Søg i denne blog

onsdag den 2. december 2015

Hæklet hjerte opskrift

I oktober måned lige før Kreative dage i Fredericia så jeg et fint hæklet hjerte uden på et Hendes Verden - det var hæklet i pufmasker og jeg tænkte, at det vist lige kunne passe i vinduerne i vores gildesal, så der blev indkøbt et nøgle rødt uldgarn på Kreative dage.
Men ak og ve - jeg har kun hæklet ganske få pufmasker og det her, ja det kunne jeg bestemt ikke få til at blive pænt, der blev store huller ved udtagelserne - så jeg måtte finde på noget andet.
Jeg kunne bare ikke finde noget mønster lige i den facon og størrelse, som jeg havde tænkt mig, så der var da kun en ting at gøre - nemlig at gå igang selv :)

Jeg tegnede et hjerte (jeg er absolut ikke god til tegning), som jeg synes, det skulle være og så startede jeg eller ud med at hækle - der blev hæklet, målt, trævlet op, hæklet, målt og skrevet ned, for jeg skulle jeg have et stykke nøjagtig lige sådan - og det endte da også med, at jeg fik lavet et hjerte, som jeg kunne tænke mig, det skulle være.
Det er ca 20x20 cm - dobbelt med et lag pladevat i.

Nu har jeg fået renskrevet opskriften og den er til fri afbenyttelse, hvis noget skulle få lyst.

Hæklet hjerte ca. 20x20 cm 
Jeg har brugt uldgarn - Sømand’s garn fra Gepard til hjertet og Thule fra Hjertegarn til kanten.
Hæklenål nr. 4,5

Start med 2 lm og hækl 2 fm i 1. lm. – fortsæt med fm.
Tag ud i første og sidste fm på de næste 4 rk. til 10 m
Hækl 1 rk med 1 fm i hver m.
Fortsæt nu udtagningen i første og sidste m på hver rk til der er 20m.
Nu tages der ud på hver anden rk i første og sidste m til der er 30m.
Hækl 4 rk med 1 fm i hver m.
Nu hækles buerne
Næste rk hækles 15 m.
Herefter hækles 2m sammen i start og slutning af hver 2. rk til der er 9 m.
Næste rk hækles 3 m sammen, 3 m, og igen 3 m sammen – nu er der 5m
Næste rk hækles 2 m sammen, 1 m og igen 2m sammen – nu er der 3 m og der lukkes af.
Der hækles en bue i den anden side på samme måde.
Der hækles 2 hjerter.

Hækl de 2 hjerter sammen med fm i samme farve, som der er brugt til hjerterne.
Nu laves der en muslingekant rundt om hjerter, jeg har brugt en råhvid farve.
Jeg startede ved spidsen af hjertet.
Hækl *3 stm i 1. m, spring 1 m over, 1 km i næste m, spring 1 m over* - dette gentages hele vejen rundt, men stop et lille stykke før du når spidsen igen, så du har et hul til at komme et stykke pladevat ind i hjertet – du kan klippe vattet til i hjertes facon eller fylde det, som du vil, hvis du vil have et mere fyldigt hjerte.

Hvis maskeantallet ikke passer til sidst, kan der sagtens tilpasses ved at undlade at springe over 1 m.

Der hækles en strop til ophæng, jeg har hæklet med lm ca 30 cm - det passer til mit vindue.