Søg i denne blog

onsdag den 2. oktober 2013

Stilheden skyldes.....

Ja, der har været stille på min blog den sidste uges tid - gid det havde været fordi, vi havde travlt med at male osv. - det har vi også, men der gik koks i det hele.

Datteren havde lige valget mellem at komme til at arbejde om natten eller en fyreseddel - det var ikke forventet, så der måtte tænkes hurtigt - det gjorde vi i fællesskab - og hun takkede ja til natarbejde.
Det kan lade sig gøre, fordi vi snart kommer til at bo under samme tag - vi vil selvfølgelig også kunne komme et andet sted og passe børnene om natten, men det er nu engang nemmere, når vi alle bor i samme hus og kan sove i vores egen seng.
Vi tror faktisk, at det kan komme til at fungere godt, selv om hverdagene vil blive præget af

"når den ene kommer hjem, så er den anden lige gået"

Vi havde løst den situation og kunne indrette os efter det - men så blev gemalen syg.

Han havde skrantet i en uges tid eller to og troede, han havde lungebetændelse, men desværre var det værre - han måtte på sygehuset med hjerterytmeforstyrrelser.
Det har han tilsyneladende haft alt for længe, så der var vand på lungerne, pulsen galoperer, blodtrykket er for højt og forkammeret forstørret - hjertet flimrer.

Det er beroligende at få besked om, at det ikke er livstruende, jeg trækker vejret lettet - men kun til den næste informationer dukker op, så blomstrer bekymringen igen, så følelsesregistret  er på overarbejde.

Når den slags sygdom opstår, ja så står det hele stille et øjeblik, jeg bliver dybt bekymret - det tror jeg, de fleste pårørende gør, når det handler om hjertet - gemalen er typen, der tager det stille og roligt og ikke lige lader sig slå ud af kurs - sådan vil jeg muligvis også kunne klare det, hvis det var mig selv, det handlede om, men ikke når det er mine kæreste, der rammes.

Der er sat ind med medicinsk behandling, og når den har gjort sin virkning, skal han have stød, og så håber vi, at hjertet hopper tilbage i rette spor - men indtil da, må han ikke lave hårdt fysisk belastende arbejde.
Gemalen er en slider og har altid taget fat - så det bliver om ved det for ham og for mig, der er vant til, at han da lige kan ordne det ene og det andet - jeg er en ret forkælet kone.

Lige nu venter vi på, at medicinen gør sin virkning og så må vi ty til familie og venners hjælp  og dem har vi heldigvis ved hånden - så det går nok det hele.

De sidste måneder har for os været præget af

"Ingen ved, hvad dagen bringer, før den er ovre"

Vi har fundet løsninger og er kommet videre - vi har levet efter mottoet

"Alt løser sig"
" Når en dør lukkes - åbnes en ny"

Det gør vi også lige nu, men nu synes vi godt nok, at vi kan trænge til en periode, der præges af ro og kedsommelig hverdags rutiner.