Søg i denne blog

fredag den 8. september 2017

Nye møbler

Ja jeg har vist så småt lovet, at I nok skulle komme til at høre  en del om vores møbel overvejelser, men det bliver nu begrænset, hvor meget der bliver at underholde om😊

Gemalen havde set, der var noget outlet møbelsalg i Hobro, så der kørte vi ned og pludselig tog møbelovervejelserne en ny drejning.

Jeg har været ude i noget med rød læder, måske cognacfarvet.

Eftersom vi ikke havde fundet noget, der bare lige var os, var jeg begyndt at tænke i en stofsofa i noget grønligt, hvilket jeg godt vidste vil kræve umanerlig store overtalelsesevner, da gemalen bestemt ikke er vild med grøn 😏

Nå men i den her outlet-butik, var der lige indenfor døren en ekstrem billig sofa, som vi begge sad godt i, og som gemalen kunne ligge på, men den var sørme i grå stof, og det var da just ikke noget, jeg havde overvejet, så vi gik bare videre ind i butikken.

Længere inde kom vi til to lænestole, slet ikke sådan nogen, som jeg havde tænkt, vi skulle have og dog, for jeg havde tænkt i et par lave stole, som ikke skulle være tungere, end vi kunne flytte rundt med dem, men alligevel sådan nogle bløde nogen, måske lidt reto-agtige.
De her, de havde lige størrelsen, som jeg havde tænkt, men var sådan en træ-tremme ting med en sort læderhynde i sæde og ryg - men det er jo altid godt med lidt nyt input, som kan få nye tanker i spil - og det gjorde de her par stole da godt nok lige.
Lige med et kunne jeg lige forestille mig det her par stole sammen med de to gamle sorte læderstole, som vi har og så den der grå stofsofa, vi lige havde set indenfor døren- og hold da op, det kunne gøres så billigt, at hvis det slet ikke var os, så kunne der blive råd til at skifte det igen - så os tilbage til sofaen, men men men træerne vokser jo altså ikke ind i himlen - sofaen var bare for lang til den væg, den skal stå op af 😕

Åhh der blev flyttet rundt og frem og tilbage inde i vores hoveder, men det vil ikke rigtig løse sig - så det endte med, at vi kørte igen, uden møbler, for vi turde ikke købe stole, før vi havde besluttet os for en sofa.

Jeg havde heldigvis en af de gode dage, så vi besluttede os for at køre hen til en nærliggende møbelbutik, når nu vi var ude at køre.
Der var mange sofaer, men der er sørme også mange sæde-dybder og højder og kvaliteter - og vi var næsten nået gennem hele butikken, da vi satte os i en sofa, hvor vi blev hængende - ja så længe, at der kom en sælger til.
Vi sad begge godt i sofaen, gemalen kunne ligge på den og den passede i målene til væggen, men farven var ikke lige os 😐

Sælgeren kunne helt sikkert se potentielle købere, så han fandt fluks stofprøver i massevis - og så skete der selvfølgelig det, at da jeg så stofprøver i adskillige grønne nuancer og en fantastisk skøn karryfarvet, så kunne gemalen straks se julelysene blive tændt i mine øjne 😍- men dem fik han da hurtig slukket igen, for han sagde meget bestemt  NEJ den bliver ikke grøn - jeg havde ikke engang nået at sige noget 😲

Nå ja, vi havde jo så også lige overvejet den der for lange grå stofsofa og den ide havde lagret sig inde i mit hoved - så måske det vil være en go' ide  - så jeg kapitulerede og gik med til en mørkegrå - og så gik vi til kassen, og vi forlod butikken med en kvittering på en grå 3-personers stofsofa.

Så os tilbage til outletbutikken, og der købte vi de to stole, vi havde set - der er lidt leveringstid på møblerne, men det er nu ok, så kan jeg jo gå og overveje, hvad der ellers skal ske i stuen, når der kommer nye møbler til - for der er jo rig mulighed for at sætte farver til det grå og sorte - og vi skal også have nogle små borde i stedet for vores store sofabord - og nå ja, jeg har da også lige luftet tankerne og nye lamper - så måske det alligevel når at blive mere underholdende - nu må vi se 😀


søndag den 3. september 2017

Hæklet kaktus med blomster

Jeg hæklede kaktusser til Nana og Emil, da de skulle flytte, dem kan du se HER

Selv om Laura ikke skal flytte nogen steder, så skulle hun da også have en kaktus til sit værelse - den er nu færdig og afleveret - og Laura var tilfreds med resultatet 😊
Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så har Laura selv fundet garnet frem fra mine gemmer og vi har fundet inspiration Her

Mit udgangspunkt var størrelsen på urtepotten - Laura vil gerne have den med mange kaktusser i forskellige størrelser - så jeg startede bare ud med en magisk ring, og tog så ud til 36 masker og hæklede en længde, jeg synes passede, så lavede jeg en lidt smallere og længere, og sådan fortsatte jeg, til jeg synes, det passede til potten.

Jorden har jeg også bare hæklet efter min egne tanker, det kan jo ikke ses og jeg fik ikke taget et billede af den, men jeg har lavet en stor næsten kugle, men mere aflang i det, så den passer ned i potten, og den er lavet så stor og proppet så hårdt med fyld, at den skal presses ned i potten, så den sidder fast.
Laura vil også have blomster på - de er lavet efter fri fantasi, men der er også opskrift på blomster i linket øverst på siden. 😊



lørdag den 2. september 2017

Familieudflugt, Thorupstrand, Hanstholm, Det gamle røgeri

Opdate 
Så er vi gået ind i efteråret - i dag skinner solen fra en skyfri himmel herfra morgenstunden af, det giver mig lidt mere energi, hvilket jeg bestemt ikke har meget af.
Jeg døjer stadig med det astma halløj, som jeg har pådraget mig, jeg får medicin, men det gør ikke just underværker, men det hjælper tilsyneladende noget (jeg kan jo ikke vide, hvordan det vil være, hvis jeg ikke tog det). Jeg har været til røntgen af lungerne og skal igen om en måneds tid og ellers er der lægekontrol på mig.
Det her halløj betyder, at jeg ikke foretager mig ret meget, men lidt sker der da for mig.

Ny kaffemaskine
Vi har sandelig været ude at investere i en ny kaffemaskine, ikke fordi den vi havde var gammel, men den kogte, så hele køkkenet dampede til og der manglede et par kopper vand, når kaffen var færdig, så det var godt nok svært at lave en ordentlig kop kaffe 😖
Vi havde en Melitta - og min mor har også haft sådan en, og har af samme årsag som os, skiftet den ud - nu kører vi med Moccamaster og indtil videre går det rigtig godt 😊

Familietur til Thorupstrand
Sidste lørdag havde vi besøg af familien fra Roskilde - vi havde for længe siden aftalt, at vi skulle køre en tur op til Thorup strand - så det blev en heldagsudflugt, da ikke mindst for sjællænderne, der kørte frem og tilbage på samme dag.

Cold Hawaii
Hvis du ikke kender Cold Hawaii, så er det et paradis for surfere på stranden ved Klitmøller.

Vi var rimelig heldige med vejret, hvis man kan sige det sådan, for vi startede ud med at køre op til Klitmøller, for at se Cold Hawaii - men der var bare ingen vind og ingen bølger, så der lå bare nogen og skvulpede rundt inde i vandkanten.

Hanstholm havn
Derfra kørte vi til Hanstholm havn, hvor vi kiggede på fiskekuttere og havnearbejde i det hele taget (lige noget for mændene i bilen) - ja de arbejder også lørdag over middag sådan et sted - så vi så, hvordan lastbilerne blev fyldt med fisk af en eller anden slags, det er helt utrolig at tænke sig, der kan være så meget på sådan en båd.
Nu var vi nået et godt stykke over middag og skulle have noget frokost - så vi fandt Det gamle røgeri, hvor vi havde set Brdr Price spise stjerneskud i et af deres egnsretter-programmer.
Der var mere end rigeligt, vi var nogen, der måtte kapitulere,
men godt var det :)
Østerild plantage
Godt fyldt op, satte vi næsen mod Thorup strand, men undervejs kom vi forbi Østerild, hvor der er et område med nogle store vindmøller, som vi måtte et smut ind omkring


Det er et testcenter, der ligger der midt i skoven tæt på havet - der er bygget den bygning, der kan ses på det ene af billederne, et imponerende byggeri, det var vist ikke helt færdig endnu.

Thorup strand
Derfra gik det så op til Thorup Strand, hvor vi var ualmindelig heldige at ramme et tidspunkt, hvor der kom en fiskekutter ind, der skulle trækkes op på stranden.
Vi ventede ca 20 min på at den skulle komme, og mændene snakkede lidt med de folk, som skulle hjælpe kutteren ind - der er godt nok ikke noget at sige til, at fisk er en dyr spise, når vi hørte, hvor mange, der var beskæftiget for at få en ladning fisk ind.



Jeg har en lille video af resten af optrækningen, men den kan jeg desværre ikke få lov at ligge ind her.
Lige da kutteren var kommet ind på land, begyndte det at dryppe, så vi fandt bilen og kørte videre i regnvejr.

Vi var også inde omkring Svinkløv for at se "det ikke eksisterende badehotel" - det er godt nok mærkeligt, og meget ærgerligt, at det er væk - men det bliver jo så spændende at se, hvad der kommer op at stå igen.

Herfra gik turen så hjem over Aalborg.

Hvad ligger der mon derinde på marken
Undervejs stødte vi på det her syn
Der var en vældig snak i bilen om, hvad det var, der lå derinde på marken - det er også meget svært at se på billedet, men det var en mejetærsker, der var væltet - puha da, det har da bestemt været en ubehagelig oplevelse, for den der sad deri.
Undervejs på vores lange tur, så vi rigtig rigtig mange landmænd, der høstede, men vi så godt nok også mange steder, hvor de kørte udenom, fordi der var for blødt at køre.

Dagen sluttede for vores vedkommende herhjemme, hvor vi fik en kop kaffe, inden sjællænderne igen satte sig i bilerne og kørte hjemad.

Sådan en tur gik lige an for mig, fordi jeg selv kunne bestemme, hvor langt jeg vil gå, når vi steg ud af bilen, og vi sad jo rigtig meget i bilen hele dagen - og så oplevede jeg også, at min inhalator gør gavn, når jeg kommer i åndenød. - men det var nu rigtig rart at komme hjemmefra.

Fætter Guf, 
som bare kan noget med sine hænder og et stykke træ,
kom med fine nye glasbrikker til mig 
Dem i kassen er lavet, da han var en stor dreng,
nu bliver han 25 år, og mener ikke,
han kan være bekendt, at jeg har de gamle
med synlige søm og skruer til at stå :)