Søg i denne blog

torsdag den 31. oktober 2013

Hvilken herlig morgenstund



Ja, jeg er B-menneske og vil aldrig komme op og starte dagen med at bage boller, men datteren, hun er bestemt ikke B-menneske, så der blev sat dej til hævning i aftes og vupti var der nybagte boller til morgenmad - Herligt :)

Der er godt nok mange ting, der skal på plads - men det har sandelig også sine fordele - ta' nu f.eks. mine knager til viskestykker mm. -
i 15 år har jeg levet med denne løsning
Som altså ikke fungerede særlig godt
og derfor endte viskestykker mm gerne i en stak på radiatoren

Men VUPTI
nu kom der pludselig en løsning på det

Ingen tvivl om, at der skal en god portion tålmodighed til for alle, før vi får alt til at fungere tilfredsstillende, men det skal nok komme - vi skal bare tænke og gerne lidt anderledes :)



onsdag den 30. oktober 2013

Så kom flyttelæsene og datteren

Dagen igår - den føltes hektisk og alligevel god :)

Her blev ryddet op, så der var klar til modtagelse af alt datteren's habengut - og der er godt nok noget kun, når der er 2 små børn :)

Her er bare lige et lille bitte udsnit af div. kasser mm., der nu står rundt omkring og venter på at blive pakket ud.













Der er allerede ved at være godt fyldt op i legehjørnet.



Datteren fik bare en fantastisk hjælp af familien - faster, moster og deres mænd og ikke mindst af min mor - det er ganske utrolig, hvad hun kan klare i en alder af 75 år - hun er helt fantastisk god til at pakke, men hun har godt nok også gjort det mange gange i sit liv, for min far byggede gerne om og til eller byggede helt nyt, når så han ikke kunne finde på mere at lave et sted, ja så fandt han da bare et nyt og det var altså bare hans fritidsinteresse, han var post.

Onklerne lagde gode kræfter til at slæbe op og ned af trapper og læsse af og på, og moster og faster gav et nap her og der, og datteren, ja hun kan sandelig også tage fat.
Gemalen kørte frem og tilbage, tog det han nu måtte uden at belaste sig selv for meget og jeg lavede aftensmad.

En peugeot partner og et par trailere udgjorde sammen med bagagerummene i 3 biler "flyttebilen" - 7 læs tror jeg de talte - så ja, der er stablet op alle steder nu og vi kan lige som starte forfra igen med at fylde op, der hvor vi lige har tømt :)

Jo vi må begrænse os, men på den anden side, så har vi lige med et fået gjort en masse ting, som vi kan undre os over, at vi ikke har gjort forlængst -f.eks i vores gang, ja vi har kun en indgang, der har vi i mange år haft et stativ på vægen, med en hylde på - nu er det væk og der er sat knager op og det giver bare en helt anden plads i et i forvejen smalt rum.

I dag skal vi så igang med at sætte på plads - først og fremmest skal der styr på børnenes senge, for de kommer hjem i dag og skal jo i seng til tiden, så de igen i morgen kan komme i deres vante børnehave/dagpleje for sidste gang.

Uha ja der er rigtig mange ting at tage fat på, så jeg har slet ikke tid at sidde her :)




mandag den 28. oktober 2013

Nu er det lige op over

Hu hej hvor det går her, over stok og sten og gemalen har det fint :)

Ja, jeg kom til Kreative dage i Fredericia i lørdags - en dejlig dag i selskab med Hanne, en veninde, jeg ikke ser så tit, for hun bor helt nede ved Vejle - så vi nyder denne dag sammen, det var 3. år, vi var afsted.
Jeg fik ikke taget et eneste billede, først i dag kom jeg i tanke om, at jeg havde taget kameraet med - ærgerligt, men sådan kan det gå, når der er masser at kigge på og snakke om :)
Jeg fik lidt garn og stof med hjem, ikke det store, for jeg kan have svært ved at overskue mulighederne, når der er så meget at vælge imellem - men jeg fik nye impulser og lyst til at komme igang :)

Men igang kommer jeg ikke lige nu, for nu er det lige op over, at datteren og børnebørnene flytter ind - i morgen kommer flyttelæsset og datteren og på onsdag kommer børnene :)

Så igår gik dagen med at få styr på et og andet. Sønnike savede brænde - det er godt nok en stor hjælp lige nu, hvor gemalen ikke selv må lave hårdt fysisk arbejde - Laura forsøgte at hjælpe farmor her, men jeg tror, hun synes farmor havde lidt for travlt igår :)
Svigerinden og svogeren tilbød deres hjælp, hold nu op hvor skønt, vi fik flyttet møbler og samlet Ikea ting til den store guldmedalje.

Så nu begynder legekrogen her i stuen at ligne lidt, der er gjort plads til deres legekøkken, som skal stå på den tomme plads.


En stor del af mine bøger måtte vige pladsen for legetøj, så de er pakket ned og sættes til opbevaring for en tid :)

Værelserne på loftet begynder også at ligne noget, der skal flytte børn ind i 


Peter Plys smiler glad 
og det kommer børnene og vi andre 
forhåbentlig også til at gøre :)

fredag den 25. oktober 2013

En god dag med gemalen, Laura og en gulerods figur

Jeg fik gemalen med hjem igen igår til aften.
Hans hjerterytme hoppede på plads ved første stød - i dag har han haft det lidt bedre end han har den seneste tid, og han har også haft en bedre kulør i ansigtet, så det er positivt :)

I eftermiddag havde vi besøg af Laura - hun var med ude på vores lille gåtur - det var så hyggeligt.
Vi fik eftermiddagskaffe med en muse-romkugle kage, som Laura havde med og med haloween flødeboller - og Laura fik "syet" en lille dyne og pude til hendes Friends legofigurer - Laura klippede stoffet og jeg syede sammen :)

Jeg plejer at spise mange grøntsager, gemalen knap så mange, men nu skal han også gerne op på de 600 gr om dagen - så det er jo dejligt, der stadig er gulerødder, pastinakker, porre, rødbeder og jordskokker i haven - ja der er også stadig persille og i en skål i køkkenet har jeg de sidste tomater fra drivhuset.

I dag da jeg gravede gulerødder op stødte jeg på denne sjove "figur"

Det har vist været hårdt for "knæet" at holde balancen ;)

torsdag den 24. oktober 2013

Tanker en morgen i venteposition

Bladene visner og blæser af træer og buske,
de ligger på jorden og ser kedelige ud.
Træernes kroner står snart nøgne tilbage og minder om efterår.
På ruden er der stadig spor af nattens regn,
og på himlen hænger en sky tung og grå.
Det blæser og udenfor er der køligt - der er efterår.

Men..
Himlen er også blå og solen titter frem
marker er lysegrønne, vintersæd er sået,
jeg sidder her bag ruden i stuen's varme og tænker,
der snart igen er vår.

Tiden går og inden vi får set os om,
er efteråret forsvundet, julen overstået
og kong vinter har været forbi
og så er det forår på ny.


Sikke tanker, der kan komme til en, når man er tidligt oppe og får lov at se dagslyset bryde frem.

B-menneske, det er jeg, men igår og i dag har jeg været tidligt oppe og det lader sig jo også gøre, når nu jeg ved, at jeg skal.
Igår var jeg med gemalen til forundersøgelser på sygehuset og i dag har jeg afleveret ham der - han skal have stød, så hans hjerte forhåbentlig kan falde i hak igen.
Så nu skal jeg have tiden til at gå, til jeg kan hente ham igen - vi håber så inderligt, at det bliver, som flere af dem, der har prøvet det, siger - nemlig at det er som at blive født på ny.

At få tiden til at gå, det skal ikke være noget problem, der er nok, der skal gøres - jeg flytter stadig rundt, smider ud og skriver flere ting på listen "to do" - det er mere det at tage sig sammen, når man er i venteposition.

Jeg føler mig i det hele taget i "venteposition" - ja, det er sat i anførselstegn, for jeg ved ikke, om det er det rette ord - det lyder så stillestående, og det er vi jo slet ikke - men vi forbereder os og venter på, at forandringerne skal ske - for nu er vi der, hvor det gerne må ske, så vi kan komme videre og leve livet, som det nu vil forme sig.












tirsdag den 22. oktober 2013

Med lidt tålmodighed lykkes det og det nye soveværelse er nu indviet

Nu er de "store streger" ved at være tegnet, nu begynder vi så småt at gå ned i detaljerne.

Igår skulle der lige indkøbes en ny lås til en dør og et rullegardin til soveværelset - det kunne vi da hurtig få klaret - men kender I mon de der dage, hvor det bare ikke lige kører!!!

Vi startede ud i Jydsk - men hold nu op, deres mørklægningsgardiner var jo meget dyre end dem, jeg først på sommeren købte i Bilka - nå ja, vi skulle alligevel i Biltema, så besluttede at vi vil se, hvad gardinerne kostede i Bilka.

Altså videre til Biltema, hvor vi skulle kigge på den lås - men ak og ve, de havde ikke noget, der kunne bruges til vores dør.

Så besluttede gemalen at prøve Bauhaus, jeg kørte hen og læssede ham af og så skulle jeg lige omkring Stof & Stil efter noget bomuldsgarn - nå ja, i Stof & Stil var garnhylderne med bomuldsgarn nærmest ryddet, og de farver, jeg gik efter var der så ikke - og gemalen havde heller ikke så meget held i Bauhaus, men en ekspedient havde alligevel forsøgt at lave en nøgle til den lås, vi havde, men den duede ikke og han foreslog så, at vi forsøgte os hos Mister Minit.

Så videre til Storcentret, hvor vi ved Misster Minit fik nøgler, der kunne passe til låsen og i Bilka fik et mørklægningsgardin til 149 kr.. :)


Så vi kunne låse døren og rulle gardinet ned og sove i vores nye soveværelse sidste nat.




søndag den 20. oktober 2013

Hæklerier - hund m.m. - udsigt, børnebørn, grønkål og livsglæde i forenelighed

Tiden løber, der er meget, vi skal nå - dejligt at venner og familie stadig hænger på :)

Min stue ligner et pulterkammer - for konen her, hun skal til at smide ud, og det er hun ikke meget for, men ryddes ud skal der altså - i stuen er der nemlig ikke plads til alt det, der er hevet ud af andre rum i huset.
Datteren får stress, når hun kigger ind, det duer ikke, hun har jo nok at gøre med at pakke hos sig selv - gemalen har ud over hjerteflimmer fået ondt i ryggen og er træt af ikke at kunne selv - så igang må jeg  altså lige straks :)

Der er møbler, der skal flyttes og møbler der skal samles, der trænger til en ordentlig omgang rengøring - men lige midt i det hele, ja så tog jeg på barselsvisit :)

Det har jeg sørme også ventet på en hel måned nu, men alligevel skulle jeg da lige have syet en knap i en hagesmæk og en tryklås i en suttesnor, inden der kunne pakkes ind - men så blev der også pakket ind



Der var en gravhund

Der var en barnevogns-snor

Der var suttesnore - ja der var to, men kun billede af den ene - den anden var i brune nuancer

og der var en hagesmæk

Jo jo midt i alt hurlumhejet her, har jeg fået produceret et og andet - det har været god afstresnings manøvre i en hektisk tid.

Hunden, den har været sjov, for den slags har jeg ikke lavet før - jeg har taget udgangspunkt i opskriften fra Panduro hobby - deres gravhund har ører, hale og tørklæde af stof, jeg vil have det hele hæklet, så jeg måtte kreere selv.

Nå ja - igår var der lørdag og der var besøg af børnebørnene
Der var lidt koldt, men luft skulle de ha'  Laura forsøgte at lære Nana at glide sidelæns nedad :)

Og før lørdag, da var der jo fredag - 
vejret var smuk og det var vores udsigt også

og grønkålene i vores køkkenhave

Nydes skal, hvad nydes kan
snart øges vores husbestand 
vi forbereder og glæder os :)

onsdag den 16. oktober 2013

Lidt andet end malerarbejde og indkøb

Dejligt solskinsvejr, der blev i dag - det kunne da få mig udendørs lidt.

Jeg ser selvfølgelig dagligt udover køkkenhaven, men det er så nemt at "glemme", hvad man ser, når der er nok andet at tænke på.
Der er stadig meget at tænke på og der forestår et større oprydnings-  og rengøringsarbejde herinde, inden der bliver d. 1. november, men i dag da jeg kom til at se godt på de her par højbede med

bredbladet persille
og
kruspersille

så blev jeg godt nok nødt til at gå ombord - det var for godt at lade gå til, hvis der kommer frost.

Det er helt utroligt, så meget og så flot det er, for min mor har plukket en gang, så vi har fået i fryseren, men vi skal nok få det afsat.

Jeg har også gang i et andet projekt -
Butternut squash

Billedet er taget gennem et vindue og der er også refleks på, men bedre end ingenting.

Sidste vinter købte jeg et par butternut squash, det var første gang, jeg stødte på dem, men jeg havde hørt, at det var rigtig gode.
Det synes jeg også, de var, så jeg tog kernerne fra og plantede dem - først i potter i "orangeriet" og siden ud i køkkenhaven. 
Jeg synes godt nok, det varede længe, inden der kom blomst i planterne og endnu længere tid, inden der viste sig frugter deri. 
De der squash, der kom - de havde en helt anden farve end dem jeg havde købt - de var gul/grønne - de købte var beige/lyse brune i skalen.  Der var ikke voldsom mange af dem, så jeg var heller ikke meget for at begynde og skære i en - men så er det jo godt, at man kan google - og der stod, at de var sene modne, men kan dyrkes her i landet, de skal bare eftermodne i 30 gr. i 14 dage.
Nu er jeg så heldig, at vi har et fyrrum, hvor der altså er meget varmt inde - så der har de ligget en uges tid nu og farven begynder at ligne den, de købte squash havde :)
Det bliver spændende at se, hvordan de ser ud inden i, når det bliver tiden at bruge dem.

Når nu jeg var kommet ud, ja så kunne jeg ikke lade være med lige at gøre et eller andet med nogle af mine 

pyntegræskar
som jeg bare havde til at ligge i en dynge
og fine blanke kastanier
som Nana og hendes mor samlede for nogle dage siden.


mandag den 14. oktober 2013

Godt med en stærk datter......

og et stort bagagerum :)

Ja, det er noget farligt noget at lade kone og datter låne "varevognen" 
og lade dem tage alene i Ikea - med dankortet i lommen :)

Nu begynder vi at kan se ende på maleriet og det nye soveværelse her i huset - det er blevet så dejligt lyst - her er lige et par eksempler
FØR

EFTER

MIDT I PROJEKTET VÆRELSE

FÆRDIG MALET VÆRELSE



Så nu er der tid for indretning - der er jo ikke længe til 1. november!

Det er ved at være længe siden, der har været hjemmeboende børn her i huset, så det er jo indrettet til to voksne mennesker, nu skal der være 3 voksne og 2 små børn, så der skal tænkes "plads".

Vi har kun en en lille gang og der er skohylden og knagerækken fyldt godt op - så det måtte tænkes - ja det må der måske stadig, for gemalen ryster lidt på hovedet, når vi fortæller, hvor stort et skoskab og hvor lang en hattehylde med bøjlestang vi har købt - men vent nu bare, vi tror på, at det bliver godt :)

Lidt børnemøbler et par kommoder og flere hylder har vi købt, kurve og kasser til at putte ting og sager i - ja det er bestemt sagen, når der skal være meget på lidt plads :)

Da vi begyndte omrokeringerne her i huset , blev der er grov sorteret, smidt ud og flyttet rundt, nu kommer så anden omgang - det hele skal have en plads -  der skal tænkes logisk og praktisk  og som datteren siger "nice or need to have".

Det skal nok blive godt :)

torsdag den 10. oktober 2013

Familie og venner = social netværk

De gange, jeg har haft en længerevarende sygemelding og været i forbindelse med de offentlige instanser, har sagsbehandlerne spurgt ind til mit sociale netværk - jeg har været så priviligeret, at jeg har tænkt det lidt som en selvfølge.
Jeg har været klar over, at det har en betydning - men når alverdens ting kulminere, ja, så finder man ud af, hvor stor betydning, det har.

I løbet af livet, løber alle vist ind i situationer, hvor det er så vigtigt at have nogen, man kan dele glæder og sorger med -

  • vi bliver mindet om vigtigheden af at huske og spørge "hvordan har du det" 
  • og lytte efter svaret - 
  • vi bliver mindet om, hvor vigtigt det er, at nogen er der, når nogen har brug for det - 
  • det er vigtigt, at man ikke bare har et netværk, når det er sjovt, 
  • det er aller mest vigtigt, når det noget kører af sporet og sorgen rammer. 
  • Det er så vigtig at have nogen, der bakker op, når det brænder på, 
  • men det er lige så vigtigt, at vi selv bakker op, når nogen har brug for det - 
  • det er så vigtigt, at vi ikke går i små sko,
  • og kun vil gøre en forskel der, hvor vi selv får hjælpen fra - for:
 du får fra dem, der har overskud 
 giver til dem, der har underskud
og på den måde lukker ringen sig
og det rigtige netværk er dannet.


Men en rigtig vigtig reminder er 
"intet netværk kan træde i kraft, hvis vi ikke selv giver det lov".


Når gemalen er "gør-det-selv" mand og vi er vant til, at han kan klare det hele selv, så "brænder lokummet" når han midt i en renovering ikke kan.

Når vi samtidig bliver ramt på flere fronter, så kan situationen blive svær at overskue - det kan være svært at bede om hjælpen - men når der så lige med et dukker 5 mand op og tager over, og mor og veninden kommer med kage til kaffen, så finder man ud af, hvad det betyder at have et socialt netværk.

Her sker noget, det mændene har lavet, viser sine tydelige resultater, men ind imellem tænker jeg godt nok - hold nu op, jeg når ikke en dyt - det er ikke videre synligt, det jeg når, men jeg gør noget og lige med et, ja så er jeg sikker på, at det hele går op i en højere enhed, og vi bliver færdig til at datteren og børnene kan rykke ind.

Ja, det ender såmænd nok med, at vi bliver færdige og kan få pyntet op til julens tid - for det varer jo faktisk ikke så længe, før end vi skal igang med at forberede den.

Når det hele kokser, 
ja så sætter jeg mig midt i rod, støv og skidt - 
finder hæklenålen frem og 
glor måske på en intetsigende serie på fjersynet, 
mens et eller andet bliver til noget mellem mine hænder,
ofte banker samvittigheden på og fortæller, 
der er meget jeg skal nå,
men den får ikke lov at bestemme, 
for det er min måde 
at holde armene oppe og benene nede
og stressen på behørig afstand.







onsdag den 2. oktober 2013

Stilheden skyldes.....

Ja, der har været stille på min blog den sidste uges tid - gid det havde været fordi, vi havde travlt med at male osv. - det har vi også, men der gik koks i det hele.

Datteren havde lige valget mellem at komme til at arbejde om natten eller en fyreseddel - det var ikke forventet, så der måtte tænkes hurtigt - det gjorde vi i fællesskab - og hun takkede ja til natarbejde.
Det kan lade sig gøre, fordi vi snart kommer til at bo under samme tag - vi vil selvfølgelig også kunne komme et andet sted og passe børnene om natten, men det er nu engang nemmere, når vi alle bor i samme hus og kan sove i vores egen seng.
Vi tror faktisk, at det kan komme til at fungere godt, selv om hverdagene vil blive præget af

"når den ene kommer hjem, så er den anden lige gået"

Vi havde løst den situation og kunne indrette os efter det - men så blev gemalen syg.

Han havde skrantet i en uges tid eller to og troede, han havde lungebetændelse, men desværre var det værre - han måtte på sygehuset med hjerterytmeforstyrrelser.
Det har han tilsyneladende haft alt for længe, så der var vand på lungerne, pulsen galoperer, blodtrykket er for højt og forkammeret forstørret - hjertet flimrer.

Det er beroligende at få besked om, at det ikke er livstruende, jeg trækker vejret lettet - men kun til den næste informationer dukker op, så blomstrer bekymringen igen, så følelsesregistret  er på overarbejde.

Når den slags sygdom opstår, ja så står det hele stille et øjeblik, jeg bliver dybt bekymret - det tror jeg, de fleste pårørende gør, når det handler om hjertet - gemalen er typen, der tager det stille og roligt og ikke lige lader sig slå ud af kurs - sådan vil jeg muligvis også kunne klare det, hvis det var mig selv, det handlede om, men ikke når det er mine kæreste, der rammes.

Der er sat ind med medicinsk behandling, og når den har gjort sin virkning, skal han have stød, og så håber vi, at hjertet hopper tilbage i rette spor - men indtil da, må han ikke lave hårdt fysisk belastende arbejde.
Gemalen er en slider og har altid taget fat - så det bliver om ved det for ham og for mig, der er vant til, at han da lige kan ordne det ene og det andet - jeg er en ret forkælet kone.

Lige nu venter vi på, at medicinen gør sin virkning og så må vi ty til familie og venners hjælp  og dem har vi heldigvis ved hånden - så det går nok det hele.

De sidste måneder har for os været præget af

"Ingen ved, hvad dagen bringer, før den er ovre"

Vi har fundet løsninger og er kommet videre - vi har levet efter mottoet

"Alt løser sig"
" Når en dør lukkes - åbnes en ny"

Det gør vi også lige nu, men nu synes vi godt nok, at vi kan trænge til en periode, der præges af ro og kedsommelig hverdags rutiner.