Søg i denne blog

onsdag den 16. oktober 2013

Lidt andet end malerarbejde og indkøb

Dejligt solskinsvejr, der blev i dag - det kunne da få mig udendørs lidt.

Jeg ser selvfølgelig dagligt udover køkkenhaven, men det er så nemt at "glemme", hvad man ser, når der er nok andet at tænke på.
Der er stadig meget at tænke på og der forestår et større oprydnings-  og rengøringsarbejde herinde, inden der bliver d. 1. november, men i dag da jeg kom til at se godt på de her par højbede med

bredbladet persille
og
kruspersille

så blev jeg godt nok nødt til at gå ombord - det var for godt at lade gå til, hvis der kommer frost.

Det er helt utroligt, så meget og så flot det er, for min mor har plukket en gang, så vi har fået i fryseren, men vi skal nok få det afsat.

Jeg har også gang i et andet projekt -
Butternut squash

Billedet er taget gennem et vindue og der er også refleks på, men bedre end ingenting.

Sidste vinter købte jeg et par butternut squash, det var første gang, jeg stødte på dem, men jeg havde hørt, at det var rigtig gode.
Det synes jeg også, de var, så jeg tog kernerne fra og plantede dem - først i potter i "orangeriet" og siden ud i køkkenhaven. 
Jeg synes godt nok, det varede længe, inden der kom blomst i planterne og endnu længere tid, inden der viste sig frugter deri. 
De der squash, der kom - de havde en helt anden farve end dem jeg havde købt - de var gul/grønne - de købte var beige/lyse brune i skalen.  Der var ikke voldsom mange af dem, så jeg var heller ikke meget for at begynde og skære i en - men så er det jo godt, at man kan google - og der stod, at de var sene modne, men kan dyrkes her i landet, de skal bare eftermodne i 30 gr. i 14 dage.
Nu er jeg så heldig, at vi har et fyrrum, hvor der altså er meget varmt inde - så der har de ligget en uges tid nu og farven begynder at ligne den, de købte squash havde :)
Det bliver spændende at se, hvordan de ser ud inden i, når det bliver tiden at bruge dem.

Når nu jeg var kommet ud, ja så kunne jeg ikke lade være med lige at gøre et eller andet med nogle af mine 

pyntegræskar
som jeg bare havde til at ligge i en dynge
og fine blanke kastanier
som Nana og hendes mor samlede for nogle dage siden.