Søg i denne blog

tirsdag den 28. oktober 2014

Grønkål, citroner, lilla sovs og Kreative dage

Sikke da noget - teknikken har drillet, så jeg har ikke fået skrevet indlæg i mange dage.

Jeg havde ellers taget billeder af mad og forskelligt, men tror da så pokker om jeg kunne få dem overført fra min Iphone.
Jeg har også haft mange problemer med facebook, specielt på min Iphone, men også på computeren - bedst som jeg troede, det var i orden, så var den gal igen og i dag fandt jeg så ud af, at der simpelthen er en del af de kommentarer og likes, jeg har lavet på facebook via min Iphone, der er væk - og det var også det, der skete, når der skulle overføres billeder fra kamerullen til det program, jeg gemmer dem på - den skrev, den sikkerhedskopierede, men billederne forsvandt bare ud i luften - godt de stadig var på kamerarullen - men det er jo lige til at få knopper af den slags :(

Nå men jeg er her stadig :)

Lidt mad-snak 
I skal nu have billedet af vores flotte grønkål
Der er godt nok mange i år
og der har ikke været
larver i dem
Nu om dage kan man jo bruge grønkål til mange ting - i min barndom tror jeg kun de blev brugt til grønkålsuppe og grønlangkål :)
Den dag jeg tog billedet, da fik vi en grønkålsalat med æbler og pinjekerner og en mormordressing.
I mormordressingen kom citronsaften fra en af mine egne citroner - det er faktisk den første citron, jeg har kunne bruge fra mit citrontræ, dem der blev gule sidste år, de var helt tørre.

Farven er fin nu
saften smagte ikke af så meget,
men der var nok af den






















Lige nu er et hit her i huset "lilla sovs" :)

Den lilla sovs opstod en dag, hvor jeg skulle lave noget "vildt sauce" altså noget med ribssaft i og så havde jeg bare ikke noget og ej heller ribsgele, det nærmeste jeg kunne komme var ribena saft, så der kom lige en sjat i, inden der skulle kulør i, og da Nana så det, mente hun bestemt ikke, der skulle kulør i - og vi har nu prøvet "lilla sovs" et par gange - det går fint til en frikadelle eller en kotelet :)


Jeg har også været ude at farte rundt :)
Jeg har været til Kreative dage i Fredericia sammen med min gode veninde Hanne fra Vejle.
Det er vores tradition, at vi mødes der.
Vi var der fredag, kom ved 10.30 tiden og jeg tog hjem igen ca. 16.30.
Hold da nu op, der er mange ting at se og man kan hente rigtig mange gode ideer - jeg kan godt forstå, hvis folk, der bor noget tættere på end jeg gør, vælger at købe billetter til mere end en dag - der var mange sjove workshops igang rundt omkring, og vil man deltage i dem, ja så når man ikke rundt på en dag.
Jeg købte lidt garn - nogen af de faste læsere kan måske huske, at jeg for et par måneder siden viste et sjal, jeg havde hæklet til mig selv, jeg var så glad for det og havde det med til Tyrkiet, hvor det var til stor glæde om aftenen - men det kom ikke med hjem fra Tyrkiet, jeg glemte det på et toilet, og da jeg kom tilbage 20 min. senere, ja så var det væk - jeg håber godt nok at den, der har taget det, bliver glad for det!
Så nu må jeg igang igen, men denne gang bliver det en anden type garn og lidt andre farver.

Som det kan ses, så købte jeg også en hakkenål og en hakkebog for begyndere.
Jeg prøvede tunesisk hækling, som efter sigende skal være det samme som hakning, for et par år siden, da jeg var til Kreative dage - jeg synes, det var sjovt, men kom aldrig igang med det, men der var en del om det i Maries ideer nr. 3, som satte gang i lysten igen - så nu skal det altså prøves - ja når nu, der altså bliver tid, for der er så meget andet, jeg også gerne vil lave lige nu :)

Lige nu hækler jeg stadig elefanter, det har jeg efterhånden gjort et stykke tid, men jeg skal også lave to - og der er jo ikke længe til jul, så skal der laves lidt julepynt, så er det jo også tiden - og ejg har jo lidt garn fra Tyrkiet, som jeg gerne vil have gang i  - det er ikke ideer, der mangler, det er vist tid eller prioriteringen af tid, der skal til :)