Søg i denne blog

torsdag den 25. august 2016

Lidt hverdags-snak

Tænk i går skrev kalenderen d. 24. august - altså kun 4 mdr til juleaften og knap 4 mdr til jeg runder et skarpt hjørne - hu ha da som tiden går stærkt, jeg synes da lige, jeg har pakket julepynten væk og er begyndt at sige 59, når jeg bliver spurgt om min alder :)

Det føles som om, der ikke sker det store her for tiden - der har vist været hverdag en tid - det har jeg jo ønsket mig så tit :)

Og helt rigtigt er det ikke, at der ikke sker noget, for vi har da været til fødselsdag hos gemalens fætter, som også er en god ven, han vil lige fejre, at han blev pensionist, så stuen var ryddet og der var dækket op til ca 40 mennesker og det var bare en rigtig hyggelig aften i godt selskab og med dejlig mad :)

Nå jo i løbet af ugen har jeg da også været til både mammografi og tandlæge - nul huller, en herlig ting, men øv billederne fra mammografien duede ikke, så jeg må derud igen i næste uge - heldigvis gør det jo ikke ondt, det er bare så besværligt med parkering derude, men så er det jo godt, at gemalen er blevet efterlønner/pensionist og kan køre mig :)

Lidt køkkenhave-snak
Vores have har ikke fået den store opmærksomhed i år og det har vejret nok sin del af skylden i, men i ugens løb har jeg da fået plukket en lille portion hindbær og lidt bønner, som er kommet i fryseren, og gemalen har taget løgene op og sat til tørre.
Vi har masser af agurker, så der er blevet syltet lidt - denne gang efter en ny opskrift, hvor agurkerne er skåret i store stykker - spændende om det er vores smag :)
Lige nu begynder tomaterne i drivhuset at blive røde, det har vi også ventet på længe og vi har en stor fin peberfrugt-plante i år med  store flotte grønne snackpeber i - det er ellers ikke lykkedes for os de sidste år :)

Lige nu går vi i overvejelser om at nedlægge køkkenhaven, men tror nok, vi er kommet frem til, at beslutningen først skal tages til foråret.
Gemalen har ikke haft den store lyst til at passe køkkenhave i år og jeg må erkende, at det ikke er godt for min ryg, hvis jeg skal lave ret meget derude, så den er groet noget kun efter for os i år.
Dernæst har vi haft mange dræbersnegle inde i køkkenhaven i år, og dem gider vi godt nok ikke dele med.
Vi har også haft besøg af et eller andet, der kan li' stikkelsbær for pludselig en dag var busken tom for bær og der var ellers mange deri, hvad der har taget dem aner vi ikke, men de/det har ikke taget bladene på busken.
Vores ribsbusk skal graves op for nu er det andet år, at der er noget, som tager både blade og bær, det starter ellers så godt og der kommer masser af bær, men lige når de er ved at modne, så kommer der altså et eller andet efter busken.
Vi skal have styr på vores hindbærbuske, de gror helt vildt i år og vores jordbærplanter skal væk, de er gamle og vi har ikke fået noget ud af dem i år, de få bær der var tog sneglene.
Jeg havde lavet squashplanter og nogle pyntegræskar-planter, men da vi satte dem ud blev der regn og der var ikke meget varme, så de gik simpelthen til.

Vores gulerødder er fine og vi har også gode kartofler  - så noget godt er der da kommet ud af køkkenhaven i år :)

Nu må vi se, hvad vi finder på hen over vinteren - vi har også stadig et projekt i haven, der hvor vi sidste år fik lagt fliser, der skal vi blive enige om, hvad vi gør ved den lille skråning, der er :)

Hækleriet
Det går lidt sløjt - har stadig ikke fået gjort helt færdig med barselsgaven, men det er lige op over og ind imellem bliver der hæklet en karklud.
Her hen over weekenden skal jeg have lavet en lille frugtpose til niecens skønne Arthur, der skal starte i børnehave til d. 1. september.

Så nu vil jeg lige gå hen og arbejde lidt på barselsgaven, så vi snart kan komme op og få set den dejlige lille pige :)