Søg i denne blog

lørdag den 9. april 2016

Når medicin er en nødvendighed

Jeg synes godt nok ofte, at tiden bare forsvinder for mig, og det sidste par måneder har det da været særlig slemt - mest fordi jeg ikke har haft den store energi.

Når man går rundt og føler sig ør i hovedet, bliver svimmel, hvis man drejer for hurtigt omkring eller får hovedet lidt nedad og i det hele taget bare føler sig skidt tilpas - så er det godt nok svært at have energi til at gøre en helt masse - jeg håber godt nok det vender lige straks.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg havde skiftet blodtryksmedicin og troede egentlig, at det var ved at gå nogenlunde, men det gjorde det altså ikke - så jeg har været en tur omkring sygehuset til ambulant behandling.
Jeg har fået taget blodprøver og haft døgnmåler på og har endnu engang fået ændret i medicinen,
så nu håber jeg virkelig, at det kan få blodtrykket på plads igen og bivirkningerne snart vil fortage sig - for det er nok snarer bivirkningerne jeg har det dårligt af, end det er forhøjelsen af blodtrykket.

Jeg er overvægtig og meget stillesiddende og en livsstilsændring vil selvfølgelig være til gavn for mig, men det vil ikke få mit blodtryk til at blive normalt, der skal medicin til.
Det er jo fantastisk godt, at der så findes medicin, der kan afhjælpe, men ofte har medicin også bivirkninger - jeg er meget modtagelig for de bivirkninger og nogle gange bliver bivirkningerne bare så grove, at medicinen må skiftes ud, andre gange har et skift været nødvendigt, fordi et præparat er udgået - og hver gang jeg har haft skift i medicin, så går mit blodtryk altså bare grasat.

Nå men midt i min elendighed kan jeg i det mindste glæde mig over, at jeg ikke har knogleskørhed - min mor har knogleskørhed og derfor er mine søstre og jeg blevet scannet - og der kom det svar, at jeg ikke har osteoporose, men osteopeni, altså der skal holdes øje - men først igen om 2-3 år - så helt slemt er det altså ikke.

I det hele taget glæder jeg mig over, 
at jeg ikke fejler noget mere alvorligt.