Søg i denne blog

fredag den 31. januar 2014

Kransekage i store mængder



Det er tiden, hvor datteren skal overgå til natarbejde - godt nok er det stadig samme arbejdsplads, men det bliver jo nye kollegaer, hun kommer til at arbejde sammen med, så hun vil tage kage med for at sige pænt farvel til dagholdet.
En anden kollega skal på pension, så det skulle ikke være i dag (månedens sidste dag), så det blev i onsdags. Vi havde en del marcipan, som vi ikke fik brugt i jul,

så de fik kransekage

og det gjorde vi også :)

Det smagte rigtig godt, og det synes kollegaerne også - så datteren kom til at sige JA til at bage kransekage til receptionen, der skal være for den afgående kollega i dag -

Så i aftes var der kransekage
HER


og her

og her

og her

Ja, der var stort set kransekage i hele vores køkken, som jo ikke er af industri-størrelse :)
De skal først pyntes på arbejdspladsen i dag, derfor billeder uden glasur.

Ellers har det været en stille uge her - vi er alle ramt af snot, ikke noget vi er "sygemeldt" af, men tunge i hovederne og trætte - den lille Emil er værst ramt, han har svært ved at sove om natten, og har også måtte have en dag hjemme, han er astma-barn og derfor bliver han formodentlig hårdere ramt. 

Igår blev vores yngste - sønniken - 34 år - det er simpelthen ikke til at forstå, at det er så længe siden, at han kom til verden ved et kejsersnit - hele 4200 gr og 54 cm velskabt dreng kom til verden dengang, og den dreng er blevet til en stor og velskabt mand :)


Og vi kom til fødselsdag i går - vi har meget sne og der har været en del fygning de sidste dage, så lige for tiden tager vi først stilling til, om vi skal ud at køre, når vi er sikre på, at vi også kan komme hjem igen. 


mandag den 27. januar 2014

Når tiden bare smutter.....

Da jeg startede med at blogge, var det bl.a. for at holde mig selv fast i, at jeg får noget ud af tiden, at jeg gør noget - lige nu glemmer jeg, at fokusere på, hvad jeg egentlig laver i løbet af en dag, pludselig synes jeg ikke, der sker noget særligt - men sikker kan jeg ikke være, for jeg fokuserer jo ikke på det.
Det er næsten en uge siden, jeg har blogget sidst - en uge, der bare er strøget afsted, når jeg tænker tilbage, ja så er der da sket et og andet.

Vi har fået svigermors urne i jorden - en hundekold dag, hvor kirkegården var dækket af sne, men der var ryddet, så vi kunne komme ned til gravstedet, hvor svigerfar har ligget siden 2002.
Jeg synes, det er sådan en underlig fornemmelse, man står med, når den urne skal i jorden, for vi har jo været til bisættelsen og synes på det tidspunkt, at det var det, men så bliver der lige rusket op i følelserne endnu engang, når urnen kommer tilbage og skal i jorden - ikke på samme vis som ved bisættelsen, men alligevel har jeg en følelse af, at vi er gennem en begravelse to gange, når den afdøde har valgt at vil kremeres.
Nu er det ovre, og vores liv går videre, med minderne om svigermor gemt i vores hjerter.

Jeg har været i biografen og set One chance - filmen om Poul Pott, der vil være operasanger. En sød film, om en sød ung mand, der var heldig at finde kvinden i livet, der hjalp ham til at forfølge sin drøm.
Jeg er, som jeg vist tidligere har fortalt, i biografklub sammen med min søster, min mor og min datter - det er ganske hyggeligt og vi drikker gerne kaffe sammen bagefter.

Emil har været snottet og har haft en dag herhjemme hos mig.
Jeg har selv haft et par dage, hvor et eller andet var efter mig, jeg var bare rigtig svimmel og utilpas, men det forsvandt da heldigvis igen ret hurtigt.

Lørdag stod på børnepasning. Der var hundekoldt, så vi skulle være inde.
Gemalen lavede pandekager til os til middag, Emil sov en lang lang middagsøvn, mens Nana legede rigtig godt med sig selv. Hun er begyndt at lege "rigtig" med sine barbiedukker - så der bliver snakket, når de skal både det ene og det andet :)
Det gik så godt, men så blev hun lidt tam og til aften havde hun over 39 i feber, hun var lidt snottet ellers ikke noget.

Søndagen - den var ren afslapning for mit vedkommende - Nana var frisk igen og bagte fastelavnboller med blå glasur sammen med sin mor.

Jeg stod da forresten for aftensmaden, som var kylling i karry - Nana elsker det.
Igår var  det med gulerødder, forårsløg, æbler og ærter.
Jeg havde nogle små stykker kyllingfilet, som jeg brunede på panden, tog dem af, kom karry på og så gulerødder og løg i og lidt hvidløg, lod det lige svitse et øjeblik og kom så kyllingfileten i igen, gav det lidt salt og tilsatte en dåse kokosmælk, og så stod det og småsimrede ca. 10 min., så kom æbleternene i og kogte med ca. 5 min. og så kom de frosne ærter deri. Vi fik også majs, men dem serverede jeg ved siden af, for min mave har det ikke så godt med majs.
Vi fik pasta til.

Og så var der håndbold - sikke dog de franskmænd kunne, der kunne vores landsmænd ikke følge med, de har da ellers gjort det godt og kæmpede da deres sag igår - men det er da også rigtig rigtig flot at få sølv.

Nå ja - så var der jo også lige Arvingerne, der skulle ses - det er da en fantastisk serie - de skuespillere er bare så gode i deres roller.

For det ikke skal være løgn, så nappede datteren og mig også lige Klassefesten, som blev vist på en eller anden kanal - vi har set den før, men vi fik os alligevel nogle gode grin.

Nu er der så blevet mandag og en ny uge er igang - det er snevejret også, der er ikke kommet så meget her, men det fyger rundt, så det ligner en hel snestorm.
Hvis ellers ikke vejret lukker os inde, så skal jeg starte på noget motion i dag.

Jo jo - der er nok at se til for en hjemmegående - hvis jeg skulle kede mig, så er det da selvforskyldt :)

tirsdag den 21. januar 2014

Hæklet vest i striber, med lommer og boblekant

Der sker ikke så meget i den her tid, men til gengæld er der mere tid til at hækle, så jeg er blevet færdig med vesten til Laura, som nu er 7 år.

Den er hæklet efter et gratis mønster fra Alt om håndarbejde,
jeg har lige været inde og kigge på deres side, 
men kan ikke finde mønstret nu,
jeg har bare printet det ud engang i efteråret.
Jeg har brugt str. 6 år i vidde og 8 år i højde
 - jeg har brugt Pima bomuld 8/2 og nål nr. 3.


Hun har prøvet den, og synes, den er fin, hun vil bare gerne have en knappe i - så der skal lige findes en, der passer til farverne :)

Jeg er igang med en til Nana på 3½ år - den bliver lidt anderledes i striberne, den hækles af resterne og Nana mener, at hun gerne vil have lilla, så det bliver den primære farve i hendes :)


søndag den 19. januar 2014

Så kom vinteren, masser af sne har vi fået og vi gik glip af en tøse-fødselsdag

Allerede fredag morgen var der kommet noget sjap og trafikken kørte helt elendigt om morgenen - datteren plejer at bruge max 50 min. på at nå til sit job, men i fredags tog det 2 timer og 1 kvarter - men det er jo ikke noget nyt, at trafikken "går i sort", når den første sne kommer.

Lørdag morgen var der kommet meget mere sne - øv for pokker, datteren og mig skulle sammen med resten af familiens kvinder til tøse-fødselsdag hos en niece.
Men gemalen kunne da få ryddet vejen og børnebørnene blev kørt til svigerinden og svogeren for at blive passet - og vejen derop var da rimelig farbar, så vi kunne da sagtens komme afsted - troede vi.
Kort efter blev der ringet, en svogeren var ude at køre på den strækning, hvor vi skulle og det så bestemt ikke godt ud - han synes ikke, vi skulle sætte liv og lemmer på spil, for at komme derud, men vi bestemte jo selv.
Gemalen var på det tidspunkt kørt efter svigerdatteren, så vi ringede til ham og han var enig med svogeren, så vi valgte at blive hjemme.

Hold nu op en tam følelse - der står man i det pæne tøj og er klar til en masse hyggelig snak og lækkert mad og ja, hvad skal man skal man så ta' sig til !
Børnene var jo kommet afsted - så det blev oprydning og rengøring og et stykke opvarmet pizza :(

Nå men Nana havde fået lovning på en Mac Donald tur til aften, så det endte med, at vi mødtes der, fik noget at spise og fik børnene med hjem - de havde helt sikkert haft en fantastisk dag med slæde og snemand - de var trætte og blev puttet, og vi fik set håndboldkampen og det var så den lørdag.

I dag har vi holdt os herhjemme - gemalen har ryddet vejen, datteren har været ude og lege med børnene - jeg har nusset rundt - syet navn på en ny frugtpose til Nana


Jeg har broderet navnet og nu skal stykket lige applikeres på.

Imens sov Emil, og Nana og hendes mor bagte hindbærsnitter
Nana synes, der skulle grøn glasur på
og det overlevede vi også :)
De er bagt efter Mette Blomsterberg's børnevenlige udgave.

Nu er der spist til aften - svinemørbrad fyldt med abrikos og ingefær og en med pesto og solmodne tomater, dertil kartoffelmos og grønne bønner. 
Børnene er puttet, datteren laver madpakker, gemalen ser nyheder  - jeg skriver og nyder lyset i haven  - lige udenfor vinduet.

Det var så en hyggelig søndag på "Bakken"

onsdag den 15. januar 2014

Stille og rolige dage i januar

Så er vi ved at være halvvejs gennem januar - den måned, jeg synes plejer at være den længste hele året, den er indtil nu bare fløjet afsted.

De sidste dage har været stille og rolige, jeg har fundet symaskinen frem, der skulle lægges bukser op og repareres en bluse til svigerdatteren og sættes et strammere elastik i en nederdel til Laura.
Det er gjort og symaskinen har fået lov at stå fremme, for nu har jeg tænkt mig at få syet de nye sofapuder, jeg har truet til det sidste par år :)

Jeg hækler og er snart færdig med vesten til Laura, spændende hvad hun siger til den, når den er færdig :)

Der er ved at indfinde sig en hverdag igen - det er godt nok længe siden, jeg har haft en fornemmelse af at have tid, så det er en dejlig fornemmelse, men også en udfordring til at få noget ud af tiden og ikke bare lade den gå - det er jo fristende på denne årstid at gemme sig i lænestolen, trykke på fjerbetjeningen og surfe rundt og finde et program, der er værd at se på, måske en film der så lige æder et par timer - uha da da det gør jeg da, men når så hæklenålen bruges samtidig, så føles det ikke helt så syndig  sådan midt på dagen at sidde foran flimmerkassen :D

Vintergækkernes grønne spidser titter op af jorden, solsorten hopper rundt mellem bladene på jorden, gråspurvene sidder oppe i træerne og synger lystigt - juleroserne eller er det mon påskeklokker, jeg har, de blomstrer lidt og der sidder masser af små spidser i jordbunden, der venter på at komme frem. Musvågen er i år flyttet over på naboens mark, hvor den holder udkig, mon ikke den får sig en mus i ny og næ - katten gør, den afleverer jævn tit en mus på trappen i løbet af natten - jo der er gang i naturen, selv i den grå januar måned  og det er det altså også her på bloggen, selv om der også soves vintersøvn ind imellem :)


lørdag den 11. januar 2014

Bisættelse, sommerferie og hækle -

- det er en stor del af min tid gået med, og jeg når ikke, det jeg havde tænkt, så som at læse "Slankekurs".

Vi har været til svigermors bisættelse.
Det var en stille, rolig og pæn afsked og hun blev båret ud af kirken til tonerne af "Jeg ved en lærkerede" - det var den sang, hun kendte lige til det sidste.

Der var kaffe efter bisættelsen - engang synes jeg bestemt ikke om at gå til sammenkomst efter bisættelsen, men begynder at synes, det er en fin måde at få hilst på familie, venner og bekendte efter et dødsfald.
Svigermor var en gammel dame, så vennekredsen er væk, og en stor del af hendes søskende og deres ægtefælder er væk, men der er søskende og søskendebørn tilbage, nogen man ikke ses så ofte med, og det er fint lige at få en kop kaffe og en snak med dem, der kommer sådan en dag, inden vejene skilles igen.

Vi sluttede dagen sammen med gemalen's søskende hos svigerinden og svogeren, hvor de af vores børn, der ville og kunne, var inviteret med til pizza.

Laura, barnebarnet der er 7 år, var med til bisættelsen. Hun gik meget op i, hvad præsten lavede og synes nu, at det havde været sjovere end at være i skole. Så det har vist været en passende bisættelse at lade være hendes første.
Hendes dag blev dog sluttet med tårer, for hun satte hånden på en varm brændeovn og fik vabler - det gjorde ondt, men smerten var væk dagen efter, da hun vågnede og der var "kun" et par vabler, så hun slap nådigt fra det.

Jeg har fået gang i hæklenålen, jeg er ved at hækle en vest til Laura - der er kulør på :)

Spændende, om hun kan li' den, når den bliver færdig,
der skal lommer med en blomst på.

Der er jo længe til sommer, men det er tiden, at der skal bestilles ferie - i både den ene og anden forstand.
Gemalen skal bestille sommerferie på jobbet og der skal tages stilling til, hvor vi vil hen i den ferie.
Det går der meget tid med lige nu - tidspunktet for ferie er der afsendt ønske til arbejdsgiveren om, om det så lader sig gøre, må tiden vise.
Vi ved også godt noget om, hvor vi skal hen på ferie.
Gemalen runder i år, men vil ikke holde fest, han vil rejse med børn, svigerdatter og børnebørn. 
Vi skal alle sammen til Østrig, så børnebørnene og svigerdatteren kan se, hvor vi holdt ferie en stor del af vores børns barndom.
Vi vil også gerne på ferie med gemalen's søstre og svogre - det er så lige med, om gemalen kan få så mange uger fri - vi kan ikke gøre det hele på engang, for vi skal have enten svogeren eller datteren til at bo herhjemme, mens vi er væk, vi har jo en stor hund, der skal passes, mens den passer på matrikelen. 
Så lige nu googles der div. ferie muligheder i henholdsvis Østrig og Italien, mens der ventes på besked om ferie-tildeling på arbejdspladsen. 

Det er et vådt og gråt vejr, vi har - det ser betydelig bedre ud med hvidt sne, men det er nu meget mere besværligt - så jeg vil vist med glæde tage disse grå dage :)



mandag den 6. januar 2014

Julen er ryddet væk - nu skal der læses Slankekurs

Så er julepynten næsten ryddet væk, jeg mangler lige juletræet, som står i gildesalen - slikskålen og kagedåserne er tømt og der er ved at være normal tilstand i køleskabet.
Lyskæderne udenfor får lov at hænge en tid endnu, der er jo ret mørkt her ude på landet, så det er dejligt med lidt ekstra lys i den lange januar.

I morgen begynder hverdagen så småt, der er arbejdsdag igen for datteren, institutions tid for børnebørnene og gemalen skal starte i "praktik" på sit arbejde 3 timer de dage, hvor han ikke skal til genoptræning på hospitalet.

"Familiesammenføringen" er vist ved at være på plads nu og der skal ikke forberedes jul og hvad ved jeg - så der bliver forhåbentlig tid til lidt andet.

Jeg har købt bogen Slankekurs af Per Brændgaard - det jeg har læst om hans ide med slankekurs går vist godt i spænd med de tanker, jeg har gjort mig om slankekur eller retter ikke slankekur det sidste års - nu bliver det så spændende og se, om det holder og om jeg kan bruge hans ideer til noget.

Jeg har ikke skrevet så meget om vægttab eller mangel på samme i lang tid, men det forholder sig sådan, at jeg på et tidspunkt tænkte, at nu var nok nok - hver gang jeg gik igang med at vil tabe mig, så skete der næsten det stik modsatte, så jeg besluttede, at jeg ikke vil være på slankekur/livsstilsændring længere - jeg vil spise det jeg havde lyst til i rimelige mængder!

Og hvad skete der så - jo der skete det, at min vægt for første gang i mange år har holdt sig på det samme i mange måneder, jeg fik et afslappet forhold til badevægten, behøvede ikke stå på den, hver morgen og nytårsdag vejede jeg 4 kg. mindre end jeg gjorde for et år siden.

Jeg har drømt om helt andre resultater, men jeg kunne ikke blive ved med at hive mig selv op til det, der skete simpelthen for lidt - de kloge hoveder vil helt sikkert ikke tro, at jeg ikke tabte mig, hvis de så mine kostnotater - jo jeg kunne tabe mig, men for mig var det var for lidt, med den indsats jeg gjorde.

Det blev efterhånden sådan, at når jeg faldt i, så tænkte jeg "skidt, jeg starter igen i morgen og det skal vare rigtig længe, inden jeg skal spise det her igen, så jeg tager lige lidt mere"
Da jeg så valgte "lad stå til" - ja så havde jeg ikke behov for lige at tage lidt mere, for jeg kunne jo bare spise det igen i morgen, hvis jeg havde lyst - jeg fik et helt andet forhold til mad - det var ikke længere noget dejligt, som var forbudt - det var noget dejligt, jeg spiste efter behov og  fordi jeg kunne li' det.

Jeg har faktisk gået gennem december måned uden at tage på, ja jeg tabte mig endda, og der er er spist både fede og søde sager, men lige hen over nytår røg der et kilo på igen - da kom jeg til at sidde ret stille på min dertil indrettede, fordi jeg fik et hold i ryggen.
Så mit aktivitetsniveau har altså en stor betydning :)

Alt i alt, så har jeg fået fornyet håb om at komme ned i vægt, det er muligt, at det kommer til at tage rigtig lang tid, lige nu sætter jeg ikke mål inden for en begrænset tid men ser, hvad der sker - dermed ikke være sagt, at jeg bare lader stå til - en stor del af grunden til, at der blev stilstand i vægten skyldes, at jeg trods alt har fået nogle gode kostvaner kørt ind i tidens løb.


fredag den 3. januar 2014

Et nyt år er begyndt og et langt liv fik sin afslutning

Vi kom stille og roligt ind i det nye år her i huset - vi fik dejlig mad og hyggede med min mor, datteren og Emil og Nana.

Nytårsdag er altid en dovne-dag her i huset, hvor vi sover længe, tuller rundt, spiser rester og laver ingenting.

Igår skulle hverdagen så småt begynde igen, men det blev en meget anderledes dag.

Min svigermor har været dement i en del år og tilbragt de sidste 6-7 år på plejehjemmets demens-afdeling.
Der har ikke været særlig meget kontakt med hende det sidste par år og hun kunne mindre og mindre, men hun holdt ved livet.
Igår fik hendes liv så ende - på en meget fredfyldt måde, hun holdt lige så stille og roligt op med at trække vejret - hendes børn var omkring hende og plejepersonalet tog sig pænt af hende.
Min svigermor blev 94 år og vi er ikke i tvivl om, at hun har haft et godt liv.
Hun vil blive mindet med glæde af os alle.

Der er mange ting, der skal ordnes, når en af de nærmeste dør.
Jeg tror, at vi fik næsten alt på plads i løbet af dagen igår - de 4 søskende var jo samlet, så de kunne tage stilling i fællesskab - alt flaskede sig, bedemanden kom hurtigt, præsten kom og snakkede, bisættelsen blev planlagt, der blev sagt lejemål op - lægen kom og skrev dødsattest og vi fik svigermor sunget ud og kørt i kappellet.

Uanset hvordan og hvoledes den sidste tid har været og hvor gammel et menneske er blevet, så tror jeg altid det vil være en vemodig dag, når der skal siges det sidste farvel - men kan en sådan dag være god, så var vores dag igår det.

Det var en lang dag, som vi sluttede af med at spise aftensmad sammen på Rold Kro, hvor vi fik wienerschnitzel og vi tror, alle aftaler er truffet, så vi kan få en fin bisættelse af svigermor, som faktisk ikke krævede så meget af livet, hun var for det meste glad, sagde tingene som de var, havde humor og var et meget gavmildt menneske, som har givet sine kære mange gode minder.