Søg i denne blog

onsdag den 3. april 2013

Havesnak - nye planter indkøbt i Lidl

Der går meget havesnak i den for tiden - solen skinner og himmelen er blå, så hvad venter vi på :)
Jo, vi venter på lidt mere varme og at den sidste sne skal forlade vores have.

Men vi gør forberedelser til havearbejde - igår var vi i Lidl og de havde planter - jeg plejer ellers at købe planter i havecentre eller på planteskolen, men vi kunne ikke lade være at prøve med nogle billige udgaver.


Der blev indkøbt 2 stk. lilla clematis, 2 solbærbuske, en stikkelsbær og en blåbærbusk.

Vi har ikke haft solbær i mange år og har snakket om, at vi vil have nogen igen. Det kommer vist  til at tage et par år før de her giver bær, så måske jeg alligevel må ud og købe en busk, der er noget længere fremme i vækst ;)

Stikkelsbærbusken var en pludselig indskydelse, lige da jeg så billedet på indpakningen kom jeg til at tænke på min farmors stikkelsbær -  hun havde nogle grønne og så en busk med røde stikkelsbær, og de røde måtte vi spise af - den mulighed skal mine børnebørn da også ha'.

Blåbærbusken, ja det er ikke sikkert, at det er den rigtige, men blåbær er det - vi har nemlig 3 buske, eller rettere havde, for den ene er gået til - de 3 buske skulle give bær i 3 på hinanden følgeden måneder og jeg husker selvfølgelig ikke, hvad det er for en, der er gået ud!

Jeg har overvejelser om, at blåbærbuskene skal flyttes, for jeg har læst, at de helst skal stå i læ og de står lige ud til de åbne marker - ja, jeg har faktisk tanker om at lave et "bær-bed" inde i haven og ikke ude i køkkenhaven - men tanken er endnu ikke helt på plads.

Clematiserne skal plantes ved "hønsehuset", hvor der er 2 jernrør, der bærer taget - gemalen var ikke helt vild med tanken, for han mener ikke, der kan gro noget lige der, og jeg er nødt til at have ham med på den, for det er ham, der skal grave hullerne til dem - men når nu planterne ikke kostede så meget, så blev vi enige om at prøve :)

Mon ikke I kender det med at pludselig skyder der noget op af jorden, som man ikke ved, hvad er - igår fik jeg øje på de her

De står i en kumme foran køkkenvinduet - jeg kan ikke huske, at der har været plantet løg deri, jo nogle vibeæg, men det ligner det bestemt ikke - tænker, om det kan være sådanne små juletulipaner - ja, det bliver da spændende at se, hvad de udvikler sig til :)