Søg i denne blog

fredag den 28. februar 2014

"Jeg kan da selv" - fastelavnstøj og hæklede biler

Nogen gange så kan man jo pludselig få travlt - på den gode måde :)

Der er jo fastelavnstid, og Nana har fået en fin påfugle-kjole, men der skal ligesom noget under, for der er jo ikke ligefrem sommer nu.
Leggins og en T-shirt vil vist være passende, men så var der lige farven - sort så for hårdt ud, så vi måtte på jagt efter noget, der var bedre i farven.
Det lykkedes ikke rigtig, men så skulle jeg lige ind til Stofstedet efter noget garn, og en tanke slog ned i mig "JEG KAN DA SELV".
Så ud i bilen efter kjolen og på jagt i stof afdelingen og her fandt jeg et stykke strækstof i den helt rigtige kulør :)

Et mønster til leggins havde jeg, for jeg syede et par til Laura for en 3-4 år siden, men så var der lige T-shirten - jamen hvad var problemet, der var i alle tilfælde ingen grund til at bruge penge på et mønster eller rode rundt i gemmerne efter et i flere timer, for "JEG KAN JO SELV"

Jeg har faktisk sådan en 80% færdiggjort tilskæreruddannelse - men det er vel omkring 20 år siden, jeg selv har lavet et mønster sidst - men en T-shirt, det kunne jeg vel finde ud af igen.
Så hen og finde mappen og igang med at måle op - det blev på en af Nana's T-shirts, for hun var ikke hjemme - og ja, det lykkedes at få lavet et sæt til hende :)

Den er lidt høj i halskanten, 
men det gør ikke noget til dagens brug
og kan ændres, hvis mønstret skal bruges igen

Så her til morgen er den lille dame sendt i børnehave, 
som Nana påfugl
Man må forsøge at finde en grimasse,
der kan passe,
når man nu er så fin :)

Samtidig med at der skulle syes, så skulle der også lige hækles nogle små biler i grøn og blå.
Sønnen og svigerdatteren har fået et hold enæggede tvillingdrenge i aflastning, og de ligner hinanden så meget, at man skal kende dem rigtig godt for at kende forskel - den ene har derfor altid noget grønt og den anden noget blåt på, og det er de også nødt til om natten, så man ved, hvem man putter i hvilken seng :)
Nattøjet er ens, så noget måtte gøres - nå ja så spørger man svigermor " kan du hækle en lille bitte bil, der kan syes på?" 

Jamen det gjorde jeg da fluks og syede dem på 

Så nu ved de to små drenge hver især,
hvis nattøj der er deres  :)

Opskriften på bilerne har jeg fundet hos Nørklehjørnet - jeg har tidligere brugt dem på hagesmækker. 





tirsdag den 25. februar 2014

Morgenhygge, en Flagspætte i haven og lidt fuglesnak

Uha som jeg var tidligt vågen i dag og det endda helt af mig selv og helt uden grund.
Men så får man jo lov at opleve en rød morgen-himmel og
Emil og morfar læse lokal-sprøjten :)

For et par uger siden skrev Bjørnemor i sin blog om Flagspætten, og jeg kommenterede med at sådan en havde vi aldrig haft besøg af, men tænk det har vi så fået



3 dage har den nu været her og den tager godt nok for sig af retterne :)
Den startede i et større træ, hvor der hang et engangsbæger med foderkugle i, den havde Nana lavet i børnehaven. De små fugle har ikke været så glad for den, men det var Flagspætten - den blev ved lige til bægeret faldt ned, og så flyttede den over i det japanske kirsebærtræ, hvor der er foderkugler, som de små fugle elsker, men det gør Flagspætten så også :)
Det er sjovt at se den hænge med hovedet ned ad for at få fat i fodret, og da den opdagede, at jeg stod i stuen, ja så fløj den ikke væk, den gemte sig bare i træet - så jeg fortrak lidt længere ind i stuen og snart var den igang med foderkuglerne igen.

Det er først de sidste 2-3 år, at vi for alvor har fodret fugle, for førhen kom skader og andre store fugle og jagede de små væk, det kan de stadig finde på, men ikke så meget, at de små flytter - de vender troligt tilbage og vi nyder at have dem her.

Jeg ved egentlig ikke, om det bare er fordi vi er blevet mere bevidste om fuglelivet eller om det er fordi der er kommet flere fugle her i området, at vi oplever mange forskellige fugle herude.
Sidste år havde vi to musvåger til at "bo" på vores mark, med de er flyttet over til naboen i år - vi tror i alletilfælde, at det er de samme :)
I år har vi så til gengæld haft fornøjelsen af en stor flok agerhøns, som ind imellem har været en tur inde gennem haven.
Der er ind imellem nogle små høge her i området, det er vist duehøge, men de er ikke så dristige, som for et par år siden, hvor jeg så en tage en mindre fugl inde i haven.
Ellers er det primært musvitter og gråspurve vi har og så er der lige solsorten, som tror, den kan bestemme det hele derude :)
Lige om lidt er der forhåbentlig forår og lærken og viben synger i marken, og vipstjerten flytter forhåbentlig igen ind i sin fuglekasse - det er den mest frække lille fugl, man kan tænke sig - det er faktisk utroligt, at den har livet i behold, for den sætter det godt nok tit i spil, når den hopper rundt på jorden lige foran katten og hunden :)



søndag den 23. februar 2014

Forårs fornemmelser, en dag på Skejby, bryster, tissemand og min grønkålsuppe

SÅ TAG DIG DOG SAMMEN - bare lige en påmindelse til mig selv - jeg kan jo se, at der lige er smuttet en helt uge siden, siden jeg har skrevet et blogindlæg sidst ;)
Nå men det ugen bl.a. er gået med er :

Gemalen på Skejby sygehus
I mandags var gemalen på Skejby sygehus og få lavet en kranspulsåreundersøgelse. Så vi var tidligt oppe, han skulle være der kl. 8 - så vi kørte hjemmefra kl. 6.30 og det var ikke spor for tidligt med den morgentrafik der var og vi var endda heldige at finde en P-plads rimelig tæt på den afdeling, hvor han skulle være.

Han har ventet på undersøgelsen siden i december og skulle han have det gjort i Aalborg, skulle han vente yderligere 5 uger - så vi har begge glædet os til, at få dette overstået.

Hvis et besøg på hospitalet kan kaldes en god oplevelse, så må det her siges at være det.
Gemalen blev taget godt imod, og det gjorde jeg, som pårørende, også - vi blev vist rundt på afdelingen og fik en god information om, hvordan dagen vil forløbe og hvad der vil ske under undersøgelsen.
Selve afdelingen var stille og rolig, personalet var meget venlige og virkede til at have det rigtig godt med hinanden indbyrdes - de kom med jævne mellemrum og tjekkede, om alt var ok, også mens gemalen bare ventede på at komme ned til undersøgelsen.
Gemalens undersøgelse gik rigtig godt og der var intet at komme efter, hans kranspulsårer er fine.
Jeg fik tiden til at gå med at hækle, og jeg kom også en lille tur ud i det dejlige solskin der var, mens gemalen var nede til undersøgelsen, for jeg skulle jo også have mad og Skejby er jo et stort foretagende, så der var et lille stykke vej hen til kantinen, så jeg fik også en smule motion - så alt i alt må det siges at have været en god dag.

Nu ved gemalen, at der ikke er forkalkninger eller forsnævringer i kranspulsårerene og der er ikke længere flimmer i hjertet, så nu skal han "bare" lære at leve med medicin og kontrol af blodtrykket og hjertet med jævne mellemrum.
Han begynder fra næste uge at arbejde lidt mere - han har haft et fint samarbejde med jobkonsulenten og de har aftalt en optrapning af arbejdet, så han om et par uger gerne skulle være på fuldtid igen.
Det vil han også gerne selv, det har været et langt forløb, 5 mdr. er der gået siden han blev indlagt - så det er der ikke noget at sige til, at han gerne vil have sit "normale" liv tilbage nu.

Bryster og tissemand
hvad er det da for noget snak her på min blog :)
Jo, svigerdatteren skulle bruge en lille gave og havde set et billed af hæklet bryster - det tænkte hun så, at jeg lige kunne klare for hende og det kunne jeg da også - da jeg fandt opskriften  på gaven til drengerøve  hos http://halager.blogspot.dk/ - ja så faldt jeg også over denne gaven til kvinden - og så gik jeg igang og i dag er gaverne afleveret og jeg må vise billedet her



Det er da en sjov lille ting at lave - bh'en hæklede jeg den dag på Skejby og en dame spurgte, om jeg havde børnebørn, der skulle have dukketøj - måske modellen kan tilpasses en Barbiedukke :)


Forår i haven
Forleden dag gik jeg en tur gennem haven - hold da nu op, det spirer derude, ja både i løgvæksterne og ukrudtet
Vintergækkerne stortrives i år

Påskeklokkerne blomstrer 
ikke helt fantastisk,
men fint til de blev delt og flyttet sidste år

Tulipanerne stikker allerede deres spirer op

Og der er store knopper i påskeliljerne
Det er skønt at se, men det kræver da også, der snart skal afsættes tid til at gå i haven, hvis ikke ukrudtet skal tage overhånd :)

Gemalen har sået tomater og taget stiklinger af pelargonierne og sat igang, der er købt kartofler, der skal sættes til forspirring, og sønnikke har lige været og køre en tur med fræseren i køkkenhaven - så der er lidt gang i forårsarbejdet her.

Min egen grønkålsuppe
Forleden dag lavede jeg min helt egen udgave af grønkålsuppe - jeg kan godt li' grønkålsuppe og synes, det smagte godt, gemalen synes også, det var ok, men datteren og Emil, synes ikke særlig godt om det, Nana spiste det, men synes vist, det var noget mærkelig suppe :)

Det var en nem og fedtfattig suppe - er du interesseret er opskriften her :

6 små kartofler
6 pæne jordskokker,
1/4 stor knoldselleri,
3 pæne store gulerødder,
2 store porrer og
grønkål, da jeg havde fjernet stokke og det grove var der ca. 3 l., som blev finthakket på foodprocessoren.

Der ud over brugte jeg 3 store kyllingbrystfiletter, 1 flaske cremefine 7% og 1 pk. røget bacon.

Først kogte jeg kyllingbrysterne i 1½ - 2 l. vand sammen med toppen af porrerne, 1 gulerod og 1/3 af knoldsellerien, lidt peberkorn og salt.
Så hældte jeg alle de ituskåret kartofler, jordskokker og gulerødder i en gryde og tog væden fra kyllingbrysterne og hældte ved - kogte det til grøntsagerne var helt møre.
Så blendede jeg det med stavblenderen, tilsatte det finthakkede grønkål, porrerne, der var skåret i skiver og cremefine og gav det et opkog.
Bacon blev ristet på panden og smuldret og serveret til sammen med ostebrød.

Laura var her en eftermiddag
Hun skulle passes nogle timer, så hun kom lige og lærte lektier og hyggede lidt.
Det er jo lidt anderledes nu, hvor Emil og Nana bor her - for så snart de kom hjem, så smuttede de to piger på loftet og legede der, mens jeg lavede mad og så var der "Familie-middag", da sønnike og svigerdatteren kom efter Laura - det kan også være meget hyggeligt på en dag midt i ugen :)

Resten af ugen er gået med de mere almindelige gøremål og en smuttur til grænsen






søndag den 16. februar 2014

En ny kjole til dukken minder om, hvad der er rigtig sjovt

Så lille en ting, men så herlig en ting at lave og det er så mange år siden, jeg bare lige har gjort det :)



Nana synes lige at dukken manglede en kjole igår, og for engang skyld så havde jeg lige tiden og lysten.
Det skulle godt nok gå rimelig stærkt, for jeg havde en aftale med gemalen - så det blev ikke den store kreation.

Hen i kassen med stofrester, fandt noget stof fra jeg syede julekjoler til Laura og Nana for et par år siden.
Fat i målebåndet og  et styk kridt og så var der lynhurtig tegnet og klippet et stykke med halshul og ærmegab.
Et stykke elastik i dukkens livvidde blev syet i og gav facon på kjolen -
halshullet var så stort, at kjolen kunne trækkes over hovedet, så det blev lige syet med en meget tæt zigag hele vejen rundt og så kom der et smalt elastik på bagsiden, så var der en fin lille "flæsekant" -
så blev den tætte zigzag også brugt rundt i ærmekanterne og den blev syet med  overlock fornede og vupti var der en ny kjole til dukken.

Ganske enkelt, nemt og hurtigt - jeg fatter slet ikke, hvorfor jeg ikke gør noget mere af den slags, for det er nu rigtig sjovt :D

Så er der søndag igen, det stormer og regner - dejligt at kan blive indendøre og hygge.

I formiddag kom jeg til at kigge på mine billeder på min mobil og opdagede, at jeg ikke havde fået alle mine billeder lagt over i Skydrive, som jeg bruger til back up - og da jeg begyndte på det, begyndte jeg også at kigge på dem og rydde ud i dem - så nu kommer gemalen lige og spørger, om jeg er gået i koma - uha da der smuttede lige et par timer øhhh måske 3, og jeg er slet slet ikke færdig med at rydde op i billederne endnu :)
Frokost, det har jeg ikke fået, og appetitten begynder at røre på sig, for der dufter af kage - datteren er ved at bage gulerodskage, så jeg må hellere indtage et eller andet, der kan gå under betegnelsen sundt, så jeg ikke går amok i kage om en times tid :)



fredag den 14. februar 2014

Trods sne og slud, hensættes jeg til sydens sommer og sol herhjemme på "Bakken", alt mens jeg laver grønkålssalat

Når jeg kommer i "Orangeriet"  - bliver jeg helt salig og føler mig hensat til sommer i sydens sol


Citrontræet har sat blomsterknopper
der er allerede mange rundt om på træet

og der hænger stadig en del citroner
gad vide, om de nogensinde bliver modne

Oliventræet har fine sorte oliven
men de begynder at visne ind nu

Det er egentlig  meget mærkeligt at stå der og drømme om sommer og duften fra citrontræets blomster (for den er ikke kommet endnu), og så kigge ud af vinduet og se, at der altså er sne og slud her - og alligevel, så kan jeg gå i haven og hente friske grøntsager til aftensmaden :)

Igår kom sønnike, svigerdatteren og Laura til aftensmad - de har jo vinterferie, Nana glædede sig til at Laura kom og mente, at vi så også skulle have dessert :)
Vi fik gammeldags oksesteg lavet i stegegryden med grønkålsalat til og så fik de is med krymmel til dessert :)

Jeg hentede porrer og grønkål ude i haven.
Porrerne kom ved oksestegen og

Grønkålen blev lavet til en salat

Jeg lod mig inspirere af nogle forskellige salater og fik lavet denne, som efter min egen mening var ret god.
Jeg hakkede grønkålen fint i foodprocessoren, skar 4 æbler i små tern, tilsatte en håndfuld tørrede tranebær og en halv pose knust valnøddekerner og så lavede jeg en mormor-dressing af fløde, citronsaft og lidt sukker, som blev hældt over.

Det blev en hyggelig dag/aften - børnene legede godt, datteren og svigerdatteren fik lige kigget kataloger med nyt sommertøj til børnene og vi fik snakket om dit og dat - Emil faldt ned af trappen, men kom heldigvis ikke til skade, og han forsøgte at sige Laura - det lykkes ikke helt, men vi kunne forstå, hvad han forsøgte på :)


torsdag den 13. februar 2014

Noget med at "flytte sig fysisk"

Jeg vil det så gerne - 
men der sker lige som ikke rigtig noget!

Sådan er det med så mange ting for mig - når dagen er gået, og jeg lige fundere lidt over den, så tænker jeg, hvorfor fik jeg nu ikke taget mig sammen i dag - hvorfor fik jeg ikke gjort dit eller dat!!!

Jeg læser rigtig mange kloge ord, både rent faglige ord og så de mere filosofiske og tænker den ene gang efter den anden, at det er så rigtig så rigtig, og jeg må gøre noget ved sagen - men det bliver lige som ikke rigtig til noget!

Så sidder jeg der foran TV-skærmen i aftes og ser BS - inden programmet starter, har jeg tænkt, hvilke forudsætninger har den mand for at gøre sig klog på behandling af depressive mennesker, og det da kan være et farligt projekt at vove sig ud i at trappe depressive ud af medicin uden proffesionel hjælp.
Min tanke bliver hurtig gjort til skamme, han erkender blankt, hvad han har og ikke har forstand på i dette projekt, og der er både den ene og anden proffesionelle med ind over - og så siger manden på et tidspunkt nogle ord, som har bundfældet sig i mig. Han siger

"man skal gøre noget fysisk for at flytte sig".

Hvorfor bider de ord sig så fast i mig, at jeg stadig tænker på dem - jamen det gør de jo, fordi jeg inderst inde godt ved det - jeg ved jo godt, at jeg har alle de gode intentioner, men der sker ikke en skid!!!

Jeg har lært at tænke anderledes, at få negative tanker vendt på hovedet.
Jeg har lært at mærke, når depressionen og stressen banker på.
Jeg har lært at spise sundt.
Jeg har lært, at motion er rigtig godt for min krop.
Jeg har lært, at jeg skal gøre noget godt for mig selv.

Jeg gør også en del af det - men det er ikke godt nok, det jeg gør - jeg ved inderst inde godt, at det der mangler er, at jeg "flytter mig fysisk".
Tankerne i mit hoveder er jo ganske gode - men min gøren og laden følger lige som ikke helt med.

Hvorfor pokker gør jeg det så ikke??????

Jamen det har jeg da masser af gode undskyldninger for:
Jamen når nu det gør så skide ondt i den gigtplagede hofte, så kan jeg jo ikke gå nogen steder -
når jeg ikke kan gå nogen steder, så bliver jeg nødt til at sidde stille og lave ting, der ikke kræver noget fysisk - så er det vejret, så er det tiden og så er det noget helt andet.
Øh hvem sagde egentlig, at de undskyldninger var gode !
For når jeg ikke laver noget fysisk, så flytter talene på vægten sig altså heller ikke ned ad - jeg får ikke flere kræfter til at flytte min overvægtige krop - jeg får ikke hentet noget ny energi, så der bliver mere lyst til at starte med bare lige at gå de 100 m op til vejen og tilbage igen.
Her kommer altså ikke lige en BS eller Chris MacDonald eller Henrik Duer forbi og hiver mig op af stolen - det må jeg altså selv gøre.

Jeg har lært, at jeg ikke skal banke mig selv i hovedet, med det, der ikke bliver gjort, men fokusere på det gode, der er sket og at der altid vil være noget, der har været det mest positive i løbet af en dag. Jeg har lært, at det er vigtigt at have balance i energien - der skal ikke kun bruges energi, der skal også hentes energi - jeg har fundet ud af, at det er vigtigt at lave noget, jeg synes er sjovt og selv have styrring over mit liv. Jeg har lært, at der skal prioriteres og at vi ubevidst prioriterer hele tiden.
Det har været god lærdom for mig - det er noget af det, der har hjulpet mig gennem en alvorlig stress og senere en depression uden medicin.
Jeg lærte at tage ansvar for mit eget liv - at gå en helt anden vej, for at få det godt - øhh her dukkede lige et citat op, som en facebook-ven skrev i dag

"Det er godt, vi har fået det bedre. Men det ville være bedre, hvis vi havde fået det godt". 

Er det sådan det egentlig er for mig!!
Nej jeg mener:
Jeg har det godt, jeg har flyttet mig psykisk -
 men ingen tvivl om, at jeg kan få det bedre, 
hvis jeg flytter mig fysisk. 

Alle disse tanker - kan der skrives mange sider om, men nu skal jeg "flytte mig fysisk" og gøre noget godt for mig selv - jeg skal have overtøj på og ud og grave et par porrer op og plukke lidt grønkål ude i haven og så kan jeg passende lige gå de 100 m op til vejen og tilbage igen - det er ikke langt, men det giver bevægelse og frisk luft og en begyndelse på at "flytte mig fysisk" :)

mandag den 10. februar 2014

En rigtig hygge-weekend........

.......  med henholdsvis svigerdatteren og datteren.

Lørdag skulle Laura køres til børnefødselsdag i Leo's legeland i Aalborg, og eftersom hendes far ikke kunne, så måtte farmor træde til.
En af Lauras klassekammerater skulle køre med, så svigerdatteren mente, det var bedst, at hun også kørte med og ja, så kunne vi jo lige så godt benytte os af, at vi var ude at køre.

Vi tog lige en runde i Ikea efter nogle småting, som svigerdatteren stod og manglede - jeg lod mig kun friste af et par blomster :)

Da vi var færdig der og alligevel var i nærheden af Bilka, så var der også lige et par ting, der skulle handles, men inden da måtte vi lige have lidt frokost.
Det var nu så hyggeligt og lige med et var tiden ved at løbe fra os - børnene skulle jo hentes igen :)

Sådan en dag går hurtig og jeg var først hjemme igen ved aftenstid og fik serveret aftensmad - hvor heldig har man lov at være - datteren havde lavet kylling i karry :)


Søndag inviterede datteren på frokost, fordi hun har været syg og haft behov for noget  hjælp i ugens løb - Nana sagde, at vi skulle besøge "landmand Jensen" - det er en bog, de læser for Emil om aftenen - men det var altså Jensen's bøfhus - hun kunne ikke huske, det hed bøfhus, så det endte med at blive til "landmand Jensen's drivhus" :)
Det var rigtig hyggeligt, børnene var pragteksemplariske og vi havde et par dejlige timer :)

Jo - det må siges at være en hygge-weekend :D

I dag har den endnu engang stået på cirkeltræning, det gik rimelig pænt, selv om slidgigten driller lidt for tiden, nu er det så spændende, hvordan jeg har det i morgen.

Jeg har lavet forlorenhare til aften, med waldorfsalat og syltetøjssovs til. Det der i følge opskriften på forlorenhare hedder vildtsauce hedder altså syltetøjssovs her og spises med stort velbehag.

Der var lige lidt blegselleri og vindruer, der gerne måtte blive brugt og der var også et par æbler i frugtkurven og lidt valdnøddekerner i skuffen og en sjat cremefraiche 9% havde jeg også - derfor fik vi waldorfsalat :)

Nu er det lige før jeg er færdig med at hækle vest til Nana.
Jeg er faktisk færdig med at hækle den, der skal bare syes lommer på og hæftes ender - så der kommer snart et billed.

Så skal jeg jo igang med noget andet - der er sørme muligheder nok, måske en barselgave, eller et par sofapuder eller en dug - sidstnævnte er lige kommet ind på lystavlen, fordi vi har prøvet at sætte et andet spisebord ind i stuen i dag.
Vi har i næsten hele vores tid sammen haft et gammelt afsyret spisebord, det kommer hjemmefra mine bedsteforældre og gemalen har selv afsyret det, men der er kun en ret ukurrent plade til - nu har vi så min søsters aflagte spisebord til at stå - der er ingen plader til, men det er til 6 personer, og der kan sidde 2 ved hver ende - problematikken er, at det er hvidt og det passer ikke helt godt ind i vores stue - men måske en farvet dug vil kunne gøre en forskel.

Ja, der er muligheder nok - det er bare lige med at beslutte sig for, hvad det skal være :)





fredag den 7. februar 2014

Når man godt kan li' suppe ......

og kun er 1½ år -


 Så ved man godt, det skal op på skeen

Den er godt nok stor den her ske

Det er meget nemmere at bruge fingerne


Hi hi mormor - har du set, hvad jeg laver ?
Jeg spiser også mor's suppe :)

Som det kan ses på billederne var Emils skål tømt - så det er hans mor's, han er gået igang med - han er vild med suppe :)

Torsdag kan være ret presset sidst på eftermiddag - nogen gange skal Laura køres til dans og Nana skal til gymnastik, så der står den rimelig tit på købe-suppe, for børnene elsker købe-suppe, og det skal gå stærkt, for Emil tror nemlig, at man skal spise til aften kl. 17 og aller senest kl. 17.30 ellers går der bare "ulve-time" i den for ham, og det gider vi altså ikke :)


tirsdag den 4. februar 2014

Ferie - mad - motion - planlægning skal der til

Så blev der februar, der kom tøvejr og vi kan igen se en del af græsplænen.
Der kom sørme også lige en del nye ministre i regeringen - sikke da noget noget - jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om det - jeg tror såmænd ikke det kommer til at ændre det store, men det må tiden jo vise.

Svogeren fik serveret wienerschnitzel i lørdags - ja vi andre fik selvfølgelig også, men jeg skyldte ham helt fra efteråret, hvor han hjalp os en del.

Vi har fået bestilt sommerferie - vi skal afsted to gange i år - ja, sikke da noget frås ;)
Gemalen's dåbsattest siger, at han har "rund" fødselsdag i år og det synes han ikke, han vil fejre i stor stil, så vi napper lige en ekstra ferie i stedet.

Den ene gang skal vi til Østrig, nærmere betegnet Zell an See, sammen med børn, svigerdatter og børnebørn. Det glæder vi os til - vi skal vise svigerdatteren og børnebørnene, hvor vores børn har tilbragt et anselig antal ferier.

For dem, der ikke ved det, så har vi boet det samme sted i Hinterglemm i rigtig mange år. Et sted, vi i sin tid fandt ved en ren tilfældighed i 1989. Dengang var det et gammel hotel, der havde fået en ny tilbygning, men i årenes løb er der sket en masse på stedet. Det gamle hotel er helt væk og det er blevet et fantastisk sted, men også i en anden prisklasse end dengang.
Det var også fantastisk, da vi startede med at komme der. Frau Feichtner har altid selv arbejdet med i såvel køkken som restaurant og har taget del i rengøring og såmænd også i høsten, alt mens hun havde sine 4 børn omkring sig og altid havde tid til en snak med sine gæster. Dengang havde hun en pige til hjælp med serveringen og en rengøringsdame - i dag er der mange ansatte, deres børn er blevet voksne og arbejder med på hotellet.
Oberschwarch hedder det og det er et ideel sted for familier med børn. Vi skal ikke bo der, fordi der er heste og en del andre dyr, og vi har et barnebarn, der er allergiker.

Den anden ferie bliver sammen med gemalens søstre og svogre og bliver på et andet yndet sted, nemlig ved Gardasøen, men på et hotel i en by, hvor vi ikke tidligere har boet.

Jo jo der er styr på sommerferien - nu skal konen her så bare lige se at få styr på sin kondition, så hun ikke skal sidde og glo et sted, når de andre skal ud på gåben.

Jeg var til motion igår - uha da da - jeg kan godt mærke, det er længe siden.
Jeg har meldt mig til et hold, det er ellers ikke min stærke side, jeg vil gerne træne alene, men det er jo ikke rigtig blevet til noget i meget lang tid, så der må ske noget andet.
Det foregår hos fysioterapien, det er Hjerteforeningen, der står bag sammen med LOF.
Det er cirkeltræning og umiddelbart virkede det fint for mig, men jeg havde godt nok ondt i mit gigtplagede ben/hofte i aftes

Nogen husker måske, at jeg skrev om, at jeg skulle igang med at læse Slankekurs for nogle uger siden - jeg må indrømme, at det ikke er blevet til så meget - måske fordi jeg lige som har været inde i processen en tid - og dog har jeg ikke indstillet mig på, at "min slankekurs" skulle give et vægttab.

I efteråret besluttede jeg, at jeg ikke vil være på slankekur/livsstilsændring mere og det kom til at betyde, at min vægt for første gang i mange mange år har stået stille i flere måneder - ja jeg tabte faktisk nogle få kilo og de er blevet væk - ja selv julen klarede jeg uden det store udslag på vægten.
Det har været godt for mig, og jeg føler nu, jeg er klar til at arbejde med kosten igen - det foregår i det små, for tiden arbejder jeg på at få flere grøntsager ind og bruge mindre fedtstof - det første går nogenlunde, det sidste kniber en smule.
Jeg har erkendt, at det handler om planlægning - det kan jo ikke hjælpe, at jeg først skal til at finde ud af, hvilke grøntsager vi skal ha', når jeg skal til at igang med madlavningen - slet ikke når vi har en lille Emil, der vil spise til tiden hver dag :)
Igår spiste vi frikadeller, der var tilsat fint hakket gulerod og blegselleri og dertil fik vi gulerod og knoldselleri skåret i tændstikke tynde strimler sauteret (lyder det ikke godt) på pande i en smule olivenolie sammen med et halv spidskål skåret i fine strimler - vi fik også kartofler og sauce.

Der hvor der skal arbejdes meget på sagen er frokosten. Tidligere spiste jeg ikke rugbrød, hvis jeg kunne blive fri, men det er jeg kommet til og det betyder, at jeg spiser pålæg herunder godt nok gerne en form for fisk, æg eller en rest fra aftensmaden, men meget lidt grønt - så der er noget at gå i lag med.

Klokken slår - tiden går - vaskemaskinen og planlægningen kalder :)