, ja så var det min egen skyld/svage side - nemlig at jeg gerne venter til sidste øjeblik med mange ting😏

Uventet besøg af to søde damer 
Jeg havde en rigtig sjov og dejlig oplevelse i lørdags 😍
Vi skulle til fest om aftenen, så gemalen tog eftermiddagslur og jeg slappede lige af med hækletøjet, da der kører en ukendt bil ind i gården - jeg tænker, det er nogen, der er kørt forkert, for jeg kan se, de kigger sig søgende omkring - men de bliver holdende og jeg kan se, de snakker noget om sagerne og peger rundt på vores bygninger, så jeg tænker, jeg hellere må gå ud og høre, om jeg kan være behjælpelig med noget 😏

Med det samme jeg kommer ud af døren, bliver vinduet rullet ned og en dame stikker hovedet ud og undskylder meget, hvis de forstyrrede, men de tænkte, at der nok ikke skete noget ved lige at køre ned i gården og kigge, for det var deres barndomshjem 😊

Det var to søde damer i 70'erne, og jeg spurgte, om de var Jespersens døtre og det blev bekræftet og fulgt af spørgsmålet, om det var os, der havde købt det af ham - og ja, det er det 😀

Jeg inviterede dem ind, og det vil de da godt nok gerne, men de vil jo ikke forstyrre - det gjorde de heller ikke, for for engang skyld var jeg i god tid og havde fint tid - der var lidt rod herinde, men ikke slemt, for vi havde jo heldigvis fået flyttet lidt støv osv., da vi havde gode venner til eftermiddagskaffe om fredagen 😁

Det var så god en oplevelse at vise dem, hvordan vi havde indrettet os, at få en snak om, hvordan det hele var - ja jeg fik da selv lige et tilbageblik i vores liv her, hvor vi har boet siden 1985 - og de fortalte om, hvordan de huskede ting helt tilbage fra deres barndom.
Vi fik en snak om hr og fru Jespersen, hvordan det havde været for dem at komme herfra - de flyttede ind i et forholdsvis nyt hus inde i byen, og dem de havde købt af, havde købt vores hus inde i byen, så det var en nøje tilrettelagt flyttedag, vi havde i sin tid, for vi skulle jo alle ud og ind på engang 😀

Damerne fortalte, at de havde været meget bekymret for hvordan deres far vil have det med at komme herfra, men det viste sig, at det var deres mor, der fik det svært med at flytte til byen.
Faderen døde nogle få år efter, de flyttede ind i byen, og moderen var død for 3 år siden, så nu er det, når de skal på kirkegården, de kører forbi og mindes deres tid her på gården - som altså har været vores i langt over 30 år, men som vi stadig oplever folk sige, når vi fortæller, hvor vi bor "nå er det Jespersens ejendom" - gad vide, hvornår den i folkemunde bliver vores 😉

Vi elsker vores liv her og vi snakker da også nogen gange om, hvad vi vil stille op den dag, vi ikke længere kan være her - for vi kan ikke forestille os, hvordan det vil være at flytte ind i byen igen - men den tid den sorg, det er heldigvis ikke aktuelt at bruge tid på endnu.

65-års fødselsdag - dejlig fest på Aars hotel 
Vi var inviteret til 65-års fødselsdag, en skæringsdag i livet - her bliver man jo pensionist (endnu)😊
Dejlig fest, værten havde arrangeret.
Jeg må nok sige, at Aars hotel er et dejligt sted, der var hyggeligt, pænt og rent og så serverede de bare rigtig god mad og vin - ja jeg fik da husket et billede af min forret, men det var også det foto, det blev til - så gik der bare fest i den og jeg havde ikke tid at tænke på billeder - sådan er det, når man har det rigtig hyggelig og sjovt 😉
Jeg gik til fiskene og salaten
men der var også andebryst og skinke 
og masser af lækkert brød

Alt maden var buffet - først 4 forskellige forretter - så var der hovedret, som bød på 3 slags kød, med lækker grønt, en kartoffel, to slags salater, dressinger, en rødvinssauce og nok noget mere, jeg har glemt.
Desserten var også buffet og der var simpelthen lidt for enhver - men jeg holdt mig fra den, for jeg kunne ikke spise mere 😏
Og så var der dans og kaffe og natmad - det var en rigtig god aften - tak til Lotte for den 😊

Indkøbstur på rekord tid
I anledningen af festen skulle jeg have noget nyt tøj, for der er ikke så meget at vælge imellem i skabet nu.
Jeg var ude at købe ny vinterfrakke forrige søndag, hvor der var 25% rabat på overtøj i butikken og der faldt jeg over en tunika lige da jeg trådte indad døren, den måtte jeg bare ha' 😍
Problemet var, at de bukser, der var vist dertil, var udsolgt i min størrelse, de var grønne, men de havde dem i sort - det endte med, at jeg tog de sorte med hjem og så vil ekspedienten forsøge, om hun kunne opdrive et par grønne - og det gjorde hun - så hun fik lige en lang række 🌟🌟🌟🌟🌟

Nå men bukserne kom først til butikken i onsdag eftermiddag, men skidt jeg skulle nok nå at få dem lagt op 😊
Jeg havde lige nogle andre ting, jeg også skulle ordne i Storcentret, så jeg drog af fredag formiddag, med begrænset tid til rådighed, men jeg kan altså være effektiv 😇
Jeg kørte hjemmefra kl. 9.40 - til Nørresundby, hvor jeg hentede mine bukser, fik købt strømper og en undertrøje - derfra til Garnudsalget i Gug, hvor jeg skulle to steder, for at få det garn, jeg skulle have der, ikke noget med at gå og kigge her, nej det var bare at finde det, jeg skulle have og så videre med mig - jeg kom omkring en Lidl, ind og parkere og ind i butikken og lynhurtig igennem, jeg skulle selvfølgelig helt ned i enden, for at få cremefraiche og som gemalen så sagde da jeg kom hjem "hvorfor købte du så ikke mælk" 😳
Det var nu nok fordi jeg skulle skynde mig videre - ind i Stof&Stil efter nogle småting, som heldigvis var lige indenfor døren - ud igen og i Plantorama efter et gavekort til lørdagens fødselar - og så hjem igen, hvor jeg landede kl.12.40 😊

Og så var der tid til en hyggelig eftermiddag med gode venner 😍

Igår var jeg i biografklub med min mor, søster og datter - vi så The Wife - det var for mig en god film, som man efterfølgende kan tænke lidt over.

Vi skal huske at nyde livet, 
at leve det mens vi kan, 
at skabe de dejlige minder,
som vi kan dele med andre
og glædes over, 
når vi tænker tilbage
på årene der er gået 💗