Søg i denne blog

lørdag den 2. september 2017

Familieudflugt, Thorupstrand, Hanstholm, Det gamle røgeri

Opdate 
Så er vi gået ind i efteråret - i dag skinner solen fra en skyfri himmel herfra morgenstunden af, det giver mig lidt mere energi, hvilket jeg bestemt ikke har meget af.
Jeg døjer stadig med det astma halløj, som jeg har pådraget mig, jeg får medicin, men det gør ikke just underværker, men det hjælper tilsyneladende noget (jeg kan jo ikke vide, hvordan det vil være, hvis jeg ikke tog det). Jeg har været til røntgen af lungerne og skal igen om en måneds tid og ellers er der lægekontrol på mig.
Det her halløj betyder, at jeg ikke foretager mig ret meget, men lidt sker der da for mig.

Ny kaffemaskine
Vi har sandelig været ude at investere i en ny kaffemaskine, ikke fordi den vi havde var gammel, men den kogte, så hele køkkenet dampede til og der manglede et par kopper vand, når kaffen var færdig, så det var godt nok svært at lave en ordentlig kop kaffe 😖
Vi havde en Melitta - og min mor har også haft sådan en, og har af samme årsag som os, skiftet den ud - nu kører vi med Moccamaster og indtil videre går det rigtig godt 😊

Familietur til Thorupstrand
Sidste lørdag havde vi besøg af familien fra Roskilde - vi havde for længe siden aftalt, at vi skulle køre en tur op til Thorup strand - så det blev en heldagsudflugt, da ikke mindst for sjællænderne, der kørte frem og tilbage på samme dag.

Cold Hawaii
Hvis du ikke kender Cold Hawaii, så er det et paradis for surfere på stranden ved Klitmøller.

Vi var rimelig heldige med vejret, hvis man kan sige det sådan, for vi startede ud med at køre op til Klitmøller, for at se Cold Hawaii - men der var bare ingen vind og ingen bølger, så der lå bare nogen og skvulpede rundt inde i vandkanten.

Hanstholm havn
Derfra kørte vi til Hanstholm havn, hvor vi kiggede på fiskekuttere og havnearbejde i det hele taget (lige noget for mændene i bilen) - ja de arbejder også lørdag over middag sådan et sted - så vi så, hvordan lastbilerne blev fyldt med fisk af en eller anden slags, det er helt utrolig at tænke sig, der kan være så meget på sådan en båd.
Nu var vi nået et godt stykke over middag og skulle have noget frokost - så vi fandt Det gamle røgeri, hvor vi havde set Brdr Price spise stjerneskud i et af deres egnsretter-programmer.
Der var mere end rigeligt, vi var nogen, der måtte kapitulere,
men godt var det :)
Østerild plantage
Godt fyldt op, satte vi næsen mod Thorup strand, men undervejs kom vi forbi Østerild, hvor der er et område med nogle store vindmøller, som vi måtte et smut ind omkring


Det er et testcenter, der ligger der midt i skoven tæt på havet - der er bygget den bygning, der kan ses på det ene af billederne, et imponerende byggeri, det var vist ikke helt færdig endnu.

Thorup strand
Derfra gik det så op til Thorup Strand, hvor vi var ualmindelig heldige at ramme et tidspunkt, hvor der kom en fiskekutter ind, der skulle trækkes op på stranden.
Vi ventede ca 20 min på at den skulle komme, og mændene snakkede lidt med de folk, som skulle hjælpe kutteren ind - der er godt nok ikke noget at sige til, at fisk er en dyr spise, når vi hørte, hvor mange, der var beskæftiget for at få en ladning fisk ind.



Jeg har en lille video af resten af optrækningen, men den kan jeg desværre ikke få lov at ligge ind her.
Lige da kutteren var kommet ind på land, begyndte det at dryppe, så vi fandt bilen og kørte videre i regnvejr.

Vi var også inde omkring Svinkløv for at se "det ikke eksisterende badehotel" - det er godt nok mærkeligt, og meget ærgerligt, at det er væk - men det bliver jo så spændende at se, hvad der kommer op at stå igen.

Herfra gik turen så hjem over Aalborg.

Hvad ligger der mon derinde på marken
Undervejs stødte vi på det her syn
Der var en vældig snak i bilen om, hvad det var, der lå derinde på marken - det er også meget svært at se på billedet, men det var en mejetærsker, der var væltet - puha da, det har da bestemt været en ubehagelig oplevelse, for den der sad deri.
Undervejs på vores lange tur, så vi rigtig rigtig mange landmænd, der høstede, men vi så godt nok også mange steder, hvor de kørte udenom, fordi der var for blødt at køre.

Dagen sluttede for vores vedkommende herhjemme, hvor vi fik en kop kaffe, inden sjællænderne igen satte sig i bilerne og kørte hjemad.

Sådan en tur gik lige an for mig, fordi jeg selv kunne bestemme, hvor langt jeg vil gå, når vi steg ud af bilen, og vi sad jo rigtig meget i bilen hele dagen - og så oplevede jeg også, at min inhalator gør gavn, når jeg kommer i åndenød. - men det var nu rigtig rart at komme hjemmefra.

Fætter Guf, 
som bare kan noget med sine hænder og et stykke træ,
kom med fine nye glasbrikker til mig 
Dem i kassen er lavet, da han var en stor dreng,
nu bliver han 25 år, og mener ikke,
han kan være bekendt, at jeg har de gamle
med synlige søm og skruer til at stå :)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar