Søg i denne blog

fredag den 8. november 2013

En uge med 3 fødselsdage

Her har fødselsdage det med at komme i stimer og det er også tilfældet i denne uge, hvor Laura, vores ældste barnebarn,  og min svigermor havde fødselsdag i onsdags og i dag er det så min søster, der står for tur. Min svigerfar, som ikke er mere havde også fødselsdag i dag.

Laura's fødselsdag blev fejret i lørdags

Laura kan godt li', når vi laver lidt kreativt, 
så jeg havde lavet et kort til hende.


Laura fik en stor gave af os i år - 
sådan er det altså ikke hvert år :)


Ja, det er en cykel, men da vi kom hertil, blev jeg forstyrret og så fik vi ikke flere billeder den dag - sikken dog en uorden.
Laura fik mange andre fine gaver og havde en god dag med familie og venner.

Svigermor blev 94 år, hun er desværre meget dement, men vi mødtes med mine svigerinder og svogre på plejehjemmet og fik medbragt eftermiddagskaffe sammen med hende, og det var en rigtig hyggelig eftermiddag - en af de dage, hvor svigermor sagde ja og nej, når vi spurgte hende om noget, og det er efterhånden en god dag, når det sker. 

Ellers har vi haft travlt her - datteren og yngste barnebarnet, Emil er ramt af halsbetændelse - Emil var færdig med pencillin behandling for første halsbetændelse i weekenden, men var altså syg igen tirsdag og det var hans mor så også og nu er de begge igang med en ny omgang pencillin. 
Vi har prøvet at få en rytme i hverdagen, men det er ikke nemt, når der er fødselsdage og sygdom, som ændrer de oprindelige planer. 

Igår var det da lige før, at der var total booket op her, Laura skulle køres til dans, Nana skulle til gymnastik, Emil var hjemme fordi han var syg, datteren skulle sove (hun er på arbejde om natten), gemalen skulle vaccineres, så der skulle planlægges, men vi fik det hele til at gå op i en højere enhed.

Mad får vi hver dag - og vi henter stadig gulerødder ude i haven og vi kan såmænd nøjes med en til et helt måltid 
Det er et ret stort æg, der ligger ved siden af
Der var ikke et eneste ormehul i guleroden 
og den smagte rigtig godt.