Søg i denne blog

mandag den 15. juli 2013

Hvornår er det nu, jeg holder fri !!!

Der var lige noget, der slog mig - jeg kigger på min blog og ser, at det er flere dage siden, jeg har skrevet på den og jeg får ikke læst alle de blogge, som jeg gerne vil - så kommer jeg til at tænke på en kommentar, jeg fik i dag "du har jo fri hver dag" - ikke sagt i nogen ond mening, men som en sjov bemærkning.

Ja, for pokker da, jeg er hjemmegående og har al den tid jeg vil ha' til rådighed - eller har jeg?

Jo, jeg er priviligeret, jeg skal ikke ud af døren om morgenen og kommer ikke farende hjem sidst på dagen, det nyder jeg i fulde drag - sommetider i for store drag, når jeg gør det, der lige falder for.
Det giver nemlig bagslag, for der er stadig ting, der skal gøres, ting som jeg ikke synes er særlig sjovt, så som rengøring.

Når man har et job at passe, så er der forståelse for, at man ikke altid lige får støvet fjernet - men er man hjemmegående, er der så forståelse! - jeg ved det ikke, der er ikke nogen, der siger noget - men jeg mangler den i alle tilfælde selv - synes det er pinligt, hvis der kommer nogen og ser det.

Når nu støvet så ikke er kommet af vejen, hvordan pokker kan jeg så finde på at sige "der er søndag, jeg laver ikke noget i dag" - det er ikke noget, jeg plejer at sige, men det valgte jeg altså at gøre i dag - og hvorfor så det?

Jo, fordi jeg den sidste uges tid har tænkt en del over det med at få gjort tingene, at jeg jo bare kan gøre det, når jeg vil uanset hvilken ugedag, det nu lige er og hvilket tidspunkt af døgnet et er, så når lysten ikke lige driver værket, så kan jeg da altid lige finde noget sjovere at tage mig til ;)

Det har en slagside, for det betyder også, at jeg aldrig holder helt fri, der er altid noget, der rumsterer i baghovedet, noget, jeg burde gøre i stedet for at sidde på min dertil indrettede.

Derfor besluttede jeg forleden dag, at der skal være forskel på ugens dage - når gemalen har fri, så holder jeg også fri for "pligt-opgaverne" - selvfølgelig skal vi da have mad de dage, men der skal ikke gøres rent og vaskes tøj.

Disse tanker betød, at jeg sagde, at jeg holdt fri i dag og nogen mente, at det kunne jeg gøre alle de dage, jeg vil.

Fridagen blev ikke helt som tænkt. Vi havde tænkt at køre en tur, men det blev ikke til noget, for igen igen er gemalen løbet ind i en ordentlig forkølelse med ondt i halsen - det gjorde han også lige da vi skulle på ferie, men fridagen blev alligevel god :)

Jeg brugte den til at handle, bage et par lagkagebunde, plukke lidt jordbær til at komme i lagkagen, reparere Lauras nederdel (det største arbejde var nu at få fundet symaskinen frem og finde noget sytråd, der passede i farven), have sønnike, svigerdatter og Laura til eftermiddagskaffe - datteren, Nana og Emil var også lige omkring for en kort bemærkning, lave aftensmad - svinemørbrad fyldt med pesto og soltørrede tomater, nye kartofler og "mormor salat".

Åhh ja, det lyder også som praktisk arbejde, men det var helt frivilligt og ganske behageligt - lige som når jeg gik på arbejde og havde lyst til bage en kage og have gæster i weekenden, hvor jeg havde fri :)

Der er forskel på kan, skal og burde gøre