Søg i denne blog

Viser opslag med etiketten grønsager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grønsager. Vis alle opslag

mandag den 7. september 2015

Høst - og øko-tid

Nu er her bare det skønneste høst-vejr - himlen er blå og solen skinner - det er så dejligt, så har man lidt mere energi.

Igår var vejret også lige til at tage afsted på en tøse-tur med min mor og søstre - vi var til økologisk høstmarked.

Vi kørte til Suldrup, hvor vi besøgte Brunholmgård - det var et hyggeligt sted.
Nu havde vi ingen børn med, men de vil helt sikkert have synes om det, for der var både ænder, grise, heste og køer og der var bål, hvor de lavede pandekager og man kunne købe is - der var en cafe og der var telt, hvor man kunne købe sin frokost og så kunne man se deres store køkkenhave - ja vores er bare en lille plet ved siden af :)

Og så kunne man jo købe dejlige økologiske madvarer - jeg vil gerne købe økologisk i det omfang husholdnings budgettet kan holde til det og vi kan få det.

Jeg lod mig også friste igår

Vi har jo selv nogle grøntsager,
men i år har vi ingen selleri og græskar
og squashen er ikke helt klar endnu.
så det måtte jeg ha'.
Gemalen kan rigtig godt li' honning,
og det var nyslynget, så det måtte prøves
æblemosten, den er godt nok dyr,
men den smager rigtig godt.

























Jeg købte også blåbær, det elsker børnene - og datteren bruger meget gerne økologisk mel til at bage med, så der kom også et par poser med hjem.
Det eneste, jeg ikke tillod mig selv at købe, var kød og fjerkræ, som der var i frossen tilstand - og jeg tror da nok, jeg har fortrudt, at jeg ikke lige hoppede på et godt tilbud på 2 frosne ænder, for 1 ands pris - men som gemalen sagde, da jeg kom hjem "hvor vil du også have gjort af dem - fryseren er jo fuld" hmmmm ja, det er rigtig, de vil ikke kunne være der, for de var godt nok store :)
Og så havde de kyllinger - ja både nogle søde bløde levende - de var vist ikke til salg - men også nogle ordentlig store frosne basser på godt 3 kg - de var til salg for 85 kr. pr kg. - det kunne jeg nu godt tænke mig at prøve på et tidspunkt, men det blev altså ikke igår :)

Der var en rigtig dejlig stemning på Brunholmgård og det er bestemt ikke sidste gang, vi har været der.

På vej derfra mødte vi nogle af min søster's venner - jeg blev helt overrumplet, da hun siger til mig "og dig kender jeg jo fra bloggen" - men hvor var det da dejligt at høre, der var en, der læser med   - tak for det Sussi :D

På vej derfra var vi lige inde omkring Haverslev - ja det vil sige, det er lige i udkanten af byen, hvor der er startet et lagersalg op  - de har en facebook-side der er sørme et billed, med mine 2 søstre på :)-
De har masser af udendørspotter og så noget pynt til stuerne og lidt potteplanter - jeg nøjes lige med 3 pakker servietter for en 20'er - men der kan godt gøres en god handel :)
Vi sluttede dagen af hos den mellemste søster, som havde lavet på frokost til os, som vi altså først fik til eftermiddagskaffetid - men lækkert var det :)

Herhjemme havde gemalen hygget sig med at få løgene taget op
Nu skal de lægges til tørre      


Og så skal I da lige se  min hortensia  - den kan da slet ikke finde ud af årstiden 
Den sætter nye blomster,
så vi må da håbe,
efteråret bliver rigtig godt,
så vi også kan nå, at få fornøjelse af dem :)
Beklager opsætningen i dag - men formateringen opførte sig altså ret underlig :(
                                                                                                                               


fredag den 4. september 2015

Mad fra haven

Igår høstede jeg vores sidste spidskål - de har bare været fine i år - der var 8 tilbage, men to af dem, havde ørentvisterne taget for godt af sig og der var også blevet lagt nogle ulækker grønne æg deri - så de måtte kasseres, men de øvrige blev hevet ind - et blev brugt til aftensmad og så røg der et med niecen, der lige kom omkring, hjem - og nu ligger der så 4 fine spidskål i køleskabet - så nu ved vi, hvad vi skal spise de næste mange dage :D


Agurkerne i drivhuset - de har det bare helt fantastisk godt i år, vi vælter rundt i agurker, vi spiser, der bliver givet væk og der er blevet syltet lidt - gemalen holder tal på, hvor mange han henter ind - i august er det blevet til 373 - det er godt, det "kun" er skoleagurker og miniagurker ;)
Jeg lavede en stor skål agurkesalat igår og jeg satte en skål små agurker i saltlage, som så bliver syltet som drueagurker.

Så fik jeg plukket den smule bønner, der er blevet i vores første såning - dem brugte vi til aftensmaden, det samme skete med en sjat ærter, som jeg plukkede i haven.
Der bliver måske til en portion mere af samme størrelser i det, der kom igang af det såede, men det bliver også alt for i år af de to slags.

Løgene er heldigvis fine i år, så der kom et med ind til aftensmaden sammen med en buket persille.

Og hvad fik vi så til aften - jo vi fik Stuvet spidskål (gemalen og børnene) spidskålssalat med ærter og tranebær, bønnefritter, squash og gulerødder stegt på panden, agurkesalat og farsbrød med squash, gulerødder, persille og løg i og bacon over.
Det her er min portion,
ja jeg fik faktisk en lille smule mere
af squash, gulerødder og kød,
og jeg kan se, agurkesalaten mangler.
Jeg kunne faktisk ikke spise det, som jeg "måtte",
alt i alt brugte jeg 422 kcal, og der var en fin fordeling på 
kulhydrat, fedt og protein.

torsdag den 20. august 2015

Lidt have-snak og opskriften på "alternative" boller i karry

Vi har jo ikke været helt stolte af vores køkkenhave i år - ikke fordi den er beskidt, for den har faktisk aldrig været mere ren og fin - for det er min mor, der har holdt den ren :)

Nej det var udviklingen af det vi såede - bønner, ærter og gulerødder - det er ikke blevet til meget
Der er kommet lidt op hist og pist
og nu begynder ærter og bønner
at blomstre.

Persillen kommer heldigvis fint nu 
men ikke som den plejer,
der plejer at være en helt urskov af kruspersille
på denne tid af året.

Rødbeder og løg står fint og  kål - det kan vi :) 
Vi har grønkål og spidskål
Som det kan ses, så er spidskålene
snart brugt op

Igår hentede jeg et ind
Det var godt nok blevet stort,
men fint var det,
det vejede 1870 gr.

og det var ikke grov inden i 

Spidskål med æbler og ærter
Jeg snittede 400 gr. af det, kom det på panden med en lille smule olivenolie og tilsatte så 2 æbler skåret i tynde både og en passende mængde frosne ærter - det fik lov at stå til ærterne var tøet, blev smagt til med lidt citronsaft og salt - det var slet ikke dårligt til mine "alternative boller i karry", som blev vel modtaget af familien :) 
(jeg fik desværre ikke et billed af maden).

Mine boller i karry
500 gr. hakket svinekød 4-7%
250 gr. fint revet squash
1 æg
40 gr. fuldkornshvedemel
40 gr. havregryn
salt, spidskommen, korriander og løgpulver. 
Jeg fik 18 kødboller af portionen.

Karrysauce
225 gr gulerødder
150 gr. løg
150 gr. æbler
olivenolie
2½ dl vand
4 dl af kogevandet fra kødbollerne
125 ml cremefine
karry og salt
Gulerødder, æbler og løg blev skåret i småstykker, svitset i ganske lidt olivenolie, der kom ca 1 spsk karry ved og så blev der hældt 2½ dl vand på og det kogte mørt, så jeg kunne blende det.
Hold da op en flot farve det fik :) 
Så kom jeg kogevandet fra bollerne og cremefin i, det kogte op og blev smagt til med karry og salt - det behøvede ikke sukker, for æbler og gulerødder giver den sødme, som jeg synes skal til en god karrysauce. 

Min portion gav 393 kcal fordelt på 44% kulhydrat, 27% protein og 28% fedt. 

søndag den 5. juli 2015

Hyggetid på bakken

Her lever vi livet i slowmotion for tiden -  ind imellem smutter der en dag på sygehuset, for gemalens hjerte skal lige finde den rigtige rytme igen, så der skal reguleres medicin.

Ellers går vi og smånusser og nyder dagene -
de nye kartofler
Ja, de blev da store, før vi fik gang i dem :)

De første agurker fra drivhuset
Vi har kun skoleagurker og miniagurker,
som vi bedst kan li' :)

Pæonerne
der står så fine og dufter fantastisk

Den gule rose
som slet ikke skulle være i vores have
den blomstrer på en fairy rose

og så er der den her 
ja, det er magnolien, som jeg har brokket over i flere år, 
fordi den ikke vil blomstre, 
på et tidspunkt fandt jeg ud af, 
at den faktisk var gået ud i stammen,
men den sendte en masse skud ud nede fra bunden,
så grundstammen blev klippet af og den fik lov at stå.
Nu begynder den at ligne en lille busk, 
der har været nogle blomster i den i år,
og i dag så jeg, at der stadig gemte sig en blomst inde mellem bladene.
Så der er håb om, at jeg får en fin magnolia i løbet af det næste par år :)

Jeg har hæklet på min take/net, som forhåbentlig bliver helt færdig i dag,
der er røget et par karklude af strikkepindene, 
mens gemalen har været på hospitalet, 
og så skal jeg vist lige have taget et billed af mit sjal, 
som har været færdig et par måneder, 
men som jeg har glemt at vise frem, 
måske fordi jeg ikke lige blev helt tilfreds med resultatet, 
men det er da brugbart :) 
Og så har jeg da også fået lavet den her
Det er en pose/mini kurv til Emils sutter
Han skal til at vænnes fra sutten,
så de skal gerne kun bruges i sengen nu,
så de har fået deres egen plads :)
Den er lavet efter fri fantasi. 

Vores sommer er lidt anderledes end i år, vi skal jo ikke ud at rejse, vi skal hygge herhjemme.
Jeg er vant til, at gemalen tager alt det tunge arbejde her, sådan er det så ikke lige, og min ryg vil ha', at jeg tænker mig nøje over, hvad jeg gør, ellers skal den nok sørge for, at jeg holder mig i ro i flere dage - så der skal hjælp til noget og noget bliver bare ikke gjort i år.

Vi er taknemlige for al den hjælp vi får,
 og vi nyder de gode dage og er glade, 
når der er fremskridt 
og så tager vi de dage med, 
der ikke lige går, som vi synes, de burde gøre.
sådan er  
Livets gang på bakken :)




torsdag den 22. januar 2015

Grøntsager - sund og dejlig mad

Vi arbejder os hen imod en sundere kost her i huset - ja, det er egentlig ikke noget nyt, det har vi gjort mange mange mange gange  - men de sidste måneder, har jeg været noget energi forladt og så vender gamle mindre sunde vaner ret hurtigt tilbage, og så må vi jo op på hesten igen og igang endnu engang.

Jeg ved godt nok ikke hvor længe, der skal gå, før nye vaner bliver "gamle vaner", men det tager i alle tilfælde lang tid - heldigvis varer det ikke så længe at komme tilbage til de sunde kostvaner, jo flere gange man har prøvet  det - så der er da håb om, at de også bliver til "gamle vaner" med tiden :)

Lige nu arbejder vi meget på at få en masse grøntsager puttet ind i kosten igen - ikke fordi vi ikke plejer at få grøntsager, for det gør vi faktisk så at sige hver dag, men bare ikke i helt så store mængder som nu - og så er det lige med at finde på, så alle kan li' grøntsagerne - nogen vil jo ha' dem rå og andre tilberedte - nogen skal have dem "smuglet" ind - så det er bare med at finde inspiration og få gode ideer.

Igår fik vi oksedeller med ovnbagte rodfrugter og fennikelsalat - jeg glemmer desværre at få taget billeder.

Fennikelsalaten
den fandt jeg Her  - den smagte dejlig frisk og for første gang prøvede jeg at koge balsamico ind - man skal lige passe på, at den ikke bliver kogt for meget ind, men ellers er det nemt og den får en dejlig sødme.

Oksedellerne -
det var eget påfund, jeg kom lidt semidried tomater og fetaost i og rørte farsen, som var med 4-7% fedt med et æg og 1 håndfuld havregryn og lidt salt og peber og så blev de stegt i ovnen.

Rodfrugterne var rødbede, pastinak, knoldselleri, gulerod og kartofler, som blev skåret i passende stykker, lagt i en bradepande stribevis (så man kunne tage det, man kunne li'), drysset med salt og dryppet med lidt olivenolie
Vi fik en dressing af cheacy fraiche rørt med hvidløg og salt dertil.

I dag har vi fået
Gammeldags grydestegt oksesteg -
den blev brunet i en spsk. becel, tilsat 3 gulerødder, 1 stort stykke selleri, 1 stort løg og 3 fed hvidløg, lidt salvieblade og ca. en halv liter vand, og så simrede den det meste af eftermiddagen - kødet blev taget op og resten blev blendet, jævnet med lidt maizena og 2 spsk fløde og blev til en dejlig sauce.
Hertil fik vi
Rodfrugtemos - 
den bestod af 1 kg kartofler, 500 gr. selleri og 500 gr. pastinak, som blev rørt med 1 dl letmælk og 1 spsk becel og lidt salt.

Vi fik ovnbagte rødbeder og gulerødder og resten af fennikelsalaten dertil.

Det er dejlig mad, men det tager tid at få gjort alle de grøntsager rene, ikke mindst fordi en del af dem stadig kommer fra vores egen have  og de er ikke vasket fri for jord, som dem vi køber i butikkerne, men til gengæld smager de af noget mere :)

Her er lige et billed fra sidste sommer  - ja det er en del af vores køkkenhave

Vi har hentet rigtig meget derude, selv om vi godt nok synes, at den blev lidt forsømt - og vi har stadig pastinakker, rødbeder og løg, som er taget ind, ude er der grønkål, porrer og jordskokker og i fryseren er der bønner.
Mit citrontræ, det står nu i "orangeriet" og det har forsynet os med mindst 10 citroner i vinter og der er stadig et par pæne gule derude endnu og så sidder der ellers en masse grønne som her på billedet - de modnes forhåbentlig til næste efterår.

Der er meget arbejde med en køkkenhave - (godt jeg har gemalen, der gør det meste af det), men det belønnes på denne årstid.

torsdag den 30. oktober 2014

Årets sidste røde tomater

Det her bliver så årets sidste drivhus-høst 
Det er plukket igår d. 29. oktober
I dag er drivhuset tømt for tomat- og peberplanter, selv om det kunne se ud til, at tomaterne gerne vil blive ved en tid endnu 

Så er der lige min chiliplante - den kommer i "orangeriet" 

Jeg kan næsten ikke få mig til at plukke chilierne, men nogen af dem kommer nu i fryseren, så vi forhåbentlig kan få gavn af dem i løbet af vinteren. 

Der er en lille skål grønne tomater tilbage, jeg tror, der kan blive et glas syltede grønne tomater, men nu ser jeg lige, om jeg vil have gang i gryden for den smule.

Efteråret er over os og der bliver mere indendørs tid nu, men det er da utrolig så flot vejr, vi har - selv om der har været grå dage med blæst og regn, så er der jo stadig rimelig varmt udenfor - vi har jordbærplanter der blomstrer og der er også et enkelt grøn bær i, jeg har en fuchsia, der står med fine blomster, og der er morgenfruer, der er blomst i - planterne kan vist ikke helt finde ud af det med det milde efterår. 

Nu er der ikke længe til, at vi skal have lyskæderne sat op og igang med julepyntningen - de senere år har vi sat lyskæder op til Mortensaften, mon ikke også vi får det i år - det er gemalens job :) 
Julepynt iøvrigt kommer tidligst op den sidste weekend i november og helst først i starten af december, men nu er der jo små børn i huset, og det kræver lidt mere juleri.


tirsdag den 28. oktober 2014

Grønkål, citroner, lilla sovs og Kreative dage

Sikke da noget - teknikken har drillet, så jeg har ikke fået skrevet indlæg i mange dage.

Jeg havde ellers taget billeder af mad og forskelligt, men tror da så pokker om jeg kunne få dem overført fra min Iphone.
Jeg har også haft mange problemer med facebook, specielt på min Iphone, men også på computeren - bedst som jeg troede, det var i orden, så var den gal igen og i dag fandt jeg så ud af, at der simpelthen er en del af de kommentarer og likes, jeg har lavet på facebook via min Iphone, der er væk - og det var også det, der skete, når der skulle overføres billeder fra kamerullen til det program, jeg gemmer dem på - den skrev, den sikkerhedskopierede, men billederne forsvandt bare ud i luften - godt de stadig var på kamerarullen - men det er jo lige til at få knopper af den slags :(

Nå men jeg er her stadig :)

Lidt mad-snak 
I skal nu have billedet af vores flotte grønkål
Der er godt nok mange i år
og der har ikke været
larver i dem
Nu om dage kan man jo bruge grønkål til mange ting - i min barndom tror jeg kun de blev brugt til grønkålsuppe og grønlangkål :)
Den dag jeg tog billedet, da fik vi en grønkålsalat med æbler og pinjekerner og en mormordressing.
I mormordressingen kom citronsaften fra en af mine egne citroner - det er faktisk den første citron, jeg har kunne bruge fra mit citrontræ, dem der blev gule sidste år, de var helt tørre.

Farven er fin nu
saften smagte ikke af så meget,
men der var nok af den






















Lige nu er et hit her i huset "lilla sovs" :)

Den lilla sovs opstod en dag, hvor jeg skulle lave noget "vildt sauce" altså noget med ribssaft i og så havde jeg bare ikke noget og ej heller ribsgele, det nærmeste jeg kunne komme var ribena saft, så der kom lige en sjat i, inden der skulle kulør i, og da Nana så det, mente hun bestemt ikke, der skulle kulør i - og vi har nu prøvet "lilla sovs" et par gange - det går fint til en frikadelle eller en kotelet :)


Jeg har også været ude at farte rundt :)
Jeg har været til Kreative dage i Fredericia sammen med min gode veninde Hanne fra Vejle.
Det er vores tradition, at vi mødes der.
Vi var der fredag, kom ved 10.30 tiden og jeg tog hjem igen ca. 16.30.
Hold da nu op, der er mange ting at se og man kan hente rigtig mange gode ideer - jeg kan godt forstå, hvis folk, der bor noget tættere på end jeg gør, vælger at købe billetter til mere end en dag - der var mange sjove workshops igang rundt omkring, og vil man deltage i dem, ja så når man ikke rundt på en dag.
Jeg købte lidt garn - nogen af de faste læsere kan måske huske, at jeg for et par måneder siden viste et sjal, jeg havde hæklet til mig selv, jeg var så glad for det og havde det med til Tyrkiet, hvor det var til stor glæde om aftenen - men det kom ikke med hjem fra Tyrkiet, jeg glemte det på et toilet, og da jeg kom tilbage 20 min. senere, ja så var det væk - jeg håber godt nok at den, der har taget det, bliver glad for det!
Så nu må jeg igang igen, men denne gang bliver det en anden type garn og lidt andre farver.

Som det kan ses, så købte jeg også en hakkenål og en hakkebog for begyndere.
Jeg prøvede tunesisk hækling, som efter sigende skal være det samme som hakning, for et par år siden, da jeg var til Kreative dage - jeg synes, det var sjovt, men kom aldrig igang med det, men der var en del om det i Maries ideer nr. 3, som satte gang i lysten igen - så nu skal det altså prøves - ja når nu, der altså bliver tid, for der er så meget andet, jeg også gerne vil lave lige nu :)

Lige nu hækler jeg stadig elefanter, det har jeg efterhånden gjort et stykke tid, men jeg skal også lave to - og der er jo ikke længe til jul, så skal der laves lidt julepynt, så er det jo også tiden - og ejg har jo lidt garn fra Tyrkiet, som jeg gerne vil have gang i  - det er ikke ideer, der mangler, det er vist tid eller prioriteringen af tid, der skal til :)



mandag den 25. august 2014

Spidskål og rødbeder

Ja, vi har stadig spidskål i haven - det er første gang, vi selv har dyrket dem, og jeg har lært, at de altså skal høstes i tide, de skal ikke bare blive ved med at gro, for så springer de simpelthen ud til alle sider.

Det betyder selvfølgelig, at vi har spist en del spidskål og så er det jo lige med at blive ved med at finde på spændende mad med spidskål - som altså er et meget alsidig kål, det kan bruges til rigtig meget.

Igår fandt datteren et billed på Instagram eller Pinterest, hvor der var vist en salat bestående af spidskål, fennikel, blåbær og dild - ingen anvisning på mængder eller noget - så datteren gik bare ombord i at finsnitte et spidskål og det meste af en fennikel, så lavede hun en mormordressing af lidt fløde pisket med sukker og citronsaft, som hun vendte i og så blev der pyntet med ca. 200 gr blåbær og et bundt dild - dilden kom som spidskålet fra egen have.

Det kan godt anbefales
Nå ja, vi havde spist af salaten, 
før jeg fik taget billedet :) 

I dag er vi begyndt at bruge opskrifter fra bogen "Verdens bedste kur" og til frokost fik vi bl.a. råkost af rødbeder -  
det kan også anbefales.

Vi vælter os stadig rundt i squash, løgene er klar til at komme i læ nu, der er gulerødder og pastinakker, persille og porrer og grønkålen, den står bare rigtig flot i år og så er det vist snart på tide at kigge til jordskokkerne - og jeg plukker også stadig hindbær, de smager ikke af så meget, nu hvor der ikke er så meget sol, men de er nu stadig bedre end dem, der kan købes i butikkerne :) 
Måske har jeg glemt noget  - men rart er det nu at kan hente grøntsager i egen have. 

Nå ja - så lige en lille bemærkning om vægttabet, som altså ikke rigtig kører - jeg har simpelthen ikke kunne få styr på det igen efter vores ferier - jeg står simpelthen stille - så selv om jeg siger, aldrig mere kur, så må jeg gøre en indsats, så der igen kan ske noget - for ned i vægt, det skal jeg og derfor griber jeg nu lige til at prøve opskrifter fra ovennævnte bog. 
Jeg er spændt på, om det virker, for det ser ikke ud til at være så fjernt fra det, jeg plejer at lave - men bare det at få nyt indput kan forhåbentlig være godt, for jeg er nu også gået i stampe med mine egne ideer. 

torsdag den 7. august 2014

Overflod - ja det har vi ......

af SQUASH !!!!

 så det er bare med at finde ud af, hvad de skal bruges til - vi forærer dem væk, vi kan komme afsted med -- så har jeg tænkt mig at sylte nogen af dem - de skal syltes som græskar, i sådan noget rigtig sød, tyk sirupsagtig eddike marinade - nogen vil blive revet og komme i fryseren, der kommer nogen i frikadeller o.lign - og i dag kom der nogen i en kage
Det er en opskrift jeg har fundet hos Lone Landmand - den er godt nok god - der er vist ikke mange, der tænker squash, hvis ikke man siger det :)
Der er både chokolade og kakao i og nå ja, så er der ting, som jeg ikke plejer at bruge så meget af i mit bagværk, nemlig smør - hvordan er det nu man siger "det er smørret, der gør'et" - det er der måske noget om ;)

Vi har også været ved at drukne i agurker, men det har jeg gjort noget ved
Der er lavet varm-syltet agurkesalat,
det er nærmest som når man laver 
en agurkesalat, men kan holde meget længe.

og agurker syltet som asier.
Det var en ide, jeg fik sidste år - 
kan man sylte squash som asier,
så kan man vel også gøre det med skoleagurker.
Jeg skræller agurkerne, 
flækker dem på langs 
og skraber kernerne ud
og så har jeg lagt dem i saltlage et døgn,
kogt en lage til at hælde over 
- ikke helt efter en opskrift,
har taget lidt her og der og brygget sammen,
så de bliver, som vi kan li' dem :) 



fredag den 22. november 2013

Butternutsquash-suppe spist i stilhed

Her er godt nok stille - Nana og Emil er hos deres far og datteren er taget på weekend hos et par veninder.

Så i dag var der "kun" os selv to til at spise, så gemalen blev belemret med

butternutsquash-suppe


Jeg elsker det  - han spiser det, men mener nok, han har fået det, der er bedre :)

Vi har selv dyrket butternutsquashen, og var meget spændte på, om de blev modne.
Den her var i alle tilfælde flot - den vejede 1600 gr., efter at den var skrællet og kernerne skrabt ud - i opskriften står en butternutsquash ca. 900 gr. og fra tidligere ved jeg, at sådan en normal størrelse vejer ca. 1 kg. - men det var også den største, vi havde.

Jeg bruger denne opskrift fra Arla - jeg har dog skiftet en del af fløden ud med mælk og jeg brugte hele porren i suppen, altså ikke det grønne til topping.
Jeg valgte at riste noget bacon og blande i toppingen - det blev rigtig godt.

Jeg nyder, når jeg som i dag kan gå ud og grave porrer op og hente en squash - der er soltørrede tomater i toppingen, dem har jeg selv lavet og de er også bare blevet gode.

fredag den 8. november 2013

En uge med 3 fødselsdage

Her har fødselsdage det med at komme i stimer og det er også tilfældet i denne uge, hvor Laura, vores ældste barnebarn,  og min svigermor havde fødselsdag i onsdags og i dag er det så min søster, der står for tur. Min svigerfar, som ikke er mere havde også fødselsdag i dag.

Laura's fødselsdag blev fejret i lørdags

Laura kan godt li', når vi laver lidt kreativt, 
så jeg havde lavet et kort til hende.


Laura fik en stor gave af os i år - 
sådan er det altså ikke hvert år :)


Ja, det er en cykel, men da vi kom hertil, blev jeg forstyrret og så fik vi ikke flere billeder den dag - sikken dog en uorden.
Laura fik mange andre fine gaver og havde en god dag med familie og venner.

Svigermor blev 94 år, hun er desværre meget dement, men vi mødtes med mine svigerinder og svogre på plejehjemmet og fik medbragt eftermiddagskaffe sammen med hende, og det var en rigtig hyggelig eftermiddag - en af de dage, hvor svigermor sagde ja og nej, når vi spurgte hende om noget, og det er efterhånden en god dag, når det sker. 

Ellers har vi haft travlt her - datteren og yngste barnebarnet, Emil er ramt af halsbetændelse - Emil var færdig med pencillin behandling for første halsbetændelse i weekenden, men var altså syg igen tirsdag og det var hans mor så også og nu er de begge igang med en ny omgang pencillin. 
Vi har prøvet at få en rytme i hverdagen, men det er ikke nemt, når der er fødselsdage og sygdom, som ændrer de oprindelige planer. 

Igår var det da lige før, at der var total booket op her, Laura skulle køres til dans, Nana skulle til gymnastik, Emil var hjemme fordi han var syg, datteren skulle sove (hun er på arbejde om natten), gemalen skulle vaccineres, så der skulle planlægges, men vi fik det hele til at gå op i en højere enhed.

Mad får vi hver dag - og vi henter stadig gulerødder ude i haven og vi kan såmænd nøjes med en til et helt måltid 
Det er et ret stort æg, der ligger ved siden af
Der var ikke et eneste ormehul i guleroden 
og den smagte rigtig godt.

søndag den 20. oktober 2013

Hæklerier - hund m.m. - udsigt, børnebørn, grønkål og livsglæde i forenelighed

Tiden løber, der er meget, vi skal nå - dejligt at venner og familie stadig hænger på :)

Min stue ligner et pulterkammer - for konen her, hun skal til at smide ud, og det er hun ikke meget for, men ryddes ud skal der altså - i stuen er der nemlig ikke plads til alt det, der er hevet ud af andre rum i huset.
Datteren får stress, når hun kigger ind, det duer ikke, hun har jo nok at gøre med at pakke hos sig selv - gemalen har ud over hjerteflimmer fået ondt i ryggen og er træt af ikke at kunne selv - så igang må jeg  altså lige straks :)

Der er møbler, der skal flyttes og møbler der skal samles, der trænger til en ordentlig omgang rengøring - men lige midt i det hele, ja så tog jeg på barselsvisit :)

Det har jeg sørme også ventet på en hel måned nu, men alligevel skulle jeg da lige have syet en knap i en hagesmæk og en tryklås i en suttesnor, inden der kunne pakkes ind - men så blev der også pakket ind



Der var en gravhund

Der var en barnevogns-snor

Der var suttesnore - ja der var to, men kun billede af den ene - den anden var i brune nuancer

og der var en hagesmæk

Jo jo midt i alt hurlumhejet her, har jeg fået produceret et og andet - det har været god afstresnings manøvre i en hektisk tid.

Hunden, den har været sjov, for den slags har jeg ikke lavet før - jeg har taget udgangspunkt i opskriften fra Panduro hobby - deres gravhund har ører, hale og tørklæde af stof, jeg vil have det hele hæklet, så jeg måtte kreere selv.

Nå ja - igår var der lørdag og der var besøg af børnebørnene
Der var lidt koldt, men luft skulle de ha'  Laura forsøgte at lære Nana at glide sidelæns nedad :)

Og før lørdag, da var der jo fredag - 
vejret var smuk og det var vores udsigt også

og grønkålene i vores køkkenhave

Nydes skal, hvad nydes kan
snart øges vores husbestand 
vi forbereder og glæder os :)

onsdag den 16. oktober 2013

Lidt andet end malerarbejde og indkøb

Dejligt solskinsvejr, der blev i dag - det kunne da få mig udendørs lidt.

Jeg ser selvfølgelig dagligt udover køkkenhaven, men det er så nemt at "glemme", hvad man ser, når der er nok andet at tænke på.
Der er stadig meget at tænke på og der forestår et større oprydnings-  og rengøringsarbejde herinde, inden der bliver d. 1. november, men i dag da jeg kom til at se godt på de her par højbede med

bredbladet persille
og
kruspersille

så blev jeg godt nok nødt til at gå ombord - det var for godt at lade gå til, hvis der kommer frost.

Det er helt utroligt, så meget og så flot det er, for min mor har plukket en gang, så vi har fået i fryseren, men vi skal nok få det afsat.

Jeg har også gang i et andet projekt -
Butternut squash

Billedet er taget gennem et vindue og der er også refleks på, men bedre end ingenting.

Sidste vinter købte jeg et par butternut squash, det var første gang, jeg stødte på dem, men jeg havde hørt, at det var rigtig gode.
Det synes jeg også, de var, så jeg tog kernerne fra og plantede dem - først i potter i "orangeriet" og siden ud i køkkenhaven. 
Jeg synes godt nok, det varede længe, inden der kom blomst i planterne og endnu længere tid, inden der viste sig frugter deri. 
De der squash, der kom - de havde en helt anden farve end dem jeg havde købt - de var gul/grønne - de købte var beige/lyse brune i skalen.  Der var ikke voldsom mange af dem, så jeg var heller ikke meget for at begynde og skære i en - men så er det jo godt, at man kan google - og der stod, at de var sene modne, men kan dyrkes her i landet, de skal bare eftermodne i 30 gr. i 14 dage.
Nu er jeg så heldig, at vi har et fyrrum, hvor der altså er meget varmt inde - så der har de ligget en uges tid nu og farven begynder at ligne den, de købte squash havde :)
Det bliver spændende at se, hvordan de ser ud inden i, når det bliver tiden at bruge dem.

Når nu jeg var kommet ud, ja så kunne jeg ikke lade være med lige at gøre et eller andet med nogle af mine 

pyntegræskar
som jeg bare havde til at ligge i en dynge
og fine blanke kastanier
som Nana og hendes mor samlede for nogle dage siden.