Søg i denne blog

lørdag den 9. maj 2015

Med Laura på shopping

Jeg har haft den mest fantastiske dag med Laura i dag - ja hun er 8 år nu, så hun ved nok, hvad hun vil.

Vores ærinde var at købe Mor's dags gave, for sønnike kunne ikke selv - og når vi nu skulle ud, så skulle der da hygges :)

Den stod på frokost på Mac Donald - så gik turen til Platorama, hvor vi fik købt blomst til hendes mor - den lille dame vidste lige præcis, hvad det skulle være og den er godt nok flot :)

Videre til Storcentret - hvor jeg også tror at resten af Nordjyllands befolkning var i dag - hold da nu op, det tog meget lang tid at få en P-plads - og tænk lige da vi så har fundet en, vi holder pænt og blinker og venter på, at en bil skal køre ud, ja så kommer der en drønnende ind ude fra vejen og troede, at han lige kunne tilrane sig den plads, men vi havde altså kørt rundt i et kvarter, så mutter her var nok ved at være træt, men det kan nok være, at hun fik dytten drejet ind for næsen af ham i en gevaldig fart , og så kunne vi komme i Storcentret. (Laura synes godt nok han var fræk, ham der i den blå bil og det synes hendes farmor godt nok også).

Vi skulle nogle ærinder og så skulle Laura have is og jeg kaffe hos Frellsen - hold da nu op, det var der også mange andre, der skulle, jeg stod i kø i 20 min. - men vi fik det vi ville og så var der dømt eftermiddagskaffe-hygge
Så manglede vi lige et par ting i Bilka - det kunne vi snart ordne - men ak og ve, Bilka kunne såmænd ikke overholde deres "max 2 i kø" i dag - de beklagede meget i højtalerne, og vi overlevede det også :)
Laura var så heldig, at der kom to damer og gav hende deres dyrekort, så hun var glad.

Vi havde købt et kort, hun skulle have til sin Mor's dags blomst - det skulle hun skrive i på vej hjem - det gjorde hun også og der blev klistret hjerter i - og så alt mens  jeg styrede bilen hjem, så kom Laura's kreative evner til sin ret - vi havde jo ikke farver med, men hun havde da en læbepomade med lidt kulør på og så kunne hun da lige dekorere kuverten

Alt mens hun legede med læbepomade og kuvert og jeg fandt vejen hjemover - så hørte vi en CD, hvor Peter Belli sang "Istedgade" - og jeg må da nok sige, at Laura lyttede, for der kom godt nok nogle spørgsmål om, hvorfor der var politi og ballade og hvor Istedgade er - jo jo farmor måtte lige stå for skud og få fortalt det, hun nu synes, en 8-årig skulle høre om Istedgade - og da vi så havde snakket lidt om ballademagere, narkomaner, tyveknægte og frække piger - så vil hun godt lige vide, om de var fattige - og hvorfor Peter Belli vil synge om dem og om han var fattig - ja, der bliver tænkt tanker inde i et 8-årig lille hoved - tanker, som ikke altid er lige nemme for en farmor at svare på :)

Ja - det blev en lang og dejlig dag 
med  Laura, 
der  hellere vil høre Peter Belli
 og sange fra Dirty Dancing
 end Hansi Hintersee  :)