Søg i denne blog

søndag den 20. august 2017

Hækletøj og tomatsuppe på en regnfuld august-lørdag

Det hosteri bliver ved med at svinge frem og tilbage - bedst som jeg tænker, at nu går det da godt, så begynder jeg igen - igår var det slemt, men en anden type hoste end hidtil, sådan noget rigtig irriterende små hosten, som bare bliver ved og der kan ligesom ikke hostes ordentlig igennem.
Det må vel gå over på et tidspunkt, måske det bare er tålmodighed, der skal til - der står på medicinen, at den først har fuld virkning efter 14 dage, og det er der gået på tirsdag, så jeg håber stadig på, at på onsdag, så er jeg frisk og frejdig igen 😏
Der skal s.. godt nok indhentes noget energi, før jeg kan kaldes frisk og frejdig 😒

Man må jo få det bedste ud af enhver situation, så igår stod den på hjemlig hygge fra morgenstunden af
En kande kaffe, hækletøjet og så lige en møbelreklame - det beskriver meget godt det, som jeg beskæftiger mig mest med for tiden 😊
Jeg hækler kaktus til Laura, vi har i fællesskab fundet inspirationen HER - jeg hækler i lidt andre størrelser, så jeg synes, de kommer til at passe til den potte, de skal i. Laura har selv valgt farverne blandt mit restegarn.

Jeg har fået hæklet låg til svigerdatteren - båndene kunne godt være bedre i matchet, men det løser vi, når jeg igen er klar til at gå i butikker.
Opskriften er egen ide - og som det kan ses, så var udtagningerne ikke helt så jævne i den mørkeblå, som de blev i den lyseblå.
Hæklet låg
Jeg starter med en magisk ring med 6 fastmasker, og tager så 6 masker ud i hver omgang, til der er 60 m, det passer med størrelsen på låget, de skal dække.
Så hækler jeg en omgang i bageste lænke, fortsætter med 3 omgang fm - det passer til kanten på låget.
Nu laves hulrækken til båndet - *1 stangmaske, 1 luftmaske* spring over en maske og gentag omgangen rundt.
Så laves "flæse-kanten" -  i hullet der er opstået til båndet i foregåenden række, hækler jeg 1 fm, 1 stangmaske, 1 dobbeltstangmaske, 1 stangmaske, 1 halvstangmaske, omgangen rundt.


Aftensmad
Der var altså også kun vejr til indendørs sysler, så samvittigheden over bare at sidde der, blev ikke helt skidt.
Aftensmad, det skulle vi jo også ha' - og gemalen han havde været i drivhuset, hvor agurkerne stadig myldrer frem og tomaterne giver pænt, det gør peberfrugterne også, jeg vil gerne have, de skal blive røde, men vi er godt nok begyndt at tage dem grønne, for der er bare mange.
Så sådan en kedelig lørdag midt i august, hvor man burde være udendørs og grille, ja da kom jeg i tanke om, at jeg vil lave tomatsuppe
Så her får du lige opskriften på en
Nem hjemmelavet tomatsuppe
1 løg
1 grøn peberfrugt
2 fed hvidløg
1 stor gulerod
hakkes og svitses i lidt olivenolie
10-12 tomater overhældes med kogende vand og flås
de skæres over og det hårde, hvor stilken har været fjernes
kommer i gryden sammen med en håndfuld krydderurter,
jeg brugte basilikum, merian og lidt timian.
Så tilsatte jeg en halv liter hønsebouillon og lod det stå og små koge i en god times tid.
stilkene fra krydderurterne blev fisket op, stavblenderen blev sat i, og vupti så er der en velsmagende lidt tyk suppe, som jeg kom en flaske madlavningsfløde og ca 100 gr friskost med urter i.
Lod det koge op og smagte til med salt, peber og en lille smule sukker.
Man kan tilsætte alverdens dejlige ting til sådan en tomatsuppe, kylling, rejer, pasta, anden typer af fisk, men vi fik kød- og melboller, for det var det, vi lige havde, og så et stykke brød dertil.
Hvis jeg havde haft noget selleri, det kan være knold eller blad, så var det også kommet med deri.

Ja det var stort set den lørdag, der gik der.

torsdag den 17. august 2017

Guldbryllup og æresport, heldigvis kunne jeg være med

Pyhhh det her astma halløj, det trækker da godt nok tænder ud - det tager sin tid at komme på højkant igen, men det går da fremad, der hostes knap så voldsom, det hyler og piver ikke længere i halsen/brystet, når jeg lægger mig ned, men det kniber gevaldigt med at have luft og energi til ret meget.

Jeg blev da heldigvis så frisk, at jeg kunne deltage i vores gode venners guldbryllup i lørdags, og jeg kom også med ned og lave æresport fredag aften - det er jeg bare glad for, for det vil jeg da nødig være gået glip af.
Det er altid ret fornøjeligt at få en æresport pyntet og sat op - det er ved at være nogle år siden, at vi sidst har lavet en æresport i vennekredsen, så der skulle lige snakkes lidt om, hvordan er det nu lige, vi begynder - men det kørte bare derudaf - gemalen havde lavet "stativet", mændene savede en masse grene af en kæmpe cypres, som de havde i haven, der hvor vi lavede æresporten, og det beklædte de "stativet" med, damerne bandt små buketter af lyserøde roser, småblomstrede grønne chrysanthemum, guldsprayet havre og lidt grønt, som blev sat i og tilsidst et fint guld skilt.


Jeg kan desværre ikke fremvise et billede af den opsatte æresport, for af uransagelige årsager blev mine billeder bare helt mørke 😕
Da vi var færdige drak vi kaffe og knævrede, mens vi ventede på at mørket kom, så den kunne blive sat op 😍

Guldbrylluppet var en rigtig hyggelig festdag - nu er vi jo ikke 25 år mere, så det er bare fint, at holde festen til middag og få "natmaden" til aften 😊

Jeg laver ellers ikke så meget endnu, men jeg har da fået gang i hæklenålen igen, og jeg får lavet noget mad til os - igår skulle jeg så have et møde herhjemme med et par partikammerater, så der var en anledning til at tage mig sammen til at få fjernet det værste støv og bage en kage - godt gemalen tog støvsugeren, for jeg svedte bare af at gå rundt med støvkluden 😳

Ellers sker der selvsagt ikke meget lige for tiden - nå jo, vi skal gerne have nye møbler i stuen inden længe. Vi var begyndt at kigge her og der, men nu har kiggeriet så stået stille i snart 4 uger, men snakken og overvejelserne er fortsat - vi er enige om, at vi ikke skal have en hjørnesofa mere og JEG er enig om, at jeg ikke vil have sort læder igen - et er så at finde noget til en pris, som gemalen synes er rimelig og noget andet at finde noget, vi begge sidder rimelig godt i - det kræver altså noget at tilgodese os begge med den højdeforskel der er på os (mon ikke det er i omegnen af 38 cm) - så det skal jeg temmelig sikkert nok underholde om nogen gange, inden vi når til vejs ende i beslutningen 😊






onsdag den 9. august 2017

Flytning, hæklede kaktusser og astma

Først undskyld til alle jer, der forgæves har kigget efter nye indlæg her på bloggen.

Jeg ved ikke lige præcis, hvad der skete, men istå, det gik jeg.

Idag får I lige en kort "up to date".

Det vildeste der er sket her, er at datteren og børnebørnene har fået deres eget at bo i.
De flyttede den 1. juli.
Det var virkelig med ambivalente følelser, at de blev sendt afsted 😕😏

Det er jo den naturligste ting og har hele tiden været meningen, at de skulle flytte igen, de har lejet et virkelig dejligt rækkehus lige indenfor byskiltet, så der er ikke 2 km ind til dem.
vi har glædet os til, at vi skulle være os to alene igen, men jo nærmere dagen for flytningen kom, jo mere kom følelserne jo også i spil - selv om de altså ikke flyttede til den anden ende af landet 😊

Den der vist havde det sværest med flytningen var Emil på 5 år - han husker ikke andet end at have boet her, de flyttede ind, da han var 1½ år. Han mente nu ikke, at de fleste legesager skulle flyttes og på anden dagen i det nye hus, vil han også godt lige vide, hvornår vi skulle hjem og spise, og da vi så havde spist i det nye hus, så vil han altså gerne vide, hvornår vi skulle hjem 😏
Men han er nu faldet godt til.
Der er nye lejere i 3 huse inklusiv deres ud af 7 huse, og der er kommet børn i alle tre, plus de børn der bor der i forvejen, så er der en pæn flok, som de kan lege med nu, og det er virkelig rart for børnene, at de lige kan banke på og høre om nogen kan lege.
Datteren er utrolig glad for huset og det kan jeg godt forstå, det er praktisk indrettet og lyst og pænt.
Hun har også ventet på at det skulle blive ledigt i det sidste år.

Vi er ved at vænne os til, at der ikke længere behøver være fast spisetid, her er stille og vi skal underholde os selv to 😊

Vi har altså ikke bare lagt på langs i den forgangne tid.
Jeg har ikke været særlig meget involveret i flytningen, men det har gemalen og datteren selv og så var der familie og gode venner, der gav en stor hånd med.
Datteren var jo så "heldig", at det hun flyttede fra ikke lige skulle lejes ud igen, så alt det, hun ikke lige var sikker på om skulle med, det bliver der stadig ryddet op på herhjemme, og gemalen rydder ud i ting, der blev sat til opbevaring herhjemme, da datteren flyttede fra København til Hobro i 2008 - det er utrolig, hvad man kan gemme på, når der er plads at stuve det sammen på 😲

Mit bidrag til flytningen har været kaktusser til børnenes vinduer

Datteren er ikke vild med at passe blomster, så de skulle jo være nemme at passe, og de her, de behøver ikke vand og bliver de for støvede at kigge på, ja så kan de da vaskes 😄

Ellers har jeg hæklet karklude og håndklæder i stor stil - svigerdatteren blev 40 år og fik en pakke i blå nuancer, der var foruden klude og håndklæder grydelapper og en kartoffelvarmer.

Datteren har fået en stor stak karklude med og der er et par stykker mere og et par håndklæder undervejs - hun vil ha' grå farver - og der er ingen billeder endnu.

De sidste to uger har jeg intet lavet - og det er virkelig intet - jeg har ikke engang hæklet, jeg har kigget lidt på facebook og set TV.
Jeg blev ramt af noget voldsom hoste, troede at jeg var blevet smittet af datteren, der faktisk har været mere eller mindre syg i 5 uger med noget virus-halløj og en grimme hoste.
Da jeg havde hostet i et væk, ingen søvn fået og min kost havde bestået af et par skiver ristede brød om dagen i en lille uges tid - ja så måtte jeg til vagtlæge sidste søndag. Han konstaterede, at infektionstallet ikke var højt nok til en lungebetændelse og mente det var noget med bronkierne, så jeg fik en inhalator og noget hostesaft til natten.
Det hjalp lidt, hosten blev anderledes, men jeg var stadig dårlig, så torsdag var det egen læge, som mente, at jeg måske havde pådraget mig en infektions fremkaldt astma - og jeg skulle prøve at bruge den inhalator, jeg havde, noget mere. Det hjalp på det, så mandag synes jeg, det gik ret godt.
Igår var jeg så nødt til at skulle have en ny inhalator, jeg sagde, at jeg havde det meget bedre, men da vi fik snakket lidt om sagerne, sagde lægen at han ikke synes, at bedring var god nok, så han vil give mig en behandling for astma - så nu er jeg udstyret med to forskellige inhalatorer.
Der vil gå et par dage, før der er virkning af den nye inhalator og jeg skal regne med 14 dage, før jeg er helt på toppen igen  - men jeg er da heldigvis bedre, end jeg har været 😏

Det må vist være nok for i dag