Søg i denne blog

torsdag den 29. januar 2015

Karklude - hæklet eller strikket

Som jeg skrev i sidste indlæg, så må der gang i noget andet ind imellem firkanterne og det er der da også kommet.

Jeg har fået slået 414 lm op til et sjal og har fået hæklet de første 4 rk - det er meget tyndt garn og meget anderledes at holde ved end garnet til firkanterne, så jeg måtte lige kigge en ekstra gang på garnet til firkanterne, da jeg fik fat i det, for jeg var da lige ved at tro, det var det forkerte, men den var god nok, det var bare fordi jeg lige havde haft fat i det meget tynde garn :)

Så kom jeg til at se på bloggen Halager, at hun havde hæklet karklude i forskellige mønstre, og det måtte da prøves - så jeg hæklede en limegrøn i halvstangmasker i V-mønster.

 Det var hurtigt at hækle, jeg lavede den i aftes, mens jeg så TV - man skal bare sørge for at slå lm ret løst op, først 3. gang blev jeg tilfreds - jeg fandt en hæklenål et nummer større til at slå op på.
Jeg har hæklet i bomuld 8/4, slået op på nål nr. 4 og hæklet videre med nål 3,5.  Jeg lavede 60 lm og brugte 1 ngl garn. Jeg har kogt karkluden og den er nu 24cm på begge leder.

Det bliver nu en anden, der får lov at afprøve karkluden, men er den god nok i brug, så vil der blive produceret flere af slagsen, for det er noget hurtigere end at strikke dem i patentstrikning - men jeg er nu godt nok glad for min stabel af patentstrikkede karklude -

Det er vist de første 3, jeg lavede til mig selv

Jeg tror, jeg har 15 og de første er et par år gamle og der er hul i et par stykker nu - men de har sørme holdt godt.
Så de hæklede har noget at leve op til.