Søg i denne blog

tirsdag den 4. september 2018

Æblehøst, fyldt peberfrugt og lige ud af grusvejen

"I går høstede sønnike alle sine æbler -og hold da nu op,det var da imponerende, hvad hans lille æbletræ kunne levere -" 

Ja det begyndte jeg at skrive i lørdags, men Rom blev ikke bygget på en dag, og mine computerproblemer blev heller ikke alle sammen overstået sådan lige i et hug - men nu er det så onsdag og nu virker, "skidtet" igen af ganske uransalige årsager, så det bliver spændende om det fortsætter, men det skal det og ellers har jeg heldigvis købt mig til ekspert-hjælp 😏

Her er så høsten fra sønnikes lille æbletræ, 
så der skal skrælles og fryses i den kommende tid

Flotte er langt største delen af dem
og jeg tænker også, at de kan spises rå
Kage kan de også bruges til
og man kan også bage kage af æblerne, 
selv om man er på slankekur 😉
Denne bagte jeg i går til Nørkleklubben, som jeg deltager i - den var de glade for, og jo jeg smagte også selv - og jeg er glad for, at jeg undlod en tredjedel af den mængde sukker, der stod i opskriften.

Vi har mange peberfrugter i drivhuset og langt om længe er de blevet røde - så den anden dag lavede jeg 
fyldte peberfrugter
Fyldet i peberfrugten er lige som til kødsauce, bare med mindre væde - det er hakket oksekød tilsat et stort løg og 1 stort fed hvidløg, en dåse (ja det er jo kartoner nu) hakket tomater og et lille bæger hytteost og krydret med paprika, salt og peber. 
Peberfrugten skæres igennem på langs, lægges på en bageplade med bagepapir og fyldes med kødsaucen og så drysses der med lidt parmesan, hvis man er til det - i ovnen på ca 200 gr i en halv times tid.
Jeg lavede kødsaucen af 500 gr 4-7% oksefars og der var nok til 8 halve peberfrugter.

Det grønne tilbehør på billedet, ja det er lynstegte palmekål med champignon og hvidløg og et drys blåbær - en kombination af flere forskellige opskrifter og det jeg havde i køleskabet 😀

Det er faktisk første gang jeg bruger palmekål.
Jeg var med datteren til økologisk høstmarked i lørdags på Falslevgaard, hvor jeg købte et bundt.
Jeg har så googlet og kigget i div. kogebøger for et få ideer til at bruge det.
Jeg kan se, at det skal kan bruges noget kun i samme stil som grønkål altså både frisk og tilberedt.
Det jeg lavede smagte ganske godt, men jeg vil lige så gerne have lynstegte grønkål, men jeg tænker, at jeg måske hellere vil have palmekålen rå fremfor grønkålen, men det skal jo komme an på en prøve  inden så længe 😊

Nå ja så er der jo lige den her
"lige ud af grusvejen"

I fredags tog jeg mig sammen og gik en lille tur, den var ikke lang, men den første så længe tilbage, at jeg slet ikke vil snakke om det.
Jeg gik uden stave og for dem, der ikke kender vores vej, vil jeg bare sige at bakken altså er mere stejl end den syner på dette billede - jeg gik ned til bunden og op igen -det gik fint og jeg var klar til at der nu skulle øges længde for hver dag -
men goddaw min gamle hat - 
jeg skal simpelthen ikke tro, at jeg er noget som helst, for så skal min krop nok fortælle, at den også vil bestemme 😡
Så nu har jeg siden humpet rundt med et rigtig træls højre knæ - det har ellers ikke brokket sig før - det er det venstre, der er slidgigt i, og som er grunden til jeg går til træning hos fysioterapeuten - nå men jeg var til hold-træning igår for første gang (det har hidtil været individuel træning), og fyssen mener, jeg skal give knæet en chance i de kommende uger, for hun tænker, at det er en overbelastning, fordi jeg har aflastet det venstre knæ, og så vil det nok blive bedre, når jeg får mere styr på det - det håber jeg - knæet har det i alle tilfælde bedre i dag end igår -
og nu skal det stå sin prøve,
om det mon kan holde, 
mens jeg æbler i kilovis skal skrælle 😏