Søg i denne blog

mandag den 13. april 2015

En impulsiv weekendtur med germalen

Gemalen havde nogle dage snakket om, at han gerne vil til Ringkøbing, hvor en virksomhed, der fabrikere vindmøller havde åbent hus i lørdags.
Det er ikke min store interesse, men jeg tog gerne med på en tur til Ringkøbing, hvor jeg aldrig har været.
Fredag kom der så lige en ide fra gemalen, måske fordi han har ferie for tiden - vi kunne da tage en overnatning, så det blev en lille mini mini ferie - god ide, synes jeg :)

Så vi kørte hjemmefra lørdag morgen ved 9-tiden og satte kursen mod Ringkøbing, hvor vi fik set på de her husstands-vindmøller - det var nu interessant nok, jeg blev da noget klogere på økonomien i det :)

Det endte så med, at vi faktisk ikke rigtig fik set Ringkøbing, for vi kørte en tur ned langs vestkysten i stedet. Jeg har tit været ved Vestkysten i Nordjylland, men ikke syd for Harboøre tange - det blev en rigtig dejlig tur i høj solskin.
Vi startede med at køre fra Søndervig på den tange, der går ude i vandet, det er vel den, der danner Ringkøbing fjord - vi kørte ned over Hvidesande og til Nymindegab - hold da op, der må være liv og glade dage derude, når der er høj sommer, jeg var overrasket over, hvor mange mennesker, der var i området allerede nu.
Der er i alle tilfælde nogle steder, jeg godt kunne tænke mig at besøge igen og gøre et nærmere bekendtskab på en dejlig varm sommerdag :)
Fra Nymindegab fortsatte vi mod Ribe - her havde vi et pitstop, for lige at få fyldt lidt kaffe og en sandwich på. Jeg synes, det er utrolig, hvor stor forskel der er på, hvor meget buske og træer er sprunget ud, når vi kommer lidt længere ned i landet
I Ribe var der blomst i en del buske og træer
og der var også buske, der var grønne,
det kniber her hos os endnu
Fra Ribe kørte vi videre ned mod vadehavet - hvor vi kørte ud til Rømø - ja, jeg har lært min geografi og vidste, at Rømø var der og der var lavet en dæmning, man kan køre på derud - men 10 km, det må godt nok har været et stort projekt i tidernes morgen - det var så ærgerligt, at man ikke må holde ind til siden derud af, for der var store flokke med gæs og der var fiskehejre og hvad ved jeg, men selvfølgelig ikke lige ved de parkeringslommer der er :(
Vi kørte lige tværs over Rømø ud til havet, hvor man kan køre på stranden, lige som man gør oppe ved Løkken og Blokhus - her var stranden bare noget bredere. Det var en del mennesker på stranden, selv om vi nu var nået hen sidst på eftermiddagen og solen var forsvundet.
De fløj med drager

Nogen havde bygget sig et lille slot

og hov - der kom lige nogen på hesteryg
Der var masser af aktivitet på Rømø - men vi kørte videre mod vores overnatningssted.
Ned over Højer, hvor vi var inde og kigge på møllen, som jeg tidligere har været inde i - men de var lige ved at lukke, og gemalen har ikke så stor interesse i kniplinger, så det gjorde ikke så meget.
Vi kørte på de mindre veje og vi så alle de her fine marsk-gårde og huse, som man har bevaret - og vi så mange får.
Vi kørte forbi Rudbøl grænsekro, hvor jeg har været engang for ca. 20 år siden og så kørte vi over grænsen og ind i Tyskland, hvor vi fortsatte til Niebøll, for der havde vi bestilt et værelse til overnatning.

Vi havde bestilt gennem Booking.com - valget faldt på Insel pension, fordi der var mulighed for at afbestille indtil kl. 18 uden at det kostede noget. Det var et udmærket sted - pæne værelser og fin morgenmad for 600 kr.

Der var ikke restaurant på hotellet, så vi startede med at gå ud i byen for at finde et sted at spise, men da vi ikke kunne finde det, som vi havde set på et bykort, og der begyndte at regne, så gik vi tilbage og tog bilen, og det var vist meget godt :)
Vi kørte rundt i byen, jeg ved ikke hvor mange gange - vi kunne sagtens finde en græsk, en italiensk og en kinesisk restaurant, men vi vil altså have en schnitzel og vi fandt også et udmærket sted, nemlig i Rådhuskælderen, hvor vi fik jægerschnitzel mit bratkartoflen
Jeg troede da, at det var en skål kartofler til deling,
men nej der kom sørme en til hver :)
Søndag efter den gode morgenmad, som blev serveret ved bordet, kørte vi tværs over landet til Flensburg, for nu når vi var ude at køre, så kunne vi lige så godt handle - og butikkerne åbner først kl. 11 om søndagen, så der var god tid til at køre den tur.
Hold da nu op, vi var sørme ikke de eneste danskere, der var nået til grænsehandlen inden de åbnede - tænk sig, vi stod i kø, som var det jul - jeg vil ikke sige ALDRIG, men jeg vil godt nok gøre meget for at undgå at handle ved grænsen en søndag igen - jeg duer simpelthen ikke til så mange mennesker, man kan jo hverken komme frem eller tilbage og jeg får åndenød og kommer til at svede - jeg vil bare ud af sådan en overfyldt butik i en fart - men vi fik handlet, som altså rigtig mange andre danskere også gjorde.

En dejlig impulsiv weekendtur med gemalen - det var slet ikke nogen dårlig ide.

Vi kørte hjem i regnvejr - havde vejret været sådan lørdag, havde turen ikke været så meget ved, og derfor tog vi det hotel, hvor der var mulighed for gratis afbestilling.

Da vi kom hjem, kom ham her Emil benene ud til bilen "må mig styre din bil mormor" og det måtte han da lige have lov til inde i garagen :)