Søg i denne blog

mandag den 15. oktober 2012

Væksthus og mad-snak

Nu begynder væksthuset at tage form

Sådan her har det set ud fra have-siden hele tiden, dog er det øverste vindue blevet sat i nu, uhada det er tydligt at se, maskinhuset ikke er blevet kalket i år :-/

Det her er så blevet Frida's nye udsigt, det vender nemlig ud mod hendes hundegård :-)
Der er også en række glas i taget, men en stor del af det er stadig dækket af presenning, så der er endnu ikke det fulde lys derinde - døren til denne side mangler også endnu, men vi kan allerede mærke forskel i temperaturen, når vi går ind i væksthuset, som gemalen iøvrigt har omdøbt til "orangeriet"

Jeg glæder mig virkelig til at få det i brug og håber, det kommer til at virke efter hensigten. Nu burde der blive de rette betingelser for at såvel, citrontræ som oliventræer, krydderurter, pelargonier og hortensier i potter, kan overvintre her på "bakken".

I denne uge holder skolerne efterårsferie, vi har jo ikke skolebørn mere og holder heller ikke efterårsferie, men vi får feriegæster fra onsdag til lørdag.
Min moster, kusine og hendes to små piger kommer. De skal besøge min mormor på plejehjemmet og bor altså her imens - min fætter støder til, men skal overnatte hos min mor.
Så det næste par dage skal der lige "mugges ud", købes ind og gøres klar, så ingen tid til overspringshandlinger eller impulsive handlinger - som der skete igår :-)

Jeg skulle koge jordbærmarmelade og tømme et skab, som skal flyttes ud af et værelse - men i stedet kom sønnen, svigerdatteren og Laura til aftensmad og ja, det endte også med, at jeg inviterede min søster og svoger til at spise med.
Det var hyggeligt :-)

Jeg havde taget en porchetta steg op af fryseren. Den var ikke så stor, og jeg har ikke lavet sådan en før, så jeg anede ikke, om den vil skrumpe ind, men havde tænkt, at jeg da også kunne stege lidt frikadeller, men så var jeg inde og handle og faldt lige over en lille ribbenssteg, så det blev altså ikke frikadeller alligevel, men steg nok til også at invitere min søster og svoger til at spise med.

Porchettaen havde jeg købt på tilbud i Lidl, den var rigtig god, skrumpede ikke noget af betydning, smagte dejlig af de krydderier der var i, og den var heller ikke særlig fed, (det er ikke sidste gang, vi har prøvet sådan en steg). Ribbenstegen var også rigtig fin, den var heller ikke fed, den vil bare ikke blive sprød i sværen. Ja, vi får ikke så tit ribbensteg, fordi jeg synes, der er for meget fedt i.
Vi fik rodfrugtemos til og bønner vendt med rødløg på panden.

Til dessert havde jeg lavet en lagkage med hindbærmousse og lakridscreme efter denne opskrift - jeg bagte selv lagkagebunde og lavede ikke portionsanretninger, men en stor lagkage med to bunde - den var udmærket, men jeg vil nu prøve at lave den med mindrer makron i, og når det skal være en stor lagkage, skal hindbærmoussen lige nå at stivne lidt, inden næste bund kommer på.