Søg i denne blog

torsdag den 23. april 2020

Risikogruppe - corona-tid - podagra og antiinflammatorisk kost

ADVARSEL - INGEN BILLEDER - BARE MASSER AF ORD 

Aller inderst inde ved jeg det jo godt - men det er bare nogen gange nemmere at lukke øjne og ører og tænke, det går jo nok 🙈🙉

Risikogruppe
Vores hverdag/liv er lige som alle andres i den grad præget af Corona - og vi piver ikke, for vi har ikke et arbejde at tage hensyn til og vi bor, så vi kan gå udenfor uden at støde på andre mennesker - kort sagt vi kan passe os selv.
Det har vi også gjort rigtig meget, jeg har bildt mig selv ind, at det mest var af hensyn til andre, men selvfølgelig også, fordi vi nødig vil have sygdommen.
Nu vil nogen nok tænke, at jeg er "dum i bærret" - for jeg har ikke erkendt/set mig selv som værende i RISIKOGRUPPEN, jo i minde grad, men ikke sådan for alvor - jeg har det jo godt, bedre end jeg havde for et par år siden.
Jeg har et velbehandlet blodtryk, det er simpelthen det flotteste, det har været i 40 år, min medicin er mere end halveret indenfor de sidste par år.
Jeg har astma - ikke slemt, men nok til jeg skal have forebyggende medicin.

I starten af Corona-tiden hørte jeg en læge sige, at hvis man har et velbehandlet blodtryk var det ikke så farligt, men forleden hørte jeg så en læge sige, at man nu er opmærksom på, at visse af de blodtryksænkende midler kan give problemer, hvis man får Corona - og oveni nævner han, at han selv er i risikogruppen, fordi han er over 60 år - så jeg må nok tænke lidt mere over sagen😧
I et eller andet program hører jeg en ung mand sige, at han har astma, men det var velbehandlet og ikke problematisk, hvor en læge svarede, at astma er problematisk, hvis man får Corona, og har man astma, så er man i riskogruppen.

For pokker da -  jeg er jo i RISIKO GRUPPE 😳

Forholdsregler 
Jeg har som sådan ikke isoleret mig selv i perioden, men vi har taget de forholdsregler, som der anbefales.
Vi ser vores børn, men de kommer ikke i længere tid, sønnike som regel kun udendørs for at hjælpe gemalen og datteren mest for at bringe eller hente noget.
Jeg har været hos min mor, hun har isoleret sig - så først forleden besøgte hun os og det var udenfor - vi fik en kop kaffe i "hønsehuset".
Svogeren, svigerinden og niecen kom også her omkring, det var også udendørs besøg i kort tid med stor afstand og ingen servering af nogen slags - men det var nu hyggeligt lige at ses igen 💖

Jeg har selv handlet, med de forholdsregler, der nu skal tages med håndvask, sprit og afstand.
Jeg har handlet lokalt i hele perioden, forsøgt at komme afsted på tidspunkter, hvor der som regel ikke er så mange i butikkerne - og det har været ok -folk er generelt flinke til at overholde retningslinjerne.

Der er heldigvis forskellige muligheder for at handle nu om dage - i bund og grund kan jeg helt lade være med selv at handle, jeg kan bestille eller sende gemalen afsted - men jeg vil bare gerne selv se varerne, specielt mine grøntsager, så det er svært for mig at overgive til andre.

Måske er jeg helt tosset, men jeg kan ikke isolere mig total, jeg føler i den grad med de mennesker, der lever alene og som oven i har været nødt til at isolere sig selv, det må være frygtelig hårdt i så lang tid.

Indkøb
Vi har i store træk levet efter princippet "vi bruger, det vi har" - og det tærer jo på reserverne, på et tidspunkt "har vi ingenting" 🙈
Det punkt var ved at være nået - og jeg blev ret vægelsindet, inden jeg fik mig besluttet for at få fyldt lagret op igen - mine plus/minus for og imod bestod af -  lille butik med mange kunder i forhold til kvadratmeter - stor butik, stadig med mange kunder, men på mange flere kvadratmeter - hvad skal jeg egentlig have - hvor har de det hele - vil jeg i flere butikker eller kun 1 - tænk sig at skal opleve, det er så stor en beslutning  - at køre i Bilka 😳

Jeg gjorde det - jeg kørte i Bilka og jeg fortrød det ikke.
Der var ikke mange kunder, der kunne nemt holdes 2 meters afstand, stort set alle holdt sig til retningslinjerne, der var lige 5 unge mennesker, der mente, de skulle ud at handle sammen og havde mere travlt med hinanden end med at tage hensyn til andre - men så må man jo selv tage sine forholdsregler og rykke væk.
Der var lavet ensrettet indgang og udgang - der var sprit-borde ved indgang og udgang og mange steder i butikken, og der var handsker i grøntafdelingen.
Jeg fik alt det, jeg skulle have - nå ja med undtagelse af noget yoghurt på tilbud.

Nå ja så var der lige ham (og han kunne ikke undskylde sig med at være ung), der til trods for flere ledige p-pladser end fyldte, absolut skulle parkere lige ved siden af min bil, imens jeg stod og fyldte varer i bagagerummet - det betød, han skulle passere mig med mindre end 1 meter mellem os - så jeg fik mig da godt nok lige flyttet og vendt ryggen til.
Men det er nok sådan en tanketorsk, vi er mange, der kan begå - jeg skal bestemt ikke sige mig selv fri for at kunne gøre det 😖

Nu er der fyldt godt op - så den næste tid skal vi vist kun afsted efter mælk og brød.

Podagra 😱🙈
Jeg synes jo, at jeg lever rimelig sundt - men noget må være gået galt, for natten til søndag fik jeg rigtig meget ondt i min stortå - hold da kaje, det gjorde ondt og der kom en rød plamage og jeg kunne ikke vrikke med tåen, bare dynen rørte den, gjorde det ondt.
Der kan selvfølgelig være flere grunde til "ondt i stortå" - men jeg behøvede ikke søge læge for at få diagnosen - den fremgik klart af det jeg googlede - podagra/urinsyregigt det kommer ofte "som en tyv om natten" - ja det skal jeg da lige love for, det gjorde 😫
Det fortog sig i løbet af søndagen og mandag var tåen ok igen - men det gjorde i alle tilfælde, at jeg tænker, jeg må tage nogle forholdsregler, hvis jeg ikke skal risikere at det bliver tilbagevendende.

Antiinflammatorisk kost
For nogle år siden var det meget oppe med antiinflammatorisk kost og dengang investerede jeg i en bog om emnet.
Den er jeg gået ombord i - for det kan i alle tilfælde ikke skade at arbejde kosten i den retning - hvilket iøvrigt ikke er så meget anderledes end det, jeg allerede gør - men der er plads til forbedring - jeg skal vist bare være lidt mere konsekvent.
Jeg er meget bevidst om, at der skal forholdsvis meget mættet fedt ind i den kost - jeg holder balancen mellem mættet og umættet fedt ret godt, men selv om jeg synes, jeg ligger på den høje side i fedt-indtag, så kan jeg godt fornemme, at der nok skal lidt mere til end min daglige dosis.
Der ud over har jeg indkøbt ingefær og  gurkemeje, hvidløg har jeg altid i huset - der skal skrues op for indtaget af fisk, specielt fed fisk og så kål, og der skal skrues ned for kød fra 4-benet dyr.
Det kommer lige til at tage lidt tid til tilvænning - men gøres skal det - for udover forskrækkelsen over den her "ondt i stortåen" - så har jeg lidt slidgigt, som det kan være gavnligt for, og med de øvrige skavanker jeg har, så er det vist en god ide for mig at få immunforsvaret skruet i vejret.

Jeg er gået i gang,
jeg læser og læser, 
og bedst som jeg tror,
jeg bliver nok så klog,
så bliver jeg bare skide forvirret,
men hov - så sker der noget
og jeg tror igen - 
jeg bliver åh så klog 😇