Søg i denne blog

torsdag den 19. februar 2015

At lade ting gå i arv

Min mormor døde lige før jul - så vi blev en generation mindre i vores familie.
Hun var på plejehjem, så der var i forvejen ryddet meget ud i hendes ting, men hun havde selvfølgelig stadig noget, der kunne gå i arv.
Min mor, en søster og to nevøer er arvinger. De tog hver især det, de gerne vil, hendes møbler blev doneret til plejehjemmets opholdsstuen og resten kom til en genbrugsbutik - men mine søstre og mig fik også lov at tage det, vi gerne vil have, af det der var tilbage, og vores børn fik hver især et minde om deres oldemor.
Det var vidt forskelligt, hvad det var, min datter arvede nogle glas-karameller, som vi selv har haft med hjem til min mormor, når vi har været på ferie, min søn arvede hendes Bornholmer ur.
Jeg har bl.a. fået en skål, som jeg selv har foræret min mormor og så er der faldet lidt andre småting af, hovedsagen var, at vi fik et minde, som vi gerne vil have hver især.

Det jeg vil vise jer er, at min mor har været ved at rydde op og hun har givet mig den her

Den findes kun i det ene eksemplar, 
for min mor har selv malet den. 

Det er den slags, der ikke er en dyt værd for andre, men guld for mig :)
Tænk engang, min mor malede et helt kaffestel, nu er der vist kun kaffekanden tilbage, og den skal da stå på den lille kommode, som jeg også har arvet fra min mor, det var den, hun fik med, da hun tog hjemmefra i tidernes morgen :) 

Vi rydder ud og smider ting væk eller afleverer dem til genbrug, har de ikke en værdi i kroner og ører, gemmer vi som regel ikke på det  - siger jeg, nogen (mine børn) vil nok påstå, at jeg ikke er god til det og at jeg gemmer en masse gammelt ragelse, - noget af det er gammel, men ragelse vil jeg bestemt ikke kalde det, godt nok er det ikke noget værd i kroner og ører, men det har en betydning for mig og hvem ved måske får det det også en dag for dem, der skal arve os :) 

Jeg har aldrig drømt om at skulle arve min mors kaffekande, men hold da op, hvor er jeg glad for den.