Søg i denne blog

torsdag den 18. januar 2018

Granny Stripe tæppe og Karrysuppe fyldt med grøntsager

Så gik der lige nogle dage i en fart - Nana og Emil har været syge begge to.
Nana startede søndag og var her her mandag, hvor hun var så frisk, så hun kedede sig bravt - men mandag aften var feberen der igen, og Emil han hostede bare rigtig meget. Så tirsdag og onsdag stod gemalen op og kørte ind til dem, og så byttede vi hen ad formiddagen, når B-mennesket her kom til sig selv.
Nana viste sig at have halsbetændelse og måtte have penicillin, Emil havde luftvejsinfektion og det kan man jo ikke gi' noget for, men han er nu kommet sig ret hurtig - så i dag har de været afsted igen.

Nana og Emil er jo så heldige at have en oldemor (min mor) lige i nabolaget, og hun kræsede lige lidt om dem, og det kom også lige gemalen til gode
De fik risengrød med kanelsukker og smørklat i 😙
Hækling
Jeg har fået hæklet lidt, mens jeg har været inde hos dem og ja såmænd også herhjemme, så nu er den første halve meter hæklet på tæppet til datteren 👍
Jeg hækler Granny stripes uden luftmasker mellem stangmaske-grupperne - jeg hækler i pima bomuld på nål 3. Det skulle være 150 cm bred, men jeg har tilsyneladende målt 10 cm forkert, så det bliver altså 160 cm bred 😏


Karrysuppe
Ingen kan vist være i tvivl om, at jeg er glad for karry, så i dag har jeg lavet karrysuppe med masser af grøntsager og kogt kyllingekød - gemalen synes sørme det smagte og mættede rigtig godt 😇

Jeg havde kogt en 1600 gr kylling i 2 l vand med gulerod, selleri, porrer og en buket timian og persille, så jeg havde suppe derfra.
Min selvkombinerede opskrift får du lige her

Karrysuppe med grøntsager til ca 6 personer
Jeg svitsede en stor tsk karry i 25 gr becel og deri kom:
170 gr kartofler
360 gr knoldselleri
300 gr gulerod
stokken af 250 gr broccoli
2 store fed hvidløg
Altsammen hakket i fine stykker
Efter lige at have vendt det godt rundt i karryen, så tilsatte jeg
1 l suppe og lod det koge til grøntsagerne var møre (knap en halv time).
Så blendede jeg suppe og grøntsager og kom
2,5 dl fløde 9% ved og lod det lige koge op og så kom der
200 gr fintsnittede porrer
og toppen af de 250 gr broccoli, som var delt i fine buketter i og det kogte med ganske kort, så broccoli og porrer stadig havde bid og lige inden servering kom der 200 gr ærter i.

Jeg serverede det kogte kyllingekød ved siden af.
Min portion bestod af 400 gr suppe og 120 gr kyllingekød og i følge Lifesum gav det 356 kcal.

Jeg arbejder stadig med min kost - det går fint, men efter at have tabt 6 kg på 6 uger, så er vægten gået i slowmotion og jeg har kun tabt 200 gr den sidste uge - det er ikke tilfredsstillende i forhold til min indsats, men så må der jo sættes yderligere ind for at komme videre.

lørdag den 13. januar 2018

Let mad - madpandekage med kylling og coleslaw

Januar kan godt føles lang, specielt med disse grå dage - der sker ikke så meget hos os, vi er nærmest gået lidt i hi - ja det kan vi jo tillade os, nu hvor vi ikke er forpligtet af arbejde😏
Selvfølgelig er vi ikke gået helt i stå, det føles bare sådan oven på en december fyldt med jul og diverse sammenkomster.
Her trænger til rengøring, men gnisten mangler lidt, det er lettere at sætte sig med hækletøjet og en kop kaffe, når lyset skal være tændt hele dagen.
Jeg er kommet i gang med det store hækleprojekt "tæppe til datteren", hun har selv valgt mønster og farver og det skal nok blive vist frem, men hun skal nu selv se det først 😙
Jeg nævnte også i et tidligere indlæg, at jeg havde gang i nogle grydelapper - jeg trævlede den op og har hæklet en ny og næsten nr 2 af dem, men de ligger lige stille, nu hvor tæppet er kommet i gang - men dem må I gerne se

Jeg har hæklet i 8/4 bomuld, de bliver ret tykke, men jeg vil nu alligevel hækle en bagside til dem, til dels for at sikre mig, de bliver tykke nok og også fordi jeg ikke synes mønstret er så pænt på bagsiden 😏

Som jeg tidligere har nævnt, ja så fylder mad jo meget lige nu - ikke at jeg står og kokkerere hele dagen, mest i tankerne - og igår havde jeg bare lyst til at lave noget nemt og få brugt lidt af det, der var i køleskabet - det blev til madpandekager med "kylling i karry" og coleslaw - måske lyder det lidt spøjst, men det var nu ganske godt 😊

Opskriften kan du få her :

Tortilla wraps - helst med fuldkorn
Fyld til ca 4 pandekager, hvis altså man skal begrænse sit indtag 😏
Kylling i karry
1 spsk olivenolie
karry efter behag ristet i olien
2 pæne kyllingebryster 350 gr skåret i mindre stykker
brunes i karryen og så tilsættes
2 løg - 150 gr skåret i skiver
2 æbler - 140 gr, når de er skrællet og kernehuset taget ud og skåret i tern
2 pæne stilke bladselleri - 60 gr hakket i fine skiver
1 rød peberfrugt 70 gr skåret igennem på langs og i tynde skiver
Det skal ikke stege længe - højst 10 min. - man skal lige have et ekstra øje på panden, når man bruger så lidt fedtstof.

Coleslaw
cheasy fraiche 5% - 110 gr
Miracle whip balance  - 10 gr (1 stor teske)
akaciehonning 1 tsk
sennep - jeg brugte grovkornet - 1 tsk
salt
dette røres sammen og heri vendes

250 gr fint hakket hvidkål
250 gr reven gulerod



Min portion bestod af 1 pandekage med 80 gr kylling og 100 gr karrygrøntsager og dertil 120 gr coleslaw og i følge Lifesum havde jeg brugt 354 kcal.


fredag den 12. januar 2018

Årstidens grøntsager - kål og rodfrugter - Kål med hakket okse

Min blog handler godt nok meget om mad for tiden, men det er altså det der fylder meget her 😊

Torsdag - det var der igår - det er den dag i ugen, jeg gør status på min vægt og det går bare den rigtige vej, det så dejligt 👼😍

Min kost er jo blevet lidt anderledes, selv om intet er forbudt, så er der ting, jeg er meget opmærksom på, men jeg synes egentlig ikke det er så svært.

Jeg bliver vist aldrig vegetar, for jeg kan ikke engang finde ud af at være kødfri en gang om ugen 😐
Det er heller ikke et must, men det kan nedsætte forbruget af mættet fedt.
Men jeg spiser lidt mindre kød end tidligere og flere grøntsager, faktisk er mit forbrug af kartofler, ris og pasta også dalende. Det skyldes helt sikkert ÅRSTIDENS GRØNTSAGER - rodfrugter, de mætter nu ret godt og de smager godt 😊

Knoldselleri er en af mine foretrukne - den kan bruges til mange ting - forleden var det i tykke skiver på panden sammen med paneret koteletter, jeg fik en kartoffel og så lidt rødkål til (vi havde en rest af min hjemmelavede fra julen, der skulle spises) - rødkålen og den stegte selleri klædte hinanden rigtig godt.
Man kan stege 3 panerede koteletter og 2 skiver selleri med i alt 30 gr becel, koteletterne bliver rigtig fine, hvis man lige er over dem, for de skal have rimelig god varme lige når de kommer på og så skal der skrues ned - de skal ikke vendes for tit, for paneringen er lidt sart med så lidt fedtstof. Jeg har en ret stor stegepande, for ellers kan man ikke have det hele derpå, men havde jeg ikke haft det, så var selleriskiverne blevet penslet med olie, lagt på et stykke bagepapir og røget ind i ovnen på 225 gr til de var møre, jeg tænker ca en halv time, men er ikke helt sikker på tiden - det må jeg huske at tjekke næste gang.


Jeg bruger også knoldselleri sammen med andre rodfrugter bagt i ovnen eller stegt på panden, i fin snittede små stænger eller grove stykker, i supper og jeg kan finde på at rive den sammen med gulerod og æble til råkost -  jeg er ikke vild med konsistensen af ren sellerimos, men halv kartofler og halv selleri det kan min gane li' 😉

Kål - det hører også årstiden til og det siges at være rigtig sundt, så det spiser vi meget af, vist mest spidskål og så broccoli, men også rødkål, hvidkål, rosenkål og grønkål - blomkål kan jeg nu bedst med om sommeren, men de kommer nu også i indkøbsvognen nogle gange i løbet af vinteren.

Den anden aften lavede jeg denne ret med hvidkål, som jeg kaldte

Kål med hakket okse
400 gr hakket oksefars 5-8%
1 spsk olivenolie
500 gr hvidkål
300 gr grønne bønner
300 gr gulerod
100 gr bladselleri (det skulle bruges, ellers havde det været knoldselleri)
100 gr æbler (de gjorde ingen gavn, men resten af æblerne var dårlige)
1 rød peberfrugt ca 75 gr
2 store fed hvidløg
en sjat soya og rød balsamico
lidt paprika, peber og salt

Jeg steger først kødet, kryddere det og kommer så gulerødder og hvidkål ved, når det er faldet sammen kommer soya og balsamico i og  resten af grøntsagerne med undtagelse af den røde peberfrugt, som først kommer med det sidste par minutter, så den kan bevare lidt sprødhed.

Der er til 2 dage til os 2 og en halv portion til en frokost til mig.


Velbekomme







lørdag den 6. januar 2018

Det handler i stor stil om mad - dog i mindre mængder og i dag om rødkål

Jeg bruger bare meget tid på at tænke på mad - men på en god måde 😊
Jeg sulter ikke og jeg er såmænd også ved at have overstået den lækkersult, jeg ofte har haft om aftenen.
Jeg spiser stadig mit sidste mellemmåltid sent på aftenen - det er nødvendigt, når nu jeg er så udpræget B-menneske, ellers bliver der alt for mange timer til morgenmaden  - jeg har prøvet at lade være en enkelt gang og hold da op, jeg var sulten tidligt på morgenen, hvor jeg stadig ikke var udsovet 😕

Jeg læser næringsdeklarationer, jeg prøvevejer og måler og lige nu er jeg der, hvor jeg er ved at blive god til at ramme en næringsfordeling på 50 kulhydrat, 30 fedt og 20 protein. Sukker er der også målinger på i Lifesum, og jeg har læst mig til, at 50 gr sukker om dagen går an for diabetes 2 - og det holder jeg mig under langt de fleste dage, jeg tror faktisk kun det er sket 2 -3 gange, det er røget over og det har ikke været voldsomt meget - uhh hvor lyder jeg da hellig 🙊
Jeg spiser altså også et lille stykke kage og dessert engang imellem, og igår var jeg i bio og da prøvede jeg at spise sukkerfri vingummi og lakrids - ja ikke en helt pose, som jeg plejer, men 6 stk i alt = 30 gr.
Det var udmærket faktisk lige sødt nok til min smag og så synes jeg, det klistrede i tænderne, så det er ikke noget, jeg bliver storforbruger af.

Jeg er storforbruger af grøntsager og synes, det kører godt med den varme mad, morgenmaden er også på plads, men frokosten er jeg endnu ikke helt på plads med, nok fordi jeg ikke er særlig vild med rugbrød og jeg er ikke blevet helt god til at have rester fra aftensmaden endnu, for ofte laver jeg mad til 2 dage, men det kommer også 😏

Nå jeg er ikke så god til at huske billeder af min mad, men jeg fik da taget et billede af den lilla suppe, vi fik til aften i dag 😋
Det kaldes sparesuppe
Det er min mors opfindelse -  der findes en opskrift med friskost og hvid spidskål på fanen Mad.
I dag var der ikke friskost i og heller ikke spidskål, men jeg havde rødkål, deraf farven 😉 og der var knoldselleri, gulerødder, rosenkål, porrer, kartoffel og så har jeg altid en sjat ærter i ca 1500 gr i alt, 1,7 l vand og lidt salt, så blev der lavet en fars af 500 gr hakket kalv og flæsk med 4-7% fedt, 25 gr hvedemel og 30 gr havregryn, 1 stort æg, salt og peber og 1,5 dl vand, heraf blev der 16 store kødboller - de koges med i suppen - ærterne tilsættes først til allersidst, de skal bare lige varmes lidt. Der er nok til 2 voksne i 2 dage.

Forleden aften fik vi ovnbagte rodfrugter med rester af oksemørbraden fra nytårsaften og jeg havde det her store rødkål, som der også er brugt af i suppen i dag. Jeg har fundet ud af, det slet ikke er en ny ide, det jeg gjorde forleden, jeg havde faktisk ikke læst eller hørt om det, men jeg skar to meget store både af rødkålet og lagde dem i bradepanden med rodfrugterne, sprayede dem med Lurpak spray og dryssede med salt og så blev de bagt ved 190 gr varmluft i ca 40 min..
Det smagte rigtig godt, det skal vi snart have igen.
Og JA jeg ved godt, det er bedre at bruge olie end smør, men det er det her med at få brugt det, jeg har 😐

Jeg har iøvrigt fået en ny kogebog - jeg købte den af min datter, der fik 2 af dem i julegave, den glæder jeg mig til at tage i brug - jeg har skimmet den og det ser rigtig dejligt ud 😍

Man skal bestemt ikke tro, 
at en madglad person som mig, 
kommer til at bruge mindre tid på at tænke i mad, 
bare fordi mængderne og sammensætningen 
skal være anderledes 😊

tirsdag den 2. januar 2018

Juleoprydning og tunsalat

Nu er der hverdag igen og i dag har jeg plyndret juletræet for al sin pynt og om lidt skal nisserne lægges i hi.

Jeg plejer ikke tage julepynten ned før første weekend i det nye år, men i år glæder jeg mig til at få min "nye" stue igen - for dem, som ikke har læst med på bloggen, så har vi henover efteråret fået malet og lidt nyt møblement og en omrokering i stuen, der giver så meget mere plads og lys - vi er så glade for det 😍

Juleblomsterne er også ved at have set deres bedste dage, de skønne tulipaner er væk, det er den her smukke dekoration desværre også

Julestjernerne får lov at stå lidt endnu og så var jeg så heldig at få foræret denne skønne rose, som kan stå og lyse op længe endnu.

Køleskabet er ved at være tømt for diverse julelækkerier og nu kan vi fylde op med det, der gør godt for mig og mit projekt 😊

I dag har min frokost stået på ristet rugbrød (det er ved at være lidt tørt, men alligevel spiseligt, når det lige får en tur på risteren), jeg fik hjemmelavet tunsalat på.
Tun i vand, det er en fantastisk proteinkilde med meget lidt fedt, jeg har desværre bare en tendens til at blive træt af det, så det bliver ikke hverdagskost hos mig, men en yndet spise med jævne mellemrum 😏
Dressing af en slags gør noget ved tunens tørhed og det er der plads til at tilføje, man kan bruge det, man synes bedst om, eller som for mit vedkommende, det der kan tillades  - det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at jeg klart foretrækker mayonaise og det af den helt fuldfede slags - men i dag har jeg brugt en blanding af miracelwhip balance og cremefraiche i alt 4o gr.. 
Når der igen er handlet ind, så bliver det cheacy fraiche og måske 5 gr mayonaise for smagens skyld.
Der kan tilsættes de grøntsager, man selv synes bedst om - jeg kan godt li' rødløg, grønne bønner  og tomat, men i dag bød køleskabet på lidt andet 😋

Min tunsalat indeholdt følgende :

140 gr tun i vand
15gr kapers
35 gr rød peberfrugt
25 gr bladselleri
40 gr revet gulerod
1 spsk creme fraiche
1 spsk miracle whip balance

Jeg spiste halvdelen med et stk ristet rugbrød og en halv tomat.
Det gav 220 kcal. og jeg er mæt.

Når jeg er færdig med dagens gode gerninger, så skal jeg til at have styr på mit hækletøj - jeg har en trøje, der mangler to halve ærmer og jeg skal igang med et langtidsprojekt, der skal være færdig til maj, nemlig et tæppe, som min datter har ønsket sig til sin 40 års fødselsdag.

For øjeblikket hærger et nyt mønster på grydelapper i hæklegrupperne på FB, jeg kan også godt li' det og har forsøgt mig, men det blev ikke helt tilfredsstillende - jeg tror, jeg har brugt forkert størrelse nål 😐
så nu ligger den her og glor på mig og ind imellem råber den, så prøv da igen med en mindre nål 😆
Nå den ser jo grå ud, men den er altså i grønne farver - beklager 😏
Nu må vi se, hvilke af projekterne, 
der råber højst,
men først skal nisserne altså puttes 😍

mandag den 1. januar 2018

Den første dag i 2018 med nytårsforsæt og nytårsfortsæt

Dagen i dag - er vist den mest dovne dag i året for mig - ja ingen behøver tænke "hvad kalder hun så alle de andre" - for jeg er et privilegeret menneske, som kan følge dronningens råd i nytårstalen om at lave ingenting/noget unyttigt lige så tit, det stort set passer mig, og det gør det tit men mest med noget mellem hænderne, ikke sytøj eller tegnegrej som dronningen, men med en hæklenål og noget garn😍

Igår var den sidste dag i 2017 - et år som kom til at indeholde lidt af hvert for os her på Bakken.
Det har været godt og det har været skidt, det har været sjovt og det har været trist - skal regnskabet gøres op, så er det heldigvis plussiden, der har givet mest i året der gik.

I dag starter et nyt år - et tidspunkt, hvor man ofte sætter sig og laver nye forsætter (jeg har lige lært af en FB-ven, at det altså ikke hedder fortsætter med mindre, det er noget man har gjort og vil fortsætte med at gøre) - men i år, da tror jeg, jeg vil bruge ordet fortsætte, for jeg er sådan set i gang med det, der skal være årets projekt, men der skal puttes på hen ad vejen, så jeg må også bruge ordet forsæt 😏

Når man som mig er meget overvægtig, så må jeg erkende, at man altså ikke kan tillade sig bare at lade stå til - at stå til, skal forstås på den måde, at jeg for et par siden besluttede, at jeg ikke længere vil bruge min tid på vægttab og livsstilsændringer og hvad man nu kalder den slags - det fik den betydning, at min vægt blev stabil i meget lang tid, og det var der egentlig en stor tilfredsstilles i.
I sommer blev jeg så ramt af en luftvejsinfektion, som satte sig til astma - det betød, at jeg fra at have bevæget mig en lille smule, blev stort set stillesiddende og det var ikke godt for mit helbred 😞
Det tog tid at finde ud af, hvornår jeg skulle bruge det ene og andet medicin og der var problemer med, at en af mine blodtrykspiller ikke vil med astmamedicinen - så da jeg fik noget, der gav mere luft, ja så svedte jeg af det, så voldsomt at det blev et problem, så nu er jeg tilbage på det, der giver mig mindre luft, men hellere det end håret lignede noget, der lige var kommet ud fra bruseren og vandet løb ned af kinderne på mig og jeg blev dårlig tilpas.

Når man som mig har en kronisk sygdom (forhøjet blodtryk), så får man hos min læge et årstjek - og jeg var ikke sådan vild begejstret for at komme afsted i år, for jeg tænkte, at mit kolesterol nok var steget med alt det her siden stille og faktisk også alt for meget fastfood og anden nem mad med for meget fedt, og vægten var rent faktisk steget med 5 kg henover året - kolesterolet var glædelig nok ikke steget, men en ting, jeg ikke havde tænkt på overhovedet, det var blodsukkeret 😦
Ingen i min familie har diabetes, så altså der er ingen gener, der er skyld i det - det er ene og alene min livsstil - for jeg havde et tal, der siger DIABETES 2 😟
Der skete bare et eller andet inde i mig - pinligheden over at have gjort det ved mig selv, skrækken for mere medicin og angsten for, hvad diabetes kan medføre, hvis det udvikler sig - og så tænker nogen måske, hvorfor pokker har hun så ikke taget sit blodtryk mere seriøst - det har jeg i alle tilfælde selv haft til overvejelse - og min forklaring er, at mit forhøjede blodtryk kom i forbindelse med en fosterforgifning, da jeg fik fødte vores andet barn i 1980 - det var i en kort periode nede, hvor jeg ikke fik medicin, men røg i vejret igen på et tidspunkt, hvor jeg var noget nær den laveste vægt, jeg har haft i mit voksne liv, altså en normal vægt og uanset hvad, så vil jeg altid skal tage medicin for det - så det har kunne undskyldes med, at det ikke er selvforskyldt, men om alting er, vil et vægttab jo også være godt for det.
Jeg gik hjem fra lægen den 30. november uden medicin for diabetes men med en aftale om et vægttab på gennemsnitlig 300 gr om ugen, vægtkontrol, efter eget ønske hver anden uge.
Jeg var rasende på mig selv og jeg vil slet ikke snakke om det, og det bevirkede, at det ikke var i morgen, men selvsamme dag, jeg gik i gang med en livsstilsændring, og i første omgang har det handlet om kost. Jeg lagde lige ud med svogerens 60 års fødselsdag, hvor vi selvsamme dag skulle ud og spise på restaurant  - men linjen blev lagt og jeg har formået at tabe godt 4 kg i december måned.
SÅ HER ER FORTSÆTTET 😊
FORSÆTTET HEDDER MOTION 😃
Motionen bliver helt sikkert et større problem for mig, men det skal komme stille og roligt og blive nemmere jo lavere vægten bliver.
Jeg har slidgigt i hoften og problemer med min lænd og bækken, jeg har åndenød - alt sammen noget, der gør motionen besværlig, men også alt sammen noget, der vil forbedres af det.

ØJJ hvor er jeg gået i gang med de her projekter mange gange i mit liv og hvor har jeg ofte følt mig MOTIVERET - men MOTIVATIONEN er forsvundet igen, når vægten ikke faldt hurtig nok og jeg lod mig forlede af al den skønne mad, som jeg altså elsker at mæske mig i 😳

Lige nu er jeg bare et sted, hvor jeg tror på, at jeg vil kunne komme af med mange kilo, jeg har ikke intentionen om at skal blive nogen sylfide, udelukkende et ønske om at komme så langt ned i vægt, at jeg vil få et bedre helbred.

Jeg skærer ned på fedt og sukker, men det er ikke forbudt, vi har masser af grøntsager i huset og der er frugt, jeg smager på det, jeg vil, men jeg mæsker mig ikke i det - endnu vejer jeg meget store dele af det, jeg indtager, men jeg mærker at et og andet har jeg allerede på rygraden og ved, hvordan det tæller i næringsværdierne.

I dag så jeg et opslag fra Hjerteforeningen og tænkte, det er værd at tage til mig - så det vil jeg dele med jer


GODT NYTÅR