Søg i denne blog

torsdag den 28. maj 2015

Børnebørn, en utæt hjerteklap og lidt sundt mad

Igår var min mor og jeg med Emil til bedsteforældredag i dagplejen - det er en rigtig hyggelig formiddag.

BUM
så havde Emil væltet det igen
Oldemor og Emil byggede et højt tårn




















Det var også bare fint for os, at vi lige fik den dag med, for det var så Emil's sidste dag i legestuen, hvor dagplejerne kommer en dag hver 2. uge, for fra på mandag, så skal han i børnehave.
Jeg synes godt nok tiden løber stærkt, når jeg ser på børnene, de bliver lynhurtigt store, Laura skal i 3. klasse efter sommerferien, Nana skal i førskolegruppe og Emil altså i børnehave.

Gemalen og hans hjerte
Det der fylder rigtig meget i vores liv lige nu er, at gemalen har en hjerteklap, der skal opereres.
Det er en operation, der betyder, at han ikke må lave noget i et par måneder efter operationen og efterfølgende skal have genoptræning, det er godt, han ellers har det godt og er fysisk stærk, for så kommer han forhåbentlig nemmere igennem det.
Det bliver en noget anderledes sommer end vi lige havde tænkt os, for forhåbentlig så bliver han meget snart opereret, for han har haft hjerteflimmer 3 gange indfor de sidste 5-6 uger. Det er ikke rart og det tærer på energien.
Vi har måtte afbestille vores sommerferie og haven er vi helt bagud med, men skidt med det, vi må købe det, vi ikke selv får dyrket i år, og vi kan sagtens leve med ukrudt og hvad der nu må blive, der ikke lige bliver lavet i denne sommer, bare gemalen får ordnet den hjerteklap, så han igen kan komme på toppen.

Kosten
Vi er inde i en rigtig god periode med kosten, vi er primært datteren og mig, men gemalen og børnene spiser nogenlunde det samme som os.
Den står på masser af grøntsager, gerne fisk og kylling, men vi skal også have noget andet ind imellem og børnene vil gerne have boller i karry, frikadeller og lagsagne - så det bliver lavet i en sundere udgave end ellers.
I aftes var det frikadeller - mager fars og næsten lige så meget fintrevet grøntsager som kød, havregryn og rugmel i stedet for hvedemel, panden penslet med olie i stedet for at stege i becel, det giver noget mindre kalorier og fedt og mere protein, end en almindelig frikadelle - men ok, det er heller ikke en almindelig frikadelle, men alligevel ganske god og det er også en fin måde at få lokket lidt grøntsager i dem, der ikke er meget for den slags.
De kan også steges i ovnen, så behøver de slet ingen fedtstof.
En portion med 3 deller,
dampet broccoli, blomkål og gulerødder, i alt ca. 250 gr.
1 lille kartoffel og 2 spsk sauce
holder sig på ca. 425 kcal 
og har en udmærket fordeling på næringstoffer
og man er mæt

Ellers strikker jeg vaskeklude, hækler en firkant ind imellem og nu skal jeg have lavet en frugtpose til Emil - jeg har et projekt i tankerne, der indbefatter en hæklet traktor og ugle :)

søndag den 24. maj 2015

At være med Laura til sommerfest og ellers lave ingenting !!

Jeg havde den fornøjelse at komme med Laura til sommerfest på hendes skole torsdag aften, fordi hendes far ikke var hjemme til at komme med - det var et dejligt afbræk i at lave INGENTING.
Det var stillet et stort telt op i haven, hvor vi sad og spiste.
Børnene fra 0. til 5. klassetrin sang for os, det var bare så godt - og der var lavet udstillinger og forskellige ting, der kunne prøves - det, der blev betalt for gik til en lejrtur for de store børn, som så til gengæld måtte tage en tjans.
Laura's klasse havde udstillet bøger, de selv havde lavet - de var så fine - Laura havde lavet en om Isbjørne
Der var indholdsfortegnelse 
faglig information
og tegninger i
virkelig gennemført arbejde.

Vi burde være i haven og have køkkenhaven plantet til, men det bliver vist ikke til meget, for jeg laver INGENTING.

Jeg har nu i noget tid haft problemer med mit bækken/hofter og har derfor været til behandling ved fysioterapeuten, hvor jeg også går til træning.
Mine problemer er ikke sådan lige at få styr på igen og jeg har også haft problemer med at lave de øvelser, jeg laver til træningen - men nu har jeg fået akupunktur og besked på at give det ro i en uge - "du kan bare sige, at fysioterapeuten siger, du skal lave ingenting" sagde hun - ja det er da en herlig ting bare at læne sig tilbage og sige, jeg skal lave ingenting - sådan helt lovligt - ja jeg holder helt bestemt pinseferie, men det vil nu have været sjovere, hvis jeg kunne have foretaget mig noget mere.

Jeg strikker/hækler lidt, går en tur rundt i huset, følger med ud at handle, har været på besøg hos gode venner, Majbrit har erobret vaskemaskine og opvasker og stået for stort set det meste madlavning - så det er vist det, der kaldes smånusseri at jeg laver - hvis man kan sige, at jeg laver noget som helst.
Fordelen er, at nu kan jeg lave ingenting uden at det gør ondt i hofter/bækken - så jeg håber, det giver resultat.

GOD PINSE

onsdag den 20. maj 2015

Så er der hverdag og jeg strikker vaskeklude

Efter en uge med masser af fødselsdage, så er der igen ved at være hverdag her i huset igen.

Der er ved at være styr på kosten igen - sund mad må vi have efter alle de udskejelser, som jo også sætter sit aftryk på badevægten.

Håndarbejdet er der også gang i, det er ret så kedeligt  - men dejlig nemt bare at lade glide gennem hænderne :)


Ja, jeg bruger tid på at strikke vaskeklude - jeg er selv glad for at bruge dem og det er Nana og Emil også blevet, så der er ligesom ikke nok i den stak, jeg lavede for et par år siden, da jeg kom i tanke om, at jeg vil have noget orange i badeværelset. Jeg er stadig glad for de orange farver, så der bliver lige lavet lidt flere i farven :)

Det er så nemt - slå 60 masker op på pind nr. 3 - strik 12 pinde ret, herefter begynder ternene -
alle pinde startes og sluttes med 6 retmasker, der imellem strikker jeg 6 pinde med skiftevis 6 ret og 6 vrang  - herefter skifter jeg så der bliver ret over vrang og vrang over ret.
Når der er 12 tern i højden, så strikker jeg igen 12 pinde ret - og vupti så er der en vaskeklud, der bare lige skal have hæftet enderne.
Der kan næsten blive 2 af et nøgle garn, meen det kan komme til at knibe til det sidste par pinde.


onsdag den 13. maj 2015

1 uge med 4 fødselsdage

I denne uge laver vi ikke stort andet end at gå til fødselsdag - men det er nu også rigtig hyggeligt :)

Vi startede søndag, hvor den ældste svigerinde blev 70 år.
Vi startede ud herhjemmefra kl. 8.45, for vi skulle køre langt, helt til
Nørre Vosborg, 
som ligger ved Vemb vest for Holstebro. 


Her skulle vi spise brunch i kuskestuen
Et hyggeligt velbevaret rum
med det gamle ildsted og grukedel

- og hold da nu op, det var godt nok noget af en brunch - masser af lækker mad :)
Dagen sluttede af hjemme hos svigerinden, en rigtig hyggelig dag - vi var først hjemme igen kl. 20 om aftenen.

Herhjemme var der pyntet op til prinsessefest = børnefødselsdag



Nana blev nemlig 5 år i mandag - så hun havde pigerne fra børnehaven på besøg, imens vi var i Holstebro.

Vi holdt fødselsdag med hende mandag, hvor hun først var oppe i børnehaven med kage og om eftermiddagen havde besøg af oldemor og moster Laila og Kurt, som ikke kan komme, når hun skal have familien til fødselsdag.
Det er indbringende dag at blive 5 år - jeg har ikke engang et billede af fødselsdagsbarnet, for hun har haft skoldkopper og vil ikke fotograferes - det værste var heldigvis overstået inden fødselsdagen, men jeg har da et par stykker af nogen af gaverne :)

Det her er en del af en autocamper til barbie,
som Nana fik af os,
den har også førehus og svømmepøl,
den er godt nok fin, 
men jeg havde aldrig givet fuld pris for den,
jeg fik den til halvpris :) 

På lørdag har min mor fødselsdag og søndag har datteren - ja det er noget af en uge, vi har :)
Datteren skal selv til fødselsdag hos en god ven, der bliver rund på søndag, så der skal ikke holdes fødselsdag herhjemme - men det er også ligesom om, der har været fest hele ugen :)

PS min mor kan klare yderligere en fødselsdag og så lige et guldbryllup i denne uge - så hun fester igennem :)



lørdag den 9. maj 2015

Med Laura på shopping

Jeg har haft den mest fantastiske dag med Laura i dag - ja hun er 8 år nu, så hun ved nok, hvad hun vil.

Vores ærinde var at købe Mor's dags gave, for sønnike kunne ikke selv - og når vi nu skulle ud, så skulle der da hygges :)

Den stod på frokost på Mac Donald - så gik turen til Platorama, hvor vi fik købt blomst til hendes mor - den lille dame vidste lige præcis, hvad det skulle være og den er godt nok flot :)

Videre til Storcentret - hvor jeg også tror at resten af Nordjyllands befolkning var i dag - hold da nu op, det tog meget lang tid at få en P-plads - og tænk lige da vi så har fundet en, vi holder pænt og blinker og venter på, at en bil skal køre ud, ja så kommer der en drønnende ind ude fra vejen og troede, at han lige kunne tilrane sig den plads, men vi havde altså kørt rundt i et kvarter, så mutter her var nok ved at være træt, men det kan nok være, at hun fik dytten drejet ind for næsen af ham i en gevaldig fart , og så kunne vi komme i Storcentret. (Laura synes godt nok han var fræk, ham der i den blå bil og det synes hendes farmor godt nok også).

Vi skulle nogle ærinder og så skulle Laura have is og jeg kaffe hos Frellsen - hold da nu op, det var der også mange andre, der skulle, jeg stod i kø i 20 min. - men vi fik det vi ville og så var der dømt eftermiddagskaffe-hygge
Så manglede vi lige et par ting i Bilka - det kunne vi snart ordne - men ak og ve, Bilka kunne såmænd ikke overholde deres "max 2 i kø" i dag - de beklagede meget i højtalerne, og vi overlevede det også :)
Laura var så heldig, at der kom to damer og gav hende deres dyrekort, så hun var glad.

Vi havde købt et kort, hun skulle have til sin Mor's dags blomst - det skulle hun skrive i på vej hjem - det gjorde hun også og der blev klistret hjerter i - og så alt mens  jeg styrede bilen hjem, så kom Laura's kreative evner til sin ret - vi havde jo ikke farver med, men hun havde da en læbepomade med lidt kulør på og så kunne hun da lige dekorere kuverten

Alt mens hun legede med læbepomade og kuvert og jeg fandt vejen hjemover - så hørte vi en CD, hvor Peter Belli sang "Istedgade" - og jeg må da nok sige, at Laura lyttede, for der kom godt nok nogle spørgsmål om, hvorfor der var politi og ballade og hvor Istedgade er - jo jo farmor måtte lige stå for skud og få fortalt det, hun nu synes, en 8-årig skulle høre om Istedgade - og da vi så havde snakket lidt om ballademagere, narkomaner, tyveknægte og frække piger - så vil hun godt lige vide, om de var fattige - og hvorfor Peter Belli vil synge om dem og om han var fattig - ja, der bliver tænkt tanker inde i et 8-årig lille hoved - tanker, som ikke altid er lige nemme for en farmor at svare på :)

Ja - det blev en lang og dejlig dag 
med  Laura, 
der  hellere vil høre Peter Belli
 og sange fra Dirty Dancing
 end Hansi Hintersee  :)

søndag den 3. maj 2015

Lige et par pip herfra

Det bliver ikke til meget blog-skriveri for tiden - jeg har ondt i ryggen, eller rettere i bækkenet/hoften - ja, jeg blev lidt klogere på anatomien, da fysioterapeuten viste mig en model af en rygsøjle med hofte og bækkenparti.

Det er bare så møj irriterende, når man ikke kan det, man gerne vil - jeg bliver små depri, sur og tvær og træls og er ikke den sjoveste at være i selskab med.

Jeg kommer ikke i haven, som der ellers er tid for.
Jeg hækler på mit sjal, som snart er færdig - det er et halvstort projekt, som tager sin tid.
Jeg hækler firkanter til et stort tæppe, det bliver altså heller ikke lige færdig i en fart -
så der er ikke rigtig noget nyt at underholde om.

Jeg laver hurtig mad - ikke særlig spændende, for jeg står ikke op så længe af gangen - så der er heller ikke noget særlig at skrive om.

Det lyder godt nok noget sølle - men så sølle er det heller ikke  -
Jeg kan da stadig gå på mine ben og komme udenfor husets 4 vægge.
Jeg formåede at passe Emil nogle timer i to dage i denne uge.
Jeg har været med i Storcentret - Nana skulle have sine nye briller og jeg skulle have mine passet til.
Emil og mig kørte svigerdatteren og Laura til en X-bus, så de kunne komme på Bededagsferie, langt nede i Jylland.
Jeg får behandling ved fysioterapeuten og det hjælper da lidt, men det er som om, at når hun får styr på det ene sted, så viser smerten sig bare det andet, men på et tidspunkt, må der vel komme styr på det hele.

Jeg skal ikke klage - jeg skal ikke sygemeldes eller have fri til behandling, jeg kan sætte mig, ligge, gå og stå, som det passer sig bedst. Det er et af de privilegiumer, der er ved at være hjemmegående.


Jeg er ikke sur og tvær hele tiden
 - jeg kan stadig få mig hevet op til at se det positive
Der er forår
der er blomster i haven
det spirer og gror
fuglene synger
nu er det maj
og store-fødselsdags-måned 
her hos os. 
Min svigerinde, barnebarnet, datteren og min mor
alle sammen inden for en uge :)

Den japanske kirsebær blomstrer
køn er det lige nu,
men det gamle træ er ellers ikke en skønhed,
men skal have lov at stå,
for det er det eneste, der er tilbage i haven 
fra vi overtog stedet for snart 30 år siden.