Søg i denne blog

onsdag den 15. januar 2014

Stille og rolige dage i januar

Så er vi ved at være halvvejs gennem januar - den måned, jeg synes plejer at være den længste hele året, den er indtil nu bare fløjet afsted.

De sidste dage har været stille og rolige, jeg har fundet symaskinen frem, der skulle lægges bukser op og repareres en bluse til svigerdatteren og sættes et strammere elastik i en nederdel til Laura.
Det er gjort og symaskinen har fået lov at stå fremme, for nu har jeg tænkt mig at få syet de nye sofapuder, jeg har truet til det sidste par år :)

Jeg hækler og er snart færdig med vesten til Laura, spændende hvad hun siger til den, når den er færdig :)

Der er ved at indfinde sig en hverdag igen - det er godt nok længe siden, jeg har haft en fornemmelse af at have tid, så det er en dejlig fornemmelse, men også en udfordring til at få noget ud af tiden og ikke bare lade den gå - det er jo fristende på denne årstid at gemme sig i lænestolen, trykke på fjerbetjeningen og surfe rundt og finde et program, der er værd at se på, måske en film der så lige æder et par timer - uha da da det gør jeg da, men når så hæklenålen bruges samtidig, så føles det ikke helt så syndig  sådan midt på dagen at sidde foran flimmerkassen :D

Vintergækkernes grønne spidser titter op af jorden, solsorten hopper rundt mellem bladene på jorden, gråspurvene sidder oppe i træerne og synger lystigt - juleroserne eller er det mon påskeklokker, jeg har, de blomstrer lidt og der sidder masser af små spidser i jordbunden, der venter på at komme frem. Musvågen er i år flyttet over på naboens mark, hvor den holder udkig, mon ikke den får sig en mus i ny og næ - katten gør, den afleverer jævn tit en mus på trappen i løbet af natten - jo der er gang i naturen, selv i den grå januar måned  og det er det altså også her på bloggen, selv om der også soves vintersøvn ind imellem :)