Søg i denne blog

onsdag den 4. september 2013

Mad - suppe, tomater og hindbær

Nej - jeg laver ikke suppe af tomater og hindbær :)

Jeg laver Sparesuppe, sådan kaldte min mor det, når hun blandede en masse grøntsager og kogte kødboller sammen med.

Jeg har skrevet ned, hvad jeg kom i min Sparesuppe i dag og der er nok mad til 2 personer i dag og 3 personer i morgen.
Suppen er bestemt ikke ringere i morgen.
Man kan bruge alle mulige grøntsager i suppen, altså man kan tømme grøntsagsskuffen i køleskabet - deraf navnet Spare-suppe.

Sparesuppe



6 små kartofler
3 store gulerødder
2 store pastinakker
2 porrer
½ spidskål
½ blomkål
2 dl frosne ærter
1½ l vand
1 lille spsk salt
Ca. 100 gr. Friskost 11%
en lille håndfuld timiankviste

Kødboller
½ kg hakket kalve&svinekød 8-12%
1 tsk. salt
1 æg
1 spsk. hvedemel
2 spsk. Rasp
½ tsk. peber
½ tsk. spidskommen
½ tsk. Koriander
½ tsk. Løgpulver
Ovenstående røres sammen med vand til farsen har en passende konsistens, endelig ikke for lind.

Grøntsagerne skæres i mundrette stykker, blomkålen deles i små buketter, spidskålen snittes fint.
Kartofler, gulerødder, pastinakker og porrer kommes i vandet og sættes over og koge.
Når de koger tilsættes spidskål og blomkål og det bringes igen i kog, og så kommer friskosten i.
Nu formes kødbollerne – størrelse som til boller i karry -  og kommes ned i suppen og koger med ved svag varme i ca. 20 min.

Så kommes ærterne i og timiankvistene tages op og suppen serveres.

Der er masser af tomater lige nu

Det var høsten igår ca. 2 kg

Så nu vil jeg forsøge mig med at lave tomatpure - det kommer der nok et indlæg om senere, hvis det lykkes :)

Hindbær

Igår plukkede jeg 1600 gr. hindbær  - de var ikke så pæne, fordi der regnede og blæste i mandag

Så jeg kogte dem til saft


Jeg kogte bærene med ca. 2½ dl vand i aftes, 
hældte det op i en saftpose og lod det stå og dryppe natten over. 
I morges vred jeg posen, så de sidste gode dråber kom med - der var 1,3 l - 
over i en gryde med det og så blev det bragt i kog 
og der blev hældt 400 gr. sukker i - det kom lige op at koge igen 
og så kom der 1 tsk. atamon i - jeg bruger ellers ikke atamon, 
men gemalen mente, at det vil være klogt at komme det i hindbærsaften, så det gjorde jeg. 
Nu står det i disse to flasker, som er skyllet med vodka - 
det skal afkøles, før der kan smages på det - 
men jeg har smug-smagt og jeg skal da love for, der er smag i :)

Jeg har ikke lavet saft i rigtig mange år - ikke siden vi brugte en saftkoger og kogte i store mængder - men nu har jeg jo tiden og lysten er til det.
Jeg har fundet ud af, at det egentlig slet ikke er så besværligt, lige som med marmelade, når jeg tager en mindre mængde af gangen.