Søg i denne blog

lørdag den 24. november 2018

33 år på "Bakken"

Lige her - her hvor vi bor, det er bare vores sted 💚



Igår var det 33 år siden, vi flyttede ind 😊
Det er slet ikke til at forstå, der er gået så mange år, men det er det jo, vores børn var 5 og 7 år, da vi flyttede herud - nu er de voksne og der er kommet børnebørn og en svigerdatter til 💞

Vi har godt nok haft mange oplevelser her - heldigvis flest gode, men nogen af vores indfald har da været bedre end andre  - der var jo et med nogle kaniner - der ikke lige gik som forventet😙
Ja det var mig, der var ude i at vil avle angorakaniner eller rette gøre noget i ulden fra dem - men det var da et helt forkert tidspunkt, jeg hoppede på den galej, første gang vi leverede uld, da fik stort set intet for det, for der var kommet en masse uld på markedet fra nogle sydamerikanske lande - så de mange kaniner, der fyldte vores stald, de blev spist eller røg på slagteriet 😕

Men så havde vi får, det gik rigtig godt, de er bare dejlige dyr og der er ikke noget så skønt som når der var tid for lam, ja selv den olme vædder var jo skøn.
Fårene havde vi en rimelig fortjeneste på da de blev solgt, fordi gemalen havde fået lyst til at fede tyrekalve op til slagtning.

Tyrekalvene blev hittet for gemalen, men hold da op, han knoklede også helt vildt meget i de år, vi havde dem - han passede sit job ved posten, og han passede også selv markerne, og så skulle de her mange, og der var altså tale om mange, tyrekalve fodres og mugges ud ved og det foregik på gammeldags maner med trillebør og greb - og de skulle jo først købes og hentes hjem - de fleste blev købt på auktionen, men nogen blev også købt direkte hos en landmand - og så skulle de jo gerne sælges til slagteriet på rette tidspunkt, så vi fik mest mulig for dem.

I mange år havde vi også høns - vi spiste gerne deres æg, og jeg husker godt nogens måben, da vi kom til at fortælle, at vi ikke havde kogt suppe på hønsene, da de endte deres dage 😏
På et tidspunkt fik vi også nogen gæs - dem fik naboen, da de skulle slagtes og så fik vi selv en rengjort retur 😊

Og så har vi jo haft hunde, da vi flyttede herud havde vi også vores gamle gadekryds med, Trille hed den, den lignede grangivelig en bomuldshund - vi fik den da jeg boede til leje hos min farmor i 1975 og den blev 16 år gammel, det var en dejlig hund.
Og så har vi haft 3 schæferhunde, Stella, Geika og Frida, de har alle tre været gode hunde, hver på sin måde.

Der har også været et eller andet antal katte her i tidens løb, den sidste fandt vi uden mor i 2003, det blev min kat. Den boede herinde i mange år, men flyttede så ud og boede i garagen de sidste år, og til sidst boede den i en kasse på trappen, den døde i maj i år.

Og ikke at forglemme, så havde vi "kong Oskar" - det var en ged, som sønnike kom hjem med, den blev installeret ovre ved hønsene og troede den bestemte det hele 😀

Det her lille landbrug har primært været gemalens projekt - men det har jo kun kunne lade sig gøre for ham, fordi jeg så var den primære på husholdningen, først da vores børn var konfirmeret, kom jeg på fuldtidsarbejde.
Det blev så til gengæld en tid, hvor de ikke så meget til mig på hjemmefronten - jeg arbejde rigtig mange timer og var ofte hjemmefra på kurser og møder med overnatninger, så da fik gemalen og børnene lov at tage deres andel af husholdningen herhjemme.

Jeg har i alle årene været meget priviligeret, fordi jeg har haft min mormor og min mor, som gerne gav en hånd med - i en del år kom min mormor en gang om ugen og gjorde rent for os og min mor har sandelig taget sin tørn i det her hus.

Vi var også så priviligeret at vi altid kunne få hjælp, hvis vi vil på ferie eller skulle noget, der krævede hjælp til fodring og pasning af dyr og hus - i mange år var det min far og mor, der tog tørnen, og da min far ikke kunne mere, så tog svogeren over - og vores børn har også påtaget sig opgaven, når der har været brug for det.

Vi har lavet om i stuehuset af flere omgange og da der ikke længere var dyr i stalden, fik gemalen den geniale ide at lave en gildesal derude, hold da op, hvor de knoklede derude, der skulle nemlig bankes betongulv op og lægges nyt.
Det har været store projekter, hvor gemalens oprindelig fag har været til stor gavn, han er uddannet snedker - dernæst har vi stort set alle typer håndværkere i familie og vennekreds og har fået rigtig meget hjælp, som vi har været meget taknemlige for - vi har virkelig været priviligeret.

Da gemalen i 2013 fik hjerteflimmer første gang, var han lige begyndt at gøre klar til at lave et soveværelse ude i et hjørne af gildesalen, og det kunne han så ikke lige klare at gøre mere ved, men da vi stod og skulle bruge det, da rykkede famile og venner lige ind en lørdag og vupti, da weekenden var ovre stod der det fineste rum klar til indflytning - hold da op, vi var bare så taknemlige.

Vi nyder virkelig vores liv her - vi har i perioder haft stor køkkenhave og i andre ingen køkkenhave.
Vi har forsøgt os med at lave have uden at få noget fantastisk ud af det, men nu har vi en overdækket terrasse i det gamle hønsehus, et godt hjemmebygget drivhus, et "orangeri" eller rettere et overvintrings-hus til citron- og oliventræer, og en stor græsplæne, der vist består af mere ukrudt end græs, men den er grøn 😎

Vi har det lige som vi selv vil ha' det og vi er så glade for, at vi tog springet og flyttede på landet i 1985 😍