Søg i denne blog

lørdag den 30. august 2014

Laura slog ud, jeg træner og ugen gik i fisk

En uge der er gået med lidt af hvert

Laura 
måtte indlægges på børneafdelingen mandag aften, for hun slog ud - og det kløede - hvor var det synd for hende
Hun havde haft skarlagensfeber, men det havde været under behandling med penicillin i flere dage, så det skulle ikke have noget med det at gøre, men det kunne være penicillinen, hun ikke kunne tåle, men det kunne også være noget andet - hun fik noget mod kløen og hun fik taget blodprøver, de har dog ikke vist noget - så faktisk vides det ikke, hvad der gav så voldsom et udslet, men hovedsagen er, at hun er frisk og hjemme igen.

Min mormor
Jeg har besøgt min mormor, som ikke har det så godt, hun har været ret dårlig den senere tid.
Hun har været indlagt fordi hun var dehydreret og hun har været i behandling for urinvejsinfektion og er det igen igen - de to ting i sig selv gør, at sådan en ældre dame, som min mormor bliver meget konfus, men hun har også svært ved at snakke og vi har svært ved at forstå, hvad hun vil fortælle os, så det er meget frustrerende. Hun kan ikke forstå, at hun ikke længere selv kan rejse sig, så hun er faldet nogle gange og har to gange været til røntgen, fordi man har været bange for, at hun har brækket noget. Det er rigtig synd for hende og sådanne ture til hospitalet er meget belastende for hende, for hun kan ikke finde ud af, hvor hun er og hvordan hun skal komme hjem igen osv osv.
Det er rigtig svært at opleve, når man ikke længere kan nå ind til ens pårørende og føre en samtale med dem og man ikke kan gøre noget for at hjælpe dem af med deres frustrationer.

Træning
Så er jeg startet op med træning hos fysioterapeuten, jeg skal gerne blive noget stærkere i hofter og ryg, så der ikke opstår så mange skader og jeg kan blive noget mere mobil.
Hold da nu op, jeg skal da love for, at jeg får lov at mærke, at jeg altså har lårmuskler i særdeleshed, men sandelig også en masse andre muskler, som ikke er blevet brugt i lang tid, så det er på tide at få noget gjort ved det, når der nu kan gøres noget :)

Fjummerøret hækler og drikker kaffe 
Jeg hækler sofapudebetrækker for tiden - og tænk igår morges kom jeg til at vælte et krus kaffe udover det hækletøj, jeg var igang med og det forstykke, jeg havde hæklet til en rund pude - uha da da - jeg var nødt til at skynde mig at afslutte det igangværende hækletøj (det er heldigvis ikke så besværligt med hækling), i eddikevand med begge dele, for der er mange farver på og så en tur i vaskemaskinen - pletterne gik af, men det runde stykke er krøbet lidt, så jeg må hækle et par rækker mere i - så må jeg se, hvordan det bliver at hækle videre på det andet stykke, der hækles i zig zag.

Fisk igen igen
Jeg elsker fisk - altså at spise dem og jeg har fået masser af dem i den sidste uges tid :)
Jeg har fået tunsalat og jeg har fået røget laks til frokost, jeg har lavet en fiskeret, fiskefilletter pakket i bagepapir sammen med spidskål og fennikel, det var nu ikke lige en hofret (den slags kan laves meget bedre), og i aftes havde datteren så inviteret mig på Davinci, hvor de havde fiskebuffet.

Det var lækkert - billedet er ikke helt fantastisk, 
men viser da en en stor del af buffeten, som der var rift om. Der var en masse forskellige skaldyr og fisk, det var rigtig godt og vi havde mulighed for at smage på ting, vi ellers ikke vælger, hvis vi skal have en hel ret med det - vi smagte på en masse og var enige om, at det bedste var en havbars.
Davinci er en dejlig italiensk restaurant, der ligger på kajen i Hadsund, så der er udsigt ud over fjorden - de serverer dejlige pastaretter og pizzaer, men altså også fiskeretter  - den kan godt anbefales :)
Tak for mad Majbrit - det var dejligt :D 

Livet leves, der går fisk i det, 
det nydes og 
der er masser af indhold i det